Jeg har gennem de mere end 35 år, hvor jeg har kendt Vandrer mod Lyset, fra tid til anden beskæftiget mig ret indgående med den filosofiske gåde, værket kalder gåden om det uskabte; en gåde, der omtales i Kommentaren, s. 146 og i Supplement II, no 56, om ikke andre steder.

Jeg har i den forbindelse forsøgt forskellige løsningsforslag, hvoraf ingen dog har tilfredsstillet mig helt. Jeg skal her forsøge endnu en gang; med det forbehold, at den her præsenterede løsning måske heller ikke er den rigtige.

Gåden lyder sådan: Hvordan kan Urkosmos – med Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke – have eksisteret fra evighed uden at være skabt?

Tidligere har jeg blandt andet forsøgt en løsning gennem en analyse af begrebet tid:

Da der ikke fandtes tid i Urkosmos (hvilket man kan læse ud af redegørelsen s. 145-148, idet tiden her siges at være et resultat af en første tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, en tilnærmelse der varede ved og gradvist intensiveredes under hele Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket og frem mod Lyset, en tilnærmelse, der ikke fandtes i hviletilstanden, hvorfor der her ingen tid fandtes), tænkte jeg, at dette var løsningen:

Da der ingen tid fandtes i Urkosmos, og da en skabelse kræver tid og tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, kunne Urkosmos ikke være skabt.

Dette løsningsforslag har jeg tidligere opgivet, men nu tænker jeg en parallel løsning, der er meget simpel:

En skabelse kræver Tanke og Vilje. Da der ingen Tanke og Vilje fandtes i Urkosmos udover den faktisk eksisterende (hvilende, passive) Urtanke og Urvilje, og da disse ikke havde skabt Urkosmos, kan Urkosmos ikke være skabt. Hvis det skulle være skabt, ville det kræve en Tanke og Vilje udover Urtanken og Urviljen (men sådanne fandtes ikke), eller det ville kræve, at Urtanke og Urvilje havde skabt sig selv (og Lyset og mørket), men det kan de ikke have gjort, da de fra evighed var passive. 

Da Urkosmos faktisk eksisterede uden at være skabt, må det nødvendigvis have været fra evighed af (med det forbehold, at ”fra evighed af” antyder en forløben tid, men der fandtes – som nævnt – ingen tid i Urkosmos, hvorfor termen er upræcis).

Den her skitserede løsning på gåden om det uskabte er måske den rigtige, måske ikke. Men under alle omstændigheder andrager skitsen her kun spørgsmålet hvordan Urkosmos kan have eksisteret fra evighed uden at være skabt, ikke hvorfor:

Hvorfor fandtes Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke? Hvorfor fandtes der overhovedet noget og ikke bare ingenting?

Måske dette spørgsmål ikke kan finde besvarelse i en menneskelig forståelsesramme og med menneskelige erkendemidler i menneskeligt sprog, men jeg kunne tænke mig en løsning parallel til den ovenstående:

Hvis vi spørger, hvorfor Urkosmos fandtes, implicerer dette hvorfor en intention med Urkosmos. Denne intention måtte da besiddes af en Tanke og Vilje uden for Urtanken og Urviljen, men sådanne fandtes som nævnt ikke.

Eller vi kan spørge, hvorfor der overhovedet fandtes noget, og hvorfor der ikke bare var ingenting; men her må vi passe på sproget: Hvis vi siger, at der eventuelt var ingenting, så indebærer verbet var en form for væren. Men da der ingenting i så fald var, kan verbet ikke bruges her. Ingenting kan ikke være. Det samme hvis vi siger, at der ingenting var (idet vi altså bytter om på ordene): Ingenting kan igen ikke være. Og det er som om erkendelsen og sproget her bryder sammen. Vi kan ikke tænke “det ikke-værende”; for idet vi siger det ikke-værende, henviser vi igen til noget, det vil sige noget, der er; men det er jo netop ikke.

I virkeligheden er dette en del af et gammelt filosofisk problem, der i hvert fald går tilbage til Platon, der i en af sine dialoger netop har dette som tema, det ikke-værende, og hvordan vi kan – eller netop ikke kan – tænke det. Jeg tror – uden at gå for langt ind i problemstillingen her – at vi må sige, at begrebet det ikke-værende ikke giver mening – med de problemer denne position så medfører; for hvordan opstår ting så fx hvis noget nyt, som ikke før eksisterede, ser dagens lys, opstår, frembringes? Opstår det så ikke i en eller anden forstand af det ikke-værende, eller hvordan skal vi se på dette spørgsmål?; dog, det lader jeg ligge her.

Vi kan også – for at vende tilbage til hovedspørgsmålet om det ikke skabte Urkosmos – nærmere spørge til en (måske upersonlig) årsag til Urkosmos. Men en sådan årsag måtte da foreligge i tiden ”før Urkosmos fandtes”; da der imidlertid ingen tid fandtes i Urkosmos, og da Urkosmos var alt, der fandtes, kan der ingen årsag være til det. Begreberne årsag og virkning kræver tid, at ting sker i tidslige forløb (med mindre vi sigter til begrebslogiske forhold og slutninger).

Eller vi kan spørge, hvorfor der netop fandtes Tanke, Vilje, Lys og mørke, og ikke noget andet? Men her kan vi måske låne argument fra René Descartes, der i Discours de la méthode lufter en tanke (den metodiske tvivl), der kan tolkes ved, at vi ikke kan borttænke tanken, idet dét at ville borttænke tanken, selv er en tanke; og gå fra dette ræsonnement til Ardors indledende ord fra sin beretning i Vandrer mod Lyset, hvor han siger, at Tanken er altings ophav.

Tanken må da – i en eller anden forstand, som jeg ikke kan forklare her og nu – også være Viljens, Lysets og mørkets ophav.

Videre kan vi følge Descartes´ tanke og sige, at det ikke giver mening at sige, at tanken (fx min) eksisterer, men at jeg ikke eksisterer. Når fx min tanke eksisterer, eksisterer jeg også. På den måde bliver der ækvivalens mellem tanke og eksistens (cogito ergo sum), og ikke – som Martin Heidegger har ment (i værket Sein und Zeit) – mellem eksistens og tid. Det ontologiske grundspørgsmål – hvad er eksistens, hvad vil det sige, at noget eksisterer – må derfor søge sit svar i retning af tanke og ikke i retning af tid. Måske er der ikke bare ækvivalens men identitet mellem tanke og eksistens, og måske er dét svaret på det ontologiske grundspørgsmål.

Jeg tror her i hvert fald at have kastet et strejflys over gåden om det uskabte. Men om skitsen er retvisende, eller om også den må forkastes, må tiden vise.