Skrevet den af cpobasse · 1 kommentar

En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister

Foranlediget af dagens terrorangreb i Kabul vil jeg her bringe en alvorlig advarsel til alle potentielle selvmordsbombere. Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn.

Hvis I – trods denne advarsel – alligevel overvejer det forfærdelige, det afskyelige, det blasfemiske, da skal I vide, at der ikke efter jeres død som selvmordsbombere venter jer Paradisets herligste glæder. I vil ikke blive lagt til hvile på bløde puder i skønne boliger i Haven med de rindende floder, og opvartes af 72 hurier. Hvis I gør alvor af jeres tanker, vil der ske dette:

I vil efter døden blive bragt til et mørkt og ensomt sted, hvor I – med knust åndelegeme – igen og igen – ved tanken – må genopleve jeres rædselsgerning, angsten, smerten, skrigene – indtil den dag og den time, der af Gud Herren er sat som jeres sidste på Jorden. Det vil være uudholdelige lidelser, og det vil være langvarigt, da de fleste selvmordsbombere rekrutteres blandt unge mænd (og kvinder).

Derefter vil der følge hundreder, måske tusinder eller flere, tunge, lidelsesfulde liv på Jorden, indtil I fuldt ud har sonet alt, I har forbrudt. Det vil være uudholdeligt, og det vil tage jer særdeles lang tid og mange lidelser at fuldbyrde soningen.

Tænk derfor nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, om ikke dette er sandheden.

Jeg siger ikke dette til jer for min egen skyld, men for jeres ofres skyld – dog først og fremmest for jeres egen. Hvis I gør denne gerning, da vil det ske som jeg her har sagt (tekstbelæg for disse tanker: Supplement II, no 31 og generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om soning under gengældelsesloven). Tro ikke dem, der søger at stikke jer blår i øjnene i denne sag, og som lokker med falske ord og falske forhåbninger.

Jeg siger til jer: Tænk nøje efter. Tænk meget nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, så I ikke vælger det værste – en gerning, I ikke behøver at udføre, som er helt unødvendig og som har så mange og så alvorlige konsekvenser for jer selv! Undlad først og fremmest at gøre denne gerning for jeres egen skyld!

Skrevet den af cpobasse

5/95

Ifølge Joe Dispenza (Placeboeffekten) er det kun ca 5% af vores egentlige personlighed, vi er bevidste om. De resterende 95% er ukendt for os. Samtidig siger nyere fysisk teori om mørkt stof og mørk energi, at det kun er ca 5% af universets stof, vi direkte kan måle og observere, de resterende ca 95% er ukendt; det vekselvirker ikke med fysisk stof via elektromagnetisme, men med gravitation, og det er via den, vi kan påvise det; man regner med, at ca 25% er “mørkt stof”, mens resten regnes for at være “mørk energi” (kilde: Dansk Wikipedia).

Disse talmæssige konvergenser, er de tilfældige, eller ligger der en hidtil ukendt lovmæssighed eller et hidtil ukendt fænomen bag? Personligt vil jeg umiddelbart tænke, at de 95% af universets stof og energi, som nu er ukendt, er udtryk for den oversanselige verdens masse og energi. Parallelt vil jeg tænke, at de 95% af vores personlighed, der er ukendt eller ubevidst for os, er udtryk for den oversanselige del af vores bevidsthed, som er uafhængig af den fysiske hjerne.

Dette siger jeg med baggrund i Vandrer mod Lyset, som netop siger, at langt størstedelen af universet eller verdensaltet ikke umiddelbart er tilgængelig for menneskelig observation og iagttagelse, da det er oversanseligt. Det samme er ifølge værket tilfældet med vores bevidsthed; langt det meste af den er ubevidst for os. Med hensyn til mørkt stof og energi stemmer det også med det, man har iagttaget med dem; at de ikke vekselvirker med fysisk stof elektromagnetisk, men kun via gravitation.

Måske kan man endda sige, at de 95% af universets masse og energi er udtryk for Lyset i Vandrer mod Lysets forstand, mens de direkte observerbare 5% er mørke. Lidt mere kompliceret er det med den menneskelige personlighed, da jeg ikke tror, at det er rigtigt bare at sige, at 5% af menneskets gennemsnitsbevidsthed er mørke, mens 95% er Lys. Her må vi nok nøjes med at sige, at 5% er sanselig og direkte observerbar, bevidst, mens de 95% er oversanselig og umiddelbart ubevidst.

Det kunne være interessant hvis man kunne afprøve denne teori videnskabeligt. Hvordan det eventuelt kunne gøres, ved jeg ikke. Men måske der er nogle forskere derude, som har nogle ideer?

Skrevet den af cpobasse

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Skrevet den af cpobasse

Magt

Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.

Skrevet den af cpobasse

Kærlighedens rum

Måske kan vi kende den ægte kærlighed på dette:

Den er ikke dig overfor mig, eller mig overfor dig, dig der giver, og mig der modtager eller omvendt; dig og mig, der på den måde sætter hinanden i gæld.

Måske er ægte kærlighed et rum, vi går ind i sammen, noget vi deler; her skylder vi ikke hinanden noget, her er vi frie. Den er det største og det sværeste og det mest kostbare; den koster alt og intet; alt, fordi den er det mest værdifulde, intet fordi den er vores inderste tilbøjelighed.

Skrevet den af cpobasse

Luftspejlinger

Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.

Skrevet den af cpobasse

Digtet som ikke burde findes

Hun haler dyret ud af mørket. Hun siger:

Sig ikke at du elsker mig, elsk mig, jeg vil ikke have dine ord, men dine hænder, du digter andre kvinder ind i dit liv, og mig ud af det.

Og fluks skrev jeg dette digt.

Skrevet den af cpobasse

Bølger mod kyst

Bølger fra glemte storme – fra dengang han arbejdede for at blive elsket, led fordi han elskede, digtede sig ind i kærligheden –

Nu kom kærligheden – han har stadig travlt med at arbejde, han digter sig stadig ind i kærligheden – kærligheden sidder ved siden af ham, han ænser hende ikke, arbejdet og digtet er vigtigere, han har ikke tid til hende – han arbejder og digter sig ud af kærligheden –

Bølger fra glemte storme mod kyst en vinter. Stille falder sne som sorg over det dybe vand.

Skrevet den af cpobasse

Drømmen om stilhed

I dybe nat, svøbt i drøm, favnet af sig selv, kroppen krummet, for ham et spørgsmål, hun drømmer

– om stilheden når træer vokser, stilheden når rødder søger dybere, stilheden når træer springer i blomst.

Skrevet den af cpobasse

Som ringe i vandet

Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.