Forfatterskabet Højtryk

Relativ og absolut viden

februar 23rd, 2022

Solidum petit in profundis (Vi søger i dybet den faste grund)

Tanken om relativ hhv absolut viden er idehistorisk velkendt. Vi kan iagttage en Immanuel Kant, der skrev, at al viden nødvendigvis må skabes og opnås under de erkendelsesteoretiske rammer tid og rum, hvorefter en af konsekvenserne er, at vi kun kan erkende tingene, genstandene, som de fremtræder, kommer til syne for os, og ikke som de er i sig selv (das Ding an sich). Derfor er al menneskelig viden – ifølge Kant – relativ.

Og vi kan læse en tænker som G.W.F. Hegel, der i værket Åndens fænomenologi gennem en lang, begrebslogisk udvikling ender ved den absolutte viden.

Jeg kan se to principielle indvendinger mod tanken om at al menneskelig viden er relativ:

For det første må vi sige, at hvis vi hævder, at al menneskelig viden er relativ, så er dette et absolut synspunkt, som derved ophæver det, man vil vise eller sige; det relative hævdes absolut. Hvis ikke det relative hævdes absolut, må det hævdes relativt, og derfor ophæver det også den oprindelige tanke.

Den anden indvending kan vi komme på sporet af ved at betragte Henri Bergsons filosofi. Vi er – siger han – mennesker, der er en del af den verden, vi undersøger og søger at forstå fx gennem filosofi og videnskab. Vi er ikke udenforstående objektive iagttagere af en virkelighed, vi ikke selv er dele af, og derfor påvirker vi det, vi undersøger. Hvis Bergson har ret, er objektiv erkendelse umulig, men vi havner så i en variant af den første indvending: Vi erkender, at erkendelse er umulig, hvilket er en selvmodsigelse.

Vi må derfor sige, at absolut erkendelse er mulig. Men hvis vi medgiver Kant, at menneskelig erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum, og vores viden (på egen hånd) derfor er relativ, så vil en absolut erkendelse kun kunne opnås af et Væsen, der ikke er underlagt tid og rum, men er hævet over dem. Det er der ét Væsen, der er: Gud. Dette siger Vandrer mod Lyset meget klart, og jeg har forsøgt at udvikle tanken yderligere i skriftet Rum og tid.

Hvis vi derfor anerkender, at Gud er den eneste med absolut viden, så må vi også sige, at Han/Hun er i stand til at give os mennesker, som er relative væsener og ikke absolutte som Gud, sikker og absolut viden, og derfor har videnskab og filosofi kritisk brug for Gud for at kunne tænke konsekvent og opnå sikker og troværdig viden.

Denne gudgivne absolutte og sikre viden kan ifølge Vandrer mod Lyset gives os gennem skytsånden ved inspiration og intuition, og mange videnskabsfolk, kunstnere, opfindere mv har til alle tider berettet om denne inspiration, de – dog ofte ubevidst – har skabt deres forskellige åndelige eller tekniske produkter ud fra. De største værker er fremkommet på denne måde.

Hinsides filosofi og videnskab må vi også henregne de ægte åbenbaringer – særligt Vandrer mod Lyset – til eksempler på en meget direkte (eller mindre indgribende) inspiration givet af Gud direkte eller gennem skytsånden men under Guds øverste ledelse.

Så absolut og sikker viden er mulig – i kraft af Gud. Hvis ikke vi erkender og anerkender dette, vil videnskab og filosofi med tiden degenerere og opløses gennem relative, selvophævende og uholdbare positioner og resultater, hvor dagens viden modbevises “i morgen”, og derfor vil de også langsomt miste deres troværdighed og integritet.

Vejen ud af denne knibe er Gud, selv om tidens omsiggribende ateisme næppe er tilbøjelig til at ville erkende og anerkende det. Men det er ikke desto mindre vejen.
Buddhaevangeliet

februar 18th, 2022

Mennesket er som et lavtryk: Et intet omgivet af mægtig storm; grådighed, had, misundelse, hævntørst, selvviskhed, begær. Det vandrer gennem verden, og bringer storm og regn og brand. Og branden i sindet bliver branden i verden.

Nirvana er at sætte fingeren på centrum. Derved får stormen kerne, den stilles, og lavtryk viger for højtryk, og ting kan gro og nære og berige og bringe høst og fred. Og freden i sindet bliver freden i verden.

Sådan kan det være. Men er det sandt?
Brev fra Buddha, Lao-tse og Socrates

februar 18th, 2022

Her kommer sandheden, dette er vejen: Vi kender den alle inderst inde, og kan mærke den, hvis vi mærker efter. Men – hvis du har brug for andre til at fortælle dig det, fx gennem dette brev, er det ikke sandheden, ikke vejen.

PS Og lad nu være med at banke så hårdt på og mase sådan med døren – den er åben.

Med kærlig hilsen
Hinduisme. Brahman, Atman, kundalini

februar 14th, 2022

I øjeblikket læser jeg Karen Armstrongs Buddha, og i den forbindelse er mine tanker sporet ind på de østlige religiøse og filosofiske traditioner, og jeg har undersøgt nogle grundlæggende træk ved den tradition, hinduisme, som Buddha ifølge Armstrong og som også Will Durant beskriver det i sin Verdens kulturhistorie, til dels reformerede som en af aksetidens store religiøse og filosofiske personligheder.

Og det slår mig endnu en gang – efter at have undersøgt ikke bare hinduismen, men også kristendom og islam – hvor sjælden en gæst lyset og sandheden er i vores verden, og hvor rigtigt det er, når der i Vandrer mod Lyset tales om “den menneskelige vankundigheds ørken”.

Jeg vil her beskrive nogle af de vildfarelser, der findes i hinduismen. Jeg tager dog det forbehold, at hinduisme – lige så lidt som fx buddhisme, kristendom og islam – ikke er en entydig filosofi eller religiøs tradition, og at den mangler en fælles kanon for hellige tekster, selv om fx Veddaerne og Upanishaderne står centralt i traditionen.

Hinduisme kan (med ovenstående forbehold in mente) beskrives som følger:

Vi mennesker er fanget i en næsten endeløs kæde af fødsel, lidelse (dukkha) og død og derpå genfødsel, samsara eller lidelsernes hjul. Det der hindrer befrielsen, moksha, fra dette, er ifølge Upanishaderne, uvidenhed (avidya); uvidenhed om selvets, atmans, identitet med det inderste, grundlæggende verdensprincip, brahma; nogle vil kalde brahma eller brahman for Gud.

Ved yoga søger man at afstedkomme foreningen af atman og brahman (yoga kan oversættes ved “forening”), hvorved befrielsen, moksha, er en realitet. Idet man erkender atmans og brahmans identitet, stiger kundalini op gennem chakraerne, og atman opløses i brahman som salt opløses i vand, eller som dråben forenes med havet ved kundalinis kulmination i det øverste chakra.

Sådan kan hinduismen fortolkes og forstås. Vi må dog også tage det forbehold, at denne proces ifølge nogle, fx erfarne yogis, ikke fuldt ud kan forstås med intellektet alene, men må leves, opleves selvstændigt, ikke som en teoretisk lære, men som en konkret og levet praksis.

Men – hvis vi holder os til den ovenfor skitserede forståelse af hinduismen (og noterer visse ligheder med moderne spiritualitet), og derudover søger oplysning i Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, så er det med det samme klart, at hinduismen er en vildvej. Vi mennesker kan ikke på nogen måde blive identisk med Gud eller det inderste verdensprincip, og med til sand åndelig forædling hører blandt andet at erkende sin egen begrænsning.

Denne tanke finder også belæg i Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor faldet blandt andet kom i stand ved, at mennesker (egentlig de Ældste; se Vandrer mod Lyset) ville være lig Gud. Hvis vi forstår hinduisme som ovenfor skitseret, så er denne traditions moksha, befrielse ikke en ægte befrielse, men et fald, og kundalini er ikke en guddommelige lyskraft, men en kraft i mørket, symboliseret i syndefaldsmyten ved slangen, der fristede Adam og Eva.

Den ægte forløsning eller befrielse skitseres i Spørgsmål og Svar II, no 64, (Spørgsmål og Svar er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gennem tanke-vilje-enheden, hvor tanken og viljen i det enkelte menneske efter en meget langvarig proces over millioner af år smelter sammen, forenes (jf yoga), ikke med Gud, men med hinanden, hvorefter individet er upåvirkeligt af mørkets, det ondes, udstrålinger og kræfter i al evighed, og menneskeånden siges da – af Kristus – løs fra al videre inkarnation på Jorden, og fortsætter sin åndelige udvikling på fjerne lyskloder i andre dimensioner og verdener, Lysets.

Dette er virkeligheden og sandheden.

Så det er let at se fx hinduismen som endnu en menneskelig vildvej, en vej som til forveksling ligner Lysets og sandhedens, idet man indoptager visse virkelige forhold og realiteter, men sætter dem sammen på en ny og forvrænget måde, så vejen ikke peger mod Lyset, men mod mørket.

Denne forvrængning eller forveksling af Lys og mørke (som er udtryk for det jeg kalder mørkets, det ondes, dobbeltaspekt; at mørket dels rummer en “lys”, dels en rent sort side) er så typisk og udbredt i vores verden – ikke blot i hinduismen men i alle etablerede verdensreligioner, fx også i kristendom og islam – at det er let at forstå, hvorfor mennesker igen og igen går vild og hvorfor de igen og igen falder for det ondes mange bedrag. (Det skal dog tilføjes, at verdensreligionerne også alle rummer glimt af sandhed, men de er sjældne).

Hvorom alting er: Jo før vi forlader alle disse vildveje, disse mørkets bundløse sumpe, og jo før vi træder ind på Lysets faste grund, som den er givet i Vandrer mod Lyset, jo bedre. Ikke for min skyld eller for Guds, men for menneskers egen. Derved kunne mennesker spares for mange lidelser, fx de åndelige lidelser, der hører med, når man vågner til dagen og virkeligheden fra mørkets onde drømme, de lidelser man må gennemleve, når man forstår, at det man holdt for helligt ikke består sandhedens prøve, men kun var en omvej!

Note: “Aksetiden” er et historisk begreb introduceret af Karl Jaspers i Vom Ursprung und Ziel der Geschichte (Om historiens oprindelse og mål) (1949), og som betegner perioden omkring 800-200 f. Kr, en periode der i Vandrer mod Lyset beskrives som en tid, hvor de Yngste for alvor var ved at blive trætte som følge af mørkets, det ondes, overhåndtagende magt, og hvor kun få af dem vovede at lade sig inkarnere som mennesker blandt mennesker. De der kom, medbragte dog, som det siges, en rigdom af kundskaber og visdom og skønhed, som næppe overgås af nogen anden tidsperiode, og som vi mennesker stadig tærer på og næres ved.
Edens Have

februar 13th, 2022

I Edens have eller i Haven med de rindende floder strømmede engang vandene frit og uhindret. De vandede Haven og gav den liv. Udenfor delte floden sig i fire: Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat. De gav liv til verden, og alt var godt.

Men se, menneskene begyndte at kaste sten i strømmene. Og vandene hvirvlede og brusede, og på den måde kom ufreden og krigen ind i menneskers sind, hjerte og verden, og de havde ingen fred, ingen hvile.

Menneskene tabte freden – og længtes tilbage efter den. Nogle kastede i deres lidelser endnu flere sten i strømmen, og vandene bruste vildt og vildere; da løftede og rystede de næven mod Himlen og forbandede den.

Men Himlen svarede i medfølelse: Fred er ikke at kaste flere sten i strømmen, I ser: Da vil stormen og lidelsen blot blive stærkere og dybere og mere ødelæggende; ej heller er det at standse den; fred er – langsomt og tålmodigt og med selvbeherskelse i sorg og anger – at hæve de sten – en for en – I selv har smidt i livets vande.

Når den sidste sten er hævet – da vær velkommen tilbage til livet, da kan floderne igen strømme frit. Ønsker I ikke at vende tilbage til Livet, til Haven, til Freden, til Hjemmet?

Note: Denne lignelse eller dette billede sigter først og fremmest til det mørke, vi forurener vores ånd med, de mørkekomplekser vi skaber i vores tanke og vilje, og som giver os åndelig eller psykisk uro og smerte, og ikke levner os fred, når vi handler mod vores samvittighed, mod bedre vidende. Floden eller floderne er billede på bevidsthedens, tankernes og følelsernes, potentielt frie og uhindrede løb og livgivende kraft, sådan som det var engang i den paradisiske tilstand, og som det skal blive igen. For en nærmere forklaring angående fænomenet mørkekomplekser og mørket som urkraft, samt rammen om denne lignelse; se Vandrer mod Lyset og tilknyttede værker (på det her angivne link kan man enten købe de trykte værker eller hente e-bøgerne gratis).
Aladdin

februar 6th, 2022

Er vores kerne en perle, der skifter farve over tid, men bevarer sin form?

Er kærlighed at opløse grænsen mellem dig og mig, samtidig med at den giver os form og ansigt og grænse?

Finder vi kærlighedens udspring ved at gå mod strømmen, eller bærer strømmen os til kærligheden ved taos ikke-handlen, når vi ikke længere gør modstand?

Er enden at finde begyndelsen, når livets ild under smerte bortbrænder alt det, vi har samlet, som ikke hører det til?

Står vi hvert øjeblik på spidsen af en lysstråle, tiden der udgår fra Gud, bestandig af Ham at fødes, og tiden der svinder bag os, bliver skygge og grund?

Er livet spørgsmål der åbner for enden af en sætning, som kan være dig eller mig, for eksempel denne?

Jeg gnider lampen, og ånden springer frem. Men han er tavs. Venter på dit svar, dit ønske.
Slangen (kundalini)

januar 31st, 2022

Af og til kommer den dybeste ondskab forklædt som det højeste gode

Dette ser vi fx når visse mennesker uden at blinke hævder at være Gud eller Gud lig. Vi ser det fx hos visse kristne sektledere, og hos visse såkaldt hellige mænd og kvinder i Indien, nulevende og afdøde.

Fænomenet er en konsekvens af det, jeg kalder mørkets dobbeltaspekt, mørket, der både kan optræde med et “lyst” og et rent sort ansigt og skikkelse (jf også myten om “Lucifer Lysbringeren” og “Satan, mørkets fyrste”; to ansigter for den samme personlighed; vi må dog her huske på, at Satan, Ardor, ifølge Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, er vendt hjem til Lyset og Gud (det skete i 1912), og derfor har denne myte nu kun historisk interesse).

Den dybeste ondskab er repræsenteret ved kundalini, Slangen, en mørkekraft, der fx også har inspireret til ideen om Kristus som værende Gud. Dette skal ikke forstås sådan, at Kristus er Slangen, men ideen om at han er identisk med Gud (“Guds enbårne Søn”; en del af treenigheden) er et udtryk for kundalini; en tanke, der ifølge Vandrer mod Lyset, aldrig – naturligvis – har fundet rum i hans sind.

Jeg tror, det er sikkert at sige, at historisk i den jødiske, kristne og islamiske mystik og aktuelt foruden i den spirituelle bølge, så bæres også den såkaldt karismatiske, kristne vækkelse frem af denne kraft gennem ideen om Kristus som værende identisk med Gud. Det kan man fx se ved disse bønnemøder eller gudstjenester, hvor mennesker taler i tunger, falder om i kramper ved håndspålæggelse af præster osv. I mystikken og spiritualiteten bekræftes tanken om kundalini som motor i de religiøse erfaringer og oplevelser ved de samstemmende rapporter om en “ekstatisk forening med Gud”, af symptomer som rullende øjne, fråde om munden, en (“lys”-)kraft, der stiger op gennem kroppen (eller op gennem “chakraerne”) fra halebenet (eller “rodchakraet”) ledsaget af rystelser og kramper osv. Disse fænomener og symptomer kendes også i hinduisme og buddhisme.

Kernen og bedraget i kundalini er, at den – gennem mennesker – vil være Gud, og nogle mennesker falder for dette bedrag. Intet menneske er – selvfølgelig – Gud. At Gud skulle inkarnere som menneske i Jesus af Nazareth eller at noget andet menneske skulle kunne blive Gud, er en helt igennem blasfemisk tanke, der nu ikke længere burde finde genklang og udbredelse blandt mennesker.

Vi må lade alle disse barnefantasier fare, og søge ind til den sande Gud, som Han/Hun åbenbarer sig gennem Vandrer mod Lyset, og som – varmt og trygt og nært, fjernt fra al ekstase og rus og bedrag – kan åbenbare sig i hvert eneste menneskes liv og hjerte. Stille og roligt og uden om alle disse gennemsigtige menneskeguder, der kun inkarnerer Slangen, kundalini, den dybeste ondskab i Lysets dragt og skikkelse.
At føle sig elsket

januar 30th, 2022

Hvis vi i forlængelse af indlægget Samvittighed ud fra Karen Armstrongs tanker spørger til, hvordan troen idag kan blive mere vedkommende og virksom i almindelige menneskers liv, og samtidig støtter os til Vandrer mod Lyset, så kan vi sige – hvilket vel de fleste troende kan tilslutte sig – at troen, forestillingen om Gud, ikke bare kan skabe mening i vores liv, men også opfylde og mætte et dybtliggende menneskeligt behov, nemlig behovet for at føle sig elsket, at være elsket.

Guds kærlighed kan vi tage som en faktisk og følt virkelighed og ikke kun som en spekulativ, filosofisk eller religiøs læresætning. Ethvert menneske kan opleve og føle Guds kærlighed i de inderste hjerterødder direkte og virkeligt og udenom enhver dogmatisk fastlåst trosforestilling eller etableret religiøs tradition. Guds kærlighed er virkelig, og den er uendelig, og omfatter alle mennesker uanset hvad vi tror eller om vi tror.

I religionshistorien har man både i jødisk, kristen og muslimsk regi på forskellig vis forsøgt at forene fornuft og åbenbaring, viden og tro, videnskab og religion. Højt begavede mennesker inden for jødedom, kristendom og islam har forsøgt at give rationelle beviser, filosofiske eller videnskabelige, for Guds eksistens og væsen. Mærkeligt nok synes det, at det mest nærliggende bevis – beliggende ca 30-40 cm fra næsen – hjertets bevis, sjældent eller aldrig er forsøgt. Men dette bevis står det i hvert eneste menneskes magt at prøve gyldigheden af.

Så prøv nu – hvis du ønsker det – at vende dit hjerte mod Gud, og mærk efter. Prøv at mærke efter der, hvor du ellers normalt oplever eller føler kærligheden. Findes Gud? Er Gud virkelig? Mærk efter, og du vil kende sandheden. Stille og roligt, varmt og trygt og nært.
Magt

januar 28th, 2022

Drømme om magt drømmes af slaver

Der findes grundlæggende to former for magt: Magt gennem tvang, og magten ved at sætte fri. De to former for magt findes som oftest blandt mennesker i blandinger. Vi finder magt fx i det politiske liv, hvor magten ved at sætte (relativt) fri kendes i lande med frie og demokratiske forfatninger, hvorimod magt gennem tvang findes i diktaturer og tyrannier.

Magten ved at sætte mennesker fri er klart den mest stabile og varige, modsat magt gennem tvang: Ved at tvinge mennesker mod deres vilje skaber magten en massiv modvilje og måske had vendt mod sig, og det bliver en prioritet at styrte magten – måske for millioner af mennesker. Derfor er tyranniet ikke stabilt, og vil før eller senere gå sin opløsning imøde.

Hvorimod mennesker i frie lande med frie forfatninger og idealer vil have en tendens til at ville beskytte styret og forhindre dets opløsning, fordi de selv har givet magten mandat gennem frie og demokratiske valg, og således – i store træk – regeres efter deres egen vilje. På den måde vil – måske millioner af – mennesker søge at værne om og beskytte sit land og dets regering, og derfor er et sådant styre mere stabilt og varigt. Friheden er med til at rodfæste og stabilisere den politiske magt.

Vi finder også magten ved at sætte fri – eller tvinge – i kærligheden: Den kærlighed, der ved fx omfattende kontrol og sanktion eller anden trælbinding af partneren vil snart opløses, da den er modsat partnerens vilje og trang til frihed og beskyttelse af integritet, hvorimod den kærlighed, der sætter den anden fri, vil være mere stabil og varig, fordi den er efter begges – hvis der er tale om monogamt samliv – ønske og vilje. Derfor er også den kærlighed, der sætter fri mere stabil og varig og bæredygtig. Friheden er med til at skabe, rodfæste og bevare kærligheden.

Man må dog også sige, at den kærlighed, der sætter fri, er sårbar, fordi friheden indebærer muligheden for at miste, risikoen for tab. Men det må være kærlighedens pris, og måske livsnerve og skygge og vægt – den indbyggede usikkerhed og sårbarhed – idet en kærlighed, der binder, aldrig begynder eller dør hurtigt. De bånd vi binder med i kærlighed, ender med at kvæle den, og dermed fremskynder vi tabet, det vi frygter og ønsker at sikre os imod ved at søge at binde den anden. Kærlighedens bånd bindes ikke ved tvang, men knyttes i frihed.

I et religiøst perspektiv – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – sætter Gud os mennesker absolut fri, fordi Gud elsker os uendeligt og ubetinget. Derfor er Guds kærligheds Magt uendelig.

Hvis vi forestiller os, at Gud – som nogle religiøse traditioner vil vide – havde trukket en rød linje, ingen af os måtte overskride; og hvis vi gjorde, ville dette betyde vores fortabelse; da ville Hans/Hendes kærlighed ikke være uendelig. En sådan Gud ville være en mindre Gud. Uendelig og absolut frihed og uendelig kærlighed hører sammen.

For os mennesker gælder det om, som jeg ser det, at stille hinanden mest muligt frit i alle livets forhold og at undlade at tvinge; for at skabe og beskytte og vedligeholde den indbyrdes kærlighed, der er vores egentlige bestemmelse og skæbne.
Samvittighed

januar 22nd, 2022

I sin bog, Gud – i jødedom, kristendom og islam (A history of God – from Abraham to the present: The 4000-year quest for God), giver Karen Armstrong den tanke lyd, at når en bestemt opfattelse eller billede af Gud ikke længere virker på mennesker i et givent samfund, så opgives dette billede eller denne forestilling, og et mellemspil af ateisme følger; for så igen at give plads til et nyt billede og en ny forestilling om Gud og det guddommelige.

Ideen om Gud synes umulig at udrydde. Og det er helt naturligt, for der ligger realiteter bag. Men det vi har er billeder af Gud, ikke Gud som Han/Hun virkelig er. Intet sprog eller tanke kan fuldtud fatte Ham/Hende, hvilket også er naturligt. For hvis vi fuldtud kunne forstå Gud, og indfange Hans/Hendes Væsen i sin totalitet, ville vi selv skulle være som Gud i indsigt, kærlighed og visdom. Og det er – naturligvis – intet menneske.

Det vi har er altså billeder, og de skifter over tid. Billederne og forestillingerne vender altid tilbage efter måske en tid, hvor man hælder til ateismen og afvisningen af noget guddommeligt overhovedet, men vender tilbage i nye skikkelser, i nye samfund – ofte forynget og bedre i tråd med det sandt guddommelige.

Vi må i de vestlige samfund, hvor billedet af Gud som det findes i den kristne religion, måske er på vej ud, og har været det længe, derfor søge en ny og mere virkningsfuld kontakt til og billede af Gud og det guddommelige.

Et sådant billede og en sådan virkningsfuld kontakt kan læses ud af værket, Vandrer mod Lyset; nemlig ved dette værks udførlige beskrivelse af samvittigheden, dens virke og natur; samvittigheden som det sted, hvor mennesker helt konkret, vigtigt og virkningsfuldt og stadigt har kontakt med Gud og det guddommelige.

Vi kan kalde det samvittigheden, andre vil måske kalde det at mærke efter før store og vigtige beslutninger, fx i spørgsmål om familie eller ægtefælle, børn, job osv, andre igen vil kalde det mavefornemmelsen. Her har hvert eneste menneske – og vel hver eneste dag – en ægte og virkelig kontakt med Gud gennem skytsånden, som det er forklaret i Vandrer mod Lyset.

Den bedste måde at omgås og mærke sin samvittighed (mavefornemmelse, at mærke efter om noget føles rigtigt eller forkert) er, at spørge den før de store og vigtige, måske livsændrende beslutninger, man står overfor. Dette er bedre, end først at mærke efter senere, når beslutningerne er truffet, og man måske føler i sit inderste, at beslutningen var forkert. Hvis man mærker efter, spørger sin samvittighed, før man træffer beslutningerne, vil man garanteret få et svar. Svaret kan fx opleves netop som en mavefornemmelse. Og så må man følge sit inderste, samvittigheden, mavefornemmelsen.

På den måde kan man mere sikkert bevæge sig gennem verden og livet med denne virkningsfulde og stadige kontakt til Gud og det guddommelige.

Vi står i Vesten måske overfor at skulle udskifte vores billede af Gud med et andet og mere nærværende og sandt, end det fx kristendom og islam kan give. Billedet står helt klart og lige til at gå til i Vandrer mod Lyset. Og samvittigheden er et godt sted at starte denne udskiftning. Prøv – som et eksperiment – at mærke efter, om det du her har læst, kan være sandhed og en mulig vej for dig. Mærk efter, og døm så.

Dit indre, din mavefornemmelse, din samvittighed vil ikke bedrage dig.