Af jord er du kommet

Hver gang han kom til et nyt sted, en by, et land, et kontinent, gjorde han som det første det, at han tog en håndfuld jord, og spiste den. Han gjorde det for at se, om denne jord kunne bære ham.

Hver gang han læste en bog, det kunne være en roman, en digtsamling, en religiøs eller en filosofisk tekst, gjorde han det, at han rev en tilfældig side ud, og slugte den. Her kom han med de nye medier i forlegenhed, digitale tekster lader sig som bekendt ikke nedsvælge, de svæver et sted mellem luft og ingenting, lødigheden være i øvrigt ufortalt. Det han søgte var krop, tekstur, smag, lugt, udsondring, tyngde. Var denne tekst forenelig med hans indre? Han måtte smage, lugte, fordøje. Eller rettere, hans krop måtte.

Han var netop ankommet til byen i går til aften. Den smagte godt. Lovende. Han indlogerede sig på et billigt B&B, og sov natten igennem uden drømme. Da han vågnede, var han som et blankt stykke papir eller en blank skærm, som nogen, måske han selv, kunne skrive på, måske et brev, en sms, en historie, måske denne. Han klædte sig på, efter at have vasket sig nødtørftigt ved vasken og børstet tænder. Så gik han ud på gaden, der henlå i et underligt tvelys, som på grænsen mellem lys og mørke, det var tidligt. Han fandt en bagerforretning, købte en croissant, en kop kaffe og en avis, satte sig ved et bord uden for forretningen, det var lunt i vejret. Han ville egentlig læse, men blev distraheret af en sælsom og uvant rastløshed, der sad som en kriblen i benene, som små spjæt i overkroppen. Han følte, at noget skulle ske, at noget måtte ske. Han kunne ikke bare sidde dér roligt og læse om verdens elendighed, og sluge det hele bagefter som han plejede. Han forsøgte at tage en bid af croissanten, men heller ikke det føltes rigtigt og i orden. Han var ikke sulten. Han så op, og fik øje på en han kendte, eller en han følte, han burde kende, og som virkede bekendt, han havde navnet lige på tungen. Så gik det med ét op for ham. Det er jo dig.

Han rejste sig op, tog hatten af, og bukkede let. Smilede. Så satte han sig igen. Han følger dine øjenbevægelser fra venstre mod højre og ned over siden eller skærmen, han ser dig spjætte lidt som i overraskelse eller forvirring, som er du overrumplet over hele affæren, hele dette tilfælde, ja ja, det er jo dig, vi kender jo hinanden. Husker du ikke? Ved du ikke hvem jeg er? Vær ikke bekymret. Sid ned. Lad os tale sammen. Vær helt rolig.

Det første han vil sige til dig er (siger jeg, idet jeg holder mig lidt i baggrunden), at han læser dine tanker, eller rettere: Skaber dem. For eksempel ved han, at du netop nu tænker dette. Hvis du nu overvejer følgende tanke: At værket undfanges når det skrives, og fødes når det læses, så er det ham, der fremkalder disse overvejelser hos dig. Tanken kan være rigtig eller forkert. Men en tanke værd. Derfor lægger han dig den på sinde. Tænk blot. Tænk frit.

Han rejser sig op, stadig rastløs, det ser ud til regn, skyerne trækker sammen mod vest, himlen mørkner. Jeg går lige en lille tur. Gå med, hvis du synes, eller bliv siddende og læs, som du vil. Du bliver siddende. Han begynder at gå. Så sker der da lidt. Han følger stadig dine øjenbevægelser, dine øjne følger disse tegn, fra venstre mod højre. Du tager måske en slurk af den kop kaffe, han har ladet stå på bordet næsten urørt, og måske nipper du til croissanten, måske kan du lide den, måske ikke. Han sætter farten op. Han føler at nogen eller noget følger efter ham. Måske er det dig, eller en anden, eller jer begge eller ingen af jer. Måske er det guden for denne fortælling, der kun har sat værket, denne verden, denne fortælling i gang, og derpå lader det og den følge sin egen bane uden at gribe ind.

Han sætter farten op. Han lugter fare. En sved bryder frem i hans armhuler, en let trykken bag øjnene, han skuler til højre og venstre, ser op på dig, men det er ikke det. Det er ikke dig. Du sidder jo, hvor jeg sad for et øjeblik siden, rolig og alene med en kop sort kaffe og en croissant med chokolade, indtil du brød ind og overtog fortællingen, men det er heller ikke det. Ikke dig.

Så ser han med ét en kniv blinke i mørket i en gyde nærved, det er endnu tidligt, Solen er ved at stå op, men stadig henligger alt i dette tvelys, som en fortælling om godt og ondt, det kunne være denne, eller en anden, en endnu uskrevet, eller skrevet for tusind år siden og for længst glemt.

Han hører skridt nærme sig hurtigt, som i løb, skynd dig væk, når han at råbe til dig, lad det ikke ske, lad historien slutte inden den store smerte, inden alting dør, denne verden, denne fortælling, lad verden forgå, lad syndfloden komme, stands denne galning, før det er for sent. Han vender sig om, og skriger – jeg lukker hans øjne, det er forbi, af ( j)ord er du kommet.

Til jord skal du blive

Fra Gud til jord dale gyldne og sølverne kugler, fulgt af engles tårer og smil. Blidt lande himmelfrugten på jord, tåre ramme frugten, den deles i to, en gylden, en af sølv, hver samle jord om sig, samle den op med spæde, fremvoksende hænder og arme og fingre, langsomt fremvokse af jord krop og øje, hvorfra udlyse himmelfred og velsignelse, blodet begynde at rulle i skjulte åren ved deres jeg vil leve, de skilles med et kys og et på gensyn, og de gå hver sin vej.

Mange undres over de gyldne og sølverne mænd og kvinder, mange søge dem, fra himmelhjerte udstrømme velsignelse og fred og fylde fra skjulte kilde, den søge at udslukke verdensbranden, branden i menneskers hjerte og sind, de søge at bringe mennesker varme og vej i deres kolde, uvejsomme verden, søge at skabe vej, hvor ingen vej er gennem dybe skov og fremvældende floder og brændende ørken, bort fra bratte fald fra stenhårde klippe og bjerg mod stengrund, hvor mennesker knuses, de låne dem himmelstige, ad hvilke de stige mod blånende dybe hvælv og blinkende stjerne, stjerne smile til dem, hos os er jeres hjem, fra himles uendelige dyb synge den Almægtige sin hymne, den finde grund og genlyde i menneskers hjerte, fra menneskehjerte til menneskehjerte løber sangen, blidt synge Gud dem hjem til flammende skønhed og evig fred.

Fra hårde, urolige leje med skiden pude rejse manden sig, kan ikke sove, han løbe ud til bjerg fra dal og eng, vil udråbe forbandelsen mod verden og menneske, han finde ingen ro, søge den. Natmørke knuge hans sind og hjerte, hænder knyttes, ansigt fortrækkes i had, kærlighed søge han, finde den ikke, ikke i sig selv, ikke i menneske. Fjendskab finde han, broderfjende, søsterfjende. Til bjerg løbe han for at udråbe krig mod menneske og Gud.

Da – i sin vilde flugt, møde han himmelkvinde. Bror, hvi flygte du, hvor skal du hen på vilde fart? Tøv lidt. Hvo vandre du hen i mørke nat? Hans blik mørkne, men fra hans hjerte udspringe med ét himmelrose, hvid med grønne blad. Hans sind mildne. Han fremtrække helligskrift fra sin kappes fold. Hér er vejen, sige Gud. Men vejen føre hertil. Til bjerg og klippe og fald og død. Jeg søge liv og kærlighed og bror. Jeg finde død og had og fjende. Jeg søge fred, finde krig. Der er ingen vej. Kun løgn, kun myte, kun pyntet ingenting. Kvinde ler stille. Du tåbe, du søge vej i bøger, du finde den i hjerte. Mand knytte næve mod hende. Du lyve, du løgner. Alle sige, at vejen er i helligskrift. Den vej gå alle. Kvinde lægge blidt sin hånd på hans, tage bogen, lægger den på jorden. Ja, og alle gå til helvede med. Du sige det selv. Helligskrift føre til død og brand, fordi ingen agte på kærligheds lov. Hvis ikke kærlighed bære skrift, bære skrift ikke. Hun tie, han grunde. Lyset arbejde i hans mørke hjerte. Da med ét finde han ord. Så vej er ikke i bogen, men i mig selv? Hun smile skævt. Tie. Han forstå. Han tage det første skridt, ind i sig selv, mod kerne, der vente og tørste efter lys og heling. Han tage afsked med kvinde med et fingerkys. Sandelig, tænke han, vi sendes til jord for at finde os selv, til jord skal du blive.

Af jord skal du igen opstå

Altid kommer jeg til verden som et spørgsmål, der søger svar. Århundred efter århundred, årtusind efter årtusind kommer jeg, og jeg vil vedblive at komme, til jeg finder det, kommer til mig selv. Nogle gange bliver jeg bonde, andre gange konge, tigger, galejslave, tjener, muslim, jøde, altid menneske. Nu er jeg munk.

Jeg sidder i min celle i Skt Monica klostret i Velha Goa, klokken har lige ringet til vesper, Solen synker hurtigt, mit mod ligeså, jeg føler mig beklemt og tynget omkring hjertet. Det er tid til bøn. Men først disse ord.

Det er mig, der skriver dette, mig der skriver disse historier, alle historierne, alle historier. Jeg sender ordene ud som flaskepost på havet, eller som spindere i flyvende sommer, håber de finder læ og næring og slår rod, at de rammer noget, nogen, siden mig selv, når de vender tilbage. Jeg bringer dem til verden med uroligt hjerte, og håber de vender tilbage med ro.

Det er længe siden, jeg vendte Europa ryggen, længe efter at Europa havde vendt ryggen til mig. Flygtede jeg, eller søgte jeg noget her? Længe havde jeg følt denne urolige murren i mit hjerte og sind, som en rædsel der stille vokser til råb, eller en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, det er jo derfor jeg længes, derfor jeg søger, en murren som når lyset arbejder i det indre, eller som når mørket tager til, og truer med storm og ødelæggelse. Måske er det livet.

Det har været en meget varm dag. Jeg har arbejdet i klosterhaven med at luge og så og vande, så vi kan få friske grøntsager, og sælge det vi ikke spiser, tjene en skilling. Det er ikke meget. Guds forretning går dårligt. Mange gange har de talt om at nedlægge klostret, og hvad så? Så bliver jeg igen hjemløs. Men det er ikke det, der piner mig. Hvad er det så? Jeg ved det ikke.

Hvis én læser dette, er det måske dig. Måske sidder du i et andet land, i en anden tid, du kender mig ikke, jeg kender ikke dig. Men vi er fælles om disse tanker. Vi slår fælles sag, idet jeg sender mine ord over lysets bro til dig. Forstår du mig? Forstår du heller ingenting? Hvor har vi rod? Hvem er du? Hvem er jeg? Er det de spørgsmål, jeg søger svar på, er de spørgsmål mig, mig og dig, os der kommer til verden igen og igen for at komme til os selv?

Jeg søger Gud, og finder Ham, men måske er svaret ikke i Ham, jeg møder Ham som et åbent spørgsmål, og Han svarer men på et sprog, jeg ikke forstår. Solen synker, klokken ringer for anden gang, det er tid til bøn, men jeg har ingen ro, kan ikke samle tankerne. Jeg vil bede, men ved ikke om hvad. Åh, Gud, denne uro. Denne angst. Denne længsel.

Jeg ser ned på min hånd, der griber om pennen, ser på disse ord, dette, hvad vil de mig? Hvad betyder de for dig? Og så sker det – 

Pennen begynder at lyse. Lyset breder sig til min hånd, mine hænder, mine arme, min krop, mit hoved, mit hjerte. Er det sådan vi fødes, sådan vi opstår? Der er mørkt i cellen, men mørket viger for Lyset, der udgår fra mig, fra pennen, fra mine ord, fra min angst og fra min længsel, fra mine spørgsmål. Mine hænder dækkes af fjer, mine arme bliver vinger, og med ét ved jeg, at jeg er Simurghen, ved det med vished, der er ingen tvivl, jeg breder vingerne ud, hæver mig over cellen, over taget, over klostret, over Indien, over verden. Er det sådan vi dør? Jeg hæver vingerne i en halvcirkel over verden, og velsigner den, idet jeg forlader den. Er det sådan vi lever? Klokken ringer for tredje gang. Det er tid.

cpo 2021