For at udvikle tanken og viljen må deres aktivitet og energiudfoldelse stadig øges. Ved grænsen for deres aktivitet, kapacitet og formåen øges de hver især i styrke. For at opnå stadig større klarhed, dybde og omfang for tanken, må den bestandig øge sit virke, arbejde stadig mere, tænke stadig dybere, viljen må anspændes stadig mere for at vinde større styrke og kraft; som ved fysisk træning: For at bedre sin fysiske form og kondition må man træne stadig hårdere.

Derfor bliver åndens byrder ikke lettere, men større jo højere vi stiger i åndelig modenhed og styrke. Men derved kan også vindes stadig større værdier og åndelig tyngde; jo større værdi, jo større indsats, og jo ædlere resultat. Ting af værdi koster. Jo højere værdi, jo højere pris, men også resultat og udbytte. Hjertet kan give os mod til at vandre denne vej.

At byrderne bliver større, betyder ikke at ånden vil lide stadig mere, jo højere den stiger. For kun ved polarisering af mørket – gennem mørketanker og mørkehandlinger – vil ånden lide. Og jo højere ånden stiger, jo mindre tilbøjelig vil den være til denne polarisering. Derfor vil ånden – trods de større byrder – finde større og større fred – og lykke – jo højere den stiger i modenhed og fylde.

At livet kræver mere og mere, stadig større indsats, skyldes også mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst; jo højere Lys der fødes i vores ånd ved tankens og viljens stadig større arbejde og indsats, jo dybere og stærkere mørke vågner til modstand. Men dette mørke vil kun bringe lidelser, hvis man tænker eller handler efter det. Og det vil vi – som sagt – være stadigt mindre tilbøjelige til.

Ved vandringen mod Lyset kan der opstå perioder med en intensiv lyst til at indstille kampen og opgive det hele; parallelt til det der meddeles i Vandrer mod Lyset om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket: Ved hver tilnærmelse mellem de to indtrådte en reaktion ledsaget af en intensiv lyst til at standse kampen. Men ved viljens bestandig understøttende og ledende magt, fortsatte de til den fulde sejr var nået ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed. Dette forhold kan måske inspirere os til selv bestandig at søge at styrke vores vilje til Lyset og med den således forstærkede vilje understøtte vores tanke, så vi i kampen ikke vil savne mod og kraft.

Noget andet vi kan fristes af på vores vandring mod Lyset skabes gennem mørkets polspænding; det – stadig stærkere – mørke, der vågner for hver gang Lyset tiltager i os, kan i vores indre skabe en spændingstilstand, som det onde kan friste os til at søge udløsning for gennem en eller flere mørkets handlinger. Men giver vi efter for denne fristelse, aftager spændingen og med den lidelsen ikke, men tiltager. Dét er en del af mørkets bedrag.

Det er altså alt i alt naturligt, at ånden og hjertet undertiden kan savne mod til den langvarige og bitre kamp mod det onde og føle trang til at opgive. Livet kræver meget, og stadig mere. Men holder vi ud, styrkes også hjertet og viljen og med dét modet; hjertet vinder bestandig ny og større styrke og dybde og modenhed. Og ånden finder – trods byrderne – stadig dybere ro.

Om denne proces, disse sammenhænge, vil gælde så længe mørket er, ved jeg ikke. Jeg tænker mig den mulighed, at vi ved en kamp under disse forhold og betingelser, en kamp der måske fortsætter indtil alt mørke er udrenset af Verdensaltet – en kamp der altså ikke nødvendigvis altid betyder lidelse – kan være Gud behjælpelige med dét: Mørkets totale udrensning af Kosmos.

Jeg tænker mig, at den mulige fælles kamp og bestræbelse kan binde os sammen med de dybeste bånd af kærlighed, indbyrdes respekt, forståelse og anerkendelse af hver enkelts indsats og bidrag – et sammenhold som gruppe, Gud, Guds Tjenere og vi, Guds børn, der kan bære det liv, der er i al evighed.

Højtryk, 2024