Åndens vækst og forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst!
Mørkets magt over og indflydelse på ånden ligger i afstanden mellem tanke og vilje, og bliver umulig, når tanken og viljen ved kulminationen forenes, smelter sammen. Denne tanke har en abstrakt formulering i Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64.
Mere konkret kan tanken udtrykkes ved, at så længe der er afstand mellem tanke og vilje, så kan vi erkende noget som værende ondt og alligevel gøre det, og vi kan erkende noget som godt, men undlade at gøre det. Disse tanker formulerer Anette Kristensen som en del af en artikelrække på Vandrer mod Lyset Forum på Facebook.
Når tanke og vilje er forenet i ånden, så betyder det, at når vi erkender noget som ondt, så gør vi det ikke, og når vi erkender noget som godt og ønskværdigt, så gør vi det. Der er ikke længere splittelse, afstand mellem tanke og vilje, ånden er helstøbt og upåvirkelig af mørket, det onde, i al evighed. Når dette punkt er nået, siges menneskeånden af Kristus løs fra al videre inkarnation på Jorden i fysiske legemer, og vandrer videre i lysets verdner frem mod målet, Guds Rige, Paradis. Menneskeånden har lært det den skal om mørket, og har ved sin suveræne vilje til lyset hævet sig over det.
I idehistorien udtrykkes også tanker om forholdet mellem tanke og vilje og deres forhold til det gode og det onde. I Romerbrevet, 7, 14-20 udvikler Paulus en tanke, der kan formuleres sådan: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Paulus udtrykker her en grundlæggende splittelse eller afstand mellem tanke og vilje, mellem indsigt og handling. Hans tanke og vilje er ikke fuldt ud afbalanceret, de er ikke harmonisk forenede til en helhed eller enhed.
Platon kredser i flere af sine dialoger også om tanke og vilje og deres forhold til godt og ondt, deriblandt i Protagoras, Menon og Gorgias. Platon siger, at hvis et menneske virkelig erkender og forstår det gode som godt, så gør vi det også, og hvis vi forstår, at noget er ondt, så gør vi det ikke. Vi handler ikke ondt af ondskab, af ond vilje, siger Platon, men af uvidenhed. Her synes Platons tanke modsat Paulus´.
En gennemgående tanke hos Platon er tanken om det gode, det sande og det skønne; med Vandrer mod Lysets ideverden: Lyset, der forbindes ved kærlighed, som er lysets essens. Det gode, det sande og det skønne forbindes altså ved kærlighed, eller har kærlighed som fællesnævner og fælles grund. Platon søger som jeg forstår ham at gøre det gode og erkende det sande for at forædle sin ånd og for at bringe det skønne til verden gennem kærlighed; ved tænkning, kunst og statskunst.
Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så tager både Paulus og Platon fejl eller rammer en smule skævt. Vi gør ikke nødvendigvis det modsatte af det vi vil (Paulus), og det er ikke nok at erkende det gode som godt og det onde som ondt (Platon); så længe tanke og vilje ikke er forenede i ånden ved lyset, kærligheden, kan vi meget vel handle mod eller ligefrem modsat vores indsigt, vores etiske sans, vores samvittighed og vores ægte værdier. Forening af tanke og vilje, harmoni mellem indsigt og adfærd, er dog mulig, men kræver en lang åndelig udvikling gennem mange jordeliv ved reinkarnationen (Vandrer mod Lyset).
Viljen giver ånden retning, og tanken følger mere og mere den retning, viljen udstikker og angiver. Alt i lyset er fremgang eller for en tid stilstand. Sådan siges det i Vandrer mod Lyset. Åndens retning bliver mere og mere mod lyset, kærligheden, efterhånden som ånden udvikles og forædles gennem de mange jordeliv. Ånden erkender langsomt, gradvist det gode, lyset, kærligheden, og lærer skridt for skridt også at handle i overensstemmelse med sin erkendelse. Når der ikke længere er afstand mellem tanke og vilje, mellem indsigt og adfærd, er det et udtryk for at ånden er kulmineret, at tanke og vilje er smeltet sammen til en ubrydelig enhed i ånden.
Sammensmeltningen, kulminationen, nås ved at udrense mørket af vores tanke og vilje, af vores ånd, gennem sorg og anger, så der ved kærligheden ikke længere er afstand mellem dem. Til denne udrensning har Gud givet os to effektive midler og gaver: Selvgranskningstiden mellem inkarnationerne og karma- og gengældelsesloven.
Ved selvgranskningstiden som følger umiddelbart efter hver inkarnation, har vi mulighed for at gennemtænke det nyligt gennemlevede menneskeliv og erkende de tilfælde, hvor vi har tænkt eller handlet mod vores samvittighed, mod vores indre sans for godt og ondt, har tænkt eller handlet mod bedre viden, så vi enten har handlet ondt, selv om vi godt vidste, at det var ondt, eller på trods af vores samvittigheds (skytsåndens) indtrængende advarsler, eller undlod at gøre det, vi vidste var godt og ønskværdigt og nødvendigt.
Er denne erkendelse nået, vil ånden naturligt sørge over og angre det, der er dens inderste imod. Ved sorgen og angeren elimineres det onde, mennesket har forurenet sin ånd med. Ånden renses og opnår derved større åndelig fred og afklarethed. Selvgranskningstiden er altså ikke en straf, men en hjælp til åndens udvikling og forædling. Vi står til regnskab overfor Gud, men ikke en Gud, der fordømmer os, når vi fejler; vi står til regnskab overfor en Gud og Fader, der ud fra sit eget kendskab til alt godt og alt ondt kan møde enhver med den dybeste kærlighed og forståelse, en Gud, som vil lede os gennem den ofte tunge selvgranskning med mildhed og tålmodighed.
Ved karma- og gengældelsesloven møder mennesket det mørke, det selv har aktiveret (polariseret) ved den onde, syndige tanke eller handling. Synden gengældes proportionalt, idet gengældelsen består i, at det mørke vi selv har bragt til verden og dermed også over os selv, vender sig imod os, og bringer os selv de samme lidelser, som vi ved vores synd har bragt over andre. Ved at gennemleve disse lidelser, ophæves, elimineres mørket, og bringer ved de udstandne lidelser mennesket større åndelig fred. Ånden renses ved at vi i de tilfælde hvor vi ikke formår at indse vores synds karakter som synd, ikke vil indrømme vores fejl, ikke forstår, hvad vi har gjort, ikke forstår hvilke følger det har haft for andre, og derfor hverken søger over eller angrer synden, meget konkret og smerteligt opnår den nødvendige forståelse ved at gennemleve det samme onde, vi har bragt over andre. Derved afpolariseres, elimineres, mørket, og vi vinder større åndelig fred. Heller ikke karma- og gengældelsesloven er på den måde en straf, men Guds nødvendige hjælp til os.
Ved gennem selvgranskningstiden eller ved karma- og gengældelsesloven at opnå erkendelse og forståelse af godt og ondt nærmer tanken og viljen sig mere og mere til hinanden i det enkelte menneske derved, at der bliver bedre og bedre overensstemmelse og harmoni mellem indsigt og adfærd; en langsom, gradvis tilnærmelse mellem tanke og vilje gennem mange jordeliv, inkarnationer (i millioner af år), der til sidst vil resultere i tankens og viljens forening ved kulminationen, så menneskeånden af Kristus kan siges løs fra al videre jordisk forpligtelse. Menneskeånden har tilbagelagt og tilendebragt den første vanskelige del af sin lange vandring mod Gud og Guds Rige, Paradis.
Et vigtigt forhold i relation til åndens vækst og forædling der hænger sammen med harmonien mellem det, tanken erkender som godt eller ondt, og det viljen fører ud i livet – som det er beskrevet i skitse i det ovenstående – udtrykkes i Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 2: Da Gud endnu havde sine uskabte første børn i sin Tanke og gennemtænkte alt det, der kunne vedrøre dem, vidste Han, at de engang nødvendigvis måtte stilles overfor mørket, for at de fuldtud kunne lære at lade viljen herske suverænt over tanken, så at hver enkelt i kraft af sin egen vilje kunne begrænse eller standse sin tankes begær. Og lidt senere i kap. 3: Efter at Guds børn i evigheders evigheder havde levet et liv i skønhed, herlighed og glæde i deres Faders Rige, så Gud, at de var nået så langt frem i forståelse af viljens herredømme over tanken, i forståelse af at måtte begrænse tankens begær efter det, som viljen var i stand til at frugtbargøre og føre ud i handling, at der var en mulighed for, at alle kunne gå sejrrige ud af mødet med mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig opgave, den: at lede umyndige væsner frem til at blive dem selv ligestillede. (Begge citater er her let tilpassede til moderne sprogbrug og stavemåde).
Hvor det første forhold andrager balancen og harmonien mellem tanke og vilje, indsigt og adfærd, handler det her fremdragne andet forhold i første række om tankens begrænsning ved viljens beherskelse af den, nærmere bestemt – som det fremgår af citaterne – om nødvendigheden af at begrænse og til sidst helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i livet og virkeligheden. Det handler altså her om åndelig selvbeherskelse.
Der siges i de citerede passager udtrykkeligt, at det problematiske, det vi må søge at beherske i os – i vores tanke ved viljen – er tankens begær efter det, vi kan føre ud i handling. Jeg forstår det på den måde, at det problematiske er begæret som begær, og at begæret er modsat kærligheden, idet begær hører mørket til, kærligheden til lyset.
Der er selvsagt ingen problemer ved at føre tankens ønsker ud i livet, når dette gøres ved kærlighed og med respekt for andres værdighed og integritet. Det problematiske er, hvis vi fx af begær efter magt, rigdom eller sex undertvinger, tyranniserer eller begår fysisk eller psykisk vold mod andre. At begrænse sin tanke ved viljen handler altså ikke om helt at standse sin tankes aktivitet, at standse den naturlige tankestrøm, men at begrænse og til sidst helt standse dens aktivitet i mørket ved begæret. Det handler om ikke kun at handle men også at tænke rent, og til sidst kun tænke, ønske og virkeliggøre det, der er i overensstemmelse med lyset og kærligheden. Det er en stor opgave og det er en opgave, der tager mange liv, millioner af år for menneskeånden at løse og at mestre.
Det skal tilføjes, at menneskers motiver og bevæggrunde bag deres handlinger kan være komplekse, og fx rumme elementer af både kærlighed og begær. Opgaven er så for os mennesker mere og mere at lade os lede ved kærlighed og mindre og mindre ved begær på flere og flere af livets områder som en naturlig del af vandringen mod lyset.
Til at løse opgaven med at lære at lade sin vilje beherske sin tanke er igen selvgranskningstiden og karma – og gengældelsesloven vigtige redskaber givet af Gud. I selvgranskningstiden – åndens regnskab overfor Gud hvor ånden sammen med Gud skal gennemgå sit sidst gennemlevede liv på Jorden – kan ånden således se og forstå og vedkende sig alle de tilfælde i sit liv, hvor den har ladet sig lede af begær, og ikke af kærlighed, de tilfælde, hvor ånden ikke har haft det fulde herredømme over sin tanke ved viljen. Og menneskeånden har da mulighed for at sørge over og angre det således forbrudte, og derved rense sig for mørket.
Hvis ånden ikke under sin selvgranskningstid kan forstå eller vil indrømme sine fejl, og derfor heller ikke kan eller vil sørge over og angre de gerninger på Jorden, der har været ledet af begær, så hjemfalder ånden til ved karma- og gengældelsesloven i nye inkarnationer at udsættes for de samme lidelser, den har bragt over andre ved sit begær efter fx jordisk magt, rigdom og berømmelse. Som beskrevet ovenfor vil en selvoplevelse også i dette tilfælde kunne føre til en virkelig forståelse af, hvad åndens begær har medført af lidelser for andre, og dermed også for den selv. Ånden bliver en erfaring rigere, og den har taget endnu et skridt mod det fjerne mål, Guds Rige, Paradis. Ånden vil fremover belært ved de udstandne lidelser vogte bedre på sig selv og sine tanker og gerninger; den vil stærkere og stærkere ønske og bestræbe sig på ved viljen at kunne begrænse og til sidst helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i handling. Der er i øvrigt med disse tanker stærke forbindelser til buddhismen, der som måske bekendt hævder begæret som hovedkilde til menneskelig lidelse.
Det sidste vigtige aspekt ved vores åndelige vækst og forædling som her beskrevet – viljens beherskelse af tanken – hænger sammen med det første aspekt – tankens og viljens langsomme, gradvise tilnærmelse til hinanden, så der bliver større og større harmoni og overensstemmelse mellem indsigt og handling – på den måde, at idet ånden gennem de jordiske liv og de her indhøstede erfaringer lærer den fundamentale forskel mellem kærlighed og begær at kende – at kærlighed er af lyset, det gode, mens begær er af mørket, det onde – så vil ånden mere og mere handle i overensstemmelse med den indvundne viden og visdom. Ånden vil lære ud fra sin erkendelse og sine erfaringer at handle godt ved kærligheden og undlade at handle ondt efter begæret, og også derved vil der komme stadig større harmoni mellem indsigt og adfærd som det er tilfældet ved det første aspekt; tanken og viljen nærmer sig også ved selvbeherskelsen hinanden mere og mere for til sidst at smelte sammen, forenes ved kulminationen.
(2026)
