Anna for enden af regnbuen

Jeg havde altid troet, at døden – som livet – var fuldstændig ukompliceret og ligetil: Når jeg engang døde – tænkte jeg – ville det være som en kraft, der hidtil havde holdt mig, min krop, mine atomer, min hjerne sammen, blidt ville give slip, langsomt, som et kys – og at jeg derefter – som for enden af et gab efter en hård dag på arbejde, før en god weekend – omsider ville finde hvile – eller ingenting.

Jeg tænkte, at hvis der så alligevel var noget om snakken – at der virkelig var noget efter døden – hvilket jeg havde mine – syntes jeg selv – berettigede tvivl om – så ville der for enden af universet, ved begyndelsen til det næste, være en slags kosmisk sigte, der siede alt det dårlige fra, alle uhumskhederne, og kun lod det gode glide igennem; alle vi døde, de døde, ville da leve i idel fred og lyksalighed.

Jeg tænkte også, som tossen på vej i frit fald fra 55. etage, der først var skrækslagen, men ved 13. etage udbrød eller tænkte: Indtil videre går det jo meget godt; at godt nok sagde alle, at vi alle skal dø; men – kunne jeg vide det? Indtil nu – jeg var 67 – var jeg jo sluppet uproblematisk igennem livet uden på nogen måde at have været bare i nærheden af at dø. Så måske jeg brød alle statistiske og medicinske prognoser og tendenser – som den første i sandhed udødelige?

Hvorfor ikke?

Det kom derfor bag på mig, hvad der faktisk skete, da jeg – med en (rammende) kliché – gik over: Det ene øjeblik lå jeg fredeligt og sov i min seng ved siden af min mand i lejligheden på Østerbro, det næste finder jeg mig selv ligge i en utroligt behagelig væske af en art, en klar væske, der ligesom trak vejret, eller trak vejret for mig i det, jeg intuitivt vidste var noget helt andet; og omgivet af en luft eller æter, der smilede og nynnede stille, som en god fé, der venligt puslede om mig uden at kræve noget overhovedet; som bare var glad for, at jeg var der.

Det var som om alle de sår, livet trods alt havde givet mig – ingen kommer som bekendt gennem livet uden skrammer af en eller anden art, så dér pralede jeg vist før – langsomt, blidt helede, som om jeg, mit inderste lægedes på en utrolig behagelig måde, i en slags åndelig vegeteren.

Og så denne fantastiske stilhed! Denne blide sang, der blot understregede eller skabte stilheden!

Jeg var ved at blive hel – troede jeg – men det, der virkelig skete var, at jeg fik en anden form – som et hjerte – lysende pastelgrønt med kun få lidt mørkere pletter eller felter – og en Stemme sagde blidt, stille: Se dit liv!

Og så så jeg det hele, og det var samtidig som om det var hjertet, jeg var blevet til, der så det; det hele var der, og det gjorde ikke noget. Det var i orden. Det var som det skulle være.

Først så jeg det som en hurtigt gennemspillet film – med mig i hovedrollen – og Stemmen sagde: Er det i orden? Jeg svarede: I det store og hele, ja. Det tror jeg. Stemmen talte igen: Er der slet intet, du fortryder?

Så var jeg igen det grønne hjerte, og jeg fornemmede en vis uro i det, i mig. Mørkere sekvenser rullede ind over mig, nu vi gik i detaljer, og jeg så – med stigende rædsel og fortrydelse og beskæmmelse – den scene, hvor jeg som ca 15 årig hvæsede til min mor: Jeg skulle ikke have været født, hvorfor fik du børn, mig, når din eneste tanke var at pine og plage mig ud af familien og hjemmet. Jeg hader dig!

Men det forunderlige var, at nu var det ikke længere mig, der var hovedpersonen i skuespillet, der oprulledes for mine øjne, men mine nærmeste, dem, jeg særligt var knyttet til – på godt og ondt. Uden nogen som helst vaklen eller unøjagtighed – som i et ubedrageligt spejl – så jeg, eller rettere følte, hvordan jeg havde fået andre til at lide, sørge, eller le. Hade eller elske.

Og jeg så, eller rettere følte – min mors hjerte krympe sig som en forskræmt fugleunge, brændt, såret til døden ved alle mine hadefulde ord, så hvordan det først trak sig sammen, tilintetgjort, for derefter at knyttes i en sort klump af tjære, genhadet, så en sort, hæslig blomst spire og folde sig ud, hvor hjertet skulle have været, følte hende gå gennem livet med mine forbandelser som sorte skygger i følge, så hende leve ved det sorte hjerte, følte hvordan livet trak sig tilbage fra hende, blev til intet, følte hvordan tjære og ikke blod flød i hendes årer; ved det skulle hun leve. Kunne ikke. Skulle. Gjorde. Levede. Døde. For længe siden. For alt for længe siden og alt alt for tidligt.

Er det stadig i orden? Spurgte Stemmen blidt, helt uden fordømmelse og skygge. Dén tog hun sig selv af. Så kom gråden. Den vældede frem fra dyb, hun ikke vidste, hun rummede.

Nej! Nej! Nej! Det er ikke i orden. Det er slet ikke i orden! Hun greb og slog om sig, ville ramme sig selv, flå sig selv, rive sig selv til blods, dræbe sig selv. Hun ville kradse sig selv i ansigtet, flå sig i stykker – men da – greb en anden hånd hendes; blidt. Jeg er lige her! Sagde en anden stemme. Hendes mors. Åh, er du her! Kan du, kan du – hun græd som var verden død for hendes hånd, som var al skyld i verden hendes. Selvfølgelig! Lød svaret. Hun behøvede ikke sige mere. Behøvede ikke at bede. Mors stemme sagde hende, at hun forstod, kendte alle hendes tanker og følte alt, hvad hun følte.

Da kom lettelsen. Og nye tårer. Taknemmelighedens.

En for en dansede lys og skygger hende i møde. Hun så det hele med hjertet. Det grønne. Hun var dette hjerte. Hjertet forstod. Kun dét forstod, og derfor kunne kun dét dømme.

Og da lys og skyggernes kædedans var ovre, spurgte Stemmen igen: Er det nu i orden? Og hun svarede: Ja, nu er det i orden. Nu er det som det skal være.

Stemmen sagde da: Så modtag den hvide kjortel, der er syndernes forladelse! Og gå så, mit barn, at modtage din løn!

Højtryk, 2023