En digter er et menneske, der indefra trues af tilintetgørelse. Man kan ikke både være digter og menneske. Hvad hjælper det at vinde værket, men derved miste kærligheden, til hvad nytte vinde udødelighed, men miste livet? Alt andet end kærlighed er leg, af mindre betydning. Derfor skal digtet ikke skabes, men overvindes. Digtet ligger ved tilintetgørelsens mulighed. Ved at gå hinsides digtet, går man derfor hinsides tilintetgørelsen, det vil sige til livet. Derfor er jeg ikke digter, kun menneske.
Forklaring til læseren
Som man vil se af denne artikel, forsøger jeg her at skrive en tekst med baggrund og udgangspunkt i nogle formative tekster i hinduismen, de to oldindiske digtepos, Mahabharata og Ramayana, med en vinkel til værket Vandrer mod Lyset, mit religiøse, filosofiske og eksistentielle fundament. Da jeg begyndte at skrive denne tekst, var det med den tanke, at jeg ville gennemgå de to værker i deres helhed, læst efter de engelske oversættelser på sacred-texts.com. Jeg overbeviste dog hurtigt mig selv om, at dette ville være alt for krævende, da begge værker i omfang og tematik er enorme. Det var yderligere min tanke, at jeg ville medlæse den filosofiske og religiøse baggrund for værkerne, veddaerne, upanishaderne og puranaerne, men herved svulmede udfordringen yderligere op og gik fra krævende til – for mig – umuligt. De tre tekstkredse er hver for sig monumentale i omfang.
Derfor har jeg valgt en mere overkommelig løsning ved kun at læse de omtalte værker i korte uddrag, samtidig med at jeg flere gange har konsulteret Google Gemini for at danne mig et overblik og forsøge at undgå alt for graverende fejl og misforståelser. Fx gav det et godt overblik at bruge Gemini, da jeg forsøgte at lokalisere den bog i Ramayana, hvor Sítá bortføres af krigerkongen Rávan, et menneskeran, der driver fortællingen frem, og udgør en del af værkets kerne. Den reducerede opgave og resultatet kan af læseren opleves som ujævn og abrupt springende, måske især ved det sted i behandlingen af Ramayana hvor skrivestilen går fra det poetiske til en mere faglig, psykologisk stil, fra forsøg på meddigtning til faglig fortolkning, og hvor jeg overspringer store tekstmængder og mange detaljer og pointer fra originalen, og slutter hurtigt, måske for hurtigt, af.
Min artikel har altså mange og måske afgørende begrænsninger, men alle svagheder til trods mener jeg dog, at der her foreligger en læseværdig tekst, som jeg håber læseren vil finde nytte, inspiration og glæde af.
(Noter findes nederst i dokumentet)
Bøn
Omkring et menneskeligt støvkorn fortættes undertiden ånd til dråbe, ved de mange til en kilde, der kan slukke den søgendes og tørstendes tørst. Men når man har drukket af kilden, og nektaren ad skjulte veje har fundet sin vej gennem mennesket, løber den ofte ud igen ad det, der kaldes naturlige veje, og da bliver kun urenheden og med den tørsten tilbage, nu endnu mere brændende.
Digteren siger: Alt er digt. Musikeren siger: Alt er musik. Statsmanden siger: Alt er politik. Fysikeren siger: Alt er stof. Biologen siger: Alt er liv. Filosoffen siger: Alt er tanke. Videnskabsmanden siger: Viden er alt. Humoristen ler venligt og siger: I er alle til grin, for I sidder med hver jeres stykke af himlen i verdens store puslespil, og som I ved, er himlen altid det sværeste at stykke sammen til det fulde og hele billede. Giv mig nu hver jeres lille brik, og lad os se, om vi ikke ved samdrægtighed og tålmodighed kan samle billedet af verden som den virkelig er. Lad det så være til sorg eller til latter!
Ved en moderne ånd, ved de to ilddøtre[1], drages mit blik tilbage mod fjerne tider, der var, og jeg søger at forstå hvad sandhed er. Blidt tager den hellige digter Vyasa mig ved hånden, og leder hvert af mine skridt. Jeg læser versene i den hellige mahabharata, som han samlede eller digtede, en fortælling, et epos med et mægtigt bagtæppe af veddaer, upanishader og puranaer, men vigtigst af alt: Med levende mennesker, der kæmpede, led, sejrede, lo, græd, tvivlede, håbede, tabte og fandt igen det, ingen kan tåle at miste: Sig selv.
Alle gode historier har en begyndelse og en ende. Verden har ingen af delene. Og måske derfor må vores fortællinger altid komme til kort overfor virkelighedens og tidens prøve. Men digtet lyver os ind i sandheden. Så må da også dette, hvor jeg vil fortælle alt, blive et digt, noget der kunne være og måske burde være. Om det så også er sådan, kan vi ikke vide. For ingen uden Gud ved alt.
Mahabharata
Adi parva – begyndelsen
Tiden skaber og ødelægger alle ting, også sig selv. Øjeblikket kommer, straks efter er det forbi. Og alt der opstår under Solen, over Jorden, må før eller senere ved tiden vende tilbage til intet. Før tiden begyndte i vores mahayuga, sænkedes det gyldne verdensæg, mahadivya, i natten, og langsomt brød lyset frem. Sådan begynder scrutien, det hellige digt, og sådan begynder verden, eller den tager fat igen, hvor nu ukendte og glemte tider og verdner slap i det ene hellige, evige pulsslag eller åndedræt, AUM, hvorom vi intet ved eller kan sige med sikkerhed. Men den der læser og forstår scrutiens indgang, er frelst fra alle sine synder.
Ad mahadivyas indre, skjulte livsstrenge udstrømmede rum og tid, ånd og stof, og hvor ånd og stof mødtes i rum og tid, skabtes bevidsthed; guders, engles, devaers, menneskers, og en mangfoldighed af andre bevidste livsformer. Sten har liv. Dyr er et livsrige for sig. Planter lever og ånder med en bevidsthed, der ligger i dvale til senere udfoldelse, når tid er og kommer.
Sådan skabtes og fremspirede alt liv af mahadivya som en lotus med rødderne i dynd og den skønne krone rækkende mod ukendte himle og verdner. Alt liv udvikler sig med ubændig livsdrift og begær, det folder sig ud og lever og er, før det igen bliver trukket tilbage ved det store åndedræt indad, og finder efter æoners rullende hjul af tid hvile i pralaya og mahapralaya. Selv tiden skal finde hvile i evigheden. Dette er AUM.
Sådan tænkte ilddøtrene det, og måske nikker sagnet bekræftende til den vældige vision. Vyasa smiler venligt. Så peger han på bøgerne omkring mig, mahabharata, ramayana, veddaerne, upanishaderne og puranaerne. Han bladrer nogle sider frem i en af dem. Jeg forstår uden at vi endnu taler samme sprog. Jeg må læse videre. Søge at tilegne mig stoffet, lade det blive en del af min indre menneskelighed. Og alligevel tænker jeg, at der kun mangler de ord, jeg skriver her, for at de sammen med de ulæste bøger omkring mig, bag mig, over mig, under mig, kan dække udsynet helt og gøre mig blind og for andre usynlig; et billede på alt det jeg ikke ved og forstår, skjult under et dække af alvidenhed. Ordene løber ved inspiration forud for forståelsen og tilegnelsen, jeg må standse strømmen af egne ord et øjeblik og følge Vyasas tråd.
Kundalini shakti
Fra verdens dyb og på dens regnvåde, blændende tunge frembølger, rejser cobraen, kundalini shakti, sig knejsende over verden. I rumtiden skaber den mangfoldige kulturer, hver med deres digt, tanke, guder, men alle er de dømte til igen at forsvinde. Idet slangen rejser sig, kulminerer, eksploderer, gør den en kultur eller et menneske til levende fanger i kroppens grav som overlevende efter et atomragnarok.
En kultur rummer i sig fra sin fødsel den lille urenhed, det støvgran, hvorom ånden fortættes til dråbe og senere til kilde, og denne urenhed, slangens gift, er samtidig bud om den forestående død og undergang. Den er det svage punkt i metallet i klingen i kulturvåbnet, som våbensmeden smeder, idet han med kæmpekræfter svinger hammeren over sværdet i smedjens luende esse. Før eller siden må det briste. Det er det lille gran adharma, uret, uretfærdighed, svaghed, kaos, som gør, at en kultur i en vis forstand dør i samme øjeblik den fødes.
Om kampen mellem dharma og adharma, vi kan kalde det godt og ondt, handler Vyasas digt, som alle grundlæggende og store fortællinger gør det. På overfladen er denne grundlæggende kamp i mahabharata repræsenteret ved krigen mellem de to rivaliserende kongeslægter, pandavaerne og kauravaerne, anført af henholdvis Arjuna og Duryodharma. Jeg spørger med Vyasa: Er der ingen magt, der kan neutralisere adharma og fælde det ondes hydra? Forfædrene drømte sejren ved digt og myte. Det påhviler os at gøre den virkelig, at skabe lysets gennembrud.
Rabat, Marokko (Indskud)
Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt. 7, 14)
Jeg havde oplevet det før, og jeg skulle opleve det igen. Det at gå gennem et nåleøje hvor mentalt kul presses til diamant, hvor mørket råber hér er ingen vej, og dét er vejen. At finde det rolige, faste arkimediske punkt, hvorfra man kan løfte verden.
Min kone og jeg var rejst til Marokko for at besøge vores ven, Hassan, og for at undgå nogle ubehageligheder i forbindelse med en større renovering af det boligområde, hvor vi bor til leje. En dag tog vi sammen en tur i bil vestpå fra Meknes, hvor Hassan bor på en lille landejendom lidt uden for byen, til hovedstaden, Rabat, og det første der mødte os der, var det vældige Atlanterhav, hvis bølger på dette sted har rejst stort set uforstyrret helt ovre fra det amerikanske kontinent. Vi gik ud på spidsen af en mole, og mærkede kræfterne; som virkninger af en ukendt guds ødelæggende, uforståelige raseri.
Efter at have oplevet havet, kørte vi ind mod byen. Vi gik rundt nogle timer, spiste lidt brød, det var varmt, selv om det endnu kun var februar. Måske blev jeg efterhånden lidt dehydreret, i hvert fald følte jeg mig mere og mere udmattet og skidt tilpas. Det gik op for mig, efter at vi havde gået rundt i byen i adskillige timer, at jeg ikke havde været på toilettet i måske en 6-7 timer, og der var ikke umiddelbart nogen offentlige toiletter nogen steder. Jeg begyndte at se mig om efter et sted, jeg kunne lade vandet. Der var ingen. Jeg sagde det til Hassan. Han ledte os hen til et lille spisested, og forklarede sagen for en tjener. Tjeneren viste mig vej op på 2. sal, hvor der var et toilet. For at komme derop, måtte jeg gå ad en smal trappe op gennem noget, der mindede om et lille hul i loftet eller en snæver passage. Og dér på vej op ad trappen, gennem hullet, kom fornemmelsen til mig, om det nu var på grund af udmattelse, tørst, dehydrering, eller om det var et udtryk for ukendte kræfter i min ånd, der arbejdede og virkede og meddelte sig så tydeligt og smerteligt: Jeg går nu gennem et punkt i verden eller i mig selv, hvor der kun er plads til ét atom eller en elementardel af min ånd. Jeg kan ikke komme igennem det, men jeg skal igennem det. Jeg tager et skridt nu, og jeg kan ikke tage det, men jeg skal tage det. Jeg har lyst til at vende om, gå ned igen, opgive det, flygte, men jeg træder frem, stiger op, der er kun én vej frem, og ingen tilbage. Eller der er ingen vej, og dét er vejen. Præcis hér begynder verden, eller begynder jeg. Eller verden og jeg dør. Jeg skal. Jeg er ved at sprænges, mentalt og fysisk, jeg træder frem, ja, nu træder jeg frem. Jeg stiger op. Jeg gør det. Jeg går igennem det ene punkt. Jeg bryder igennem. Nu.
Og da jeg havde ladet vandet, var det hele forbi. Grunden under mig fladede atter ud, der var almindelig mental vej at gå på. Vi spiste et solidt måltid på det lille spisested. Over mig kom en følelse af grænseløs lettelse, taknemmelighed, en trang til at velsigne. Som er verden eller jeg forklaret, forløst. (Se også min artikel Gud er stor – Rejseoptegnelser fra Marokko)
Bhagavad Gita – Herrens sang (Bog 6 af Mahabharata)
Det hænder undertiden, at Himlen et øjeblik åbner sig på klem, og mennesker ser et glimt af det guddommelige, og falder i henrykkelse. Jeg har set Gud. Sådan opstår vores hellige bøger. Men hvem tør sige – profet eller ikke profet – at de ved alt om Himlen og Gud, hvem har målt dem, hvem har loddet Guds kærligheds dyb?
Ved blide guddomshænder i den stilhed der kan være lige før daggry, sænker Herrens sang sig i et vågnende, betrængt og lidende menneskehjerte, måske mit, måske dit, måske ingens, måske alles. Hvorfra kommer ånden, hvor går den hen? Ingen ved det. Det er som med vinden. Den er alle steder og ingen steder, til ingen tid og for al tid.
Endnu før krigen brød ud på den hellige slette Kurukshetra mellem pandavaerne og tronranerne kauravaerne, lagdes grunden til freden i Arjunas hjerte ved guden Krishnas milde bud og visdom, der udskifter døden i hjertet med livet. Kun dét kan fuldbyrdes i det ydre, der først fuldkommes i tanke og ånd. Hvad er dharma? Dharma lærer, at kærligheden gør enhver smuk, og at kærligheden vil lære os at leve. Gennem din egen skønhed ser du skønheden i alle. Dharma, ret levevis, er kærlighed. På Kurukshetra står Arjuna mellem de to hære i den spændte stilhed inden slaget begynder, og han siger til sit fortvivlede hjerte: Hvis vi vinder sejr ved at dræbe vores fjender, vil synden ved drabet gøre sejr til nederlag, og synden vil overtage os og ødelægge den hele slægt. Bedre selv at blive slået ihjel så, bedre at overgive sig til fjenden end til synden, hellere miste et kongerige end sin sjæl.
Ved mørkets og fortvivlelsens tryk fremspringer da modets kilde i Arjunas hjerte ved Krishnas ord, der løfter spørgsmålet fra tid til evighed, idet han taler til den beklemte kriger. Det du kan slå ihjel, er ikke ånden, men kroppen. Ånden er uden begyndelse og uden ende. Kroppen kan dø, ikke ånden. Derfor kan du ikke synde mod ånden, det evige, kun mod kroppen, der før eller siden må forgå. Vær ved godt mod, fortvivl ikke. Din broder er ånd, ikke krop, derfor kan du ikke synde mod ham. Han vil som du leve evigt uanset hvad der sker. Der findes sådan noget som en retfærdig krig. Kæmp den med godt mod med vished om, at det gode vil sejre.[2]
Og den vældige, den hellige fortsatte sin tale om dharma i krig og fred: Fred starter i dig selv, i dit eget hjerte ved hengivelse, når du ved yoga forener, ikke skiller modsætninger. Hvad er lykke og lidelse, glæde og sorg, nydelse og smerte, ven og fjende andet end tilknytning til denne verdens gøglebilleder, lygtemænd og dårskab. Ved kontemplation bør du hæve dig over alle modsætninger, og derved gøre lidelse til lykke, sorg til glæde, smerte til nydelse, fjende til ven, krig til fred, gøre alt til ét. Derved vil du vinde moksha, frigørelse, og freden har ingen ende.
Arjuna grundede over gudens ord, og de sank ham til kerne. Dog, nu flaksede tvivlens sorte ravn straks igen hen over hans tankes overskyede himmel, og han spurgte: Hvis hengivenhed i hjertet er en del af visdommen, en del af frigørelsen, hvorfor vil du da, at jeg skal gøre krigens afskyelige gerninger, de gerninger der ikke kan gøres med kærlighed, men kun med frygt og had og som synd? Og Krishna svarede: Intet levende væsen kan leve uden at gøre gerninger, uden at handle og uden at tænke og uden at føle. Nogle handlinger er nødvendige og må udføres. Der kan være megen handlen i ikke-handlen og megen ikke-handlen i handlen. Det der er fornødent, er at handle uden at du bliver en del af handlingen, at handle lidenskabsløst og gennem offer uden tilknytning. Deraf rinder visdommen, æren og frelsen. Din største fjende er ikke her på slagmarken, men i dig selv i skikkelse af vrede og begær og frygt, som bor i sanserne, sindet og sjælen. Her begynder og ender din kamp og din fred. De fjender du ser på Kurukshetras slette, er de skygger der kastes, idet din ånds lys rammer din vrede og dit begær og din frygt. Hvis vreden og begæret og frygten forsvinder, forsvinder også de.
Jeg står på Kurukshetra ved siden af den rystende og rystede Arjuna. Stilheden brydes med ét af sværd, der hamres mod skjold, nu en gang, nu mange. Larmen stiger til en brølen, og døver øret og hjertet. Krishna er forsvundet et øjeblik. Modet synker i krigeren og hans ledsager. Fred gennem hengivelse og offer og ikke-tilknytning. Arjuna leder ængsteligt i sin hukommelse og i de hellige skrifter, som han bærer ved hjertet, efter noget, der kan frelse ham, frelse hans verden fra undergang. Rigveda lærer offer til guderne gennem offerdrikken soma. Skal jeg da brygge og ofre nu? Men der er ikke tid. Fjenden er lige her. Hør, hvor våbnene dundrer og buldrer og hvor jorden ryster, lyder det i hans tanke, der skræmt flygter mod himlen i angst og afmagt. Nej, nej, råber jeg til krigeren uden at vide, om han kan høre mig eller forstå mig, ikke soma, for alt i verden ikke soma! Jeg vil fortælle ham, at en moderne ånd[3] har afsløret soma; at det ikke er en frelsende drik, der ved guderne forløser alt, men at det derimod kun er et tyndt lag af bedragerisk lyksalighed, ufølsomhed for smerte, der trækkes hen over tilværelsens rædsler i en dystopisk fremtid, som måske ikke ligger så fjernt i tid og sind og realitet, som måske er nu; jeg vil fortælle ham om den gamle drøm om følelsesløshed, der har ødelagt dele af min nutids samfund og virkelighed, og som truer selve menneskets eksistens, vores og det forgangne århundredes største mareridt og katastrofe, helvedes realitet gennem drømmen om paradis på Jorden; jeg vil fortælle ham, at Gud ikke sender os til Jorden for gennem bedøvelse at flygte fra lidelsen, men for at overvinde den og det mørke, der skaber den; fortælle ham, at hvis vi bliver blinde for lidelsen, bliver vi blinde for det onde, og falder hjælpeløst i afgrunden; jeg vil fortælle ham, at hvis vi bliver ufølsomme overfor vores egen lidelse, bliver vi også ufølsomme overfor andres, og vil ikke tøve med at påføre andre smerte i en verden af glade eller ligeglade mordere; men der er ikke tid, hør, hvor våbnene dundrer og buldrer og mærk hvor jorden ryster under os; jeg er fra en anden tid, taler vi om den samme virkelighed, er vi i den samme virkelighed, måske den virkelighed, der foldede sig ud fra slaget på Kurukshetra, jeg siger dig, Arjuna, jeg sværger ved guderne, det bliver enden…
Så tier våbnene igen som ved et øjebliks dryp af nåde. Skælvende ser vi på hinanden. Det er ikke nu, det bryder løs. Pulsen falder langsomt til ro. Jeg lægger en beroligende hånd på Arjunas´ højre skulder, og forsvinder fra historien.
Krishna står igen ved Arjunas side, som han har gjort det hele tiden. Kun frygt gjorde den store kriger blind for gudens nærværelse. Guden taler. Ser du, min søn, så stor er din vrede og dit begær. Din frygt. Så mægtig at jorden og sjælen ryster ved den. Så vældig at verden trues af undergang. Du ser den ydre verden i dit indre billede. Du ser billeder af dig selv. Frygt ikke. Frygt især ikke dig selv. For kun du selv har magten til at ødelægge dig – eller sætte dig fri. Dét er valget, og det er frit.
En mild regn falder over sletten, der nu synes tom bortset fra guden og hans søn. En mild regn falder på Arjunas kinder, og han kan ikke afgøre om det er tårer af sorg eller lettelse eller taknemmelighed eller opgivelse. Jeg bliver aldrig fri. For så skulle jeg blive fri for mig selv, jeg måtte opløses, forsvinde. Sådan taler han med gråd i stemmen til guden, der ser mildt på ham. Offer, min søn, siger guden, er vejen. Men offer er ikke en bestemt drik til bestemte tider, det er ikke at meditere hele dagen og natten med, det er ikke duftende røgelse i gyldne kar afsides i templets dunkle gange til guders og menneskers henrykkelse. Offer er offer af det, du har kært. Offer er offer af det du elsker mest af alt. Hvis du begærer lykke, er offer at ofre lykken. Hvis du begærer rigdom, er offer at ofre din formue. Hvis du begærer viden, er offer at ofre viden. Hvis du begærer fred, er offer at ofre freden. Hvis du begærer at finde dig selv, at kende dig selv, at erobre din ånd, er du selv det rette offer. Hvis du begærer udødelighed, er offer i ånden at ofre dit eget liv. For ved at ofre det, vil du ikke længere begære det, og det du ikke begærer, vil trygt komme til dig.[4]
Arjuna er helt rolig igen. Lig en sommermorgens soldæmring lægger Krishnas ord sig lysende om hans hjerte og rinder ham til kerne. Guden ler. Du forstår det, ser jeg, siger guden, og snart skal du tage yogas sidste skridt: Foreningen med Brahma, den allerhøjeste Herre.[5] Men derom kan vi ikke tale, vores ord er kun skygger, der danser om den højeste realitets lys, det uudsigelige Ene. Det kan være, at krigen kommer eller at freden kommer. Men den der er konge i hjertet, er ikke bange. Se, jeg må nu lade dig ene, det sidste skridt må du selv tage. Frygt ikke. Det sidste skridt vil bringe dig til det Hjem, du længes efter og aldrig har forladt, dit inderste. Og over alt stråler kærligheden og guderne, der ved dig hæver hænderne i en halvcirkel over hovedet, og velsigner det hele.
Ramayana – en kærlighedshistorie
Preludie
Siden tidernes begyndelse skrives universets historie af Brahma, den Højeste, ved kærlighedens tegn: Guders og menneskers hjerter. Som tanker i Brahmas Tanke, som viljer i Brahmas Vilje, danser vi kærligheden virkelig i verden blandt dens skygger. Til kærlighedens høje tinder hører tilsvarende risiko for dybe fald; og dog er det opad bjerget vi til fods må stige skridt for skridt, hvis vi vil leve.
På grænsen mellem det vældige og umålte mørke og lysets gyldne kerne hvilede fra evighed og før tiden begyndte Brahmas Tanke og Vilje i fuldkommen ro i dyb søvn. Da randt med ét en urosdirren gennem Altet. Brahmas Tanke og Vilje gøs tilbage for mørkets onde urkraft, og rakte kærligt med langsomt vågnende hænder efter lyset og hinanden. Lyset tiltog i styrke. Det dæmrede. Gennem kamp mod mørket nåede Brahmas Tanke og Vilje lysets to kerner. Tanke og Vilje vågnede. Det blev morgen. Efter ukendte evigheders kamp mod det onde mørke, forenedes Brahmas Tanke og Vilje, og Brahma fremstod af lysets skød som den Højeste. Da begyndte tiden. Sådan vandt Brahma Alvidenhed og Almagt, sådan dannedes Brahmas hjerte til Alkærlighed, og sådan begyndte kærlighedens og livets evige krønike og historien om mennesket.[6]
I ukendte evigheder havde tidens stille, rislende kilde dryppet godt og ondt i menneskenes dybe bæger, da Ráma var konge i Ayodhya, der lå i det nuværende Indien i delstaten Uttar Pradesh. Af ydre var han konge for folket og af folket, af sind var han kongefodslæge for de faldne ånder, der hovmodigt begærer det Universelle Kongedømme, en værdighed og ære, der ene tilkommer Brahma, den Højeste.
Om Ráma og hans elskede Sítá synger digteren Valmiki i det gamle epos Ramayana; om hvordan Sítá ranes af Rávan, konge af Ceylon, det nuværende Sri Lanka, og om hvordan Ráma med sin hær belejrer Ceylon og vinder Sítá tilbage. Ved rejsende digteres mellemkomst eller ad tankeæterens tidløse bølger har denne historie fundet vej til andre folkeslags hjerter og karakter og myter, og vi genfinder historien – i en anden skikkelse dog – hos grækerne i Homers digtning. Eller; måske var Homer den første til at sætte den evige kærlighed et poetisk monument i sine vers. Men hvad betyder tid mod evighed? Jeg kan ikke afgøre, hvem der var først, og det er også ligegyldigt. Historien tilhører hverken indere eller grækere specielt, men alle mennesker, og jeg vil nu søge at gensynge dele af det oldindiske epos for det moderne øre – ikke i dets ydre skikkelse, men efter dets kerne, i fald jeg formår at opfatte den. Historien begynder en tidlig morgen, hvor den hellige flod Ganges henligger i en dis. Ud af tågen træder – nå, lad os høre…
Canto
OM. I stilhed stiger Solen i den tidlige morgen, jublende flygter duggen mod himlen, hvorfra den kom, nattens skygger viger for Solens brændende skive, fred hersker i Ayodhya, fred for dyr og mennesker. Sítá, den rene, unge kvinde, skøn som nymånen, træder hen til Ganges kølige bred, og sænker sit legeme i den hellige flod til sin sjæls renselse. Hendes tanker og hendes hjerte er rene, i hendes åsyn hviler skygger af nattens glemte drømme, eller af skjulte længsler, som tiden langsomt vil folde ud i livets skikkelse til blomst og virkelighed, eller brænde dem til aske og til intet, alt som tiden og Brahma vil det.
I Dandakás dybe, vidtstrakte skove dvæler prins Ráma, forvist fra kongeriget af den gamle konge, sin far Dasharathas yngste dronning, Kaikeyí. I sit eksil ledsager Rámas´ hengivne halvbror, prins Lakshmana, ham, og byder ham derved troskab og kærlighed. Ráma er stærk af legeme og ånd, forgæves søger det ondes grådige fingre efter lyde i Brahmas søn, han frygter intet ondt. Dog, hvem kender et menneskehjerte? Ráma frygter ingen fjender, men visdom bor dybt i hans indre. Han ved, at Brahma kan beskytte og skærme enhver, der giver sig i Hans Hånd, fra ydre fjender, men selv Brahma kan ikke beskytte os mod os selv. Ráma søger at vandre Brahmas´ veje i kærlighed, men lidenskabens ild luer i hans unge hjerte, og i hans legeme brænder hede længsler. Han søger afløb for den indre, mudrede flod, der gennemstrømmer ham gennem hårdt arbejde sammen med Lakshmana i skoven, hvor de må søge og finde deres egen føde og skabe sig et ly og værn mod vejr og vind og skovens vilde dyr. Ráma er stærk som klippen, men ofte skælver hans ånd. Ved aften knæler han alene i bøn til Brahma. Se i nåde og mildhed til mig, Herre. Menneske og intet andet er jeg.
Hævet over rum og tid spinder lyset, kærligheden sin evige tråd mellem Sítá og Ráma, Brahma holder bryllup i deres hjerter. Fra dét øjeblik søger også deres legemer hinanden i verden, de er ét af ånd og krop. Velsignet af Brahma træder deres evige kærlighed ind i rum og tid, og bliver krop og af denne verden ved det første kys, stjålet ved Chitrahútas høj, hvor Ráma og Lakshmana i sin tid byggede sig en hytte til et første ly i landflygtigheden. Tiltrukket af Rámas´ kaldende hjerte, har Sítás ånd og legeme fundet vej til sin elskede og til livet sammen med ham i de dybe skove. Men menneskehjertet er fuldt af uro, og heller ikke det onde hviler. Snart spændes mørke, hårde tråde af stål om deres bløde, sårbare ungdom, vejen går til sejr eller fald. Lad os nu følge dem en kort stund, hvad end skæbnen i lysets eller mørkets æter må have optegnet for dem.
Knuden bindes
I Ashoka Vatika i kongeriget Lanka sidder den frygtede krigerkonge, den ti-hovedede rakshasa[7], Rávan og ruger over nyt. Prins Lakshmana har lemlæstet hans elskede søster Shurpanakha, og en mørkets kilde åbnes i hans sind, og han sværger hævn. I ånden søger han Lakshmanas svage punkt, og finder prins Ráma og Sítá, som Lakshmana er hengiven med liv og hjerte. Jeg tager ikke Rámas´ liv, men det der er ham mere dyrebart. Dermed vil misdæderen betale med sin sjæl, som jeg har mistet min.
Sådan danner mørket ring og falder i lås omkring Rávans hjerte, idet han gengælder tilintetgørelse med tilintetgørelse, Sítás ran. Og kun tilgivelse ved den evige kærlighed kan hæve forbandelsen.
Ud af skoven, ind i mørket
Da Rávan ved list har bortført Sítá, og hun sidder i forvaring på krigerkongens slot på Lanka, er Rávans fald en realitet. Hadets glødende ild er ved den fuldbyrdede gerning frosset til sort, kold flamme, der ikke lader ham i ro hverken ved dag eller ved nat. Rávan hader, og Rávanlider under hadet. Men værst af alt: Også Ráma hjemsøges af hadet, da han gennem abekongen Sugrivas loyale general, aben Hanuman, får sandheden om Sítás ran overbragt. Og Ráma sværger i sit hjerte, at han ikke vil under sig selv rist eller ro, før Rávan er død, og Sítáer befriet.
Derfor forlader han sammen med Lakshmana Dandakás skove, og begynder den fatale rejse mod Lanka, fører krig mod Rávan, dræber Rávan, og dermed er også Rámas fald en realitet. Han har befriet sin elskede, og de bliver sammen ved hjemkomsten til Ayodhya kronet til konge og dronning. Ráma tvivler på Sítás renhed efter at hun har boet under en anden mands tag i en rum tid, og han udsætter hende for en ildprøve (agni pariksha), hvor hun kan bevise sin uskyld. Sítá består. Det ligner lykke og fred og en lykkelig slutning, men kun hvis vi måler historien med denne verdens alen og ikke med sandheden.
For sandheden er, at både Rávan og Ráma gengælder tilintetgørelse med tilintetgørelse, og derfor falder de begge. De er begge tragiske helte, og de tegner begge en kærlighed, der kun kan være og er tragisk. Historien ligner en fortælling om den store kærlighed, og dog er virkeligheden en anden. Det er en historie om, hvordan afgrunden kan åbne sig selv i det bedste og ædleste sind og hjerte ved lidenskaben, og hvordan noget der ligner kærlighed uden at være det, kan bringe selv den største ånd til fald og afgrund og indre ruin. Derfor vil jeg her til slut foreslå en alternativ slutning og mulig opløsning af knuden mellem de involverede parter. Ikke i digt, jeg er ikke digter, men i klartekst og ud fra Vandrer mod Lyset.
Kontrafaktisk
Hvis det gode bruger det ondes metoder, taber det. Man kan godt møde det onde med ondt, og man kan måske derved vinde sig et kongerige, men man betaler med sin sjæl, det hellige i én. Derfor forløser digte og eventyr som Ramayana og lignende kunstværker (fx også J. R. R. Tolkiens Ringenes Herre, J. K. Rowlings Harry Potter saga og Richard Wagners Nibelungens Ring) ikke mørket i verden, men cementerer det og dermed de menneskelige lidelser, også selv om man anlægger en rent eventyrlig, mytologisk synsvinkel, og ser skikkelser og handling som ydre billeder på indre realiteter. Disse værker snarere binder end forløser den menneskelige ånd fra gamle og uhensigtsmæssige tanke-, følelses- og handlingsmønstre.
Det gælder om – hvis vi vil forløse det onde og styrke det gode – at udpege en anden vej, hvor man møder ondt med godt. Og det er simpelt – på papiret. Hvis det onde i Ramayana i Rávans skikkelse skulle forløses, så ville det være nødvendigt for det gode, inkarneret i skikkelsen Ráma – ikke at dræbe Rávan – men at møde ham med forståelse, medfølelse og tilgivelse. Forståelse ud fra de lidenskaber Rávan handler ud fra, medfølelse med de lidelser hadet bringer Rávan, og ud fra denne forståelse og medfølelse da at tilgive ham. Kun derved har det gode en mulighed for at nå helt ind til mørkets hjerte og forløse det.
Hvis denne vej følges, vil det onde ikke kun forløses – det vil ophøre med at eksistere. Det vil i hvert fald ophøre med at handle ondt – fordi det eller de onde derved vindes tilbage til det gode, lyset. Mørkets motor er brudt. Det har ikke længere drivkraft. Det er ophævet i sit inderste. Lyset er brudt igennem, hvor mørket før herskede.
I den virkelige verden har vi en grundlæggende fortælling om dette i værket Vandrer mod Lyset, som fortæller om, hvordan det i begyndelsen af det 20. århundrede lykkedes Kristus og nogle få hjælpere at vinde Satan (Ardor) tilbage til lyset og Gud gennem forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn. Dermed brød de mørkets magt, og ved denne lysets gerning mistede det onde for evigt sin magt over Ardor. Han afventer nu i uvished menneskers mulige tilgivelse, en tilgivelse, der samtidig kan være en genvej for det enkelte menneske til lyset, paradis og Gud.
Forståelse. Medfølelse. Tilgivelse. Bøn. Dertil at stole på Guds Almagt, omsorg og Værn. Dét er den enkle nøgle til forløsning af og beskyttelse mod alt ondt. Dét er den nye ånd, Vandrer mod Lyset bringer til verden. Dermed er værket en bro mellem den gamle verden af had, hævn og vold, og den nye verden af kærlighed og fred, som er mulig, hvis vi vil det. For mennesker er det et simpelt valg. Et valg hvorved vi hver især og i fællesskab afgør fremtiden for menneskeheden.
Højtryk, 2025
[1] Teosofferne Helena Petrovna Blavatsky og Alice Ann Bailey
[2] Her afviger Bhagavad gita (kap. II) fra Vandrer mod Lyset, som siger, at der ifølge Guds love ikke findes retfærdig krig, men at tværtimod intet er så ødelæggende og nedbrydende for ens ånd som krig og drab. Den rette holdning i krig og fred er at stole på Guds beskyttelse, hvorved freden kan opretholdes eller skabes. Det menneske eller den nation som trygt ved sig i Gud Herren den Almægtiges Hånd, kan intet ondt ramme.
[3] Aldous Huxley i Fagre nye verden
[4] Jf Halfdan Rasmussens digt Ikke sandt
[5] Her må vi i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset forstå en uløselig forbindelse til Gud, ikke en bogstavelig sammensmeltning og dermed opløsning af individualiteten.
[6] For den fulde skabelsesberetning; se Vandrer mod Lyset
[7] Dæmon
Forfatterskabet Højtryk 