For Andreas Kværne var livet ikke et spejl, snarere et gammeldags fotografisk negativ, præget af nøjagtig reciprocitet:

Jo mere han anstrengte sig, jo mindre fik han udrettet, jo mere han begærede kvinder, jo mindre, nå ja, fik han, jo mere han sparede, jo fattigere blev han, jo mere han begærede sandhed, jo mindre fik han af den, jo grimmere han fandt sig selv, jo smukkere blev andre, jo mindre han kunne lide sig selv, jo mere påskønnede han mennesker, jo mere han læste, jo mindre omgængelig blev han; skønt læsningen fra første færd var ment som et forsøg på adgang til menneskenes land.

Dertil: De mennesker – så han – der vitterligt elskede livet, denne verdens lykkelige og glade, døde som fluer; af lungekræft, kol, hjertesvigt, nyresvigt, kræft i bugspytkirtlen, diabetes, alzheimers. Andet. Opfindsomheden er stor.

Hvorimod de ulykkelige og fortvivlede, mennesker med kroniske depressioner, skizofreni, ocd, almindeligt tungsind eller menneskehad og -frygt – kunne sejpine til de blev 100.

Kort: Denne verden lod til at være skabt eller formet i et udpræget uintelligent design. Hvad enten man tilskrev makværket en gud, naturlove, big bang eller fanden og hans pumpestok, så synes opskriften at være: Du får det modsatte af det ønskede, det modsatte af dit behov, det du begærer, vil aldrig komme til dig.

Nu: Sad han i sin etværelses lejlighed i Vollsmose – han havde drømt om en herskabsvilla på Langelinie – spændt som en bue til raseri, parat til skud. Dette.

Han besluttede: I stedet for bestandig at blive taget i røven af verden, ville han tage røven på dén.

Han blev doven, og opgaverne randt fra hans hånd som regnen falder rigeligt i november, han gjorde sig kold og ligegyldig over for kvinder, og fik alle dem han kunne ønske, han ødslede til højre og venstre med penge og gaver, og inden der var gået en uge, var han millionær, han begyndte at lyve systematisk og med vilje, og modtog sandheds åbenbaring dagligt, han holdt op med at læse, og tog verden og mennesker med storm for sit omgængelige og charmerende og afslappede væsen.

Så langt, så godt. Og så videre og så videre.

Jo bedre det gik ham, jo mere randt mistanken ham til sinde: Moder Jord føder af princip sine børn til smerte, til det modsatte af hvad de ønsker, drømmer og beder om. De børn, der undfanges i lyst, fødes til nød. Og lyst er der altid.

Så langt, så skidt. Og mere af samme skuffe.

Det værste var, at medgangen ikke gjorde ham lykkelig, men tværtimod fyldte ham med verdensforagt og lede. Han rugede over sin lille bitre kerne: Jeg er jo slet ikke sådan. Men det ser verden ikke. Verden er blind og dum. Den falder for de billigste tricks og kneb.

Jeg er følsom og elsker mennesker, men for ikke at gå til grunde, for at leve må jeg fornedre mig selv, gøre mig hård, omskabe mig selv i ondskabens billede, da går det mig godt, mennesker elsker mig, verden bærer mig på hænder og åbner mig palmebestrøet sejrsvej, verden ser på frimærket uden at læse brevet. Dette.

Hvorfor? tænkte han. Er det fordi denne verden er af det onde, en mørkets verden? Et mørke i vores sind, der ikke kan se, og derfor igen og igen træder fejl? Den værste af alle mulige verdner? Den omvendte verden? Modverdnen?

Hvis så: Findes der anden mulighed end selvmordet, eller som ideal at udslette verden og livet? Sætte punktum og ikke komma i fortællingen om mennesket?

Han ser ud ad vinduet på regnen, der falder efter at han har skrevet disse ord, dette brev til ingen. Og han er ingen. Eller ikke nogen endnu. Tavs folder han sit hjerte som hænder til bøn, hvisker ud i luften, som var alle mennesker samlet om ham i medfølelse og genkendelse:

Undskyld.

Højtryk, 2023