I ramme

Måske nogle husker fablen om den gale filosof, tilknyttet Højtryk, der købte sig en kasse øl (Albani), drak indholdet, vendte kassen på hovedet, trådte op på den og derefter tordnede mod magten for de intetforstående og ganske sagesløse forbipasserende i Kongens Have i Odense. Skræk og stræk og bræk; for ham kunne de intet gøre.

Jeg vil ikke sige, at det er præcis det samme, når jeg fortæller om den gale kunstner Carsten Ploug Olsen, også fra Højtryk, at han en skønne dag satte sig ved sin Macbook Air, efter at have proppet en hel pakke Stimorol Original i munden, og gav sig til at taste på livet løs. Vi kunne fx sige, at det sker nu, lige nu. Og aldrig siden. Lad os lade som om det kunne ske, som om det er virkeligt.

Alvor

Jeg sidder altså her, den hvide skærm skræmmer, lokker og forjætter, og jeg vil tale om logik, orden. Vi er vante til at betragte og anerkende visse logiske grundregler og principper, blandt dem identitetsloven, kontradiktionsprincippet og loven om den udelukkede midte. Dernæst tænker vi jo i årsag og virkning.

Men hvad nu – hvis denne logik, denne orden, kun giver mening i en lineær tidsopfattelse og verdensorden, og tiden ikke er lineær, men grundlæggende samtidighed, et evigt nu? Et evigt nu, der langsomt folder sig ud i et felt af omskiftelighed, men samtidighed? Et totalbillede, der hele tiden ændrer sig, men i samme tid, samme øjeblik? 

Eller hvis tiden er cirkulær og hele tiden vender tilbage til sit udgangspunkt, som dag følger på nat, der igen bliver dag, forår, der bliver sommer osv, før, der bliver nu, engang, der bliver nu og igen før?

Hvad hvis tid er forskellig for Gud, for dyr og for os? Hvis tiden er samtidig for Gud, lineær for dyr og cirkulær for mennesker? Fordi Gud rummer al tid, dyr har en begyndelse, en fødsel, og en ende, en død, og vi det evige liv, men med begrænset bevidsthed? Er tid afhængig af den, der ser, lever?

Hvis vi lytter til nogle af det tyvende århundredes vigtigste komponisters musik, Stravinskys, Messiaens og herhjemme Nørgårds, giver den så ikke kun mening i en ikke-lineær tidsopfattelse; felter af lyd og struktur og bevidsthed, måske samtidig overalt gennem værket, måske cirkulær; var de tro mod mennesker, eller ville de være Gud? Ville de skabe en modbibel, de fortabtes, gennem sære klange og totallyd, der er Guds, ikke mennesker mulige? Jeg siger med vilje ikke mulige, ikke tilladte.

Tag fx Nørgårds 4. symfoni, inspireret af den gale schweizer, Adolf Wölflis, produktion af billede, lyd, tekst. Symfonien har to bevægelser, Indischer Roosen-Garten og Chineesischer Hexensee, der – for den ikke-gales blik – egentlig er identiske: Det samme helvede, smilende og grædende, lysende og sort, forjættende og straffende: Den gale løber efter sin egen hale, og møder i sin forløsning det samme helvede, han flygter fra, det samme helvede med to ansigter.

Foregår denne musik i samme moment, sker lyden, kompositionen i samme evige nu, og bliver den helvede, fordi den vil være Gud? Jeg spørger og svarer ikke.

Eller tag Marcel Prousts monumentale romanværk, også fra det 20. århundrede, På sporet af den tabte tid, dette parallelle bevidsthedsfelt, skrevet og gennemskrevet med utallige udkast, skitser, genskrivninger som et klæde, hvor det næppe giver mening at tale om en definitiv tekst, eller hvor det definitive er tilfældigt, og kunne være på 100 andre måder, som livet?

Eller tag James Joyce´ mørke appel i Ulysses og Finnegans Wake. Ville også han alt, og kunne derfor intet? Ville også han være Gud? Gud for fortællingen? Gud for fortællingen om verden? Eller ville han bare overskide og overbrække sin egen rede, som en uvenlig anmelder skrev om ham?

Vi er gylpet ud af det tyvende århundrede af et stormbrud, et nedbrud, et opbrud, et sammenbrud (men også et gennembrud?), vi kommer fra angstens tidsalder (Bernstein), hvor alt var på spil, og nu igen. Skrev, malede, komponerede, byggede, tegnede det tyvende århundrede den nye bibel, en bibel hvor Gud ikke bliver menneske, men menneske Gud, og må vi derfor nu frelses fra vores eget storhedsvanvid, vores vrangforestilling? Må vi igen skrive den nye bibel til frelse for de fortabte, os, fortabte og uden kerne som vi er uden Gud?

De fortabtes bibel

Nu – det kan alt sammen være. Eller det kan være anderledes. Det eneste jeg siger er, at verden er fuld af tryllekunstnere. Uden problemer tryller de verden væk eller ved siden af eller bare mærkelig. Og de fortryller det hellige til uforståelighed. Opgaven er derfor ikke at affortrylle verden, men – netop – at affortrylle det hellige, det, der virkelig betyder noget og som bærer alt andet.

Så nu skærer jeg en stav af Livets Træ, og peger på dit bryst. Så ved du hvor det er, og hvor du står. Til hver en tid. Om så verden og tiden er samtidig, cirkulær, trekantet, fyldt med guirlander eller rester af Stimorol Original.

Tyggegummipakken er tom, hjertet og teksten er fulde, livet skal leves som det nu engang er. Andet er det ikke. Tror du?

Højtryk, 2022