Behandl medmennesket, som var det dig selv. Vi bør behandle medmennesket som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans eller hendes sted.

Denne tanke, som vi kan kalde grundstammen i en empatisk etik, kan – hvis den søges efterlevet – tage brodden af krig, borgerkrig og forfølgelse af mennesker:

Da vel intet land ville ønske selv at blive bekriget, da intet menneske ville ønske at blive dræbt eller forfulgt eller udsat for politisk motiveret vold fra sine landsmænd, og da intet menneske på flugt ville ønske at blive chikaneret, forfulgt, spottet og dehumaniseret oveni den tragedie det er, at være tvunget på flugt fra sit hjemland, og da enhver flygtning vil ønske at finde asyl og beskyttelse og barmhjertighed i et sikkert land, ser vi let rigtigheden i denne effekt af den empatiske etik.

Vi bør behandle alle nødstedte – fx flygtninge – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres sted.

Tanken kan siges at være en variant af Den gyldne Regel, som findes i en række traditioner, fx i Bjergprædikenen (Matt. 5-7): Gør mod andre, som du ønsker andre skal gøre mod dig.

Tanken kan også indarbejdes i lovgivningen, idet den er parallel til Kristi ord fra hans tale i Vandrer mod Lyset: Lovgiverne bør udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste paragraf og bestemmelse.

Da endvidere enhver vil ønske at blive elsket, respekteret, agtet og inkluderet i fællesskabet, er tanken også en rettesnor eller ideal for kærligheden, og kan siges at være en variant af næstekærlighedsbudet: Elsk din næste, som du elsker dig selv (3. Mos. 19,18).

Derfor ser vi let, at den empatiske etik – med sin rettesnor og ideal for al mellemmenneskelig adfærd – kan bane vejen for en bedre og mere fredelig verden, hvor mennesker kan leve i tryghed og fred, og dermed bedre kunne udvikle, forædle og højne sin ånd; det der ifølge Vandrer mod Lyset er den egentlige mening og mål med vores liv her på Jorden.

cpo 2021