I

Den lille, indre stemme i hende gik bestandig i rette med Ophavet. Den sagde: Da Du sendte min båd på havet, sagde Du: ´Følg bestandig kærligheden – det største –  og gør dens gerninger; da vil du finde Hjem, finde Mig´. Burde Du ikke have sagt: ´Vogt dig for og sky det onde, men sky først og sidst kærligheden; thi fysiske onder kan du forvinde – måske – men hjertets sorg og lidelse? Aldrig!´

´Skat, går du ned med flaget?´

De havde været til fødselsdagsfest hos Sophia, nu var de ved at pakke sammen. Han havde hænderne fulde. Nu knækkede han sammen.

´For helvede´, grinede han. Hun tog flaget ud af hænderne på ham. ´Så går jeg selv ned med det´. Han baksede instrumenterne – en trompet, en guitar og en stortromme – ned til bilen. De satte sig ind og vinkede op til de andre. Kørte. Der blev stille inden i hende.

Hun var klovn af overbevisning og nødvendighed. Jo hårdere livet bed, jo højere lo hun. Det var så komisk: Hjernen manglede aldrig grunde til at holde op med at lide. Hjertet kendte ingen argumenter, og led støt og uanfægtet videre. 

Måske kun hjertet kender sandheden, er sandheden – helt uafhængigt af fornuften – og sandheden er, at livet er lidelse? Er det virkelig sådan, spurgte hun sig selv. Livet er for fornuften en ligning med uendeligt mange ubekendte, og en sådan ligning kan som bekendt ikke løses. Hjertet kender svaret øjeblikkeligt, hvert øjeblik, og med usvigelig sikkerhed, men det er utilgængeligt for fornuft og sprog. Sandheden har ikke argumentets, men digtets, forkyndelsens, musikkens, mytens, hjertets, latterens form. Er det sådan, undrede hun sig. Så lo hun. Med en lille hård kerne af bitterhed. Hvad er hjertets sandhed? Er den nødvendigvis bitter? Hvad er hjertets lidelse? Er den døden? Er det den?

II

Hun knyttede næven mod Ophavet. Du gav os frihed uden grænser, fordi du elsker os uden grænser. Nogle misbrugte den, og bragte uendelige lidelser over Skabningen, uden at du tegnede en rød linje: Hertil, og ikke længere. Derfor siger jeg Dig: Fordi din kærlighed er uendelig, er vores lidelser uendelige! Du svarer: ´Skulle jeg være en mindre Gud? Skulle jeg ikke elske jer uendeligt? Skulle jeg ikke elske jer?´

´Det her er godt nok op ad bakke´.

Hun trampede hårdt i pedalerne. ´Og modvind!´, siger han. Prøver at holde trit med hende. Puster. Hun er en 5-10 m foran. Så flader terrænet ud, og de begynder nedstigningen. Hun ler mod ham. Han ryster på hovedet. Knytter næven mod hende i spøg.

Der er dette indre punkt. Vi kan ikke tåle at blive rørt dér, og ikke undvære det. Vi kan vælge mellem kærlighedens eller ensomhedens tortur. Men måske er der en eller anden, hende ukendt, fejl i denne ligning. Hun kunne ikke udgrunde det. Når hun var sammen med ham, led hun. Når han gik, led hun. Hun kunne simpelthen ikke forstå ham. Forstå kærligheden. Kan nogen? Hvad ville han, hvad ville hun? Var det det samme, eller hinanden modsatte ting?

Han ville have sex. Det er klart. Hun ønskede nærhed og varme. Og derfor kom han ind i hendes liv som en frontal kollision, en resolut sabotage af enhver tanke og længsel og mulighed for liv, der kunne leves. Måske tænkte han det samme om hende? Komisk. Hun lo. ´Hvad fanden griner du ad´? spurgte han så. ´Hvad fanden er det, der er så morsomt altid?´ Og så skrider det hele lidt sammen indeni hende. Kun en lille smule. ´Ingenting. Det er ingenting´. Så brister hun i gråd.

Da hun har grædt, knytter hun igen næven. Hvis de onde ikke var faldet, og hvis Du havde stoppet dem, ville jeg ikke lide sådan. ´Tag ansvar for dine egne fejl. Eller vil du kun være barn? Vil du være som dem?´ Den anden indre – ædle og grusomme – stemme, som aldrig lyver.

III

´Og de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste!´  

Stemmen kom – blid og frygtelig – i drømmen, og dens ord stod som prentet i luften over hendes seng, da hun vågnede. Hun tænkte på sit liv. Det land og den kultur hun var født ind i. Er det ikke dommen over den vestlige verden? Christa Wolf siger et sted, at det moderne menneske lever uden at have et valg. Og Günter Grass, er det vist, tilføjer, at efter Murens Fald og østblokkens opløsning eller transformation er det eneste vi har tilbage penge, magt og forbrug. Vores ledere og vi selv slider i hver vores ende af mammons gennemsuttede klud. Er der andet?

Vi kan vælge mellem to – ofre: Det indre eller det ydre menneske. Vi kan vælge mellem at dø af sult, eller rive hovedet af naboen og derved forlise vores hjerte og samvittighed. Et frygteligt valg, et ikke-valg. Det var det drømmens og evangeliets ord betød for hende. Måske selvmordet er en udvej? Nej, hun var nødt til at bære videre, leve, leve, leve på trods, også selv om det var umuligt. Hun ville ikke dø, kun have en smule fred. Og fred kan kun den levende føle, som hun engang skrev i sin dagbog.

Jeg kan hverken leve eller dø. Det er komisk. Men ingen ler. Heller ikke jeg. Et øjebliks stilhed. Så kom stemmen igen: ´Du skal kæmpe!´.

IV

Hun havde oplevet det så tit. Hvis hun kunne tænde punktet i sig selv lidt nedenfor brystbenet og lidt til venstre, latterens punkt med forgreninger ned i maven, kunne hun tænde det i andre. Så lo de. Punktet var glat og gyldent og rundt og helt uden ondskab.

Hun stod i mørke. Duften af hestegødning og savsmuld. Hun kunne høre lyset blive dæmpet i manegen, høre det på stemmerne, der tav. Der blev stille. Så lød en lille klokkes ringlen. Hun rensede sit indre, fandt punktet.

Nu gik tæppet, og hun trådte ind i det overvældende, stærke, altgennemtrængende, forventningsfulde, venlige lys, hun åbnede favnen for det, og latteren blev varm og uden kant og grænse, og den kom fra hende, fra ham, fra dem, fra alle.

Cpo 2021