Hvis Joe Dispenzas teori om kvanteuniverset eller kvantefeltet er rigtig (i bogen “Placeboeffekten”); den teori, at alle muligheder er tilstede i hvert nu på det personlige plan og for det enkelte menneske, og at man kan gøre de positive muligheder virkelige ved at se dem som muligheder, så kunne det tænkes, at det samme er tilfældet på det overordnede, globale plan for hele menneskeheden og kloden.

Hvis dette er rigtigt, så er det en kendsgerning, at vi kan tænke en verden, hvor den globale opvarmning er bremset, og gennemsnitstemperaturen er faldet til et passende niveau, en verden uden krig og deraf flydende flygtningestrømme, en verden uden sygdomme, sult og fattigdom, en verden, hvor mennesker er forenet i kærlighed og har lagt hadet bag sig. Dette er muligheder, og vi kan – hvis Dispenzas teori kan overføres på det globale plan – gøre dem virkelige ved at se dem som muligheder.

Måske spiller det her ind, hvor mange mennesker, der ser den gode verden som en mulighed i en ikke for fjern fremtid, og hvor mange, der ser de nu truende trusler om menneskehedens og klodens undergang, som muligheder.

Dette spiller ind i tanken om den positive visualisering: Ved at tænke sig den gode verden, og se den for sig, visualisere den, ved således at se den som mulig, kan vi gøre den virkelig.

Og hvorfor skulle vi så ikke gøre det?