I

Velkommen til den hellige skrift, skrevet med hjerte- eller næseblod, langsomt, sindigt drypper livsvæsken og danner tegn, disse.

Jeg skriver og du læser – om mening og blod, lys og mørke, og forbindelsen mellem de to, hvordan de gror af hinanden.

Jeg skriver, du læser – af en hellig skrift og en verden frisk fra fad, som den er og bliver og kan være: Det værende som er, og det ikke-værende, som ikke er, og derfor ophæver sig selv: Som en ulykkeånd, der søger hvile, som skramler henad asfalt som tomme flamingokasser i storm, ord, hellig skrift, denne.

Jeg skriver, du læser – sammen skaber vi en verden, verden, af tegn til tegn, til dig, til os. Lad digtet, verden begynde:

II

Digtet, der næsten sprænger sin digter, idet den nye vin hældes på gamle sække: Ord, endnu har han kun ord til sin rådighed, andet forstås ikke. Det er ikke fordi han tror læseren, dig, tumpet og tung, det er ikke fordi, men på trods af…

De gamle sække, ord, der ikke kan – eller kan de, dét må prøves – rumme den nye ånd, der her bringes ad libitum – eller gør den, dét må vægtes, for og imod – digteren har endnu kun ord, men så også og nu denne ånd, der daler blidt og krævende som stille sorg og fortrøstning: Gråd, der ikke vil og kan stoppe, denne flod, der flyder varsomt og voldsomt, som en hånd hævet til dom over en uforstående og uforståelig verden, en verden, der trøstigt og blindt som lemminger drager, haster mod og falder ud over kanten og drukner lykkeligt i deres egne tårers afgrund. Nu:

III

For Leonora Hvilesten var den hun fandt, når hun søgte sig selv – hende selv som hun havde mistet – selve den, der søgte; dette sug af længsel og behov, denne drøm, som tiden langsomt og punktligt oversætter til virkelighed, dette utydelige billede, der får kant og omrids efterhånden som tiden og teksten går og bliver til.

Hun kommer til verden, og verden kommer til hende, gennem disse ord, disse mørke tegn på den blanke skærm, eller dette hvide tegnet i mørke; mørke som omkranses af lys, eller lys indhyllet i mørke; sammen hæver vi – jeg, der skriver, og du, der læser -hende ud af glemsel og intethed, hæver lys af mørke eller mørke af lys, på den blanke, hvide eller mørke skærm, mørke behersket og begrænset af lys, eller lys, der på alle kanter trues af mørke.

Vi søger en kvinde, der søger sig selv, vi tegner hendes billede, hende vi søger, langsomt bliver hun virkelig – som en knyttet næve, der slår op fra teksten og skærmen, et råb, et kærtegn, som spørgsmål: Hvem er hun? Hvem bliver hun? Hvem er jeg, der skriver, og du, der læser? Hvad er verden? Hvad er meningen?

Leonora tegnede – som vel de fleste – sine længsler på blank skærm: Andre menneskers kroppe og ansigter. Derved fik de – andre mennesker og hende selv – et utydeligt præg, tegnet op som de blev af streger og dobbeltstreger og tegn og overtegninger; skitser, studier, udkast til og drømme om mennesker og et jeg, som kan være dig.

Men netop det utydelige præg, det tågeagtige, er den zone, hvori hun kan leve; måske er det forbeholdt de gale at se klart uden dobbelttegn og tåge, og måske er det derfor, de er eller bliver gale: Hun lever og tegner sine billeder i og af tusmørke; nedtonede billeder af en lykke og en fortvivlelse, der i fuld størrelse og helt klare og uden forbehold ville berøve hende forstanden.

Leonora planter håb og høster vished: Livet som det nu engang er eller bliver. Men det er så mærkeligt: De frø hun planter til lykke, gror til lidelse, og de frø hun sætter i smerte, vokser til fylde og ro. Livet er en ejendommelig bygmester. Som om det kender eller skaber vores inderste, og giver modsat af hvad vi ønsker og rummer og begærer; måske fordi det er dét, vi netop mangler: Fuldendelse, opfyldelse, helhed, rundethed.

Leonora er drømt virkelighed og virkelig drøm, en knyttet næve og et kærtegn; lige nu sidder hun og skriver disse sjældne tegn, eller hun læser dem med over skulderen og prøver at finde en mening eller sig selv; lys på den mørke skærm, på alle kanter truet af mørke, eller et altomvældende mørke vi prikker hul ind til med tegn og mejsel og lyssyl, et mørke omkranset og behersket af lys og den mening vi – jeg, der skriver og du, der læser – søger at fremskrive og indlæse af verdens inderste, uforståelige, hellige zone:

Dér hvor forståelsen stopper, begynder det hellige, og derfor tier jeg – må vi tie – hér, hvor Skriften ender, og du begynder.

Højtryk; 2022