Den litterære figur bliver først og fremmest synlig gennem form og afgrænsning – som en streg på et stykke papir, der giver omrids til en figur, man tegner. Er figuren uden streg, omrids, grænse, er den ikke synlig og troværdig og opfattelig – den er en ikke-figur som på et tomt stykke papir eller en blank skærm.
Dette gælder for så vidt både den skønlitterære og den faglitterære genre. I skønlitteraturen angiver grænsen, stregen karakteren ved dens omrids, i faglitteraturen – fx den filosofiske litteratur – giver erkendelsens erkendte grænse skriften substans og forankring og gyldighed.
Den kunstner og den tænker, der vil udtrykke alt eller erkende alt, ender med en formløs tåge, en ikke opfattelig skikkelse eller en ikke-erkendelse i forsøget på at erkende alt.
Det gælder også den religiøse litteratur og dens gængse paradoks: I forsøget på at udtrykke og formidle det guddommelige, alting, udtrykker man ingenting, idet man ikke tager hensyn til menneskets principielle begrænsning – overfor den ubegrænsede Gud.
Skulle vi kunne udtrykke alt om Gud gennem skrift eller billede, ville vi selv blive guder, og så har vi forladt det religiøse og er trådt ind i det patologiske.
Det handler altså om begrænsning, afgrænsning, streg.
For mig som forfatter har jeg den særlige udfordring i forhold til begrænsningen – både skønlitterært og faglitterært – at jeg i kraft af den sindslidelse, jeg har (skizofreni), har oplevet en personlig sprængning – henimod det grænseløse – ved mørkekraften kundalini, vækket gennem nogle personlige traumer, jeg stadig lider under eftervirkningerne af.
Derfor – tror jeg – bliver mine figurer og mine forsøg på erkendelse ofte uden begrænsning, afgrænsning, streg. De kan let blive formløse, tågede, eller helt uforståelige, uopfattelige – som blanke stykker papir eller en blank skærm.
Så min udfordring ligger i begrænsningen – at tegne stregen, grænsen og dermed figuren, at tegne erkendelsen gennem dens begrænsning. Som også her? Min tanke søger det totale, det komplette, det perfekte og ideelle, en altomfattende poetik og metode for erkendelse. Men ender med kun et perspektiv, en synsvinkel, et forslag?
Men er dét ikke også nok, eller i hvert fald noget, ikke ingenting?
Jeg tror, at jeg alt for tit bliver gud for min fortælling og den erkendelse, jeg søger at fremtænke og formidle, men nok så frugtbart vil det måske være først at erkende min egen begrænsning, så mine figurer og min erkendelse ikke bliver formløse, grænseløse, usynlige i deres skabers billede; så jeg ikke må gravlægge dem på samme tid og sted, de fødes i min søgen efter det totale. Som nu?
Måske er dét forskellen mellem kunst og ikke-kunst. Mellem erkendelse og uvidenhed. Mellem vid og vanvid.
Højtryk, 2023
Forfatterskabet Højtryk 