Nogen tid efter at Sokrates havde sin samtale med sin ven, sad han en aften på en bænk ved en lille dam i det centrale Athen. Dagen havde været varm, denne aften var sval og luften behagelig: Et voldsomt regnvejr og tordenvejr havde renset og lettet den.
Da kom tilfældigvis en anden af Sokrates´ venner forbi, hvor han sad, og de hilste og begyndte en samtale, som jeg gengiver her, sådan som jeg husker den:
Sokrates: Jeg er glad for at du kommer her, for der er nogle ting, jeg gerne vil drøfte med dig, noget som har forbindelse med nogle andre tanker og ideer, jeg snakkede med vores fælles berømte ven om for nogle dage siden.
Ven P: Det er også godt at se dig igen, omsider, og jeg taler gerne med dig om det, der nu ligger dig på hjerte. Hvad er det?
Sokrates: Jo, ser du, du har jo denne specielle opfattelse, at mennesket i bund og grund er ondt. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvorfor du mener det, og hvorfor du tænker sådan om os alle. Prøv at tegne billedet i få og enkle streger, så vi kan se tanken klart.
Ven P: Det skal jeg forsøge. Det var jo sådan, at Gud engang skabte mennesket. Og det levede lykkeligt i Guds Have gennem evigheder, må vi tænke. Men mennesket var ulydigt og gjorde oprør mod sin Skaber. Det faldt. Og som følge af faldet blev det ondt. Det onde er derfor, desværre, vores grundnatur. Heldigvis er Gud barmhjertig, og Han sendte derfor senere sin Søn for at rette op på miseren. Dermed blev vi frelst, i hvert fald de af os der tror. Men vores natur er stadig ond, og vi har bydende og presserende brug for Guds frelse.
Sokrates: Det er jo meget enkelt, og tak for den korte og præcise streg. Du har sikkert ret, og det står jo også skrevet i Bogen, så det må være sådan. Dog, der er en lille ting, du måske kan hjælpe mig med, så jeg bedre forstår. Sig mig: Når du ser på noget, fx denne dam, eller ænderne, der svømmer så fredeligt rundt i den, blomsterne, træerne med deres vældige kroner; kort: Når du ser noget, er du så ét med det, du ser, eller er du forskellig fra det?
Ven P: Jeg er naturnødvendig forskellig fra det. Mellem mig og det jeg ser, er der nødvendigvis en afstand, en forskel.
Sokrates: Det tænkte jeg nok, og det er vel sådan. Men nu: Når du derfor ser det onde, er du så ét med det, eller er du forskellig fra det?
Ven P: Jeg må så vel være forskellig fra det.
Sokrates: Er du der ser identisk med det, der ser, og er det, der ser identisk med din grundnatur?
Ven P: Ja, jeg er identisk med mit inderste, det der ser.
Sokrates: Og da dit inderste altså er identisk med dig, og da det, du ser er forskelligt fra dig, fra dit inderste, må da ikke dit inderste også være forskelligt fra det onde, du ser?
Ven P (sukker): Du har ret.
Sokrates: Og da dit inderste altså er forskelligt fra det onde, du ser, må det så ikke nødvendigvis være godt?
Ven P: Det tænker jeg.
Sokrates: Du er altså – trods fald og synd – i bund og grund god, og det ved vi, fordi du ser det onde og ser det som ondt. Og du er vel ikke så meget forskellig fra alle andre, som derfor også i bund og grund må være gode. I hvert fald dem der ser det onde og ser det som ondt, og derfor er forskellige fra det, eller hvad?
Ven P: Når du siger det på den måde.
Sokrates: Altså er mennesket i bund og grund – trods fald og synd – godt. Er vi enige?
Ven P: Det kan ikke være anderledes.
Sokrates: Det er godt. Lad os så bare standse her. Vi har jo rig lejlighed til at tale med hinanden en anden god gang. Lad os nu blot gå ud i denne herlige aften, og måske få et glas vin sammen i den rolige overbevisning, at vi sammen har klaret et punkt. Kom!
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 