Indledende bestemmelser og definitioner

Genstande bliver dels sanset, dels tænkt. Det vi sanser er egenskaber som hårdhed, farve, smag osv. Det vi tænker om genstandene er fx substans, kraft, delelighed, deres relationer og lovene for deres eventuelle vekselvirkninger. 

Gennem sansning af tingene danner vi anskuelser, gennem tænkning danner vi begreber om tingene (genstandene), og den måde hvorpå genstandene virker på vores forstand eller bevidsthed kalder Kant opfattelse (Empfindung).

De anskuelser vi danner gennem opfattelsen kalder han empirisk (erfaring), og den ubestemte genstand i en empirisk anskuelse kalder han tilsynekomst (Erscheinung). I tilsynekomsten kalder han det, der korresponderer med opfattelsen for opfattelsens materie, mens han kalder den måde tilsynekomsterne er ordnet på i vores forstand for genstandenes form. Tilsynekomsternes materie er os givet a posteriori (i erfaringen, empirisk), formen derimod er givet os a priori (uden om erfaringen, erfaringsuafhængigt), og dermed er den afsondret fra al opfattelse. Han kalder alle forestillinger, der ikke har spor af opfattelse og erfaring (empiri) for rene. De sansede anskuelsers rene form findes a priori i os (rene anskuelser).

Videnskaben om principperne for sansningen a priori kalder han den transcendentale æstetik i modsætning til principperne for den rene tænkning, som han kalder den transcendentale logik. Den transcendentale æstetik behandler således den sanselige erkendelse og betingelserne for den, mens den transcendentale logik behandler den intellektuelle erkendelse og dens betingelser. Forskellen mellem de to er transcendental – det vil sige andragende den måde, de to former for erkendelse sker på – og ikke logisk, hvilket jeg vil vende tilbage til i afsnittet om den transcendentale logik.

Rum og tid

Den sanselige anskuelse har to rene former, rum og tid, hvilke ligger til grund for al a priori erkendelse. Rum og tid er ikke empiriske og heller ikke diskursive, almene og tænkte begreber, men a priori anskuelsesformer, der ligger til grund for erfaring og diskursive, almene begreber. Anskuelser ligger til grund for begreber, ikke omvendt. Den sanselige anskuelse a priori er altså grundlæggende ordnet i rum og tid i vores forstand eller bevidsthed i henhold til den indledende bestemmelse af tilsynekomsternes, genstandenes form som den måde anskuelserne er ordnet i vores forstand.

Rummet er den ydre sans´ form, mens tiden er den indre sans´ form. I rummet og i tiden er genstandene os givet eller kommer til syne for os (erscheinen), også de indre tilsynekomster, fx følelsernes og tankernes strøm i tiden og jeget, bevidstheden om os selv (apperception). Vi erkender kun genstandene som tilsynekomster (ved sansning og tænkning), ikke som de måtte være i sig selv. Rummet og tiden er ikke afgrænsede genstande, som vi sanser, men to uendelige heler, der ligger til grund for og betinger sansning og genstandene. Forskellige dele af rummet og forskellige tider er dele af det samme uendelige rum og den samme uendelige tid. Vi kan ikke borttænke rummet og tiden fra tilsynekomsterne, genstandene, men vi kan godt borttænke tilsynekomsterne, genstandene fra rummet og tiden.

Tiden er ikke en ydre, objektiv bestemmelse ved genstandene, som rummet er det, men eksklusivt knyttet til det indre menneske og vores indre erkendelse og tilstand. Vi kan derfor ikke sige, at alle genstande og ting er i tiden, men vi kan sige, at alle genstande og ting som anskuelser er i tiden.

Rummet og tiden har empirisk realitet, som betingelse for ydre og indre erfaring, og transcendental idealitet, som betingelse for genstandene selv og vores erkendelse af dem, fx deres bevægelse. Realiteten og idealiteten består i, at vi ikke kan gives en ting, som ikke står under rummets og tidens betingelser og måde at erkende på. Hverken rummet eller tiden har absolut realitet, da rummet er eksklusivt knyttet til den ydre verden, tiden til den indre. Rummet er altså ikke en egenskab ved det indre menneske, lige som tiden ikke er en objektiv egenskab eller et objektivt fænomen knyttet til genstandene i den ydre verden.

Erfaring er mulig, fordi forskellige dele af rummet er samtidige, og fordi forskellige tider følger efter hinanden.

Sætningen: Forskellige tider kan ikke være samtidige, kan ikke udledes af almene begreber eller af erfaringen, men er syntetisk a priori, og er indeholdt i anskuelsen og forestillingen om tiden. Begreberne om bevægelse (i rummet) og forandring (i tiden) er kun mulige ved forestillingen om rummet og tiden som a priori anskuelsesformer. Vores begreb om rummet og tiden indeholder syntetisk a priori sætninger og erkendelse ved den almene bevægelseslære (fra fysikken), og i geometrien er alle sætninger syntetisk a priori, fx sætningen at mellem to punkter er den korteste afstand en ret linje mellem de to.

Vi kan – videre end Kant – ikke sige, at rummet er i tiden eller at tiden er i rummet. Rummet og tiden er to væsensforskellige a priori anskuelsesformer og betingelser for erkendelse, som danner et samlet hele af det ydre og det indre.

Vi kan – også videre end Kant – sige om rummet og tiden, at de endelige genstande afgrænses og får form af det uendelige rum og den uendelige tid, at det der kendetegner genstandene er afgrænsethed mod det uendelige (rum), på samme måde som øjeblikket (nuet), det afgrænsede, begrænsede, afgrænses og får form af evigheden, den uendelige tid. Og vi kan sige, at døden, det endelige, afgrænses og får form af livet, det uendelige, hvis tanken om udødelighed og det evige liv er sand, hvilket er en del af undersøgelsens formål at afklare. Vi kan også sige, at godt og ondt, lys og mørke, afgrænser og giver hinanden form, idet vi opfatter det gode som det uendelige og evige, og det onde som det endelige og forgængelige, hvilket er sandt, hvis Gud findes og er algod. 

Generelt kan vi sige, at det endelige og det uendelige er to dele af samme helhed, og at de afgrænser og giver hinanden form, jf taoismens tanker om yin og yang.

Er Kant med den transcendentale æstetik kommet nærmere en besvarelse af spørgsmålet om, hvordan de syntetisk a priori domme er mulige? Ja, i og med at det er godtgjort, at vi har a priori anskuelsesformer, rum og tid, og idet vi har set, at fx i geometrien og i den teoretiske fysik (der blandt andet behandler fænomener og lovmæssigheder i rum og tid) bruges netop syntetisk a priori domme og erkendelse, synes vi at være kommet en besvarelse af spørgsmålet nærmere.

Men i relation til det endelige mål – at besvare spørgsmålene om Gud, frihed og udødelighed – synes vi ikke at være kommet videre med udpegningen af de a priori anskuelsesformer, idet vi kan mene, at hvis Gud findes, så kan det tænkes, ja det synes umiddelbart næsten nødvendigt, at Han må være hævet over rum og tid, og måske selv har skabt disse fænomener (hvilket hævdes i Vandrer mod Lyset), så kan vi foreløbig konkludere, at analysen af de a priori anskuelsesformer i den transcendentale æstetik (og i dennes del af propædeutikken til transcendentalfilosofien og derfra videre til den videnskabelige metafysik) ikke synes at bringe os videre.

Vi må imidlertid nu søge at følge Kant videre i den transcendentale logik, og der se efter spor til en videre vej, idet vi afslutningsvis for dette afsnit blot bemærker, at der er medklange i Kants tanker om tilsynekomster modstillet genstandene i sig selv i den hinduistiske tanke om et slør, der ligger over verden og dens fænomener, så at vi kun erkender et skin, ikke verden som den virkelig er. I den hinduistiske tradition anvises en vej til sand erkendelse og befrielse (moksha) ved gennem fx meditation og askese at erkende sin identitet med alguden, Brahma. Der er endvidere medklange i moderne kvanteteoris tanke om, at iagttageren påvirker det iagttagne, når vi måler (iagttager) på partikler på atomart og subatomart niveau. Ligeledes er der paralleller i Platons tanker om, at det vi ser af verden kun er skygger på væggen i en hule, vi som mennesker er lænket til, indtil vi – om muligt – vender os mod hulens indgang og går op og ud i det fri og ser verden, som den virkelig er (hulelignelsen fra Staten). Hos Hegel anvises en anden vej til ”befrielse” eller ”fuldendelse” ved en lang begrebslogisk udvikling drevet frem af negationen og negationens negation henimod målet, identitet mellem subjekt (det tænkende menneske) og objekt eller genstand i den absolutte viden. Hos Kant derimod er kløften mellem det tænkende menneske (subjektet) og objektet (verden) og forskellen mellem tilsynekomst og tingen i sig selv principiel og uoverstigelig. At der er denne kløft, betyder for Kant dog ikke, at det vi ser og erkender blot er skin. Der ligger realiteter bag det vi ser og erkender, virkelige genstande og objekter, vi erkender dem bare kun som de kommer til syne for os.