Som vi har sagt, prøver Kant at afklare spørgsmålene om Gud, frihed og udødelighed ad videnskabens vej. I æstetikken og i første del af logikken, analytikken, søger han at afgrænse erkendelsen ved at hævde rum og tid som a priori anskuelsesformer og som erkendelsens grænse. De genstande vi erkender, gives nødvendigvis i rum og tid, ligesom vi mennesker er i rum og tid. I anden del af logikken, i afsnittet den transcendentale dialektik, undersøger han, hvad der sker, hvis den rene fornuft søger hinsides disse grænser for netop at afklare de grundlæggende spørgsmål om Gud, frihed og udødelighed.

Vi kan derfor forstå Kant sådan, at svaret på de grundlæggende eksistentielle spørgsmål må findes hinsides rum og tid. For en senere tænker som Søren Kierkegaard er det anderledes. For ham er det netop paradokset: At det evige, Gud, i Jesu Kristi skikkelse kommer ind i det timelige, at Gud bliver menneske, og dermed kommer ind i rum og tid. Kierkegaard beviser ikke noget sted, at det er sådan. For ham ville et bevis være en latterlighed, da troen, dvs kristendommen, grundlæggende er paradoks. Han antager Guds eksistens, og antager at Han i Jesus blev menneske, og omkring denne antagelse bygger han sin filosofi. Som han siger et sted: Gud findes! Skælv!

Vi vil her forsøge at følge Kant et stykke på vej i den videnskabelige afklaring af spørgsmålene og ikke som Kierkegaard springe ud på de 70 000 favne ved troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt. Vi søger ikke dybet, men den faste grund.

Kant begynder sin dialektik ved at sige, at vi grundlæggende har to erkendelseskilder: Sansningen og tænkningen. Sandhed og illusion opstår ikke i genstandene som de anskues, dvs sanses, men i de domme vi fælder over dem, når de tænkes. I tænkningen opstår imidlertid heller ingen fejl, så længe forstanden overholder sine egne regler; dvs som grundregel så længe vi ikke bevæger os ud over de a priori anskuelsesformer rum og tid.

Kant skelner grundlæggende mellem immanente og transcendente grundsætninger i tænkningen: De immanente grundsætninger er dem, der ikke søger ud over enhver mulig erfaring af genstande anskuet i rum og tid. De immanente grundsætninger er legale, hvormed jeg mener, at de enten kan verificeres eller falsificeres i en videnskabelig undersøgelse. De transcendente (ikke at forveksle med transcendentale) er dem, der netop søger ud over erfaringen i rum og tid, fx spørgsmålene om Gud, frihed og udødelighed. De transcendente grundsætninger er illegale – de kan hverken verificeres eller falsificeres videnskabeligt – og de havner ifølge Kant uvægerligt i illusioner. Det er cirka her moderne videnskabelighed står, når den siger, at spørgsmålet om Gud og det religiøse simpelthen ikke giver mening, og derfor opfatter sig selv, ikke som antireligiøs eller irreligiøs, men areligiøs. Det er parallelt hertil for Kant den transcendentale dialektiks hovedopgave at lokalisere og ophæve de transcendente grundsætningers illusioner, det han kalder den transcendentale illusion.

Kant lokaliserer den transcendentale illusion til den rene fornuft. Da fejlslutninger som sagt ikke ligger i sanserne – da sanserne overhovedeet ikke dømmer, men kun skaber sanseindtryk, som fortolkes af fornuften, tanken – må fejlene opstå a priori, dvs uafhængigt af sansningen og erfaringen. Fejlslutningerne kan her ikke ligge i de analytisk a priori domme, da noget sådant let ville kunne afsløres og påvises, eftersom prædikatet, dommen, i en sådan dom eller sætning ikke ville udsige andet, end hvad der i forvejen ligger i subjektet, genstanden, der dømmes om.

Derfor må fejlslutningerne eksklusivt ligge i de syntetisk a priori domme, og de tilvejebringes hvis disse domme forsøger at gå ud over enhver tænkelig erfaring i rum og tid, sådan som det fx er tilfældet med spørgsmålene om Gud, frihed og udødelighed.

Hvis Kant har ret i denne tanke, er det også rigtigt, hvad han senere skriver om fornuftens antinomier; at et gudsbevis ad rationel vej ved den rene fornuft og skabt af mennesker er umuligt. Gud er – må vi tænke – hævet over rum og tid, og derfor må vi bevæge os ud over rum og tid ad den rene fornufts vej, for at bevise Hans eksistens – hvilket altså er umuligt ifølge Kant.

Men vi bemærker allerede her, at fordi det ad denne vej måske er umuligt at bevise Guds eksistens, forhindrer det ikke, at Gud kan eksistere. Vi må tænke, at et højeste Væsen, der er hævet over rum og tid, fordi Han har skabt disse fænomener, godt kan gribe ind og selv åbenbare sig i rum og tid for mennesker. Det er i hvert fald en kendsgerning, at sådanne åbenbaringer findes. Eller rettere: Der findes tekster, fx bibelen, koranen og Vandrer mod Lyset, som påstås at være sådanne åbenbaringer, og mange mennesker rapporterer derudover om personlige åbenbaringer af og kald fra Gud.

Det kan fx være menneskers personlige møde med Jesus, eller som i mit eget tilfælde: En åbenbaring af en Gud, jeg ser for mit indre blik, og hvis Magt og højhed, jeg ikke kan beskrive i menneskeord, en Gud, som jeg føler mig fuldstændig tryg ved. Denne Guds billede finder jeg klarest udtrykt i Vandrer mod Lyset.

Men vi må – også i respekt for hinanden og med den tanke, at alle vi, der har personlige erfaringer med Gud, kan tage fejl – indrømme, at hvis Gud eksisterer, og vores åbenbaringer ikke blot er tankespind eller illusioner, så må enhver åbenbaring af Ham (personligt kan jeg også sige Hun) nødvendigvis være begrænset, og de kan ikke fuldt ud udtrykke Gud og det guddommelige. 

Hvis Gud findes, og Han er den højeste, da ligger der i selve det, at Han er den højeste, at hvis vi mennesker fuldtud skulle kunne forstå og rumme Ham gennem en åbenbaring (gennem en åbenbaret tekst eller en personlig åbenbaring), da måtte vi selv hver især være fuldkomne og ”den højeste” lig Gud – hvilket selvfølgelig – også rent logisk – er umuligt.

Åbenbaringer er dog ikke nødvendigvis forbeholdt ”gudsmænd” og profeter. Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed – ikke hele sandheden, men dog noget af den – så åbenbarer Gud sig for alle mennesker næsten dagligt – gennem samvittigheden (skytsånden).  Dette er udførligt behandlet og beskrevet i værket.

Det foreløbige resultat af denne undersøgelse er altså, at vi mennesker ikke – hvis Kant har ret – spekulativt kan bevise Guds eksistens, men Gud kan godt selv åbenbare sig for mennesker fx gennem en guddommeligt inspireret tekst eller gennem en personlig og subjektiv åbenbaring. Sådanne åbenbaringer findes, eller de påstås at findes og løbende finde sted – også i dag – så forskellige de så i øvrigt er. Hvis samvittigheden er Guds stemme, eller et udtryk for Guds stemme gennem skytsånden, så er åbenbaringerne ikke teori men en realitet, og så er Guds eksistens ikke en teori, som vi kun kan tro eller håbe på, men et faktum.

Denne tanke kan være rigtig eller forkert, og jeg kunne nu forsøge at argumentere og undersøge sporet videre. Men vi kan i stedet afgøre sagen langt enklere og hurtigere – og sikrere – ved det vi kan kalde eksperimentel metafysik. Nemlig ved at du, der læser dette, forelægger spørgsmålet for din samvittighed: Kan det, jeg her skriver om Guds faktiske eksistens og stadige åbenbaring for alle mennesker være rigtigt?

Hvad end din samvittighed vil svare (du kalder det måske ikke samvittighed, men mavefornemmelse, eller at mærke efter eller andet), så er dét en bedre dommer, end alle argumenter, jeg ville kunne komme med. Så spørg, mærk efter, og få dit svar.

Slutnote

Kant skriver en del videre i sin undersøgelse om det, han kalder transcendental metodelære, men den del af værket vil jeg undlade at kommentere her. Jeg mener, at det, der startede som et forsøg på en videnskabelig efterprøvning af en teori, udtænkt af en af de største filosoffer nogensinde, har fundet sin naturlige afslutning på åben node, idet jeg overlader dommen omkring spørgsmålet om Gud til læseren og hans eller hendes samvittighed.

Jeg slutter altså ikke med et svar, men med et spørgsmål. For måske er det sådan sandhed skabes: Ikke ved at vi slår hinanden i hovedet med vores egne meninger og hellige bøger og profeter og gudsmænd og -kvinder; men ved nænsomt, forsigtigt at spørge det punkt i den anden, som ved besked. Og måske er det sådan, det skal være og er?

Højtryk, cpo 2021-22