Indledende om almen og om transcendental logik

For Kant udspringer vores erkendelse dels af anskuelser, dels af begreber. De to danner et samlet hele, hvor ingen af delene kan undværes, og som gensidigt påvirker hinanden. Anskuelser (i æstetikken) rummer begreber, og begreber (i logikken) kan rumme anskuelser. Den menneskelige erkendelse udgøres derfor grundlæggende af æstetik (sanseerkendelse) og logik (tænkning).

Både sanseerkendelsen (æstetikken) og tænkningen (logikken) rummer det erfaringsmæssige (a posteriori) og det erfaringsuafhængige (a priori), der også kan siges at udgøre to dele af den samme helhed indenfor erkendelsen. I æstetikken er fx genstandene som sansede a posteriori, og som tænkte a priori. I logikken er fx indlæringen af logiske principper og den dertil hørende opfattelse a posteriori, mens de underliggende logiske love og betingelser for tænkningen er a priori.

Kant skelner grundlæggende mellem det, han kalder ren anskuelse og ren logik på den ene side (a priori anskuelse og logik) og empiriske anskuelser og logik på den anden (a posteriori anskuelser og logik). I den rene anskuelse og logik er der ingen opfattelse tilknyttet, i den empiriske er der. Ren anskuelse og logik rummer formen under hvilken noget anskues eller tænkes.

Kant kalder evnen til at opfatte forestillinger for sanselig erkendelse, og evnen til selv at frembringe forestillinger for vores forstand. Den sanselige erkendelse kan ikke tænke genstande, og forstanden kan ikke anskue genstande. Uden den sanselige erkendelse (anskuelsen) ville ingen genstand kunne gives os, og uden forstand ville ingen genstand kunne tænkes.

Logikken kan deles op i almen og speciel logik. Den almene logik indeholder reglerne for tænkningen, den specielle logik indeholder reglerne for, hvordan vi tænker specielle, konkrete genstande rigtigt.

Den almene logik kan igen deles op i to dele: Den rene og den anvendte logik. Den almene og rene logik indeholder a priori principper for tænkningen og tænkningens, forstandens, formale brug, og for selve tænkningens form. Den anvendte logik udgøres fx af konkrete logiske operationer, foretaget af en konkret tænker.

Kant udkaster indledende til den transcendentale logik ideen til en logik, den transcendentale, der – modsat den almene logik, der både kan rumme a priori og a posteriori elementer – kun tænker genstande a priori og ved begreber. Denne logik skal godtgøre oprindelsen, omfanget og den objektive gyldighed af erkendelsen af genstande og erkendelsen selv a priori. 

Ikke alle erkendelser og forestillinger (anskuelser eller begreber) kan kaldes transcendentale, men kun dem, der intet empirisk har ved sig, og som er mulige a priori. Rummet og enhver geometrisk bestemmelse af rummet og genstande i det er ikke transcendentale forestillinger, kun de erkendelser ved rummet, fx geometriske bestemmelser, der intet empirisk har ved sig og som anvendes a priori, kalder han transcendentale. En erkendelse, der benytter rummet og genstandene i rummet a priori og ved begreber kalder han også transcendental, mens en erkendelse der er knyttet til sansningen kaldes empirisk. Der findes begreber, der kan anvendes a priori på genstande, ikke som rene eller sanselige anskuelser, men som operationer for den rene tænkning, og som hverken har empirisk eller æstetisk (sanselig) oprindelse.

Den transcendentale logik er altså en logik for den rene, a priori erkendelse ved begreber, både erkendelse a priori af genstande i rummet og i tiden, og af erkendelsen selv. Vi noterer derfor – parallelt til den transcendentale æstetik – at Kant bruger betegnelsen transcendental om måden og betingelserne for erkendelsen, her den rene tænknings a priori erkendelse ved begreber.

Da betingelserne for og måden hvorpå vi erkender i den transcendentale æstetik og logik er forskellige, idet vi i æstetikken erkender ved de a priori anskuelsesformer, rum og tid, og i logikken ved begreber a priori, er forskellen mellem æstetik og logik ikke logisk, men transcendental.

Et eksempel på a priori erkendelse i logikken ved begreber kan være identitetssætningen, A=A, mens loven om årsag og virkning rummer det empiriske i sig, at vi fx i naturen betragter visse fænomener, og derfra søger tilbage til deres årsager. Loven om årsag og virkning er således udledt af erfaringen, at visse virkninger har visse årsager, og derfor er den som empirisk betinget henhørende i den almene logik og ikke i den transcendentale i henhold til Kants bestemmelse af almen og transcendental logik.

Indledende om almen og om transcendental logiks analytik og dialektik

På spørgsmålet hvad er sandhed, er det traditionelle svar, at erkendelsen må stemme overens med sit indhold, sin genstand eller objekt. Men kriteriet for sandhed bør ifølge Kant snarere være, at erkendelsen stemmer overens med sin form. Erkendelsen må stemme overens med de almene sætninger og love for forstanden og fornuften, med sin form, og i den almene logiks analytik og dialektik deles erkendelsen derfor op i sine bestanddele for at afdække denne form, de grundlæggende sætninger og love og principper for forstanden og fornuften ved analyse (analytikken), og for at give en almen kanon eller værktøj for logiske domme og erkendelse (dialektikken). Den almene logiks analytik og dialektik andrager derfor erkendelsens form og dens korrekte brug, uafhængigt af dens indhold.

I den transcendentale logik isoleres forstanden (som sanseerkendelsen isoleres i den transcendentale æstetik) og dennes del i erkendelsen. Den rene, begrebslige erkendelse har som forudsætning og betingelse, at der er givet os genstande i anskuelsen (i rum og tid; jf den transcendentale æstetik). Den rene forstandserkendelses elementer og principperne for den, uden hvilke ingen genstande (givet i anskuelsen) kan tænkes, kalder Kant den transcendentale logiks analytik. Brugen af denne rene forstand kalder han den transcendentale logiks dialektik, og den skal levere en kritik af forstandens og fornuftens hyperfysiske (mis-)brug og dermed beskytte den rene forstand mod blændværk.

I en foreløbig kritik af Kants erkendelsesteori må vi sige, at når Kant senere i værket som hovedargument mod muligheden for at bevise Guds eksistens og bevise at vi mennesker har frihed og udødelighed, siger at fornuften og forstanden ikke kan overskride enhver tænkelig og mulig erfaring, så har dette argument sin første oprindelse i værket netop her. Kant hævder, at fornuften og forstanden kræver genstande givet i anskuelsen, i rum og i tid, for at kunne operere. Men dermed afviser han den syntetisk a priori erkendelse, den erkendelse der uafhængigt af erfaringen udvider vores viden.

Undersøgelsens opdrag er ikke at godtgøre om syntetisk a priori domme og erkendelse er mulige, men hvordan. Han viser, at de syntetisk a priori domme bruges i de matematiske sætninger og i dele af den teoretiske fysik, og da syntetisk a priori domme og erkendelse således er en realitet, går han fejl, når han siger, at forstanden og fornuften kræver genstande givet i anskuelsen, i rum og tid, for at kunne levere resultater, erkendelse. De syntetisk a priori domme og erkendelser har jo netop ikke genstande givet i rum og tid som fundament, hvilket ligger i selve definitionen for dem, og denne kritik af Kants teori gælder alle fornuftens antinomier, de fire konflikter, som han udvikler i den transcendentale logik.

Da Kants argument mod muligheden for at bevise Guds eksistens således synes ugyldigt og stridende mod hans egne tanker om de syntetisk a priori dommes realitet, er vejen til et muligt gudsbevis via fornuften stadig åben. Der er intet i vejen for at antage et suverænt højeste Væsens eksistens, et Væsen der har givet alle sine skabninger frihed og udødelighed, og søge at klargøre denne tankes rigtighed (eller fejlagtighed) via fornuften og forstanden i en rationel erkendelse, eller fx søge bekræftelse (eller afvisning) på tanken via kærligheden og hjertet, hvis vi antager, at Gud udover at være dette højeste Væsen også er en kærlighedens Gud og Herre. Vi kan i hvert fald ikke med Kants teori afvise muligheden. Det rationelle bevis ville – hvis det er realiserbart – kunne gælde som objektivt bevis for alle, kontrollerbart af alle, mens hjertets bevis ville være subjektivt og personligt for individet. Men begge dele skulle være muligt.

(Ufuldendt)