I Tankens arkitektur (2014) skriver Torben Boas om Nicolaus Cusanus (1401-1464), at han som en af de første hævdede verden som uendelig og dermed at det ikke giver mening at tale om verdens absolutte centrum, absolut tid og som følge heraf også bevægelsens relativitet, da bevægelse knytter sig til begreberne sted (i rummet) og tid. Ifølge Cusanus er bevægelse, tid og sted relative. Hermed foregreb han det moderne verdensbillede, som det blandt andet er præget af Einstein og hans relativitetsteori.
Opfattelsen af det relative, siger Boas, står i modsætning til det aristotelisk-ptolemæiske verdensbillede, som foreskrev Jorden som den begrænsede verdens ubevægelige centrum, og den videreudvikledes af blandt andre Nicolaus Kopernikus (1473-1543), Giordano Bruno (1548-1600), Johannes Kepler (1571-1630) og Galileo Galilei (1564-1642).
Hvis verden, som Cusanus altså som en af de første hævdede, er uendelig, er den også i hvile; eller rettere: Det giver ingen mening at tale om hvile eller bevægelse for en uendelig verden i sig selv, da hvile og bevægelse altid er i forhold til noget andet. Hvis verden som sådan stod i forhold til noget uden for den, noget den kunne være i bevægelse eller i hvile i forhold til, ville den ikke være uendelig. Der er intet udenfor en uendelig verden. Den uendelige verden er absolut.
Nu vil jeg undersøge: Hvad sker det, hvis vi indskriver Gud i ligningen, og dermed kombinerer de to opfattelser. Altså hævder dels verdens uendelighed, dels at denne uendelige verden har sit absolutte centrum både med hensyn til sted og tid i den uendelige Gud, en opfattelse som Vandrer mod Lyset giver mulighed for? Og hvad sker der, hvis vi udskriver Gud af ligningen, som moderne videnskab er tilbøjelig til?
Hvad er konsekvenserne af de to tanker, en uendelig verden med og uden Gud? Kan vi ud fra disse tanker og deres sammenligning vælge det rigtige eller måske blot det mest sandsynlige verdensbillede? Kan vi her hente inspiration i Boas´ teori om det absolutte og det relative, idet vi hævder Gud som det absolutte og verden og mennesket som det relative eller omvendt. Et menneske som under alle omstændigheder – idet vi følger Boas – i sin tanke rummer begge dele som grundlæggende tankefunktioner, det absolutte som det arkimediske punkt i forhold til det relative og verdens stadige omskiftelighed og forandring, og det relative uden hvilket erkendelsen aldrig ville komme i gang med sine forskelle og søgen efter ligheder, forskellige synsvinkler, udgangspunkter og iagttagelser?
Vi forsøger altså en tankebevægelse i overensstemmelse med Boas´ teori, hvor vi med den relative tankefunktion iagttager det absolutte, Gud eller verden og mennesker i en relation, og søger samvirke mellem de to opfattelser i en dialektisk proces ved begrebet til dannelse af en ny kontekst.
Grundlæggende tænker jeg forskellen, relationen, mellem de to opfattelser, en uendelig verden med og uden Gud, at i en uendelig verden med Gud er Gud det absolutte og verden og mennesket det relative, mens i en uendelig verden uden Gud er verden det absolutte og Gud det relative, Gud som relativ i forhold til mennesker, en idé undfanget af mennesker og uden realitet bag, en idé som har sin grund i menneskers forsøg på at forstå og forklare det uforklarlige, en idé som historisk har fået mange forskellige udtryk og billeder og formuleringer i hellige skrifter.
Og grundlæggende for de to opfattelser kan vi sige, at det faktum at der findes så mange og forskellige udlægninger af Gud og det guddommelige dels kan skyldes en realitet bag, en realitet der imidlertid er sløret af den menneskelige erkendelses begrænsninger, og som derfor giver så forskellige billeder, dels kan skyldes – ikke en bagvedliggende realitet – men at de grundmenneskelige spørgsmål og gåder til alle tider har været og er de samme, spørgsmål og gåder som stadig er ubesvarede: Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen, hvad er et menneske, hvad er verden, hvad er livet, hvad er døden osv?
De mange billeder af Gud og det guddommelige kan altså ses som indikation for begge opfattelsers rigtighed.
Man kan have den grundopfattelse – med rette eller urette – at den menneskelige tanke og vilje begge er frie, en opfattelse jeg ikke vil forfølge videre her. Men ud fra denne opfattelse som jeg antager, men ikke begrunder, vil min redegørelse her ikke så meget tage form af en egentlig teori med forsøg på bevisførelse for den ene eller den anden opfattelse, men snarere munde ud i et spørgsmål til læseren – og mig selv – et spørgsmål som jeg vil søge at gøre så åbent som muligt ved at tegne de to opfattelser så klart og loyalt jeg kan, og derefter overlade spørgsmålets besvarelse til hver enkelt selv. Dette i respekt for tankens og viljens frihed og den enkeltes integritet og ret til selv at tage stilling.
Først til opfattelsen af den uendelige verden uden Gud. Ifølge Ockhams ragekniv, (Ockhams razor), et i dag universelt accepteret grundprincip i erkendelsesteori og videnskabsteori, er den forklaring, som kræver antagelse af færrest mulige forudsætninger, den bedste. Princippet skyldes William af Ockham (ca. 1288-1347) og kaldes også parsimoniprincippet. Det har inspiration fra Aristoteles og hans værk Analytica posteiora med formuleringen: Vi må antage at alt andet lige er den demonstration at foretrække, som bygger på færre antagelser eller hypoteser. Ptolemæus sagde noget lignende: Vi anser det for et godt princip at forklare fænomenerne ved den simplest mulige hypotese.
Da opfattelsen af den uendelige verden uden Gud rummer i hvert fald én antagelse færre end den modsatte opfattelse, en uendelig verden med Gud – nemlig antagelsen af Guds eksistens – er den første opfattelse derfor umiddelbart den bedste og mest rigtige ifølge parsimoniprincippet.
Og det er jo også en opfattelse, der stemmer godt med empirien, vores umiddelbare oplevelse af verden. Ingen har – vist nok – set Gud eller hørt Ham tale direkte. Ingen sanseindtryk synes at kunne bekræfte Guds eksistens. Antagelsen at Gud simpelthen ikke findes behøver ikke føre til en opfattelse af verden som meningsløs og livet uden værdi. Tværtimod. Hvis der ingen Gud findes, og døden udsletter os en dag og for evigt, så kan livet netop af den grund ses som et enestående mirakel og så uendelig dyrebart, fordi det er så sjældent. Der er kun dét ene for hver af os. Og derfor kan vi værdsætte det så meget mere, nyde hvert øjeblik og søge at fylde det med mening og engagement og følelse helhjertet, fordi vi ved, at det ikke kommer igen, og at alt slutter en dag.
Det behøver heller ikke at føre til en depraveret moral og etik. Fordi vi ud fra opfattelsen af vores eget livs unikke karaktér og værdi må tilskrive alle andre den samme værdi og uerstattelighed og behandle dem derefter. Ja, vi kan tænke med en parallel til det religiøse sprog og dettes opfattelse af verden og livet, at vi også da i ånden er brødre og søstre, brødre og søstre der lever som børn og skabninger af den samme natur, under de samme vilkår og begrænsninger, med den samme herre eller moder, naturen og universet.
Den uendelige verden uden Gud behøver heller ikke at føre til uudholdelige begrænsninger for vores erkendelse og forståelse af verden og hinanden. I hvert fald kan vi også da med så meget større iver, undren og nysgerrighed søge at udgranske vores ophavs, naturens og universets, væsen og hemmeligheder. Og stillet overfor den uendelige verden og det uendelige univers kan vi føle en dyb ydmyghed, ikke nødvendigvis et hovmod, fordi vi selv vil ”være guder”. Vi kan se op mod stjernehimlen en kold vinteraften uden at gyse over universets tilsyneladende kulde og bundløse mørke, og takke det hele for vores lille pund varme blod, hjerte og hjerne og for det dyrebare øjeblik under stjernerne, der er os beskåret.
Det hele kan forklares også i en uendelig verden uden Gud. Og det vi ikke ved og kan erkende lige nu, kan vi måske opdage engang i fremtiden. Kærlighed, intelligens, dybe følelser og indsigt – alt det er måske opstået ved evolutionen og kampen for livet, og har givet os fordele som levende væsener i vores lille niche af livet, fordi det binder os sammen som gruppe og art, og gør at vi kan orientere os, planlægge, stræbe, erkende, overleve, leve og leve godt og tilfredsstillende.
Verden er storslået og smuk – i sig selv og fordi den rummer livet, du og jeg og alle de andre, dyr, mennesker, planter. Hvis vi lider, er det en del af prisen for det dyrebare og enestående liv. Og en dag vender vi måske tilbage til stjernerne, hvor livet og dermed også vi dybest set kommer fra – med en tak for lån.
Nu til billedet af den uendelige verden med Gud. I den religiøse tankefigur kan vi opfatte vi mennesker som dele af et universelt, guddommeligt fællesskab og netværk med Gud som det naturlige midtpunkt, Gud som har skabt dette netværk, og som giver det liv, kraft og energi ved Lysets livsnerve, kærligheden, som jeg har skrevet det i artiklen Paradigme, et netværk hvor vi er knyttet sammen med ubrydelige bånd, og hvor hver del øjeblikkeligt og momentant ved tanke og hjerte registrerer tilstande og forandringer overalt i fællesskabet, et netværk bundet sammen af fælles skæbne og bestemmelse og mål: Livet i Guds Rige, Paradis, i Guds umiddelbare nærhed i det liv der er i al evighed.
I denne verden er synden som tråde, der rives op i det guddommelige klæde, og skaber huller, som vi da ved sorg, anger og tilgivelse eller ved gengældelsesloven selv må stoppe og udbedre igen.
Også denne verden er uendeligt smuk og meningsfuld, og livet af uendelig og umistelig værdi. Vi har fået den frie tanke og vilje af Gud, og deraf danner vi vores personlighed og karaktér ud fra den givne rådiamant, idet vi sliber den til adel og smykke i livets gang og dagenes rullende trav.
Af Kristi Tale i Vandrer mod Lyset kan vi opfatte livet i den uendelige verden med Gud som en proces, hvor alle vores tanker og handlinger er som et stort kredsløb, hvor alt vi sender ud, vender tilbage til os selv, alt vi sender ud i verden af tanker og handlinger af godt og ondt vender i tidens fylde tilbage til sin ophavsmand, og bereder os hvert øjeblik fred og glæde eller lidelse og sorg, det sidste indtil vi lærer kun at så Lys og dets kerne, kærligheden, og derfor også kun høster kærlighedens velsignede frugt. Hvert øjeblik sender vi da i et billede både ud i verdenshavet på langfart, og bølger fra fortiden når vores kyst, blidt og roligt eller voldsomt og med ødelæggende kraft.
Men vores skæbne og bestemmelse er efter Guds Vilje fred og evig salighed.
Jeg har nu kort prøvet at give et billede af en uendelig verden med og uden Gud. Det kunne selvfølgelig gøres på utallige andre måder. Men hvad er fællesmængden, om nogen, for det jeg har tegnet, det mulige fælles og den nye kontekst ud fra det ulige og relative vi gennem den dialektiske proces ved begrebet og den absolutte tankefunktion kan danne ud fra de to pejlingspunkter?
Jeg tænker at fællesmængden eller den overenstemmende konklusion ud fra de forskellige præmisser som i paradigmeteorien må være tanken om livets dyrebarhed og umistelige værdi og verdens dybe skønhed, en fællesmængde og konklusion vi måske kan leve sammen som mennesker på i fred, og hvorved vi kan danne bro mellem os, ikke rejse mure – gennem kærlighed, anerkendelse og gensidig respekt.
Vi kan vælge at danne bro ved kærlighed, eller rejse mure med had. Opbygge os selv og hinanden eller nedbryde. Ligesom med de to verdensopfattelser og pejlingspunkter er der tale om et valg. Og valget er vores eget.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 