(Tanker over Thomas Manns roman – med særlig inspiration fra Vandrer mod Lyset)

I

I Thomas Manns roman Der Zauberberg (da. Trolddomsbjerget) brydes livet og døden, sundhed og sygdom i et kunstnerisk totalbillede. For den åndeligt døde kan andre menneskers kamp for livet – tolker jeg romanen – virke som grusomhed, uden at være det:

Det er kamp, og uden den er kun dødens (frygtelige) realitet – og skammen.

På sanatoriet Berghof i de schweiziske alper ‘forandres begreberne’; liv bliver til død, død til liv, og de to menneskelige positioner forstår ikke hinanden.

Verdens tryk trykker os i form; men giver vi efter, løber den os over ende, og vi ender i det formløse, bliver ikke-personer, en tom skal eller en blank skærm, hvorpå verden skriver sin skrift, en skrift, der burde være vores egen.

For at den syge kan blive rask, må man ville være rask. Sygdom, tungsind, lidelse kan være en fristelse, man må modstå (jf også Kierkegaard; og Kashmirs: ‘It’s too easy to go crazy, it’s way much harder to stay clear’).

Men der er ingen nemme løsninger til helbredelse nu og her. Det vigtige er retningen og vejen, som man må gå skridt for skridt på livets slagne landevej; små skridt (jf Agerskov og generelt Vandrer mod Lyset):

For den, der i et spring vil bespringe tinden, lurer faldet, og den, der tager for store skridt, står i fare for at sprække bukserne.

Evighed er i Lysets forstand uendelig tid, i mørkets forstand ingen tid, døden.

II

I romanen giver Mann (5. Kapitel, Encyklopædi) nogle interessante tanker om sammenhængene mellem tid og liv:

Tid og livets værdi – tolker jeg hans ord – er omvendt proportionale sådan, at jo mere tid vi har, eller mener vi har, jo lavere regnes livets værdi.

Det kender vi parallelt fra markedsøkonomien: Jo sjældnere visse varer er (udbud), jo højere pris (efterspørgsel).

Derfra giver han nogle overvejelser om Øst og Vest, som jeg her tolker:

I Østen har man via hinduisme og buddhisme en opfattelse af megen tid (mange liv). Dette hænger også sammen med det vældige asiatiske rum (selve kontinentets størrelse).

Derfor regnes livets og individets værdi her lavt, modsat det mindre europæiske rum og tid (ét liv). I Asien ‘spilder man tiden, klatter den væk’, i Europa udnytter man den, og sætter også individet højt (fx gennem formuleringen af de universelle menneskerettigheder).

Men – giver det overhovedet mening at tale om tid, liv og værdi i matematiske, kvantitative begreber og størrelser (fx gennem omvendt eller ligefrem proportionalitet?)

Giver en sådan tankegang ikke det, der tilsyneladende begrænser livet, døden, for stor en vægt? Bliver da ikke døden livets egentlige værdi, eller en forudsætning for en høj vurdering af livets værdi? Det mener jeg – med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset.

For – reelt er der intet – heller ikke døden – der begrænser livet. Det, der egentlig er os, ånden, er evig, da vi er skabt af Gud og af Lyset, der er evigt. Det er kun kroppen, der dør, når vi ‘dør’. Døden har ingen magt over ånden, udover den (ubegrundede) angst vi kan have for den.

Men mørket og døden giver en skygge, en dybde og dermed en skønhed til livets billede.

Og derfor mener jeg ikke, at hverken omvendt eller ligefrem proportionalitet i relation til tid, liv og dets værdi giver mening.

Livet skal – tænker jeg – betragtes kvalitativt, ikke kvantitativt. Og derfor begrænses livets værdi ikke af evighed – tværtimod.

Livet er evigt og bliver mere og mere skønt i en kvalitativ betragtning; som en kunstmester, der langsomt forskønner sit værk, idet han arbejder det videre og videre i dybde, klarhed og skønhed.

Og denne kunstmester er – os selv.

III

I den vestlige kulturkreds har der i århundreder eller årtusinder været ført en hidsig diskussion, næsten krig, om forholdet mellem tro og viden, religion og videnskab.

En diskussion, der så vidt rammer ved siden af det væsentlige, idet dette ikke er spaltningen mellem det vi ved og det, vi tror – hvilket deler os – men derimod foreningen ved og af kærlighed og liv – der har potentiale til at samle os.

Kun de to – kærlighed og liv – er stærkere end døden og det onde, de kræfter, der ødelægger os gennem spaltning, opdeling, og som spærrer for det væsentligste; ofte i kærlighedens og det godes eget navn.

Tro og viden repræsenteres i romanen af hhv jesuitten Leo Naphta og humanisten og frimureren Lodovico Settembrini, der kæmper om bla hovedpersonen, Hans Castorps, hjerte og sjæl, og denne kamp – der har konnotationer til middelalderens kamp mellem Gud og Satan om menneskers sjæle – er ødelæggende for det indre menneske.

Hans Castorp ender med under en skitur, hvor han fanges i uvejr, en snestorm – gennem en drøm – at undsige begge.

Det vigtige er ikke, hvad vi tror eller ved, men om vi elsker, og det vigtige er heller ikke, om vi er kloge eller dumme, men om vi er gode – med det forbehold, at intet menneske er rent godt eller ondt. De fleste af os ligger et sted imellem. Og da bliver det væsentligste og vigtigste retningen:

Mod Lyset!

IV

Livet på sanatoriet Berghof i romanen er ‘Das Leben ohne Zeit, das Sorg- und hoffnungslose Leben, das Leben als stagnierend betriebsame Liederlichkeit, das tote Leben.’ (7. Kapitel, afsnittet ‘Der grosse Stumpfsinn’).

Dette ‘døde liv’ er altså fuldt af aktivitet og geskæftighed (‘betriebsame’), men helt uden vægt, alvor, konsekvens.

Fx forsøger én energisk og manieret at løse cirklens kvadratur, en anden har undfanget en ‘genial’ (=meningsløs) økonomisk plan for samfundet – altsammen ørkesløs, ligegyldig og tom aktivitet.

Igen lufter Mann her (som i starten af kapitlet) tanken om den nære forbundethed – måske identitet – mellem tid og liv. Tiden er for Mann både livets og fortællingens element, og ikke at agte tiden er derfor ikke at agte livet og fortællingen – for Mann en af de værste forsyndelser.

(Dette syn på tiden går igen i en anden af hans bøger, ‘Josef og hans brødre’, en romancyklus med bibelsk afsæt og tema; specielt i Jakobs forhold til tid og afsnittet ‘Forspil i helvede’).

Et andet sted i Zauberberg lader Mann en figur udtale – vel inspireret af den samtidige psykoanalyse – at fortrængt begær kommer tilbage i andre (forklædte) skikkelser – som sygdomme, og sygdommens (mørkt kan vi sige) geniale natur er netop at kaste mennesker ud i dette ikke-liv, ‘det døde liv’ uden tid, og derved sætter Mann gennem en tankerække lighedstegn eller afledning mellem og fra undertrykt begær (det oprindelige problem) og død.

(I buddhismen har man i øvrigt en lidt anden tanke, idet ‘begærets udslukkelse’ (altså ikke kun undertrykkelse) er del af frelsesvejen frem mod forløsningen, Nirvana).

I Vandrer mod Lyset siges det anderledes, at vi kan og bør undertrykke visse former for begær eller grunddrifter, fx trangen til selvhævdelse på den svageres bekostning, og trangen til at påføre andre smerte (vold), mens andre kan søges forædlet, men ikke udslukkes, fx seksualdriften.

Mht seksualdriften er et grundproblem og -konflikt i det menneskelige sind og krop, at vi ifl Vandrer mod Lyset er skabt kropsligt som polygame væsener (af de ældste), mens ånden (skabt af Gud) er strengt monogam.

Og da vi altså ikke kan eliminere denne urdrift, kun søge at forædle den, er og bliver den en stadig kilde til konflikt og indre og ydre uro for mennesker, en konflikt vi ikke kan bortlyve, men må prøve at forholde os til konstruktivt, fx ved – trods fristelser til det modsatte – at være og forblive en eventuel partner tro.

Tilbage til Mann kan vi – med psykoanalysen – sige, at fortrængt begær ikke kun finder ny skikkelse i sygdommen, men også kan sublimeres i fx kunstneriske, videnskabelige, filosofiske, sportslige ydelser og aktiviteter – altså grundlæggende gennem adfærd til udmærkelse, der skal tiltrække en seksualpartner (‘at være det største dyr på savannen’), og derved – ad omveje – tilfredsstille begæret.

Denne udvej for begæret må vel betragtes som mere acceptabel og konstruktiv end sygdommen (fx neurosen eller psykosen) omend heller ikke den er helt ønskelig eller legitim; dog meget menneskelig.

En tredje måde undertrykt begær kan finde afløb, kan være gennem vold (og på samfundsniveau krig).

Efter min opfattelse udtrykker Mann i sin roman meget væsentlige tanker, der kaster et klart lys over mange sider af det menneskelige liv.

Hans roman (og ikke kun Zauberberg) er som Picassos ‘Guernica’ – en blitz, et øjebliks pludselige gennemlysning af dunkle egne i den menneskelige psykiske fauna og mentale og følelsesmæssige rum.

V

Zauberberg er en tidsroman (7. Kapitel, afsnittet ‘Strandspaziergang’). I fladlandet nedenfor bjerget går tiden. På bjerget på sanatoriet er tiden gået i stå.

Dette er en effekt af sygdommen, som anstaltes gennem undertrykkelse eller fornægtelse af begæret (jf også psykoanalysen).

Ikke sådan at forstå at begæret, lidenskaben, alene udgør og danner livet, men det hører med som møntens anden side. Medtages denne ikke, er livet halt, eller er slet ikke. En mønt med kun én side er en umulighed, en ikke-ting – som livet uden begær.

Idet begæret undertrykkes eller fornægtes, undertrykkes og fornægtes også livet, og med det tiden, som er livets element. Beboerne på sanatoriet har al tid, eller rettere – ingen tid, døden.

De lever ‘det døde liv’, kun som kroppe, krop uden ånd, idet de identificerer sig med sygdommen; under ærens tryk og høstende skammens fordele, er de flygtende fra livet, fladlandet, det normale, det raske, det sunde.

Ved at tegne denne skygge, tegner Mann samtidig det, der kaster skyggen: Livet. Gennem dødens realitet og konfrontationen med den, skabes det tryk, sanatoriegæsterne er flygtet fra. De er livets stedbørn, udkastede, udstødte. De har givet efter, givet op.

Æren er at blive stående i trykket, ikke synke i knæ, bære, at leve og insistere på at leve. Skammen er at give efter, en tragisk slaphed, hvis fordele (som Mann skriver om) i virkeligheden er et tab af liv, døden. Først åndeligt, så fysisk – gennem sygdommen.

Zauberberg er i sin afhandling af liv, tid og død ikke kun – som Mann skriver – en tidsroman, men også en livsroman, idet livet og dets skygge, døden, tegnes i et totalbillede.

Livet rummer døden, døden rummer ikke livet: Uden Lyset kastes ingen skygge. Derfor er livet det primære, skyggens kilde og forudsætning. Livet betinger døden, døden betinger ikke livet.

Uden Lys og dets skygge findes intet. Og dette intet er da egentlig døden, altings ophør, døden i sin egenkraft; dette forfærdelige.

Skyggen er døden under Lysets, livets kontrol, og det er dette Lys og denne skygge, Mann tegner.

VI

Frit efter Mann:

Henimod romanens slutning (7. kapitel, Fülle des Wohllauts) bestemmer Mann lidenskaben som tvivlende kærlighed. Dødens sikkerhed i denne verden, og livets og kærlighedens usikkerhed skaber denne tvivl og smerte, denne lidenskab og lidelse ved livets rod.

Vi skal ikke overvinde kærligheden, men overvinde tvivlens troldsplint, der fordærver den, overvinde lidenskaben. Men dette er at dø, da lidenskab – ud over at være tvivlende kærlighed – også er livet selv (jf tidligere kapitler). Dermed bliver overvindelse af lidenskaben et selvoffer, en ofring af os selv, døden.

Den grundmenneskelige fejl – næsten en arketype – er, at vi søger kærligheden udad, gør den afhængig af andre, hvor den (kun) kan leve frit og trygt og uden angst i os selv, i vores egne hjerter.

Ved at søge kærligheden i verden, i andre og ikke i os selv, ofrer vi os selv ved roden, og bliver bytte for de tungeste åndelige smerter og byrder og lidelser. Dét skaber kærlighedens og livets usikkerhed og dødens vished, og helbredelsen er ikke døden, selvofferet (mentalt eller fysisk eller begge dele), men at trække kærlighedsprojektionen tilbage, og søge kærligheden det eneste sted, den kan være og føles i sandhed og virkelighed: I os selv, i vores kærlighed til andre.

Det menneskelige grundproblem er ikke at blive elsket, men selv at elske, og når vi forstår dét, sænkes Ringen i dommedagsvulkanen (Tolkien): Verden og vi selv forløses, vi befries fra helvede og dets dybe smerter og lidelser, vi kan gå rensede ud i verden, ud til de andre, ud til livet gennem vores egen kærlighed. Det, der i sidste ende er vores rod, dét, hvorfra vi gror.

VII

I romanen afhandles – kunstnerisk – også psykoanalyse og okkultisme; vi kunne sige det underbevidste og det overbevidste (og oversanselige). Okkultismen får her omtrent den samme stedmoderlige behandling som ellers i samtiden; dels ved latterliggørelse, dels som afskyvækkende aktivitet.

Dette er berettiget for så vidt alt vrøvlet og alt det mørke, der fremkom på området omkring 1. verdenskrig, men skadeligt for de mægtige resultater, der også nåedes: Først og fremmest og uden sammenligning De tre gyldne Frugter (“Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset!” (med Supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”; alle udgivet ved Michael Agerskov).

De fjollede eller afskyelige eksperimenter, der digtes her i romanen (i 7. kapitel, afsnittet Fragwürtigstes) – fra en helt pjattet ånden-i-glasset-seance til en afskyelig tranceseance, der virker som en art åndelig dance macabre ledsaget af musik, blandt andet Charles Gounods opera Faust – ligger langt fra den alvor, højhed, renhed og ro, der præger Agerskov-kredsens virke og resultat, og åndsprodukter – her dele af dem – som denne skønlitteratur har givet vis medvirket til at stille det virkelige arbejde i et uheldigt vulgært og skurrilt eller direkte frastødende lys; dette sagt som en kritik af Mann.

Det skal tilføjes, at Agerskovs ikke var spiritister som romanfigurerne her – de tog indstændigt og offentligt afstand til spiritismen – men psykiske forskere. De kaldte ikke på “de døde”, men oversanselige intelligenser kaldte på dem; og resultatet og dets lødighed kan enhver overbevise sig om ved selv at studere de nævnte værker.

VIII

I sidste kapitel, afsnittet Die grosse Gereitzheit, gribes patienterne på sanatoriet af irritabilitet, vrede, nerverne er på højkant, og der er mange konflikter.

Det er som den vældige naturkraft, livsdriften – da den ikke kan finde naturligt udløb i meningsfuld aktivitet, fx i arbejde – får forvrænget form, kommer forvrænget for dagen og til verden og virkelighed gennem det menneskelige filter. Strømmen rammer indre modstand, begrænsning, blokering – sygdom og død – og resultatet er som når åvand rammer sten: Turbulens, uro, oprør.

De skændes, overfuser personalet, ja slås, og har mest lyst til bare at rive hovederne af hinanden.

I denne spændte atmosfære tager Hans Castorp, Settembrini, Naphta og et par andre på udflugt i bjergene til kurstedet Monstein, og det kommer til en krise. Spændingen sættes på spids mellem Settembrini og Naphta, der længe har ægget og ophidset hinanden ved deres dybe, indre modsætninger.

Krisens spids nås ved et foredrag af Naphta, der taler om frihed; frihed som et romantisk, snarere end et oplysningsbegreb, frihed som revolution og terror, frihed som reaktion mod oplysning og humanitet. Denne strid mellem Naphta og Settembrini, mellem tilbage- og fremadskuen, er en strid, en krig mellem tradition og fornyelse med brændpunkt i nuet og i ungdommen, her personificeret i Hans Castorp, en ungdom, der skal skabe fremtiden. Men af hvad?

Det kommer til en duel mellem Naphta og Settembrini. En virkelig og fysisk duel på liv og død. Med pistoler. På femten skridts afstand mellem duellanterne. Ikke mere. Hans Castorp forsøger til det sidste at forhindre duellen. Forgæves.

Da Settembrini, humanisten, ved duellen med vilje skyder det første skud langt over Naphta og således på en måde ugyldiggør, tilintetgør Naphtas person og position med alt, hvad han repræsenterer, reaktionen, vælger han, Naphta, at skyde sig selv.

Spændingen udløses, men det er ikke forløsning, det er en udgang på civilisationskampen mellem reaktion og fremskridt – for så vidt logisk, næsten naturnødvendig – en udgang på mørk node, med en stemning i mol. Hvad gives mere? Er der anden mulighed?

Finis Operis

Blad vendes på blad, i værket, i kalenderen, i tiden – tiden, der nu umærkeligt går i stå, eller rettere ophæves; tiden og dermed livet.

Hans Castorp – en karaktér, en drøm – umærkeligt ophæves, fordamper han, kun efterladende sig en svag duft af tid, der var, af melankoli idet vi vågner, og tiden, der igen begynder at gå i vores egne liv.

Hans Castorp blev ikke stående i trykket, livets og ærens, derfor må han – som Dostojevskijs fyrst Myskjin (Idioten) – opgives som karaktér og position. Han forsvinder, fortoner sig.

Han forsvinder? Måske. Dog nu: En dåd. En sidste. Et kald. En blitz. En krig. Verdenskrigen.

Dét rykker ham ud af dødens blide favn og kys, ud af glemslen, opløsningen, fordampningen, dét driver ham fra de dødes hus, Berghof, kalder ham endelig til fladlandet, hvis natur er krig og gennem den ødelæggelse af det, vi har kært og kæmper for.

Har vi da kun de to muligheder: At slutte pagt med døden eller med krigen, krigen som kamp for liv og rum og tid, mere tid? Må vi nødvendigvis som Faust slutte pagt med det onde for at vinde det gode, selv om det koster det gode? Vinder døden altid hvad enten vi kæmper for eller imod, hvad end vi kæmper for?

Vi håber det ikke, men slutter med spørgsmålet, åbent, for hver enkelt at besvare.

(Disse tekster (undtagen VI-Finis Operis) er også tilgængelige på min forfatterside på Facebook. Her let bearbejdede)

Højtryk, 2023