Det fremgår af Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64, at Gud da Han/Hun skabte de ældste, de yngste og menneskeånderne, skilte hver deres tanke og vilje, og at indsugnings-, tiltræknings-, og frastødningsevnen i forhold til Lyset og mørket derfra blev vakt til virksomhed fra den latente tilstand i Guds Væsen (Guds sammensmeltede, forenede Tanke og Vilje).
Når da vi igen på et selvstændigt grundlag og gennem hver vores kamp mod mørket får vores tanke og vilje til at smelte sammen til en enhed, da går tankens og viljens indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevne igen over til at blive latent, hvilende, hvorefter vi er upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed.
Spørgsmålet er da: Hvorfor bliver indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevnen – i forhold til mørket, må vi forstå – latent ved sammensmeltningen?
Sejren over mørket vindes ved tankens og viljens sammensmeltning, fordi indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevnen bliver latent. Men hvorfor bliver den latent ved sammensmeltningen?
Svaret er formentlig, at indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevnen bliver latent, når tanken og viljen har lært alt mørke at kende, og har overvundet det, så de ikke længere kan eller vil indsuge mørket, det onde. Så smelter tanke og vilje sammen.
Men hvorfor smelter de sammen, og hvorfor lever mørket så at sige af afstand mellem tanke og vilje?
At mørket lever af afstand mellem tanke og vilje kan have at gøre med det, der flere steder i Vandrer mod Lyset+ siges om nødvendigheden af at lære på et selvstændigt grundlag at lade sin vilje herske suverænt over tanken, lære at begrænse eller helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i livet gennem handling.
Så længe der er afstand mellem tanke og vilje, behersker viljen ikke tanken fuldt ud. Den fuldstændige beherskelse nås først, når der ikke længere er afstand mellem de to; dvs når tanken ikke længere begærer noget (af mørket), som viljen ikke er i stand til at føre ud i livet, virkeligheden, så markerer dette en tilstand, hvor der ikke længere er afstand mellem tanke og vilje; de smelter ved Lyset sammen til en ubrydelig enhed.
Det er også let at forstå, hvorfor viljen må lære at beherske tanken, så den, tanken, ikke begærer noget, som viljen ikke er i stand til at føre til virkelighed, hvis dette forstås som handlinger efter mørket, dvs onde gerninger. Gode gerninger må vi selvsagt gerne udføre.
Dermed mener jeg at have vundet et samlet svar på de nævnte spørgsmål angående det åndelige kulminationspunkt, tanke-vilje-enheden.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 