Nu – nu spejler himlen hjertet. Tænkeren spørger himlen om kærlighed og lidelse og sorg. Himlen svarer: For drømmere står den virkelige og fuldbyrdede kærlighed undertiden i vejen for den indre og drømte.

Den nat løb Tænkeren til bjerget og himlen, ikke for at udskrige sin smerte og trods, som han ellers havde for vane, men for at sige sandhed: 

´Den drømte kærlighed! Dette det indre glimtende, lokkende, gøglende, bedrageriske kraftpunkt og billede af en kærlighed, der altid begynder, måske i en stump af en sang, måske i et minde vi omskriver, eller et landskab, hvori vi vandrer sammen, hende og jeg, måske har vi aldrig talt sammen, men vi ønsker det, ønsker det brændende, dog kun hvis vi selv får lov til at skrive samtalen, som nu, og hun selv tier, eller er helt fraværende, en kvinde vi ser for os, for længe siden tabt og aldrig genfundet eller genvundet, en jeg søger og bestandig giver et nyt ansigt og en ny tilbøjelighed, måske afviste hun os dengang, og såret bløder stadig; det skaber hele illusionen, nu vil hun mig, i drømmen: 

Et billede jeg danner og bærer, måske hele livet, selv når jeg, som andre, har fundet kærligheden, selv da brænder drømmen videre, drømmen om en anden, billedet vi ser ret for os, lige for næsen, for vores øjne og vores hjerte, snart hende, snart en anden, som skyggen af et lys, vi bærer på panden og ved brystet og søger, skyggen af en længsel, et billede, en virkelighed i drømmen, et billede, et lys, der tændes og bæres og kaster skygge ved passage gennem polygam urdrift, og som får alle mulige, undertiden ukendelige, ansigter og udtryk i tanke, følelse, vilje og virkelighed: 

Rå urdrift, hvis natur vi nedblænder og retoucherer og skønmaler og omskriver for ikke at stå alt for beskæmmede tilbage med ødelagt selvbillede og tomme hænder, og kroppen, der på et splitsekund udregner det genetiske match, og vi finder hende tiltrækkende eller frastødende, vi digter om hendes høje byrd og intelligens og naturlige sødme, eller om hendes ondskab eller dumhed eller grimhed, alt efter vores endnu uundfangede og ufødte børn og deres levedygtighed eller livsuduelighed, vores børn, der løber som blege blodløse skygger mellem os, endnu før vi har talt med hinanden, vi bytter drømme, vores børn, endnu ikke i kød, måske aldrig.

Det er ikke nok at erkende det, indrømme det. Det går ikke væk. Måske brænder det med svagere flamme, hvis forstanden får lov at tale og virke. Men driften og begæret er et grundvilkår som trangen til mad og søvn, selv længe efter at kroppens krav er blevet mindre, eller måske helt forstummet, lever de videre som lette skygger eller gengangere eller svage ekko i tanken, ekko af en virkelighed, der var engang, eller de hæver sig som bølger fra glemte storme, der rasede engang, og som nu for længst er blevet stille, længe længe slår bølgerne mod kysten, måske hele livet:

Billedet af et en krop, min, som ønsker mange, og mit hjerte, som kun kender én, og min forstand, der snart løber til den ene, snart undskylder den anden, hjertet og kroppen og forstanden, disse tre, der strides som i Nietzsches indre kaosmodel; modsatrettede og uforsonlige magter, der brænder med forskellig styrke i hver sin retning, en mand eller en kvinde, måske os, der løber efter mange, i drømmen om én, forbi hinanden:

En lidende bag et lykkeligt ansigt, mit, en uro bag ro, en lidelse, der aldrig kan deles eller heles, kun gennemleves, gennemlides, hemmeligt, et ord, en sandhed, aldrig åbenbaret, en længsel efter orden og fred og integritet; og kroppen der evigt forråder hjertet, hjertet der lider, mit, kroppen der lider, mig der lider, i drømmen om dig og kun dig. Eller dig. Eller en anden.´

Således talte Tænkeren, og da han tav, løb en stjerne over himlen, måske som et tegn på at den havde hørt og forstået. Når himlen græder, falder stjerner.

Men hvem forstår himlens lys og sorg? Ikke jeg. Jeg er kun et menneske, dybt i mørket.

Cpo 2021