Som psykisk lidende har jeg – næsten hver dag – tanker om livet og døden helt tæt på. Jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg lider, om der måske er noget at gøre ved det, og over hvad der egentlig bærer og ikke bærer i livet og døden.

Jeg er nået frem til en ligning, som måske er rigtig: Jo mere vi lider, jo mere kan vi ønske os døden, og jo mere vi ønsker døden, jo mere lider vi.

Der er tale om en bagvendt tankegang, næsten en forbandelse, hvor døden forstærker lidelsen og får os til at lide endnu mere ved at vi kan ønske den; som en slags akustisk, eksistentiel tilbagekobling, et selvfodrende helvedeshjul med en tiltagende mental hyletone i hoved og hjerte.

Jeg forstår begrebet og fænomenet døden i bred forstand: Som alt det, der hæmmer, bremser eller måske helt tilintetgør liv.

Tænk på hvordan vi lider, hvis vi mister en nærtstående; en forælder, en partner eller ægtefælle, måske et barn. Her kan døden få os til at lide, så vi selv ønsker døden, og hvis vi gør det, lider vi endnu mere, idet vi trækkes væk fra livet og den mentale eller fysiske sundhed.

Vi kan jo miste på mange måder. En forælder, en ven, en partner kan dø fra os, og vi kan skilles fra hinanden uden at vi ligefrem dør. Døden gør, når den nærtstående dør eller vi skilles, at vi mister meget konkret, eller at vi mister en del af os selv, som når en skilsmisse river os en lille smule i stykker.

Når vi lider, kan vi tænke, at livet er lidelse; en tanke, der har en dyb religionshistorisk resonans i hinduisme og buddhisme (og måske også i kristendom): Tanken om livet som lidelse og udfrielsen fra ´lidelsernes hjul´ eller nødvendigheden af at tage sit kors på sig, bortdø fra verden og vandre lidende gennem livet, håbende og måske troende på frelsen. Og hvis vi tænker, at livet er lidelse, så er det så nærliggende at ønske sig døden.

Men hvis det er rigtigt, at det er døden – og ikke livet – der skaber lidelsen, så vil en sådan tankegang forstærke lidelsen og få os til endnu mere at ønske døden, hvorved vi lider endnu mere osv, som jeg har forsøgt at skildre ovenfor. Måske er det hinduistiske og buddhistiske lidelsernes hjul udtrykt ved og identisk med ovenstående ligning.

I denne forståelse er det altså døden, der skaber ´lidelsernes hjul´, og udfrielsen af dette hjul går ikke gennem døden, men helt enkelt gennem livet: Ved at rette fokus på livet, det gode i livet, venner, fysisk og mental sundhed, kærlighed, ved simpelthen at leve kan vi – måske gennem år eller årtier – langsomt hele de indre sår, vi vel alle bærer rundt på.

Der er altså ikke tale om et ´quick fix´, men om en livsretning for hele livet, en langsom heling gennem livet. Som jeg før har skrevet: Fred og lykke kan kun den levende føle. Og jeg tror, at det er sådan det er.

Cpo 2021