Det moderne paradigme opfatter jeg som en grundlæggende forestilling om mennesket uden kerne og faste værdier, der lever i et univers uden påviseligt centrum og i stadig udvidelse. Dette opfatter jeg som en kaosmodel for verden og livet.
Herover for står det paradigme, der gives med Vandrer mod Lyset: Mennesket har en kerne i ånden ved hjertet (i åndelig forstand), lyset, kærligheden er de faste og absolutte værdier, der bærer menneskets eksistens og kan give den retning, og Gud er Verdensaltets naturlige centrum eller midtpunkt. Dette opfatter jeg som en model for verden og livet præget af orden og stabilitet.
I Videnskabens revolutioner (The structure of scientific revolutions, 1962) betegner Thomas S. Kuhn et paradigme som en grundlæggende opfattelse eller ramme for en bestemt videnskab, og et paradigme modbevises ifølge Kuhn ikke, det forlades blot.
Michel Foucault udvikler i bøgerne Ordene og tingene (Les mots et les choses, 1966) og Vidensarkæologien (L´ Archéologie du savoir, 1969) det bredere begreb om epistemet og det diskursive rum som betegnelser for al viden og al tale i en given epoke. Det der ligger indenfor et givent episteme kan i en bestemt epoke i det diskursive rum siges, forstås og anerkendes, og det bæres oppe og fastholdes af magt og magtstrukturer, fx politiske magthavere, traditionelle medier (men ikke nødvendigvis sociale) og den offentlige mening. Det der ligger udenfor epistemet udelukkes af magt og magtstrukturer fra det diskursive rum og betragtes som sygt, vanvittigt eller meningsløst, det forstås og anerkendes ikke. Det jeg her kalder det moderne og Vandrer mod Lysets paradigmer er med Kuhns og Foucaults tanker snarere et udtryk for to modsatte epistemer i Foucaults forstand, end de er udtryk for paradigmer.
Vandrer mod Lysets episteme, der endnu kun er en mulighed, er set fra det moderne episteme meningsløst, da det tilsyneladende ikke kan bevises med de nuværende, anerkendte videnskabelige metoder. Dog rummer værket tanker og meddelelser, der formentlig vil kunne testes videnskabeligt, fx meddelelser om cellens og dermed det jordiske livs oprindelse, om universets form, struktur og oprindelse, og en udvidet model for elementarpartikler (lys- og mørkepartiklerne). Det moderne episteme er set fra Vandrer mod Lysets mulige episteme en kaosmodel for verden og livet og er dermed et mørkebillede præget af illusioner.
Det moderne episteme bygger på videnskab og videnskabens opløsning af det gamle, religiøse episteme, der blev holdt oppe af magtstrukturer som kirke, stat og konge. Det kan siges, at det er konstruktivt og i orden, at forældede religiøse forestillinger (jødedom, kristendom, islam) er nedbrudt eller er i gang med at blive nedbrudt, men ved at tage Gud ud af verdensligningen, har vi mistet det naturlige centrum og grundlag for vores forståelse af verden og os selv, og i stedet er trådt et centralt tomrum, et vakuum som et meteorologisk lavtryk, hvorom menneskers tanker, følelser og handlinger hvirvler i en ødelæggende storm (fortvivlelse, afmagt, vold, krig). Verdens struktur er i vores forestilling brudt sammen, det moderne brød igennem ved et sammenbrud fordi verdensbygningens bærende søjle, Gud, er fjernet, mener vi. Og dog er Gud en realitet.
Kunsten, både den seriøse og den trivielle, er ikke længere frontløber i kulturkampen og for fremskridtet, men afspejler eller genspejler i vid udstrækning kun den moderne rodløshed og splittethed og tomhed, som videnskabens kaosmodel af verden og mennesker har givet os. Kunsten er blevet en månekunst, ikke en solkunst, den er dekadent og ligegyldig. Da det videnskabelige episteme afløste det forældede religiøse episteme, hvilket også kan formuleres som det rationelles nedbrydning af det irrationelle, dannede kunsten med hovednavnet Voltaire front sammen med videnskab og tænkning. Men det gik os med et ord af Georg Brandes (skrevet i en anden sammenhæng) som den fulde bonde, der først faldt ned på den ene side af hesten, derefter på den anden.
Hvis vi skal opbygge en fredelig verdensorden og verdenskultur præget af orden og stabilitet, så kræver det, at vi ændrer vores grundlæggende forestillinger om verden og os selv fra det nuværende videnskabelige episteme til det episteme, der tilbydes gennem Vandrer mod Lyset. For vi handler på baggrund af vores tanker og forestillinger, og hvis forestillingerne er fejlagtige, bliver handlingerne og dermed verden derefter. Det kræver, at vi anerkender Gud som verdens fundament og midtpunkt, ikke som tidligere på et illusorisk grundlag, men Gud forstået som lysets og kærlighedens Almagt, den trygge, varme, nære og sande Gud, den ene Fuldkomne, åndens Skaber og Fader. Det kræver, at vi tager imod den hånd, som Kristus – ikke som en Gud, men som vores ældre broder i åndelig forstand – kærligt strækker ud mod alle mennesker gennem sin tale i Vandrer mod Lyset, og at vi ikke slår hånden af ham igen som dengang for omkring 2000 år siden, hvor vi hånede, forfulgte og korsfæstede ham, der ville bringe os kærligheden. Og det kræver før noget andet, at vi som menneskehed betræder den genvej til lyset og Gud, som Vandrer mod Lyset anviser, den genvej, hvis første skridt er en tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan), den genvej som består i erkendelsen af nogle grundlæggende sandheder, som Ignatius Loyola opsummerer i Forsoningslæren og genvejen (udgivet 1920 i tilknytning til Vandrer mod Lyset):
At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsaget af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesket som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende! Erkendelsen af disse sandheder, det er vejen til Gud. (Citatet her er let tilpasset til moderne sprogbrug og stavemåde).
Nu hvor genvejen for længst er blevet skabt og er en realitet i og med at det er lykkedes ved Guds øverste ledelse, ved Kristi indsats og gennem nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn at vinde den dybest faldne tilbage til lyset og Gud (i 1912), så er det op til os mennesker, hvordan vi selv vil forme vores verden, vores nutid og vores fremtid. Vil vi fortsat splittelsen, tomheden, volden, krigen, fortvivlelsen eller vil vi lyset, kærligheden, freden gennem genvejen? Som vi vil det, således bliver det. Men uanset hvordan det går, uanset hvilken vej vi vælger, så skal vi ikke gå vejen alene. For Gud og Kristus følger os.Men det værdigste og bedste for os vil være i ånd og sandhed at vise, at vi i åndelig forstand er Guds elskede børn; at vi svarer på Guds kalden som lyder dag og nat til vores hjerte og ånd; Gud som kalder på os, og som længes efter os ved sin uendelige kærlighed til hvert eneste menneske; Gud som længes efter at modtage enhver af os i sit Rige, Paradis, når engang vores lange og besværlige vandring mod målet er til ende.
(2026)
Forfatterskabet Højtryk 