Efter en tanke af Aristoteles kan vi mennesker ikke opfatte det uendelige, det grænseløse (Fysik; Metafysik). Det vi kan opfatte, må have en grænse, en form, en skikkelse. I ideen om et menneske ser vi ind i livets uendelighed, dets evighed i åndelig forstand, og ethvert menneskes evige, uendelige, universelle udviklingsmuligheder. Derfor kan vi ikke opfatte mennesket som idé.
Gennem handling får mennesket grænse, en form, en skikkelse, og dermed opfattelighed for sig selv og for andre. Gennem handling giver vi form til det formløse, grænse til det grænseløse, endelighed til det uendelige, timelighed til det evige. Gennem handling kender vi den anden og os selv, den andens og vores egen karakter. Gennem handling kommer vi til syne for den anden og for os selv.
Også i kærligheden som idé ser vi ind i det uendelige, idet kærligheden i sin natur og idealitet er uendelig, uden grænse, uden forbehold, med uendelige udviklingsmuligheder i det enkelte menneske. Derfor kan vi heller ikke opfatte kærligheden som idé. Den kommer først til syne, bliver først opfattelig gennem handling, idet den ved handling får grænse, form og skikkelse.
Rum og tid kan være forbundet på den måde, at de tre kendte rumdimensioner er indvævet med de tre tidsdimensioner, fortid, nutid og fremtid, som tilsammen udgør den tredimensionale rumtid (se min artikel Fysik og metafysik). Hvis rumtiden er uendelig, kan vi ikke opfatte den som idé. Rumtiden kommer først til syne for os og bliver forståelig, idet den får grænse ved tiden, der går for væsner og ting på bestemte steder i rummet.
Alligevel har vi ideen om et menneske, ideen om kærlighed og ideen om rumtiden. Men de får først synlighed og opfattelighed gennem sproget, som er handling, idet jeg fx tænker og skriver disse ord, og hvor de derved får grænse, form og skikkelse ved ord og sætninger. Ved sproget kondenserer tankens damp omkring ordets støvkorn til dråbe.
Ordene og sætningerne giver endelighed til den uendelige tanke; tanken der for os er uendelig i den forstand, at den rummer uendelige muligheder og først bliver endelig og forståelig og synlig ved viljen gennem sprog og handling. Ved ordene og sætningerne åbenbares den enkelte, endelige tanke født af den uendelige tanke i sig selv; som en mor undfanger, bærer under hjertet og føder sine børn ved det mandlige, viljen. Sådan omtrent udtrykte en Facebook ven det engang. Sådan bliver de uendelige muligheder til de endelige realiteter, sådan får de uendelige ideer endelig form, og dette er forståelse.
