Ved enkel og præcis streg tegner Georg Brandes i Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur ved sjælestudie en given epokes og digters grænse, men finder også derved omfanget. Det hele er udført i et sprog, der med tiden kun har vundet en let patina, en lille forvitring, der røber den ædle oprindelse. Han søger digterens enhed i værkets mangfoldighed.
Omvendt kan man – særligt hvor digtet har rod i en særlig livsanskuelse eller idé – søge digtets enhed i digterens mangfoldighed; digteren, det kæmpende, mangetydige væld af modsatrettede kræfter, følelser, stemninger, impulser, mål, ambitioner som kommer til udtryk, idet han eller hun tilkæmper sig sin grundanskuelse og sin plads i verden. Denne opfattelse af digtets enhed findes også hos Marcel Proust i På sporet af den tabte tid, hvor forfatteren taler om digteren, der bestandig skriver (på) det samme værk.
Og som hos Søren Kierkegaard og Paulus hvor grundideen er kristendom, paradokset og Kristus, en enhed hvorover digterne spalter sig i tusind nuancer og skikkelser, idet de ved grundideen, enheden, digter en Gud, der ikke findes, eller som de ser skævt ud fra det skæve udgangspunkt: Den dømmende og straffende, men dog også frelses- og paradisforjættende Guddom.
De må begge afdø fra verden i stedet for frit og med glæde at leve det liv, der er dem givet af Gud; en Gud, den sande, der ikke straffer og fordømmer, og som ikke kræver naturstridig adfærd af det liv, Han har skabt (i åndelig forstand), men som elsker det. Her går altså grænsen for både Paulus og Kierkegaard, her kommer døden i livets navn, her bliver forkyndelse til vildfarelse, dog sikkert tænkt og foredraget med god vilje.
I øvrigt er det denne opfattelse af Kierkegaard, jeg hentyder til i artiklen Litteraturens salt, når jeg der taler om intuitionens og instinktets enhed og den samlede plan for Kierkegaards værk: Kristendom og paradoks; en teologi, der er paradoks, særligt derved for ham at evigheden, Gud, ved Kristus kommer ind i tiden, det uendelige bliver endeligt, Gud bliver menneske i Kristus, som også Paulus – fejlagtigt – forkynder det.
Da således sandheden for dem begge er paradoks (Kierkegaard: Troen lyver os ind i sandheden; troen som et kors for tanken. Paulus (og Martin Luther): Retfærdighed ved tro, en tro, der er en forargelse for jøder, en dårskab for grækere), bliver livet det også, og derved peger de væk fra Gud og ikke henimod Ham. Denne opfattelse bygger jeg udover på læsning af Paulus og Kierkegaard også på værket Vandrer mod Lyset.
Kierkegaard er som tænker og forfatter – i hans egen streg – selv et paradoks. Han kalder flere steder i værket sig selv en fyrig tænker, altså noget på én gang udadrettet og indadvendt. Dette udtryk har sikkert sin grund i en erkendelse af hans virkelige, indre storhed, en storhed, en flod, der dog fik et skævt udløb i havet, værket i verden. Et geni i bestandig gæring og varme, frugtbart ved de modsatrettede kræfter i hans ånd, bestandigt fødende men dog stående på det samme punkt: Kristendom og paradoks.
Med hensyn til Brandes kan vi ud fra hans idé tegne hans egen grænse – idet vi næres sundt ved omfanget, indesluttet ved stregen – ved at citere et sted hos Wilhelm Heinse, der bruges som motto for tredje bind af Brandes skrifter:
En husgud af voks, på hvilken man ikke havde agtet, stod ved siden af en ild, hvori ædle kampaniske vaser blev hærdede, og begyndte at smelte. Den rettede bitre anklager til elementet. Se, sagde den, hvor grusomt du bærer dig ad imod mig. Dem dér giver du varighed og mig ødelægger du! Men ilden svarede: Du har intet andet at klage over end din egen natur. Thi hvad mig angår, så er jeg overalt og alle vegne ild.
Husguden smelter ved ilden, Gud dør som hos Friedrich Nietzsche og dermed også ånden, ånden som var så fremtrædende hos Brandes; uden at han – som så mange kloge, intelligente, åndfulde ateister fra vores egen tid – deri så og forstod paradokset.
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 