En fortælling om træer

Den dag kom jeg træt og stresset hjem fra kontoret. Du stod i køkkenet og var ved at lave mad. Børnene hvirvlede omkring – snart om dine ben, snart om lænestolen hvor jeg smed mig ned i et forsøg på at finde en smule ro og kraft til aftenen sammen med familien.

Pludseligt og uventet kom søvnen til mig, jeg har vel i alt sovet en fem minutter, og i denne korte tid kom drømmen:

Jeg befinder mig i en afsides dal i en stor by. Overalt blinker lygter, skilte, reklamer, informationstavler, og der lyder gennem dalen og byen en drønende rockmusik. Lygterne og skiltene blinker heftigt og råber: Her er kvinder! Her er begær! Her er ro! Her er lindring! Her er penge! Her er magt! Her er sex! Her er rus! Her er alt at vide! Her er du!

Jeg forsøger at lukke øjne og øren for den øredøvende kakofoni. Jeg lægger hænderne for ansigtet og stopper ørene til, men larmen bliver bare endnu højere. Jeg råber: Stop! Stop! Fjern alt dette, og lad kun det tilbage, der ikke er illusion og lygtemand!

Med ét bliver der helt stille, og jeg befinder mig i et grænseløst mørke. Der er intet at høre, intet at se.

Så – er jeg et lille grantræ, der står ensomt i skoven. Hen mod mig kryber en slange af ild. Slangen slikker op af mine grene, den snor sig om mig, den rykker mig op med rod, og vi udkæmper en kamp på liv og død. Jeg snurrer rundt, slangen snor sig rundt om mig.

Scenen skifter. Jeg står foran et stort træ, et træ, der er så højt at jeg ikke kan se dets top. Træet klapper mig venligt bebrejdende på skulderen. Så peger det ned mod sine rødder, der med guddommelig styrke og ro favner og bærer jorden. Jeg forstår. Jeg spørger det: Hvis du er livet, hvis livet er dig, som disse rødder og denne krone, hvis det er som dig, hvis livet gror med denne ro og langsomhed og styrke, er det så værd at leve?

Træet svarer: Dét svar må du finde i dig selv! 

Det store Træ giver mig en opgave: Find i skoven tre ting, som repræsenterer din fortid, din nutid og din fremtid. 

Som min fortid finder jeg et gammelt, nedfaldent, vissent blad, der klamrer sig til et levende træ. Det store Træ siger: Kys det blidt farvel, og kast det over skulderen!

Jeg mærker en varme og en sorg som is der smelter, og jeg kaster bladet bort uden at glemme det.

Som min nutid finder jeg et levende blad, der gror på et smukt men let forkrøblet træ. Jeg overvejer at plukke det, men lader være, lader det leve. Det store Træ siger: Du begynder at forstå!

Som min fremtid vælger jeg en kroget gren, jeg vil bruge som vandringsstav. Det store Træ siger: Du forstår, men forstår du helt?

Pludselig ser jeg dig stå under et andet stort træ. Du smiler til mig. Ler. Der er intet højstemt over det. Intet kunstlet. Intet uægte. Og så forstår jeg. Du er min fortid, min nutid, min fremtid. Og du er svaret på spørgsmålet om livets værdi. Svaret gror langsomt, med ro, med styrke, og bladet lever forenet med træet, staven slår rødder, og den gror til et lille stedsegrønt træ, som er mig; langsomt, med ro og med styrke.

Dette bliver tilbage, når alle illusioner falder!

Jeg ved ikke om det er Det store Træ eller mig selv, der taler. Måske er det os begge. Jeg vågner med et sæt ved at du siger, at maden er klar. Jeg gnider øjnene, rejser mig og går hen til dig.

Cpo 2021