I verden står mennesker i flok eller alene, og ser mod livets træ. Nogle ser mod træets krone og dets smukke blomster, andre ser ned mod de giftige svampe og gevækster ved dets rod. Derved, ved menneskers blik, vokser enten det smukke eller det hæslige.
I mange år har jeg haft den tanke, at man ved at søge at beskrive og gennemlyse mørket, det onde, kan man neutralisere og eliminere det. Det er ikke nødvendigvis rigtigt. Måske kommer man let til ved et sådant arbejde og en sådan indstilling uden at ville det tværtimod til at forstærke det onde.
Hvordan bør man da forholde sig til mørket, hvis man ønsker at svække dets magt i sig selv og i verden? Hvordan forstærker vi omvendt lysets, kærlighedens, magt, hvis det er det, vi ønsker? Hvad siger Vandrer mod Lyset til disse spørgsmål?
I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 4, siges det, at det åndelige mørke, det mørke der kan påvirke mennesker til at synde, kan afpolariseres på to måder: Gennem den onde og syndige tanke eller handling, eller gennem individets sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger, man har udført. Den første måde er selvsagt ikke at foretrække, hvis man ønsker at svække det ondes magt i sig selv eller i verden. Hvis man vil eliminere det åndelige mørke, må vejen derfor gå gennem individets sorg og anger.
I Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 71, ved redegørelsen for overbevidstheden, dagsbevidstheden og underbevidstheden, siges det videre, at mennesket gennem et ihærdigt tankearbejde kan eliminere det onde, de mørkekomplekser, der ved onde tanker eller onde handlinger kan dannes i tanken og viljen, komplekser som kan volde mennesket åndelig og psykisk uro og lidelse.
Hvordan kan disse to udsagn sammenholdes og forenes? Er det muligt at sige noget overordnet om det tankearbejde, der kan svække eller helt eliminere det onde fra menneskets bevidsthed i relation til individets sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger?
Jeg tænker at de to udsagn kan forenes derved, at for at et menneske kan sørge over og angre onde tanker eller handlinger, og derved frigøre sig for noget af mørket og de lidelser, der hører til det, må det nødvendigvis erkende disse tanker eller handlinger som onde, og denne erkendelse kræver et tankearbejde understøttet af viljen. Derfor er et ihærdigt tankearbejde nødvendigt for menneskets åndelige renselse og renhed.
Det er dog ikke altid at et menneske er parat til at erkende at det har fejlet, at det har syndet i tanke eller handling. Men før eller senere vil erkendelsen indfinde sig, eventuelt fremkaldt af de lidelser, der følger med mørket, og ved ønsket om at blive fri for disse lidelser; ved længslen efter ro i hjerte, sind og ånd, ved længslen efter åndelig renhed og fred.
Så vidt redegørelsen for eliminering af det åndelige mørke. I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, Kap. 1, s. 149 (stykket med småt) deles imidlertid både lys og mørke op i tre hovedafdelinger: Det åndelige, det astrale og det molekylare (eller materielle) lys og mørke. Hvad siges der i værkerne om eliminering af disse andre former for mørke?
Det astrale mørke findes i det astrale legeme og herunder i den astrale hjerne, foruden det findes på Jordens astrale genpart. Dette mørke repræsenteres i mennesket ved astrale mørkedrifter og -instinkter (Oversigten, s. 255-270), og disse drifter og instinkter må mennesket søge at udrense, eliminere eller højne i retning mod lyset. En sådan udrensning, eliminering og højnelse er i menneskets egen interesse, da det vil resultere i større åndelig og sjælelig, følelsesmæssig, ro og fred og harmoni. Det vil også føre til, at mennesket ved forplantning kan give en renere astral arv videre til sine børn, hvorved børnenes sjælelige og følelsesmæssige ro og harmoni og glæde styrkes.
Men for at kunne udrense og højne sit astrale legeme og hjerne er et ihærdigt tankearbejde igen nødvendigt. Mennesket må – ved tanke og vilje – erkende de lavere drifters eksistens, tilstedeværelse og natur som mørke, og ud fra det givne udgangspunkt, den astrale arv fra forældre og forfædre, af al evne søge den nævnte udrensning og eliminering af de astrale mørkeinstinkter og -drifter.
Hvordan denne udrensning og forædling kan finde sted, kan tydeliggøres ved et eksempel: Ethvert menneske arver gennem de astrale genparter forplantningsdriften. Fra de ældstes skabelse af menneskets fysiske og astrale legemer er vi mennesker fysisk og astralt set polygame væsener, dvs vi søger driftsmæssigt det størst mulige antal seksualpartnere for at sikre det størst mulige afkom. Fra Guds side er vi imidlertid i åndelig forstand skabt som strengt monogame væsener i den forstand, at vi er skabt som to og to evigt samhørende væsener, mand og kvinde, dualer. Vores fysiske og astrale legemer er altså polygame, vores ånd strengt monogam. Hvis vi derfor skal udrense og forædle, højne, det fysiske og astrale udgangspunkt i relation til parforhold og forplantning, må vi søge troskab mod en eventuel partner, og som ideal kun have én partner for hele livet. Det vigtige er her erkendelsen dels af de to spor i mennesket, det polygame og det monogame, dels af det polygame træk som værende af mørket, det monogame af lyset, og derefter at handle ansvarligt på baggrund af den vundne erkendelse. Hertil kræves et tankearbejde og en vilje til at handle i overensstemmelse med eller i retning af lyset. Til lysets måde at forholde sig til parforhold og børn hører også, at man ikke sætter flere børn i verden, end man er i stand til at forsørge og drage følelsesmæssig omsorg for gennem kærligheden, og at man ikke sætter børn i verden overhovedet, hvis ens legeme er behæftet med alvorlige, arvelige sygdomme. Dette sidste skal ikke ses som et forsvar for provokeret abort men derimod som et udtryk for, at man bør søge effektivt præventive midler, eventuelt sterilisation, hvis der er risiko for, at man kan give alvorlig sygdom i arv til sine børn (se Tillægget til Supplement I til Vandrer mod Lyset om ægteskab, børnebegrænsning og fosterdrab (provokeret abort)).
Et andet eksempel kan gives i relation til selvopholdelsesdriften, som alle mennesker ligeledes arver gennem forældres og forfædres astrale legemer og hjerner, og som Vandrer mod Lyset siger er en drift, der skriver sig direkte fra mørket. Normalt er det en god ting at kunne forsvare sig, hvis man er truet eller bliver angrebet, men spørgsmålet er, hvilke midler man bruger til sit forsvar. Hvis man forsvarer sig med alle midler uden hensyn til andre, og ikke viger tilbage fra vold og drab i forsøget på at forsvare sig, så bliver denne drifts mørkenatur indlysende. På samfundsniveau ses disse hensynsløse forsøg på at forsvare sig mod trusler og angreb som krig, hvilket kan forstås som et samlet folks samlede selvopholdelsesdrift, der giver sig et mørkeudslag. Heroverfor har ethvert menneske og enhver nation et effektivt alternativ, som er af lyset, det gode, nemlig bønnen. Da Gud er Almægtig, kan Han selvfølgelig forsvare og beskytte ethvert menneske og enhver nation, der trues eller angribes med vold, og som beder til Ham om denne beskyttelse i fuld tillid til at Han vil bønhøre en sådan bøn om, at freden bevares, og Gud kan yde denne beskyttelse med ikke-voldelige midler, så enhver trussel eller ethvert angreb preller fuldstændig af på det menneske eller den nation, der trygt ved sig i den Almægtiges Hånd og ved sig under Hans beskyttelse. Som der står flere steder i værkerne: Gud savner aldrig måder og midler hvorved Han kan gribe ind i det bestående, hvor end Hans hjælp er nødvendig, og når der bedes med fuld tillid om bønhørelse. Igen er det vigtige her det tankearbejde, der kan føre til en udrensning og forædling af den oprindelige mørkedrift, selvopholdelsesdriften, først og fremmest ved, at mennesket erkender driften som værende af mørket, det onde, dernæst erkender, at der er et alternativ til at forsvare sig med vold, krig eller drab, og derefter handler efter den således vundne forståelse.
Til sidst om udrensningen og forædlingen af den rent fysiske, materielle natur i henhold til Vandrer mod Lysets tredeling af lys og mørke, som jeg henviste til ovenfor. Først og fremmest er der de forhold, Vandrer mod Lyset nævner: Gennem uvejr, fx tordenvejr og orkaner, og gennem jordskælv eller andre naturkatastrofer afpolariseres en del af det molekylare eller materielle mørke (Oversigten, s. 281-282), og det således afpolariserede mørke føres da med det store kosmiske kredsløb til lutring og eliminering gennem Guds Flammevæsen.
Herudover tænker jeg, at menneskers forsøg på at forskønne deres legemer og deres omgivelser, fx gennem fysisk træning og en god hygiejne, og ved at holde sit hjem rent og pænt, samt ved at holde den omgivende natur i balance og i en god tilstand, som kan understøtte ikke bare menneskers, men også dyrs og planters liv og trivsel, bidrager til højnelsen og forædlingen af menneskets og Jordens rent fysiske, materielle natur, og dermed udrenser, eliminerer noget af mørket. Igen er det tankearbejde, der er nødvendigt for en sådan forskønnelse, og den nødvendige vilje til, at tankerne ikke kun forbliver tanker, men ved viljen omsættes til virkelighed, af afgørende betydning.
Det jeg har skrevet her, udtømmer naturligvis ikke emnet, som er stort, og der kunne tilføjes mangt og meget, som jeg ikke har med. Men enhver skulle her kunne finde en retning for forståelsen af, hvordan vi alle er med til – gennem vores tankers arbejde og ved vores viljes styrke – at udrense mørket, det onde, fra den menneskelige fysiske, astrale og psykiske, åndelige fauna, hvorved alle menneskers liv med tiden kan blive stadig lysere og mere fredfyldt og lykkeligt.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 