§21

Hvad er inspiration og intuition i Vandrer mod Lysets forstand? Inspiration er oversanselige personligheders – vel fortrinsvis skytsåndens – tankepåvirkning af dertil egnede mennesker – det vil sige mennesker med mediumistiske evner og anlæg – som opfatter tankepåvirkningen ved intuition; ofte ved pludselige aha-oplevelser af, at noget står fuldstændig og selvfølgelig klart i forhold til et spørgsmål eller problem, man arbejder med, og søger at løse.

Den inspiration vi kan opleve i dag, og som vi altså kan opfatte intuitivt, er mindre personlig og mindre direkte og intensiv end den, der lå til grund for Vandrer mod Lysets fremkomst, hvor navngivne oversanselige personligheder gav forskellige meddelelser, sandheder – og stod inde for dem med deres navn.

Det påhviler de nu og fremtidigt inspirerede mennesker at arbejde og stå frem med deres produktion – fx filosofiske skrifter som dette – i eget navn og på eget ansvar.

Det frarådes bestemt at stive vaklende tankebygninger – eller andre kulturprodukter – af tvivlsom oprindelse og lødighed af med kendte og velklingende navne for at vinde berømmelse og penge og magt; fx ved at påstå at Jesus nu siger dit, Buddha dat og Muhammed mange eksotiske og kønne ting – som kun hører til ét sted: På historiens mødding.

§22

Argumentet løber sine ender i det uendelige i uklare cirkler og blindgyder og ved et stadigt tankepres, hvor en vildvej fører til den næste, uden at tanken kan finde hvile ved kernen; en kerne, der stadigt smutter væk og ikke kan udtrykkes og nås ved bevægelsen fra A til B:

Der søges for dybt og i zoner, hvortil den menneskelige tanke ikke har adgang, eller argumentet skrider ved kernen som i sæbe ud i det endeløse, fordi mennesket bandlyser himlen og vil selv, eller ikke har tålmodighed, selvbeherskelse og tillid til at vente på svaret. Da har tænkeren ingen ro, og det han undfanger af sit eget, er kun røg og sløret tanke.

§23

Inspirationen og intuitionen springer glimtende fra åndens evige livskilder; argumentet suger træt og anstrengt på labben; det tørster meget; det gør ædel vin til brakvand, og tænker: Hvilken kostelig drik! Mere! Mere!

§24

Hvis altså inspiration og intuition står overfor argument, så tænker den nye filosofi måske: Her er vej! mens den gamle verdens tænker tænker med spot: Nå, hvad er så argumentet for dét?

§25

Logikere, empirikere, poeter, idealister, musikere, malere hiver alle i hver sin ende af sandhedens tov, og dermed er de ved at rive den, sandheden, ud af form og i stykker.

§26

Man kan selvfølgelig give sig i lag med at argumentere for den tanke, at virkeligheden og sandheden ikke lader sig forklare ved argument, men kun forkyndes. Da ville vi dog deltage i sønderrivningen af sandheden. Men – alligevel:

Ethvert argument har et udgangspunkt, en præmis. Enhver præmis – selv det man har kaldt de grundlæggende tankelove i logikken, kontradiktionsprincippet, den udelukkede midte og identitetsloven – kan betvivles; og vi kan betvivle, at alt kan betvivles, og at…Nå, ja festen må stoppe et sted.

§27

Begrebet poetisk sandhed peger i retning af en flerstrenget, multidimensionel virkelighed – eller del af virkeligheden – der ikke kan beskrives og leve andet end ved digtningen. Poetisk sandhed vinder nogle gange netop styrke, vægt og sandhed ved brud med logikken og virkeligheden, som vi kender den, eller tror at kende den:

To, tre eller mange ting og forhold kan i digtningen være sandt på samme tid. Vi må derfor mene, at logikken ikke har universel gyldighed, men kun begrænset, nemlig begrænset til den rationelle del af virkeligheden. Vi må dog så også – i anerkendelse af rationaliteten – graduere synspunktet, at logik og argument aldrig har gyldighed.

Men der findes irrationelle og overrationelle og transrationelle dele af virkeligheden, og dermed af sandheden, og måske er den rationelle del kun toppen af det berømte isbjerg.

§28

Den nye filosofi er altså nu selv blevet gradueret og har mistet universel gyldighed, idet den erkender andre måder at erkende på end ved billedsprog og billedtegn givet ved inspiration og intuition. Den vedkender modstræbende logikken (og matematikken) en vis gyldighed.

Men den forkynder sin del af virkeligheden og sandheden i enkle billeder, i analogier, hvor noget kendt dækker billedet af noget ukendt, der dermed bliver kendt.

Og så firer den lidt på sit træk i det tov, alle haler i, sandhedens. Andre kan også have ret.

§29

Trækket i sandhedens tov – og dermed i mennesker – opstår måske ved, at man – religiøst, filosofisk, videnskabeligt, poetisk, musikalsk – hævder at kunne forklare eller udtrykke alt; fx også her ved den nye filosofis billedsprog givet ved inspiration og intuition.

Ingen – udover Gud – kan omfatte al virkelighed i tanken, og derfor er alt, vi har perspektiv, fx også dette, en synsvinkel, der ikke kan rumme virkeligheden 360 grader rundt og 1:1. Perspektivet er ikke alt, men alt vi har.

Volden er, når vi ophøjer et nødvendigvis begrænset perspektiv til at omfatte det hele, al virkelighed og sandhed.

§30

Faust-myten udtrykker – til forskellige tider i forskellige skikkelser (Marlowe, Goethe, Mann) – dilemmaet viden-uvidenhed og den vestlige kulturs arkilleshæl:

Vi vil vide alt eller udtrykke alt, og dermed ved vi intet (Sokrates) og udtrykker intet, samtidig med at vi sælger vores sjæl til det onde ved at ville være guder eller Gud.

Og måske er det den grundlæggende misere, idet vi læser Faust-myten sammen med forskellige græske myter – fx den om Ikaros, der flyver for tæt på Solen, får svedet sine vinger, og styrter i havet:

Vi vil – som Satan – være Gud (se også Vandrer mod Lyset), en tanke Slangen (mørket, det onde) ledte ham til og fristede med, og vi fristes på samme måde almenmenneskeligt og kulturelt og teknologisk til den samme hybris, og rammes derfor igen og igen af nemesis:

Den vestlige kulturs opgang og overvældende succes og dominans er en historie om fald. Vores succes skyldes, at vi har solgt vores sjæl.

Vi følger her ikke gerne dét spor, og nedgraderer derfor den nye filosofi til perspektiv, en måde blandt andre at erkende på. Vi har måske ikke kun brug for én måde, men dem alle, hvis vi skal forstå bare lidt af virkeligheden, samtidig med at vi opgiver tanken om at være alvidende, Gud lig.

Måske er netop dét filosofiens og erkendelsens begyndelse: At vi opgiver denne gamle, fatale drøm. Måske er netop dét den faste grund i dybet, vi har søgt – forgæves – så længe. Måske er det netop denne umulige drøm, der har spærret for erkendelsen. Måske er det tid at vågne.