Jeg skal i det følgende forsøge at give et udkast til en ny filosofi, en ny måde at tænke på, som er inspireret af Vandrer mod Lyset, og som jeg selv har arbejdet ved i lang tid.

Metoden vægter – som man vil se – i første omgang inspiration, intuition og analogi højere end argument. Inspirationen – i Vandrer mod Lysets forstand – er mere udbredt i de ædleste kulturværker end man måske skulle tro. Jeg har set den udtrykt både af forfatteren F. M. Dostojevskij og komponisten Gustav Mahler om deres bedste værker, og jeg har set den omtalt i forbindelse med en Søren Kierkegaards filosofi. Og der er givet mange andre eksempler.

Med inspirationen er det sådan: Den iler langt forud for kommentar og fortolkning, der halser bagefter som en utrænet lediggænger for en eliteløber. Og ofte må kulturarbejderen selv stille sig til sit værk som netop en sådan: En fortolker langt bagude for værket, som er lige så åbent for fortolkning – og gådefuldt – for ham selv som for andre.

Nu – jeg skrider til værket, eller værket skrider til mig; som prøver at forstå.

§1

Kan vi tænke

– en ny filosofi med vægt på tænkerens indre viden og inspiration og intuition fremfor ydre argument, der kan kontrolleres af enhver med tilstrækkelig tankekapacitet?

– en ny filosofi, der – ved den ro den giver det tænkende, læsende menneske – bærer sandhedens præg og vished?

– en ny filosofi, der vækker eller genvækker en indre viden og vished, uafhængigt af ydre, kontollerbart argument?

§2

Ja, i en ny filosofi, der vægter indre vished og ro højere end ydre kontrollerbart argument, er tanken som en blomst, der ved aftenstid lukker sig om sin støvdrager –

Blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.

§3

Argumentet er som et glødende jern, der sænkes i et kar med vand: Vandet syder og bruser og giver ingen ro. Det lukker sig om sig selv, peger tilbage i sig selv og tager et skridt frem og et tilbage. Det kommer ikke af stedet.

§4

Argumentet vil ved egen kraft møjsommeligt bevæge sig fra A til B; det er som sand, der tynger og skurrer mod inspirationen og intuitionen, der på lette himmelfjed giver alt i et lyn.

§5

Argumentet ophæver sig selv, det kender ikke sandheden, finder den heller ikke. Inspirationens og intuitionens åbenbaring kender sandheden, og bringer den blot videre, ud i verden til mennesker.

§6

Argumentet kender kun den sten, det søger hvile mod, og som det søger at omhugge. Det søger at give den skikkelse og sandheds form; men det bliver en skifting, ikke brugbar, ikke nyt, kun den gamle sten i ny skikkelse.

Vi kaster stenen bort, og søger ny verden og metode og tanke.

§7

Inspirationen og intuitionen søger og finder ædelsten i dybet under bjerget, sliber dem til i præcis tanke og sprog og billede, træder et skridt frem og lader dem lyse for alle. Således vandrer de mod Lyset.

§8

Inspirationen og intuitionen ser i et lyn en tanke under ét, og ved øjeblikkeligt, om den kan lægges i skatkammeret til de ædle sten, eller om den må kastes på den vilde vejs mødding.

§9

For at en tanke skal kunne ses under ét, må den være enkel – som sandheden.

§10

Argumentet fra A til B udspinder sin tråd, og trækker den op bag sig igen; så når vi når B er A ofte glemt, uden forbindelse til det indre menneske, vejen forladt.

§11

Inspiration og intuition er vinduer ind til sandheden. Argument tillukkede skodder.

§12

Indre viden og vished – og med dem roen – lader sig ofte give ved inspiration og intuition i analogiens lette billede, der kan opfattes i et lyn og under ét: Når det ydre bliver billede på det indre: Sandheden.

§13

Hvilket billede skal vi bruge på den nye filosofi andet end lynet, der springer fra himmel til Jord, og oplyser verden?

Hvilket billede kan vi bruge på den gamle verdens tænker andet end graveren, der graver sin egen grav, springer derned, og lader andre dække for sig?

§14

Bag de ædleste værker står himlen ukendt. Geniet høster berømmelsen – eller fordømmelsen og spotten, måske døden.

§15

Hvad inspirationen og intuitionen kan give i ét nu ved et glimt og gives videre i billede, kan næppe et helt liv i tænkningen fra A til B på egen hånd give magen til og udtrykke.

§16

Den nye filosofi er et billedsprog, et billedtegn, og har således meget – og måske mere – tilfælles med kunst og digtning, end med videnskab.

§17

Inspiration og intuition kræver selvbeherskelse, tålmodighed og ydmyghed – og vilje til sandhed. De kræver tilstrækkelig viden og dannelse som den frugtbare, pløjede og tomme mark, himlen sår sin sæd i – idet man holder sit eget tilbage.

Sindet er papiret – skriften derpå er himlens.

§18

Den nye måde at tænke på fylder ikke sindet, men tømmer det for tanker. Geni er ikke – som jeg før har skrevet – mange tanker, men ingen tanker:

Gud skriver kun på tomme tavler, så de kan fyldes af Hans visdom alene.

§19

Argument er dans på stedet; den kan være yndefuld, men til syvende og sidst kun udmattende og til besvær idet den skærmer uden at åbenbare visdommen.

Visdom er en langsom afklædning stykke for stykke af det, vi har lært. Når vi står nøgne, kan den begynde.

§20

På en vis måde kan man sige, at den gamle tænkning begyndte og endte med Platons Sokrates; med den tanke at det eneste vi ved er, at vi intet ved. Det synes så, idet argumentets fødested også er dets gravsted.

Rettere: Filosofien begyndte slet ikke, og døde derfor heller ej. Den begynder – så vidt vi håber – nu: Med inspiration og intuition der hæver tanken på vinger mod stjerner; dér hvor den kommer fra.