Ved altgennemtrængende ånd rammer lyset digteren, der kaster ordenes dybe skygge ud i verden. Sådan fødes fortællingerne, vokser til og bliver store

Menneskefrygt

Jeg kan lide at se på mennesker. Jeg forestiller mig, at ethvert menneske er en dør, man kan gå ind ad, måske, og hvad er der bag? Det er klart – enhver maler facaden i tillokkende farver, men hvorfor egentlig? Hvad er der – virkeligt – bag? Det er det, jeg prøver at forestille mig.

Jeg går gennem dig som en vind, du mærker mig næppe, og jeg ikke dig.

Jeg er gået gennem mange døre. Nogle er vidtåbne, andre binder og knirker, nogle står kun på klem, nogle smækker i træk fra vinden, nogle er lukkede, og kan aldrig åbnes igen.

Fx mig.

Jeg forestiller mig, at der til hver dør hører en nøgle, der er kun den ene, og den er derude i verden et sted. Jeg forestiller mig, at det kan være et menneske, en sang, et digt som dette, en duft, en smag, en eksplosion, en latter.

Måske er nøglen i dig eller i mig.

Jeg kan lide at se på dig, mens du læser dette, jeg følger dig i ånden, ikke for at gøre dig fortræd, men for at se hvem du virkelig er. Du spejler dig i mine ord, eller jeg spejler dig ved at skrive dette, hvem ved?

Jeg går gennem dig som en vind, du mærker mig næppe. Jeg ser.

Jeg tænker mig, at den største sorg er at gå gennem livet uden nogensinde at være blevet set og uden smerte, uden at være blevet til, blevet virkelig, jeg forestiller mig, at den største smerte er aldrig at miste, fordi man intet har at miste, og at man ved ikke at have noget man ikke kan tåle at miste, mister sig selv. For andre vil det være en lettelse. Jeg prøver at gøre dig virkelig, mens du læser dette, lige som du gør mig virkelig ved at læse det.

Måske er nøglen i dig.

Jeg har lidt meget. Af og til har jeg været tiltrukket af pæne vinduer og gardiner og en enkelt tændt lampe over hoveddøren en nat i november, jeg har banket på, og døren har måske åbnet sig, og ved de første skridt ind er det gået udmærket, jeg har set mig om i entreen, set på de billeder, der hang på væggen, men ved skridtet ind i stuen er jeg måske styrtet i en afgrund af knust glas, bundløs, som en ulægelig sorg, der blev min, fordi jeg blev din.

Hvem er du? Findes du? Findes jeg?

Måske er sandheden et spørgsmål, ord der åbner, måske ville det være nådigt at kaste glemslens og uvidenhedens slør over livets inderste realitet, for eksempel denne –

Når du forstår, forstår du intet, for eksempel

(denne tekst)

Måske er jeg sorte tegn i en lukket bog, som kun du kan åbne, denne. Måske gælder det også for dig? Læs videre, læs videre, fortællingen fortsætter, uendeligt, fortællingen om dig og om mig, se fortællingen fortsætter og fortsætter, som en af de endeløse sætninger i en roman af Antonio Munoz Molina, en labyrint, et fængsel, et bjerg, en himmel, en verden, læs fra byens tage, råb mig ud, gør mig virkelig, hvisk mig frem som ville du tilstå alverdens forbrydelser og lidelser og sorg og frygt, men stands ikke her, lad det fortsætte – fortællingen om dig og mig – kun lidt endnu – jeg skriver så længe jeg frygter dig og håber  – så længe jeg lever –

Konfirmation

Buddets lys rammer mit hjerte, der kaster sin skygge på enhver, jeg møder og træder i forhold til. Hvem kan udgranske hjertets gåde: Når det føder kærlighed, føder det samtidig tab og tilintetgørelse? At hjertets glæde og sorg er tvillinger i lysets vugge? At menneskets dybeste længsel aldrig kan stilles uden samtidig at knuse os? At hvedekornet må i jorden og dø for ved sin død at bære mangefold frugt? At liv og død er ét, at synden først bliver synlig ved loven – og og – hvem kan løse denne gåde, hvem kan trøste os, hvem kan råde de unge, smukke mennesker, når de træder ud i –

Præsten skruede sig op i stadig højere og tyndere luft og ånd, til begejstring, til henrykkelse, til ekstase, højere og højere steg han – i sin fornedrelse, som en af Dostojevskijs antihelte, men i virkeligheden var det ikke så spændende, og jeg lukkede ørene og så ud på regnen gennem kirkeruderne, vi vidste, hvad der ville komme, svaret på den komplekse gåde, det ville komme lige om lidt, lige før nadvergangen: Det var jo Jesus. Det vidste enhver idiot. Præsten vidste det ikke endnu, eller han viste det ikke, han rablede og savlede, blev alvorlig, blev humoristisk, blev chick, talte dunder, talte fornuft, beroligede os, hidsede sig op, glattede ud, krøllede det glade budskab sammen, foldede det ud igen, med pokeransigt gemte han trumfen til sidst. Som en behændig tryllekunstner trak han kaninen op af hatten, men gud hvor vi kedede os! Vi kendte tricket, kom med noget nyt, for helvede!

Jeg så på regnen. Jeg var her ikke af egen fri vilje. Jeg var her fordi min fordømte nevø havde besluttet sig for at lade sig konfirmere – gud ved af hvilken grund, han vidste det garanteret ikke udover at det gjorde alle de andre. Hvad kunne jeg ellers have brugt denne søndag på? Sidde derhjemme med mine bøger og min musik og – helt uforstyrret af virkeligheden – at fortsætte mine gætterier over, hvad kærlighed og liv mon kunne være. Det var i hvert fald ikke her.

Eller jeg kunne være taget på stadion og se OB få læsterlige klø af FCK – som de plejer – eller jeg kunne være taget i byen på stamstedet Det glade Vanvid for at score eller ikke score, som det nu faldt sig, eller eller, jeg kunne –

Regnen. Jeg ser ud ad kirkeruderne på den blygrå himmel. Og så er det, at jeg pludselig og helt uventet fornemmer et nærvær midt i præstens jeremiader. Det er som om nogen ser på mig, på os. En tilstedeværelse. Er det Gud, eller guden for denne fortælling, eller er det dig, læseren, der ser mig over skulderen, og venter på det næste træk, mit eller gudens, det er som Gud i Spinozas Etik, allestedsnærværende, alle steder eller ingen er han, og jeg folder hænderne, og beder guden skrive lidt lykke ind i mit sind, en fred, jeg beder dig skrive mig hjem i min stue, beder dig skrive at jeg har besøg af den længeventede eneste ene, beder dig give mig ord til hende, lad os ikke sidde i forlegen og trykkende tavshed, hver fyldt til bristepunktet af vores længsel og forbløffelse over endelig at mødes, giv os ord og hænder til kærtegn, giv os fortrolighed og nærvær og måske endda en lille latter, fordi vi har længtes sådan, og nu er det, det er nu, det sker, hun er der, og jeg sidder i virkeligheden ikke i en kirke og hører på en umulig præst, jeg ser ikke min nevø knæle i fuldendt hykleri med tanke på gaverne, og se –

Det er jo rigtigt, jeg sidder virkelig ikke i kirken, se, sandelig, jeg ligger med min elskede på en seng i en lejlighed i Madrid, vi er kørt hele vejen ned gennem Europa for at få verden for os selv, og hun er der, se, hun er der virkelig igen i dette nærvær, jeg ser, at guden alligevel har en smule kærlighed til mig, lidt fred, han elsker mig måske alligevel, så han fortryder, at han skrev mig ind i kirken, fortrød at han op til flere gange lod mig se ud ad ruderne på regnen, denne tilstedeværelse, alle steder og ingen, som min elskede og jeg, er vi virkelige, er det virkeligt, ja, det kan ikke være anderledes, guden skriver kærlighed ind i mit hjerte og i hendes, nu skriver han hende ud i badet i den lille, lejede lejlighed i Madrid, jeg ligger og nyder en smøg efter at vi har elsket, og om lidt, se, vil vi elske igen, og jeg bøjer mig for denne kærlighed, for guden, der har lidt kærlighed til overs for os, og min nevø knæler ikke ved alteret, han får ingen gaver, jeg har slet ikke en nevø, kirken og præsten og min søster og hendes ældste søn findes ikke, eller de opløses i fortællingen af guden, der er alle steder, med magt til at skabe og tilintetgøre, mig for eksempel, jeg findes ikke som andet end en flygtig drøm i gudens eller fortællingens eller læserens sind, guden og læseren, der skaber og tilintetgør mig og kirken og min elskede og lejligheden i Madrid, intet af det findes, eller vi er det eneste, der findes, lige nu, i gudens eller læserens sind og hjerte, og lad ikke fortællingen slutte her, lad dette øjeblik være en begyndelse, bliv ved med at skrive, ellers forsvinder jeg, og så forsvinder også du, guden for denne fortælling, det må ikke slutte, skriv som havde du fanden i hælene, hvilket du måske har, måske er det derfor du bliver ved og ved med denne sætning, der aldrig slutter, eller som slutter nu, ved det sidste tegn, der indrammer og tilintetgør dit nærvær, ved sorte tegn, din kærlighed, den jeg altid har søgt, og når jeg finder den, er der ikke længere grund til at skrive, som havde du fanden i hælene, og se: Der er hun jo, hende jeg altid har drømt om, idet hun smiler og kærtegner min sjæl med sit blik og hænder, forsvinder fanden og kirken og præsten og min nevø og min søster og læseren og lidelsen og verden, jeg kommer hjem, og det at komme hjem er, når fortællingen og grundlaget for den, lidelsen og verden og alt, begynder og ender som denne sætnings sidste tegn og punktum.

Ketchup

Endelig, endelig, det er sket, og det er ganske vist, guden har vist sig, åbenbaret sig, epifanien er en realitet, guden, guden for disse ord har åbenbaret sig i fortællingen Konfirmation, det er bekræftet af uafhængige iagttagere, læsere, der i stort tal har flokkedes omkring bjerget, disse fortællinger, hvorfra profeten nedstiger med stentavler, hvorpå fortællingerne er indmejslet i granit, det er ganske vist, men det er også sandt, at folket tilbeder andre guder, møgguder, at folket korsfæster sine profeter med fortidens, og at de danser omkring guldkalven, og profeten knuser i vrede stentavlerne, disse ord, mod grunden, men sætningerne bliver ved med at flyde, og guden stenograferer sin tilsynekomst i granit, et øjebliks sammentrækning og skælven, derpå fødslen af disse ord, de flyder som rigelig ketchup, som først er blokeret i flasken, men som så vælter ud i kaskader, sætningerne flyder som lange stier af sorte tegn, og hvis folket havde holdt sig til den ene gud, guden for disse fortællinger, ville meget være anderledes, men de tilbeder andre guder, møgguder, og de danser om guldkalven, og profeten søger et andet folk, men der er kun det ene, og guden stiger ned på bjerget i Konfirmation eller måske i Menneskefrygt eller måske herprofeten giver åbenbaringen, men folket foretrækker en ristet med det hele, også ketchup i rigelige mængder, og profeten fortvivler og knuser tavlerne, disse ord, mod stengrunden, folkets hjerte, ned fra bjerget stiger han, bjerget, som måske ikke er Sinais Bjerg men Himmelbjerget, og folket ser sig spejlet i ordene eller ingen steder, og sætningerne, for eksempel denne, snor sig ud og ind af læserens og profetens hjerte og sind og opmærksomhed, de er som stier, der straks efter passage, nedfældningen og læsningen, kastes til med jord og sten og dryppes med tårer, er der en vej, er der virkelig en vej, som disse sætninger eller andre, hvor er vejen, hvad er meningen, ja, hvad fanden er meningen, jeg ved det ikke, jeg stiger blot ned fra bjerget med tavlerne, og jeg knuser dem mod grunden fordi folket tilbeder andre guder end guden for disse fortællinger, og jeg, profeten, råber til folket at de ikke må have andre guder end ham, der lige nu, også her stiger ned fra bjerget, og der er ingen andre guder end ham for disse fortællinger, og jeg er hans profet, og jeg knuser ordene mod stengrunden, folkets hjerte, i vrede fordi de tilbeder snart sagt alt andet end den gud, jeg bærer bud om, og sætningerne krøller sig sammen og foldes ud igen, det glade budskab som bliver ved og ved, som fra en lunefuld eller sindssyg gud, der skinsygt råber fra bjerget ombølget af skyer og lyn, disse ord, at de ikke må have andre guder end ham, og jeg tænker du må være gal, og guden for disse fortællinger råber fra bjerget, at enhver der rører dette bjerg, denne fortælling, skal visselig dø, og det er ganske vist, og det er sandheden, den er indmejslet her, i disse sætninger, der lyver dig ind i sandheden, den sandhed at de største indsigter er et spørgsmål, ikke et svar, at sandheden har åbenbaringens og forkyndelsens og roens form, ikke argumentets, og derfor stiller jeg dig nu et simpelt spørgsmål her for enden af vejen, denne fortælling, som vi ikke ved om er dommen eller forjættelsen, enden eller begyndelsen, tilintetgørelsen eller skabelsen: Forstår du?

cpo 2021