Sandheden er Lysets mellempunkt mellem mørkets ekstremer, og erkendelsen af den danner således en erkendelsesteoretisk parallel til livsførelsens (etikkens) gyldne middelvej, som personligheder som Buddha, Aristoteles og Horats blandt andre har foreslået og beskrevet. (For begreberne og fænomenerne Lys og mørke; se Vandrer mod Lyset).
Er denne tanke sand? Det vil jeg prøve at undersøge og spørge til i det følgende.
Først et eksempel fra filosofihistorien. For førsokratikeren Parmenides var det Værende ét, og det kan ikke opstå af noget andet eller af intet, da det netop er ét. Det Værende kan ikke opstå af noget andet Værende, da det jo allerede findes og således er værende. Derfor findes der heller ikke forandring og bevægelse, da forandring og bevægelse altid er ud fra noget eller i forhold til noget andet. Og da det Værende er ét, er dette umuligt. Det Værende er evigt og ét og det er uden begyndelse og ende.
Sådan omtrent er en del af tankegangen i forhold til Parmenides i Aristoteles´ Forelæsning over fysik (som jeg læser i oversættelse med indledning og noter ved Poul Helms (1951)).
Heroverfor står Heraklits tanker om alting som forandring og bevægelse. Der findes ikke Væren, kun Vorden, dvs tilblivelse, og denne tilblivelse sker gennem modsætningers indbyrdes påvirkning, aktivitet og spænding (jf også Hegels dialektik og logik, der baserer sig på negationer og negationers negationer; Åndens fænomenologi).
Overfor disse ekstremer formulerer Aristoteles et mellempunkt ved sin såkaldte hylomorfisme, hvorefter der både gives noget blivende og evigt, nemlig stoffet, og noget evigt foranderligt, nemlig formen. Stoffet er det evigt mulige (potentialitet), mens formen er disse muligheders virkeliggørelse (aktualitet) (jf artiklen Aristotle på Stanford encyclopedia of Philosophy).
Verdens stof bevæger sig fra Gud gennem en stadig forandring og forædling gennem formerne tilbage til Gud, idet de bestandig søger deres højeste fuldkommenhed (jf Aristoteles´ Forelæsning over Fysik).
Verden bevæger sig således ifølge Aristoteles både fra noget og til noget, nemlig fra stoffets grundlæggende muligheder, til formernes højeste fuldkommenhed og virkeliggørelse, og dette er drivkraften i verden og naturen. Verden bevæger sig altså ikke som Darwin forestillede sig det (her læst efter Thomas S. Kuhns Videnskabens revolutioner) kun fra noget (ufuldkomment), men også mod noget, nemlig fuldkommenheden.
Er Aristoteles´ tanke sand, eller måske bare mere sand end de teorier han søger at imødegå og arbejder ud fra, og er hans tanke et eksempel Lysets, sandhedens, mellempunkt mellem mørkets ekstremer? Det kan man vel mene, eftersom han adresserer både det evige og det foranderlige i en samlet teori (hylomorfismen).
Er det sådan ved læsning af filosofihistorien, at ekstremerne, fx ren empirisme eller ren idealisme, altid og per definition er forfejlede, og ender i umulige positioner, mens mellempunktet – fx mellem empirisme og idealisme, hvor vi både henter erkendelse fra sansningen (erfaringen) og tænkningen – er farbart?
Hvis ja, kan vi da gøre denne tanke operationel ikke kun ved iagttagelse af filosofihistorien, men også som princip for nutidig og fremtidig erkendelse, idet vi noterer Descartes forsøg på dette – som det synes – ved hans metodelære, som angiveligt var inspireret af en åbenbaring han modtog, da han engang lå i vinterkvarter i forbindelse med et militært felttog (fra serien Store tænkere, Descartes (1991))?
Altså en metode hvor vi søger et både-og, ikke et enten-eller, et mellempunkt mellem ekstremer? Af andre ekstremer kan vi tænke paradokset med udgangspunkt i Platons Sokrates (”det eneste jeg ved er, at jeg intet ved”) om alvidenhed kontra intetviden (uvidenhed), idet vi i mellempunktet erkender, at vi dog kan vide noget, og stadig mere, men aldrig alt?
Kan vi videre tænke med afsæt i Aristoteles´ tanker, at ikke kun stoffet gennem formerne, men også erkendelsen gennem de enkelte tanker ved viljen bevæger sig fra ufuldkommenhed mod stadig større fuldkommenhed: Sandheden eller blot sandhed, idet vi tager højde for den begrænsning, der ligger i, at vi aldrig kan vide alt (som Gud)? Og at denne stadig større viden og sandhed nås gennem mellempunkter mellem ekstremer?
Hvis det er sådan, så kan vi sige at have fundet og vundet en erkendelsens gyldne middelvej, parallelt til den etiske. Men om det virkelig forholder sig sådan, kan jeg ikke svare på lige nu. Jeg håber at finde tid og tanke i fremtiden til videre overvejelse af spørgsmålet.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 