Kun ved Guds alter vil du finde fred. Og dette alter er i dig, fordi Gud anbragte det der. (Fra Et kursus i mirakler, samlet bind; Sphinx, 2. udgave, 2. oplag, 2025)
I disse dage læser jeg bogen Et kursus i mirakler, en bog jeg for mange år siden fik anbefalet af en bekendt. Bogen søger angiveligt at hæve og fjerne enhver blokering af kærlighedens frie strømmen.
Jeg begyndte læsningen med mentalt og åndeligt rejste børster, parat til at dømme, afvise, forkaste. Hvorfor gjorde jeg det? Er det ikke det jeg altid gør? Og hvorfor egentlig?
Bogen udfordrer mit grundlæggende tankesystem, min tro, min overbevisning, som har fundament i værket Vandrer mod Lyset. Grunden skrider under mig, men det føles slet ikke foruroligende eller angstprovokerende. Det er som om Kristus ved Helligånden, der taler gennem Et kursus i mirakler, blidt tager mig ved hånden, blidt vender mig mod lyset og Faderen og siger: Du var aldrig borte, aldrig tabt. Se kun!
Engang i min tidlige ungdom vendte jeg mig mod mørket, og fordømte mig selv. Og fordi jeg fordømte mig selv, fordømte jeg andre. Jeg projicerede min egen indre elendighed, min sygdom, mine fejl over og ud på andre. Den strenge selvdom jeg vil lide, jeg vil føle smerte, det fortjener jeg blev til en dom over andre.
Et skridt fra Faderen vendte jeg mig mod mørket, og så ikke andet. Nu er det så tid for en ny omvending, en forandring, en forvandling, et mirakel, som viser mig den sande afstand til frelsen: Den er lige her, lige nu. Og det har den altid været. Adskillelsen fra Gud er en illusion. Den er umulig. Den findes ikke. Egoet råber det bestandigt. Men også egoet er en illusion.
Når alle illusioner brister, mister vi ikke os selv, men finder sandheden, og finder os selv. Blidt lægger Kristus os ved Helligånden ved Faderens hjerte. Vi er aldrig borte. Vi er der altid. Men vi kan lukke øjnene, så vi ikke ser det. Vi kan lukke øjnene, og kun se mørke. Men lyset er der alligevel. Det ser vi når vi åbner dem igen. Når vi vågner. Det er det eneste, der behøves. Det er fuldstændig uden anstrengelse og kamp, fuldstændig naturligt. Som Gud skabte det. Det er det hele. Der er ikke andet.
Kan du finde lys ved at analysere mørke, står der et sted i Et kursus i mirakler. Finder vi lyset ved at lukke øjnene for det? Bringer vi lys ved at bande over mørket? Bringer vi andre kærlighed ved at dømme og fordømme dem, det de tror på, det de er? Hvis vi mener at finde en fejl hos en anden, og raser mod den, er det så ikke vores egen fejl?
Der skal være lys, sagde Gud engang, og der blev lys (1. Mos. 1, 3-4). Er det så enkelt? Gud tænder lys ved at tænde lys. Mørke er kun fraværet af det. Det er som døden en illusion. Det findes ikke. Det findes hos egoet, men egoet er illusion. Jeg har levet med bind for øjnene, et bind jeg selv bandt og snørede stramt til, idet jeg bandede over min blindhed og ud fra min blindhed.
Kun blinde dømmer blinde, kun blindhed dømmer blindhed. Blidt og totalt beroligende fjerner Kristus ved Helligånden bindet, så jeg igen kan se. Gud. Det er intet drama. Det er at komme hjem igen fra en rejse, jeg aldrig var på. Det er Solen der stiger om morgenen, og intet kan være anderledes. Det må ske som det altid er sket uden undtagelse.
Det er sandheden, en sandhed vi ikke ser og ikke kan se, når vi ikke er i den. Kristus siger ved Helligånden, at vi er i den, og aldrig har været borte. Det er vejen, sandheden og livet. Himmeriget er ikke noget vi når engang, men noget vi er. Altid. Det er midt iblandt os (Luk. 17, 20-21). At lukke øjnene for det er helvede, men derved er også helvede en illusion.
Sådan lærer jeg i tiden det evige. Jeg har som alle brug for tid for at lære dette. Når jeg har lært det, har jeg ikke længere brug for tid, og så vil tiden ophøre for mig. Det er ikke døden, men livet. I evighed. Jeg vil gerne lære det. Fordi den læring giver glæde, og glæden er et tegn på lærens sandhed. For Gud er glæde og sandhed.
Alt dette udfordrer alt, hvad jeg har troet på og været i mit inderste. Men det er ikke angstfyldt, og det er ikke sorgfuldt. Det er som om Kristus ved Helligånden fjerner en tung byrde fra mine skuldre, en byrde jeg selv lagde der. Det er som om de siger: Du har kæmpet, nu er kampen forbi.
Ja, jeg har kæmpet, men har jeg ikke i virkeligheden kun kæmpet mod mig selv, og hvem vinder da, som en kvindelig bekendt engang spurgte mig. Jeg har i ånden båret verden på mine skuldre, og dens vægt tyngede mig ned og knuste mig. Men byrden og kampen var illusion. Blidt viser Kristus ved Helligånden det sande billede. Du er hjemme, siger de. Nu som altid. Jeg er hjemme? Eller er miraklet, denne totale omvending af min tanke, min tro, mit liv et bedrag?
Hvor finde hvile for og svar på dette spørgsmål andet end i Gud? Måske er Gud det, der begynder, når alt hører op. Som nu. Måske er Gud svaret, når jeg ikke længere ved nogen ting, og ikke engang kan spørge: Den tryghed, varme og nærhed jeg finder i den absolutte ensomhed i det iskolde, uendelige rum og blandt mennesker.
Måske venter Gud for enden af denne sætning, hvor jeg bekender min totale uvidenhed og afmagt, idet jeg lægger min ånd, mit liv, mit hjerte i Hans Hånd.
Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpå; (Salmernes bog, 127, 1; det bibelsted der bruges som motto for værket Vandrer mod Lyset).
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 