Retten og ikke magten bør søges i første række, hvis ret skal blive magt, og magten ikke skal korrumpere
Hvis Verdensstaten skal realiseres i den virkelige verden, bør den for at blive en global retsstat og ikke et tyranni bygges på en fri og demokratisk forfatning med frivillig og demokratisk tilslutning på et oplyst grundlag fra alle verdens nuværende suveræne nationalstater og alliancer af nationalstater – deres politiske ledere og deres almene befolkninger. Verdensstaten bør videre bygge på tanken om magtens tredeling for at beskytte den enkelte borger mod statens magtovergreb og for at Verdensstaten humant kan sanktionere den enkelte borger, hvis dens love overtrædes, således at den også selv beskyttes mod overgreb fra borgerne. Verdensstatens love skal altså kunne håndhæves. For at Verdensstaten skal blive en retsstat bør den videre bygges på de universelle menneskerettigheder.
Det rationelle grundlag for Verdensstaten
Hvor der er økonomisk og politisk adfærd, er der behov for økonomisk og politisk regulering via håndhævet lovgivning for at undgå et magttomrum, som alle aktører ellers i kamp mod hinanden vil søge at udfylde; resultatet af en sådan kamp og et sådant tomrum, magtvakuum, vil være krig og konflikt, som vi ser det i dag på den globale økonomiske og politiske scene. Da den økonomiske og politiske adfærd i dag er global, er der behov for global håndhævet lov, altså for Verdensstaten, hvis anarkiet skal undgås. Hvis ikke der skabes en Verdensstat, vel at mærke en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning, vil det nuværende globale anarki som følge af magttomrummet og den deraf følgende krig og konflikt fortsætte.
De suveræne nationalstaters og alliancernes delvise magtovergivelse til Verdensstaten
For den globale freds skyld bør de suveræne nationalstater og alliancerne af nationalstater overgive en del af deres magt til Verdensstaten for at undgå nationalstaternes og alliancernes alles kamp mod alle for at udfylde det globale magttomrum, hvorved situationen kan ændres til en alles kamp for alle. Denne tanke er genneminspireret af det filosofiske grundlag for magtovergivelse til en Suveræn, en højere myndighed, som Thomas Hobbes skabte med sit værk Leviathan, og vi kender tankens virkelighed ved den historiske dannelse af Amerikas Forenede Stater, USA, og Den europæiske Union, EU. At tanken er levedygtig og kan føre til fred hvis den føres ud i livet illustreres ved, at der bortset fra den amerikanske borgerkrig i 1800-tallet har hersket fred mellem de amerikanske delstater og de europæiske lande, der er med i EU siden disse unioners dannelse. Den amerikanske borgerkrig havde som hovedpunkt striden om sydstaternes ret til at forlade den amerikanske union, og den samlede sig om spørgsmålet om slaveriets berettigelse eller ophævelse. Det var altså ophævelsen af unionen, tilbagefaldet til et magttomrum, der var stridens udspring, hvilket yderligere taler for det konstruktive i en magtovergivelse til en højere myndighed for fredens skyld. I Verdensstaten kan de nu suveræne nationalstater og alliancer af nationalstater fungere som en art regioner eller kommuner med delvist selvstyre som vi kender det efter dansk model. Det er altså ikke hele magten men en del af magten, der bør overgives til Verdensstatens højere myndighed.
Magtens tredeling i Verdensstaten. Frihed under ansvar
Den udøvende magt i Verdensstaten bør ikke udstrække sit virke og sin myndighed længere end til, at enhver borger i staten har sin fulde frihed til at følge eller bryde de af den lovgivende magt demokratisk vedtagne love. Brydes loven, står enhver lovbryder imidlertid til ansvar overfor den dømmende magt i Verdensstaten. Lovene i Verdensstaten bør udformes af lovgiverne som skulle de selv rammes og være underlagt hver eneste lov og bestemmelse (jf Kristi Tale i Vandrer mod Lyset). Dødsstraf kan ikke accepteres i Verdensstaten uanset forbrydelsens alvorlighed, da retten til liv er en universel og umistelig menneskeret, som går forud for alt andet. Lovgiverne i Verdensstaten bør bede til Gud Herren den Almægtige om at hjælpe med at udtænke og udmønte og vedtage retfærdige, humane og hensigtsmæssige love. Den udøvende magt i Verdensstaten bør agere, som var dens medlemmer selv genstand for deres handlinger og som skulle de selv leve med konsekvenserne af dem, og den dømmende magt i Verdensstaten bør dømme humant, og som skulle dens medlemmer selv lide den straf, der i de enkelte tilfælde pådømmes.
(2026)
Forfatterskabet Højtryk 