For Niels Petersen Skønvirke var det at søge lykken som at søge guldet for enden af regnbuen. Det var som forhekset. Han havde den på kornet konstant, men altid flyede den hans hånd og blik i sidste øjeblik. Som barnet der glad griber efter en bold med begge hænder, kun for at sparke den væk med foden.

Det var før han opdagede, at regnbuen ikke var et ydre meteorologisk fænomen af en vis skønhed, men en indre realitet. Det var før han vovede springet. Før han åbent vedkendte sig sin natur, sit inderste, før andres det vidste vi da godt, og især før Janes, selvfølgelig vidste jeg det, bette Niels, men du måtte jo selv ud med det.

Det var den tid, hele den lange lange tid, den indre vinter og tætte snefog, hvor sandheden fyldte ham med rædsel. Går jorden under, hvis jeg indrømmer, tilstår, lever det? Han mærkede jorden ryste. Gammelguden, der vender sig i dybet af en urolig drøm, gør menneskers gang usikker, og får deres hjerter til at briste. Hvad hvis det slipper ud, hvis andre får mistanke, anklagen, dommen.

Den sidste, der vidste besked var Niels Petersen Skønvirke. Den første hans kone Ulla. Uden at vide det, og uden at ville det, knuste han hendes hjerte med løgn. Kammeraternes vulgære op i høet, lille Maren, hø hø, og vrøvlesangen om den liderlige Kong Volmer, hele denne maskerade af billige vers og kraftudtryk fyldte ham med lede. Og fyldte hans sind. Som en evig båndsløjfe, en gammeldags lp-plade gået i hak, vrøvletanker om kvindekønnet, som han foragtede og som foræklede ham, hele dette forbandede skuespil, hvor han spillede skurk, en anden, pinte sig selv, gik under hver dag og hele tiden.

Anderledes med mænd. Han drømte hemmeligt om at røre ved en mand, mærke de krasse skægstubbe på hans kind mod fingerspidserne, være nøgen med en mand uden at vide at de var nøgne, som Adam i Paradis, hemmeligt droges hans blik mod mandekroppe i tv-serier og på gaden, som pisket jog blikket tilbage til kvinderne, og åh, hvor er de dejlige.

Han nød til fulde Radioheads fantastiske album In rainbows, et nybrydende album alene på den måde de markedsførte det. Man kunne frit downloade det fra hjemmesiden, og betale hvad man nu syntes.

Han overførte 100$ og drev med vinden og drømmen af numrene Nude, Reckoner, Jigsaw falling into place, løj sig bort fra den uendelige sorg.

Hvad sker der med sindet, når det flygter fra sig selv? Hvor går man hen, når kroppen forråder én? Når man selv forråder hjertet og det fineste, der findes?

Så går man til trækkerdrengene. De ved besked. De kan. De vil. Så unge de er. Første gang det skete, fyldte det hele ham med afsky. Men den ene gang blev til flere, til mange. Blev et fast ritual hver fredag aften efter job.

Og hver gang lovede han sig selv, at det var sidste gang. Punktum. Men det, de, trak i ham som uimodståelige magneter en metalspån. Han kaldte det det onde. Det ondes magnetiske kraft og magt. Over syndere. Som han havde lært det i sin fjerne barndom ved Vestkysten engang af gammelguden. Det han flygtede fra. Og til. Når skammen blev for dyb. Når den fyldte alt. Leden. Raseriet. Gråden bag.

Løftet, løgnen, om bod og bedring. Længslen efter at være som alle andre. Længslen efter ikke at være alene i verden. Ensom i vrimlen. Længslen efter at høre til. Ikke stødes fra. Ud. Som affald.

Sådan må det være at være flygtning.

Indtil han mødte Arne. Han mærkede sandheden gøre oprør i sit indre. Nu måtte den ud. Siges. Leves. Den kunne ikke undertrykkes længere. Han måtte lægge sit hoved mod Arnes stærke, varme brystkasse, hvile sit forpinte sind og hjerte i den kendsgerning: Han elskede Arne. For første gang elskede han. Elskede virkeligt.

Og det gjorde de. Det var virkeligt. Det var ikke en drøm. Ikke en løgn. Arne var ikke en af disse æteriske kvinder, han fremdrømte af virkelighedens, sandhedens beske drik, den drik, der kun er besk og fuld af gift og mørke, når den drikkes med lukket, bortvendt ansigt, og som er det smukkeste med åbne øjne. Se skønheden, Skønvirke! Det er din!

Det er den første morgen på den første dag. Lige nu og her begynder det. Niels ser ikke på Arne, men lægger sig skælvende, frysende ved hans side. Hans hånd søger som ved egen vilje, som med det yderste af neglene og nervespidser, Arnes hage. Prøvende. Mærker strømmen.

Du kommer nok til at være lidt forsigtig. Måske går jeg i stykker.

Arne, der brummer godmodigt med sin dybe stemme, svarer:

Dit lille tossehoved. Hvorfor vente længere?

Højtryk, 2023