Fra forordet

Kant forsøger i Kritik af den rene fornuft en kopernikansk vending i erkendelsesteorien ved at rette opmærksomheden bort fra verden og mennesket, og ind imod erkendelsen selv, det vil sige væk fra det, der erkendes, til det, der erkender. Dette er for Kant fornuften eller forstanden, eller vi kunne sige selve tanken (og viljen, der kan give tanken retning og genstand og vilje til erkendelse og sandhed).

Fra indledningen

For Kant er den rene fornufts uomgængelige opgave at erkende Gud, frihed og udødelighed. Den videnskabelige erkendelse af disse ting kalder han metafysik. Da vi ikke kan håbe at erkende Gud, frihed og udødelighed gennem sansning og erfaring, må vi forlade os på erkendemåder hinsides sansning og erfaring, det han kalder a priori erkendelse eller domme.

A priori domme – det vil sige erfaringsuafhængige domme – kan enten være analytiske eller syntetiske. De analytiske domme udsiger ikke andet end hvad der i forvejen ligger i de begreber eller subjekter, der indgår i erkendelsen. Det vil sige, at prædikatet i dommen ikke går ud over, hvad der ved analyse ligger i subjektet. Kant giver følgende eksempel:

Alle ungkarle er ugifte.

Da definitionen på en ungkarl er, at han er ugift, siger prædikatet ikke noget ud over, hvad der ligger i begrebet ungkarl. Dommen er a priori analytisk.

De syntetiske domme derimod udvider vores forståelse af det begreb, der indgår som subjekt i erkendelsen. Det vil sige, at prædikatet går ud over, hvad der ligger i subjektet. Eksempel (igen Kants eget):

7 + 5 = 12

Hverken i begrebet om tallet syv eller fem ligger ved analyse tallet 12, og dommen (lig med) går derfor udover, hvad der ligger i disse tal. Dommen er syntetisk a priori.

For at en erkendelse af Gud, frihed og udødelighed kan blive videnskabelig og dermed udgøre en virkelig metafysik, må vi imidlertid først undersøge erkendelsen selv, vi må undersøge, hvordan syntetisk a priori domme er mulige (hvis de er det), vi må med andre ord forsøge en kritik af den rene fornuft. En sådan kritik er kun en propædeutik (forberedende undersøgelse) til det han kalder en transcendentalfilosofi. Kritikken er ikke denne transcendentalfilosofi selv (som doktrin), men en nødvendig forberedelse til den. For Kant er transcendentalfilosofi ikke erkendelse af genstande, men erkendelsesmåden af genstande, jf den kopernikanske vending mod erkendelsen selv.

Vi kan sige, at Kants tankeskema er tredelt: 1) Propædeutikken, kritikken af den rene fornuft, der skal afklare spørgsmålet om, hvordan syntetisk a priori domme og erkendelse er mulig. At de er mulige og at de er virkelige ses fx i matematikken, idet han kalder alle matematiske sætninger, herunder sætninger fra geometrien, for syntetiske a priori. De syntetisk a priori domme kendes også fra den teoretiske fysik. 2) Transcendentalfilosofien, der skal afklare, hvordan vi eventuelt via fornuften kan erkende Gud, frihed og udødelighed. 3) Den videnskabelige metafysik, der skal give svaret på spørgsmålene om Gud, frihed og udødelighed, eller udgøre den egentlige lære og doktrin, den egentlige erkendelse af den rene fornufts uomgængelige opgaver.

At det netop er de syntetisk a priori domme, vi må undersøge muligheden af i propædeutikken og i kritikken af den rene fornuft, og altså ikke også de analytiske a priori domme, skyldes, at vi ikke ved en erfaringsuafhængig analyse af begreberne eller fænomenerne Gud, frihed og udødelighed kan erkende disse ting eller overhovedet vide, om de findes (mange afviser det), med mindre vi tager tilflugt til det ontologiske Gudsbevis, og derudover blot antager frihed og udødelighed. Hvis det ontologiske Gudsbevis holder, kan vi sige, at en analytisk a priori dom er nok til at bevise Guds eksistens. Vi kan – siger beviset – antage eller tænke et fuldkomment Væsen, Gud, og da et sådant Væsen for at være fuldkomment også må være i besiddelse af eksistens, da det ellers ikke ville være fuldkomment, har vi – siges det – bevist Guds eksistens ved et argument, der svarer til Kants analytisk a priori domme. Et fuldkomment Væsens, Guds, eksistens er indeholdt i begrebet om det fuldkomne Væsen ved analyse. 

Men Kant afviser senere i værket det ontologiske Gudsbevis, og for ham er en antagelse af eller tro på frihed og udødelighed ikke nok, han vil erkende det videnskabeligt. Mere om det senere. Da vi altså hverken ved sansning og erfaring eller ved analyse (analytisk a priori domme) kan erkende Gud, frihed og udødelighed, er den eneste tilbageværende mulighed de syntetisk a priori domme og erkendelse.