Det var ifølge Immanuel Kant David Hume der vækkede ham af hans ”dogmatiske slummer” og dermed gav stødet til hans berømte filosofi med dens store virkningshistorie. Problemet der var opstået med Hume og hans tænkning var dette: Alle vores ideer – hævdede Hume – er afledte af vores (sanse)indtryk (impressions) og det er ikke muligt at slutte fra disse indtryk til universelle lovmæssigheder (induktionsproblemet) (Hume: A treatise of human nature).
Det er altså ikke muligt at slutte fra det specielle til det generelle, eller som Søren Harnow Klausen udtrykker det i bogen Hvad er videnskabsteori?, så er det ikke muligt at slutte fra det endelige og begrænsede til det uendelige og universelle, fra et begrænset antal observationer eller iagttagelser til universel lov og gyldighed, og dermed har Hume umuliggjort eller ødelagt videnskaben og erkendelsen, som han selv siger det i A treatise of human nature. Det er ikke muligt på grundlag af iagttagelser eller observationer at sige noget sikkert om verden eller om et hvilket som helst emne eller felt, der gøres til genstand for vores undersøgelser og videnskab.
For at søge at redde videnskaben og erkendelsen prøver Kant så med det modsatte synspunkt: At undersøge det han kalder den syntetisk a priori erkendeform eller dom. Altså domme og slutninger der er uafhængige af erfaringen (sansningen) og som går ud over det, der i forvejen ligger i vores begreber og antagelser. De syntetisk a priori domme synes at være den eneste tilbageværende mulighed for selve erkendelsen og dens gyldighed.
Dette er hovedanliggendet i Kants Kritik der reinen Vernunft, at undersøge de syntetisk a priori domme. Desværre kommer han til et nedslående resultat: Da vi kun kan erkende og kun kan erkende ting og fænomener i rum og tid (de a priori anskuelsesformer), hvilket Kant afhandler under den transcendentale æstetik, kan erkendelse og viden ikke bevæge sig hinsides erfaringen i rum og tid, og hvis vi forsøger det, geråder vi i umulige positioner og problemer, hvilket afhandles under afsnittet om fornuftens fire konflikter eller antinomier.
Hvis Kant med sit begreb om erfaring mener sansning (han præciserer ikke nærmere hvad han forstår ved erfaring), så er erkendelse også umulig som konsekvens af hans teori. Han søger en erfaringsuafhængig viden, en syntetisk a priori erkendelse som modsvar til Hume, men ender med at sige som konsekvens af rummets og tidens uomgængelighed for erkendelsen, at vi netop ikke i erkendelsen kan bevæge os hinsides enhver mulig erfaring.
Så stillingen synes efter Hume og Kant at være denne: Hvad enten vi baserer vores erkendelse på sansning (Hume) eller på (ren) tænkning (Kant), så er erkendelse og dermed viden umulig. I hvert fald sikker viden.
Denne stilling kan måske klares efter den hegelske dialektik og logik som de er afhandlet i Phänomenolgie des Geistes og Wissenschaft der Logik. Vi kan heraf opfatte Humes og Kants positioner som tese og antitese eller som Kants negation af Humes standpunkt, og derudfra danne en (ny) syntese: Erkendelse og med den viden består i et dialektisk forhold mellem sansning og tænkning, så erkendelse både bygger på sansning og tænkning, sådan som også Harnow Klausen siger det i den nævnte bog. Dette er vel også i overensstemmelse med almindelig sund fornuft (common sense).
Vi kan foretage iagttagelser og observationer ved sansning og tænke over og danne teorier ud fra disse iagttagelser, og vi kan have visse grundlæggende teorier for verden og dens fænomener, og søge bekræftelse på eller falsificere disse teorier på baggrund af observationer. Bevægelsen går ikke kun den ene vej mellem sansning og tænkning, mellem observation og teori, men begge veje.
Måske var den egentlige fejl ved Humes teori, at han selv udtalte sig universelt ud fra det specielle, at han i en deskriptiv analyse og teori for tænkningen mente at iagttage, at alle vores ideer skyldes sanseindtryk. Det vil sige at han sluttede induktivt fra det specielle til det universelle, og dermed egentlig modsagde sit eget resultat, der skulle ugyldiggøre induktion som erkendemåde.
I hvert fald havde han intet sanseindtryk af, at al erkendelse (ideer) stammer fra sanseindtryk, og også derfor synes hans teori paradoks og selvmodsigende, på samme måde som Kants forsøg på løsning forekommer paradoks. Dette kan i øvrigt ses som en principiel indvending mod al radikal empirisme, således også mod positivismen og den logiske positivisme. Disse teorier sanser vi ikke, men tænker dem, og de kan ikke selv bevises ad sansningens vej, hvorfor de på egen grund er ugyldige.
Den rigtige løsning på det filosofiske problem der opstod med Hume synes at være syntesen eller middelvejen mellem sansning og tænkning i det dialektiske forhold mellem de to nået efter den hegelske dialektik og logik. Med andre ord en opfattelse af både induktion og deduktion som sideordnede og legale erkendeformer, som gensidigt og ligeværdigt kan befrugte hinanden og føre til gyldig erkendelse og videnskab.
Et andet problem ved Humes teori er, at hvis vi fastholder, at alle vores ideer er afledte af vores sanseindtryk, så bortfalder også gyldigheden af kausaliteten, da vi intet sanseindtryk har af dén heller. Vi har intet sanseindtryk af, fx, den lov der gør, at når en billardkugle rammer en anden billardkugle, så bevæger kuglerne sig på bestemte måder. Vi kan se eksempler på det, men loven bag sanser vi ikke og kan derfor heller ikke erkende den.
Dette problem imødegås dog også principielt ved indvendingen ovenfor om, at Hume og alle vi andre intet sanseindtryk har af, at alle vores ideer er afledte af sanseindtryk. Humes teori er ugyldig.
En alternativ indvending mod Humes teori har vi i Torben Boas to bøger, Tankens arkitektur (2014) og Etik og moral (2017), hvor han med en henvisning til Harald Høffdings gennemgang af Kants teori siger, at Kant flytter kausaliteten fra det ydre (Hume) til det indre, til noget tanken iboende, immanent, en måde at erkende på, en af de 12 forstandskategorier. Hvis kausalitet ikke er noget ydre knyttet til tingene, men noget indre knyttet til tanken, så er sanseindtryk i forbindelse med kausalitet irrelevante.
Selv vil jeg nok foretrække et både-og, ikke et enten-eller: Kausalitet opfatter jeg både som noget indre og ydre, noget der både er knyttet til tanken og til tingene, idet erkendelsen og verden hermed afspejler hinanden i en harmoni. Og jeg tænker, at de store problemer i filosofien og i tilværelsen generelt ofte opstår med de ekstreme standpunkter og holdninger. Måske ligger løsningerne på vejen midt mellem yderpunkterne: På den gyldne middelvej.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 