Fred på Jorden

Er fred på Jorden mulig? Global fred? Evig fred?

Det synes næsten umuligt, om end nogle iagttagere siger, at antallet af krige på Jorden er aftagende. Det håber jeg er rigtigt. For så bevæger vi os som menneskehed i den rigtige retning. Der er håb.

Men krigen synes næsten nedfældet i vores gener gennem kampen for overlevelse og udvælgelsen af de bedst egnede, altså gennem evolutionen. Spørgsmålet er, om vi kan hæve os over vores biologi, hæve os til ånd, eller rettere: Finde en balance mellem de to, en mere fredelig tilstand, hvor ånden, der i sin oprindelse fra Lyset og Gud ikke kender til krig, og ikke ønsker krig, har det sidste ord. Det vil sige fred. (Se Vandrer mod Lyset).

Hvis vi skal have fred, ikke bare som en undtagelse fra normen, men som en permanent tilstand til gavn for alle, så må vi først prøve at forstå, hvad det er, der gang på gang leder os ud i krigens usalige sumpe og veje. Hvad det er, der får os til gang på gang at gå vild.

Her kan jeg se flere kilder til den krig, der hjemsøger os, både strukturelle og ikke-strukturelle faktorer. For det første kan den analyse, jeg tidligere har formuleret angående de strukturelle faktorer, være rigtig: At selv den bedste vilje til fred kan støde an mod de nu kendte former for politisk organisation på følgende måde:

Hvert magtpunkt, hvormed jeg både mener stater, alliancer og ideologisk forbundne enheder, har en indbygget tendens til ekspansion. Samtidig har vi i dag ikke noget overordnet politisk organ, en Verdensstat, til regulering ved lov af den politiske og økonomiske adfærd, der i dag er global. Da den globale lov mangler, har vi globalt kaos. Lov skaber orden, manglende lov skaber kaos.

Den manglende overordnede politiske magt virker derudover på de enkelte magtpunkter som et vakuum, de hver for sig prøver at udfylde, og hvor disse magtpunkters stræben efter global dominans støder sammen – som ringe i vandet – har vi krigen og konflikten og kaos.

Til at råde bod på denne strukturelt skabte krig og konflikt og det følgende kaos, har vi altså brug for en Verdensstat, en overordnet politisk struktur, der kan give globale love til at regulere den globale politiske og økonomiske adfærd, for derved at erstatte kaos med orden. For som det også hedder med et slogan fra jyske lov: Med lov skal land bygges; en tanke vi her kan omformulere til: Med lov skal verden bygges. Hvis vi vil have en fredelig verden.

Men selv hvis vi tænker os en sådan Verdensstat realiseret – og hvis min analyse er rigtig – så kan disse strukturelle faktorer støde an mod ikke-strukturelle faktorer, som vi kort kan karakterisere som god vilje eller mangel på samme. Vi kan måske også kalde det de etiske faktorer, altså hver vores indre sans for godt og ondt, og hvordan vi omgås hinanden.

For hvis ikke en basal og almenmenneskelig vilje til det gode, her i form af ønsket om og viljen til fred, er til stede, så kan vi formulere og søge at skabe nok så gode rammer og strukturer for fredelig sameksistens; det hele vil strande på en ond vilje, viljen til krig og konflikt.

Omvendt kan – som antydet – en oprigtig vilje til fred støde an mod uheldige politiske strukturer og måder at organisere vores samfund på politisk. De strukturelle og de ikke-strukturelle faktorer kan således modarbejde hinanden, og gør det vel også ofte.

Problemet er, at det er os selv, der skal høste frugten af den sæd, vi hver især sår (se mit indlæg Om gengældelsesloven). Hvis vi vil krig, sår krig, så høster vi krig. Og derfor er krig ikke i nogens interesse. For hvem ønsker at blive krigsoffer? Men det er dét, der bliver virkeligheden for dem, der igen og igen sår krig og konflikt. Dette bør de vide – for deres ofres skyld, men især for deres egen.

Det nytter ikke at henvise til landenes og folkenes ret til at “forsvare sig” mod angribere. For det er rigtigt, at vi som menneskehed er nået dertil, hvor de fleste mener, at egentlige angrebskrige ikke kan tolereres og ikke kan retfærdiggøres. Men det er endnu kun i retorikken. For også al-Qaida og selv Islamisk Stat “forsvarede sig”, Islam, mod vestlig indflydelse og dominans, lige som Vesten “forsvarede sig” ved at invadere Afghanistan, Irak og til dels Libyen. Israel “forsvarer sig” mod terror, og palæstinenserne “forsvarer sig” mod besættelse. Rusland “forsvarer” russiske mindretal i de tidligere Sovjetrepublikker og sit land ved at invadere Ukraine, og Vesten og NATO “forsvarer sig” ved at sende militær hjælp til Ukraine – en politik der truer med at udvikle sig til en ny verdenskrig. Det er altså den gamle destruktive politik, kun med et andet ansigt, i et andet navn, og under et andet flag.

En anden faktor til krig kan tænkes at være den indflydelse våbenindustrien har på verdenspolitikken. Det kan meget vel tænkes – uden at jeg ved det eksakt – at de svimlende summer, der handles våben for i dag som tidligere, er en stor fristelse for de mennesker, der er engageret i denne industri. Derfor tænker jeg, at der også i dag øves en betydelig lobbyvirksomhed fra våbenindustrien til påvirkning af svage politikere, der ligeledes fristes af pengene, penge der dybest set virker for menneskers – og deres egen – indre og ydre ødelæggelse (igen se indlægget Om gengældelsesloven (og Vandrer mod Lyset)).

Der er altså i hvert fald disse strukturelle og ikke-strukturelle kilder til krig og konflikt. Af de to faktorer må – som jeg ser det – først og fremmest de ikke-strukturelle faktorer, viljen eller manglende vilje til fred, være på plads. For hvis ikke fredsønsket og fredsviljen er til stede i tilstrækkeligt omfang, vil en ny politisk struktur i form af en Verdensstat kun virke som en hæmmende faktor i forhold til fred, ja, måske lige frem være en ny kilde til krig, idet de manges onde vilje til stadighed vil søge at sprænge rammerne, der kunne sættes i verden i bestræbelsen for fred.

Hvordan kan vi da bedst fremme viljen til fred? En af måderne er at påpege de virkelige følger af krig, hvilke vi kan forstå ud fra gengældelsesloven: Hvert projektil og bombe og missil man sender mod ”fjenden”, sender man samtidig mod sig selv. Skulle mennesker fristes til at bruge atomvåben, er hver kastet atombombe samtidig en bombe man kaster over sig selv – fysisk og åndeligt.

Hvis mennesker virkelig ville forstå og anerkende dette, mon så ikke snart vi ville få fred?

Her ser jeg med stort håb på de nu fremvoksende slægter og generationer, de unge, som skal bygge fremtiden. Måske bliver disse mennesker de første til at forstå dette – og dermed de første til virkelig og i sandhed at bygge en verden af fred med lov ud fra en oprigtig vilje til fredelig sameksistens. 

De unge er broen til fremtiden. Jeg håber, at de vil forstå deres ansvar – og deres muligheder – og jeg håber, at de vil blive de første, der skyer fortidens fejl, hvor krigsherrer og krigsopviglere har brugt næsten al deres intelligens og formåen på at nedbryde verden og deres medmennesker og dermed også sig selv.

Højtryk, 2024