Dette skrift bygger på Vandrer mod Lyset. Alle sideangivelser er angivet efter den trykte udgave.
Spørgsmål: Hvordan kan alt i Verdensaltet være omsluttet af Guds Tankes altomsluttende love (Oversigten, s. 241), og vi mennesker samtidig være frie? Hvad er forholdet i kosmos mellem frihed og lov?
S. 149 (Kommentaren, stykket med småt) siges det, at lys og mørke i oversanselig forstand er kendingsnavne for de to urkræfter, godt og ondt, og at de begge dels rummer fysiske (materielle), astrale og åndelige former eller partikler. Da Guds Tankes love er altomsluttende, må Han/Hun have givet love for alle disse former og partikler.
S. 148 står, at Gud efter sin emanation gav lys- og mørkepartiklerne en om hinanden roterende bevægelse (hvilket har et ekko i den jordiske atomteori), og derved satte Æteren i en vibrerende bølgebevægelse gennem sit eget flammende Væsen, med mørket som en svag understrøm i Lyshavet, alt sammen med det formål for øje at eliminere det onde.
Vi mennesker deltager i denne store lutringsproces ved at også vi eliminerer noget af mørket. Det åndelige mørke fx kan af os afpolariseres og elimineres på to måder (s. 158-159): Ved den syndefulde tanke og handling (ved tankens og viljens møde under mørkets indflydelse) – hvilket naturligvis ikke kan anbefales – eller ved individets sorg og anger over onde tænkte tanker eller handlinger (ved tankens og viljens møde under lysets indflydelse). En tredje måde findes, men kendes kun af Gud (note 3, s. 158).
Da Guds love således omfatter alle kræfter, udstrålinger, stof og materie, fx gravitation og bevægelseslove, og omfatter al ånd, må vi skelne mellem guddommelige materielle, astrale og åndelige love. Endvidere må vi skelne mellem lovene for den primære skabelse, den oversanselige, love som er evige, og lovene for den sekundære skabelse, de fire stjerneuniverser, hvortil Jorden hører. De rent jordiske love, givet af Gud, er temporære, midlertidige (Oversigten, s. 286). Hertil må fx regnes inkarnationsloven, gengældelsesloven, søvnloven mv. Disse midlertidige love vil ophøre, når Jorden – af Gud – engang om millioner af år bortslettes, opløses i sine bestanddele (s. 288), hvilket vil ske, når alle har fuldendt deres udvikling her, dvs har opnået tanke-vilje-enhed og har sonet alt (Spørgsmål og Svar II, no 64).
Af lovene for ånden må vi regne tankens og viljens frihed med den dertil hørende selvbestemmelsesret, og dernæst karma- og gengældelsesloven for absolut centrale. Og her er vi ved det, jeg indleder med at spørge om:
Hvordan kan vi mennesker siges at være frie i et kosmos, hvor tilsyneladende alt – som vist eller antydet ovenfor – er styret og reguleret ved Guds Love? Svaret kan vi finde ved at sammenligne med de jordiske forhold:
De frie samfund på Jorden er også i høj grad styret og reguleret af love, regler og bestemmelser. Alligevel betragter vi os som frie mennesker. Det gør vi – med rette – fordi loven i de frie samfund er reaktiv forstået på den måde, at vi her har vores frihed til at følge – eller bryde – de givne love. Bryder vi lovene, står vi imidlertid til ansvar overfor den dømmende magt. Eller sagt med andre ord: I de frie samfund har mennesker initiativret. Vi har ret til at handle frit – men under ansvar for loven.
På samme måde med de guddommelige love: Vi har vores fulde frihed til at følge – eller bryde – Guds love, men gør vi det, hjemfalder vi til soning under gengældelsesloven. Denne lov er – som tidligere skrevet – ikke en straf, men opdragelse og retfærdighed; ved at udsættes for de samme lidelser, vi har bragt andre, bringes vi til – smerteligt og på egen krop og sind – at forstå det vi har gjort. Og derfor vil vi efter den smertelige soning være mindre tilbøjelige til igen at begå den samme fejl, og generelt være mere lydhøre overfor samvittighedens stemme og vores egen indre sans for godt og ondt.
Omvendt kan vi sige, at i de jordiske diktaturer er loven repressiv i den forstand, at man her prøver at tvinge mennesker til at følge loven og adlyde despoten. Her levnes ingen frihed og selvbestemmelsesret, ingen ret til at ytre sig og handle og leve frit.
De jordiske diktaturer har deres religiøse parallel i prædestinationslæren, som kendes både i kristendom og islam; opfattelsen af Gud som en, der skal have bestemt verdens gang fra evighed til evighed, uden at levne os mennesker nogen som helst frihed. Nogle tror måske, at de med denne tanke ophøjer og ærer Gud, men i virkeligheden nedsætter de Hans/Hendes ophøjede, rene og kærlige Væsen og Natur til en guddommelig tyran slet og ret.
Så selv om alt i kosmos er styret og reguleret ved Guds love, så har vi – hans børn og skabninger – vores frie vilje til at følge – eller bryde – disse love, men alt under ansvar over for Loven.
Med hensyn til selve frihedens natur kan vi ganske kort sige, at frihed er det ondes fravær, idet det onde ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, en energiform, der kan binde tanke og vilje, og som kan tvinge individet til at tænke bestemte tanker og udføre bestemte handlinger (synd).
Modsat stiller Lyset os frit i alle henseender. Denne distinktion uddyber svaret på det spørgsmål, jeg indledte dette skrift med: Gud stiller os frit, og giver os initiativret – men med ansvar overfor Loven – fordi Han/Hun er en Lysets Gud, omend Hans/Hendes love regulerer alt i Verdensaltet. Og derfor er vi mennesker dybest set frie væsener; fra Guds skabelse af os absolut frie, og ved os selv frie i samme grad som vi har udrenset mørket af vores personlighed.
Friheden ses også ved eksistensens og livets rod: Vi har fået det evige liv som en gave fra Gud, men står frit i forhold til, om vi vil modtage denne gave eller vælge den fra (Oversigten s. 241 og Kristi Tale). Hermed menes ikke, at vi har ret til at tage vores eget (jordiske) liv; dette er imod de guddommelige love.
Men vi har ret til – når ånden har nået en vis grad af modenhed – at vælge det evige liv fra og synke tilbage i det Faderskød, hvoraf vi er oprunden. Endnu har ingen dog valgt denne mulighed (Kristi Tale).
Og friheden ses i kærlighedens natur: I kærligheden stiller vi hinanden frit, og kærligheden tiltager og vokser i takt med den frihed, vi skænker dem, vi elsker. Dette betyder naturligvis ikke, at det i kærligheden er eller bør være os ligegyldigt, om vi er sammen med den eller dem, vi elsker, eller ej. Det betyder kun, at samværet og forholdet ikke er et krav og en tvang, og at den elskede altid er fri til at forlade os – eller blive i forholdet og samværet. Det betyder grundlæggende, at vi tilsteder og anerkender vores partners ret til at tænke, handle og føle frit.
Omvendt aftager kærligheden i styrke og kvalitet i samme grad, som vi ønsker at binde vores elskede; enten binde den elskede i et forhold, som denne måske ikke ønsker at være en del af (måske af angst for at miste og selv blive såret), eller fx ved at kæmpe om magten i et forhold; ved at søge at bøje den elskede ind under vores vilje.
Dette sidste er i øvrigt et eksempel på mørkets, det ondes, bagvendte, selvmodsigende og paradokse natur: Ud fra et ønske om at bevare kærligheden (måske af angst for den smerte det er at miste den), ophæver eller forringer vi den ved at lade mørkets tvang indgå i vores kærlighedsforhold. Ved at søge at binde den elskede, mister vi ham eller hende (om ikke andet så i åndelig, i hjertets forstand), og mister den kærlighed, vi kan være så bange for skal dø.
Og således forråder mørket sin bærer og vores kærlighed.
Højtryk, cpo, 2022 (redigeret og udvidet 2023)
Forfatterskabet Højtryk 