Gennem tiden har jeg selv forsøgt nogle løsninger på den gåde, som Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte. Det spørgsmål altså hvordan eller hvorfor Urkosmos med Lys, mørke, Tanke og Vilje kan have været fra evighed uden at være skabt. Men alle mine forsøg har formentlig været fejlagtige.
Jeg skal heller ikke her forsøge en ny forklaring, blot søge at klare selve spørgsmålet og formulere problemet. Det egentlige svar på gåden kan formentlig først gives hvis eller når Vandrer mod Lyset vinder sin almene udbredelse og anerkendelse (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).
Hvis vi følger Vandrer mod Lyset så kan vi konstatere, at Urkosmos fandtes. At Tanke, Vilje, Lys og mørke fandtes; vi kan måske også sige, at ånd og stof var fra evighed uden begyndelse – eller deres muligheder var fra evighed – idet vi med stof mener hele spektret af Lys- og mørkepartikler, der nævnes i Vandrer mod Lyset s. 149. Når det fandtes kan det nødvendigvis ikke være skabt, da skabelse er en handling over tid, og tiden fandtes ikke i Urkosmos (Vandrer mod Lyset, Kommentaren kap. 1). Tiden begyndte først i det øjeblik Tanken og Viljen samtidig gøs tilbage for mørkets kræfter og udstrålinger i en første urosdirren, og i en tiltagende aktivitet og energiudfoldelse af de to urkræfter, Lys og mørke, begyndte at søge ind i Lyset, ind mod dets kerne.
Før denne urosdirren var såvel Tanke og Vilje som Lys og mørke i fuldkommen ro og ligevægt i en slags dvaletilstand. Men ligevægten blev altså brudt ved tidens begyndelse. Senere emaneredes Gud, fremstod Han/Hun som Personlighed ved Lysets sejr over mørket i den kosmiske kamp som er beskrevet i Vandrer mod Lyset, hvorved væren blev til tilværelse eller liv, og hvor – i en bestemt tolkning – ånd og stof gik fra muligheder til realiteter.
Også af dvaletilstanden eller den oprindelige inaktivitet kan vi forklare hvorfor Urkosmos ikke kan være skabt. For en skabelse kræver – ud over tid – aktivitet i Tanke og Vilje, en aktivitet som ikke fandtes i dvaletilstanden, i Urkosmos, en aktivitet som betinger tiden.
Med disse overvejelser må vi medgive Martin Heidegger en vis ret, når han i sit ufuldendte værk Væren og tid slutter af med at sige, at svaret på spørgsmålet om eksistens, svaret på det ontologiske grundspørgsmål, skal søges i retning af begrebet og fænomenet tid. Men også kun delvis. Svaret på gåden om det uskabte som kan opfattes identisk med det ontologiske grundspørgsmål ud fra en overvejelse over begrebet og fænomenet tid giver kun en delvis forklaring; nemlig en forklaring på hvorfor Urkosmos ikke kan være skabt, og da det faktisk fandtes uden altså at være skabt, nødvendigvis må have været fra evighed, eller rettere i den tidløse tilstand før ligevægtstilstanden blev brudt.
Vi kan med disse tanker forklare hvorfor Urkosmos ikke kan være skabt, men vi kan ikke forklare hvorfor det overhovedet fandtes. Hvorfor fandtes der ikke bare ”ingenting”, og hvorfor fandtes – som det synes – alle muligheder, alt godt (Lys), alt ondt (mørke), al Tanke og al Vilje, hvis vi opfatter dette som alle muligheder?
Vi kan forklare tiden med direkte kildehenvisning til Vandrer mod Lyset: At tiden er et udtryk for begivenhedernes rækkefølge, en rækkefølge der oprindeligt startede ved den første urosdirren da Tanken og Viljen samtidig gøs tilbage for mørket og søgte ind i Lyset ved en begyndende og stadig mere intensiv aktivitet, og vi kan forklare rummet som noget der langsomt foldedes ud under Tankens og Viljens kamp ud af mørket frem mod Lysets sejr og Guds emanation til den nu kendte dimension rum.
Men hvorfor Urkosmos fandtes kan vi ikke forklare, og det er – som jeg opfatter det – den egentlige gåde. Det er klart at vi med dette hvorfor ikke kan mene en tidslig kausal forklaring og årsag, ”hvad der gik forud og hvad der forårsagede Urkosmos” da tiden som sagt ikke fandtes her. Der gik ikke noget tidsligt forud for Urkosmos, ingen skabelse. Det var fra evighed, eller rettere i en (dvale)tilstand uden tid.
Så vidt jeg kan se skal vi ved en forklaring og løsning på denne gåde ikke tænke i retning af begrebet og fænomenet tid, som Heidegger parallelt forsøger – det kan kun delvis forklare eller kaste et strejflys over problemet – men nærmere tænke i retning af begreberne og fænomenerne eksistens og væren, som må være forskellige fra tiden, da Urkosmos fandtes uden tid. Jeg skal igen understrege at dette ikke er en løsning, blot et forsøg på at formulere problemet og søge at pege i en retning hvor svaret måske engang kan findes.
Retningen synes at være en redegørelse for hvad det vil sige at noget eksisterer. Hvad det vil sige at noget er til. Hvad eksistens er. Og dét er jo det ontologiske grundspørgsmål, det spørgsmål som Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte, det spørgsmål som Heidegger søgte svar på, det spørgsmål som formentlig kun fremtiden kan besvare.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 