En mand sidder i et tog på vej fra Wien til Polen, det er måske hen imod skumring, manden tager et blad frem, Nouvelle Revue, og læser for at benytte dagslyset inden det svinder helt Sienkiewicz´ Bartek Vainqueur. Toget gør holdt ved grænsestationen, Granica, hans pas bliver checket, hans bagage bliver omhyggeligt gennemrodet og kontrolleret. Han sukker let. I hans taske er – mærkeligt nok – en revolver med skarp ammunition. Grænsevagten tager den. Han får at vide, at han kan ansøge hos Generalguvernøren om tilladelse til at besidde våbenet, og hvis ansøgningen imødekommes, da at hente revolveren ved toldkontoret i Warszawa sammen med de andre af hans ting, der beslaglægges, deriblandt flere bøger og tidsskrifter. Bøgerne og tidsskrifterne må han ansøge Censuren særskilt om tilladelse til at indføre i Polen. Han får en kvittering.
Året er 1885. Polen er besat og et delt land. Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn har militært vundet overhøjhed over den gamle, stolte nation, og har delt landet. Den polske virkelighed er en tragisk. Det polske folk er søgt underkuet, men det er ikke knækket. De må ikke tale deres modersmål. Ord er farlige, farligere end militære våben, for eksempel den revolver manden bar med sig i sin bagage. For ord skaber tanker, og hvis ordet er frit er tanken fri, og er tanken fri er mennesket frit. Tyranniet kender ingen større frygt. Det ydre tryk på folket skaber en enhed indadtil. Det polske folk er udadtil splittet, i det indre står de sammen. De er med den rejsendes ord et højt begavet folk med alsidig dannelse, men dog ved adspredelsen af deres evner på for mange områder også et folk af kun dygtige dilettanter. Polen er et sindbillede – skriver han – et sindbillede på alt det, som menneskehedens ypperste har elsket og hvorfor de har kæmpet. I Polen er alt sammentrængt, alt det hadværdigste og afskyeligste, alt det elskeligste og mest strålende; her findes jordelivets modsætninger som i højt relief; her er verdensvæsenet sammentrængt som i en essens.
De polske kvinder spiller en vigtig rolle i samfundet, kvinderne, der er skabte til dåd og til at herske og beundres for deres skønhed og fasthed og ynde, de polske kvinder, hvis hoved er hedt, og hvis sanser er beherskede, som den rejsende skriver. De polske mænd er stolte af deres kvinder, og de giver rum og plads for det smukke køn, mændene er smidigt hengivne som kvinder, skriver han, og de er forbryderisk letsindige i pengesager, altid med sans for det overflødige og overdådige, skyende det nødvendige og alvorlige arbejde. Polens nationalkarakter svinger på den tid mellem brændende alvorlig, måske også tungsindig, vemodig fædrelandskærlighed og ubekymret lyssind og letsind, Polen, det dansende folk, hvis kunstnere har skabt polonaisen og mazuren (mazurkaen), danse og kunstarter, som blandt andet har fundet livfuldt og ædelt udtryk i Frédéric Chopins kompositioner for klaver.
Georg Brandes har på sin rejse lagt Wien bag sig. Wien der er skabt af musik, eller Wien, som har sendt sin særlige puls og ynde gennem genier som Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart, Johann Strauss den ældre og hans søn, Johann Strauss den yngre, og derved skabt det udødelige, det uforgængelige; Wien som er skabt af genier, eller som har skabt genierne, Wien der med det østrig-ungarske verdensrige her ved slutningen af det 19. århundrede dog er i en forholdsvis stilfærdig opløsningstilstand, som Brandes skriver, en opløsning, der nogle år senere skulle fuldbyrdes ved en sprængning af imperiet ved den første verdenskrig, Wien, der også skabte en Sigmund Freud og med ham bevidstheden om neurosen og det ubevidste, skabte erkendelsen af det underbevidstes vældige magt.
Wien summer endnu blidt i hans hjerne som en let rus, nerverne løsnet og den rejsende løftet som ved champagne skænket i høje, slanke krystalglas i sale med strålende lysekroner og gyldne trompeter, der gjalder til sejr. Han tænker på genierne, som han sætter højest af alt, lige så højt som friheden, særligt tankens frihed, herunder den frie, kritiske og selvstændige videnskabelige tanke og praksis. Manglende påagtelse af og orientering i videnskaben virker for litteraten og kritikeren Brandes til skade og formindskelse af digteren og værket. Tankefriheden ser han som en modsætning til troens og de religiøse dogmers tvang, og denne frihed vil han kæmpe for. Det er dét han, selv et geni – gennemdannet ved filosofi og digtning – vil med litteraturen og kritikken. Bestandig spørger han sig ved indgangen til en digter, en tænker: Hvad drev ham til at skrive netop dette værk, hvordan kom han eller hun til sit emne, og ved svaret på disse spørgsmål giver alt andet sig selv, tydningen, sammenhængen. Han finder en sprække i værket, hvorved han kan trænge ind, og så lever han en tid lang i intimt, åndeligt, samvær med digteren, værket. Han søger ved sjælestudie og præcis streg at tegne skikkelsen af en digter, et værk, en tid, og derved har han både grænsen og omfanget udenfor og indenfor stregen, det ukendte og det erkendte.
Hvad drev ham til sit eget værk, hvilke kræfter er det, der virker i ham? Kærlighed til frihed, både tankens og den politiske. Dertil en udpræget sans for retfærdighed. Han er aldrig bange for at gå mod strømmen, mandigt og med åndelig ligevægt fælder han overalt beherskede domme, går de end nok så meget mod tidens herskende meninger, og han viger aldrig tilbage, selv ikke for de største; en Shakespeare, en Goethe, en Kierkegaard; Shakespeare, som efter Brandes´ tankefigur forsynede sine karakterer med indre uendelighed og som i ånd og skaberkraft spænder over himmel, Jord og helvede; Goethes tilkæmpede ligevægt og ro, Goethe, dette stille ocean, som Brandes måler udstrækningen og dybden af; Kierkegaard som Brandes tegner med præcision i enkel streg med grundpunkter i faderens mørke rugelser, der gik i arv til sønnen, og som sammen med bruddet med Regine Olsen gjorde Søren til dette tungsindige, lidende, bekymrede menneske, en digter, hvis suk og skrig lød som den skønneste musik, et menneske, som med sin digtning og tænkning i en af Brandes set lidelseshistorie fortvivlet vil være og ikke vil være sig selv, og som næppe vover springet, valget af sig selv og af Gud, det spring og det valg, der for Kierkegaard er det ene afgørende; alt kan hos Brandes rummes og det tegnes troværdigt med sikker sans og med skarpt men venligt blik. Dette er omfanget.
Hvad er hans grænse? Georg Brandes blev født i 1842 og han døde i 1927, hvilket betyder, at han levede samtidig med, at Vandrer mod Lyset blev skabt som et resultat af den genvej til lyset og Gud, som de yngste indledte forsøget på i 1857 og som de lykkedes med, da de vandt Satan (Ardor) tilbage til lyset på nogle få menneskers bøn og Kristi forbøn i året 1912 (for dette; se Vandrer mod Lyset). Forud for Vandrer mod Lysets fremkomst og udgivelse i 1920 udgav Michael Agerskov i året 1915 digtsamlingen Hilsen til Danmark, som rummer 15 digte af på den tid afdøde danske digtere fra det, man kalder guldalderen i dansk digtning og kunst. Digtene var fremkommet ad mediumistisk vej ved tankeinspiration gennem Michael Agerskovs hustru, Johanne Elisabeth Agerskov, født Malling-Hansen, og selve dette arbejde er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset. Digtsamlingen blev sendt til en række førende danske litterater og forfattere, og den var som jeg opfatter det ment som en forberedelse af ikke bare det danske folk, men af menneskeheden til senere at modtage hovedværket Vandrer mod Lyset, der som hovedpunkt rummer Ardors bøn om tilgivelse, en tilgivelse, som sammen med erkendelsen af visse åndelige sandheder (formuleret kort og præcist af Ignatius Loyola i det tilhørende værk Forsoningslæren og genvejen (1920)) udgør genvejen til Gud. Som da fremtrædende litterat må Brandes have været blandt de litteraturkyndige, der modtog Hilsen til Danmark – med bestemthed ved jeg dog ikke, om dette virkelig var tilfældet – men som alle andre, der modtog digtsamlingen, reagerede han ikke offentligt med enten tilslutning til eller afvisning af værket, og det blev og vedblev derfor at være ukendt for den brede befolkning. Da så Vandrer mod Lyset fremkom i 1920 stod det danske folk følgelig helt uforberedt på denne åbenbaring, og jeg tænker mig, at det har været medvirkende årsag til, at også datidens biskopper og adskillige præster tav, og ikke stod frem som talsmænd for det værk, der blev dem tilsendt, og som de før deres inkarnation havde lovet Gud at træde i skranken for, i fald det lykkedes gennem et medie at få det igennem til den jordiske verden. De vovede det ikke, eller de forstod ikke værket, eller de ignorerede det uden at beskæftige sig videre med det.
Var det modet, der svigtede Brandes og andre med ham? Var det angsten for latterliggørelse eller for at miste levebrødet? Næppe for Brandes vedkommende. Han havde tidligere i sin karriere vist stort mod, og var aldrig bange for at stå alene. I 1876 eller 1877 blev han forbigået til en stilling som professor i litteratur ved Københavns Universitet af politiske og religiøse grunde, men han stod fast på sine meninger. I 1902 efter systemskiftet i Danmark i 1901 blev han udnævnt til titulær professor samme sted, og holdt forelæsninger ved universitetet frem til sin død i 1927. Han havde det indre format og den ydre anseelse omkring 1915, som gjorde ham til en ideel Guds medarbejder på Jorden. Men han tav. At han tav skyldtes formentlig, at det religiøse simpelthen ikke lå til hans naturel. Han havde i hele sin karriere kæmpet mod kristendom og dogmatisk religiøs tænkning og bekendelse og for den frie tanke, det frie menneske. At han delte denne bestræbelse med Vandrer mod Lyset og dem, der skabte dette værk, og som forud sendte os digtsamlingen Hilsen til Danmark – idet åbenbaringerne her netop på lange stræk er en afvisning af og et radikalt opgør med netop kristendom, et budskab, der potentielt kan sætte alle mennesker fri ved genvejen – så han ikke. For ham var dette måske blot endnu et vulgært, spirituelt værk i stil med en Helena Petrovna Blavatskys eller en Alice Ann Baileys eller en Martinus´ arbejder, eller det var for ham kun endnu et ligegyldigt værk, som påståedes at stamme fra Gud, en Gud, som han ikke troede på, ikke ville eller kunne tro på. Måske har han simpelthen som så mange andre blot trukket på skuldrene, ignoreret det hele, og levet sit liv til ende med god samvittighed.
I 1915 var Brandes 73 år, og han havde mange kampe, megen modstand, mange skuffelser – og sejre – bag sig. Dette var ikke hans kamp, kan han have tænkt og følt. Desuden er der den kendsgerning, at Brandes som nævnt fødtes i 1842, altså længe før genvejen blev forsøgt af de yngste med begyndelsen i 1857, og han kan derfor ikke have aflagt Gud et særligt løfte om at tage godt imod Hilsen til Danmark, hvis det lykkedes som led i genvejen at skabe et sådant værk (det kunne også være fremkommet i andre lande; de yngste arbejdede globalt og i alle daværende kulturlande på deres vandringer som diskarnerede væsner hen over Jorden på det astrale plan i deres søgen efter brugbare midlere og medarbejdere for lysets sag). Da Brandes ikke kan have aflagt et specifikt løfte til Gud i denne sag, kan han altså heller ikke have haft en okkult erindring om et sådant løfte, og derfor stod han måske frit overfor sin samvittighed og afviste digtsamlingen i overensstemmelse med sit indre.
Kendsgerningen er, at han tav, og heller ikke han blev derfor en forpost og en banebryder for det mægtige værk, der så dagens lys i 1920. Han havde formatet, potentialet, han var lynende intelligent og godt menneskeligt og etisk forankret, og han havde – i andre sammenhænge i hvert fald – vist modet og selvstændigheden. Måske han blot var træt, eller måske han som ældre mand ikke magtede denne nye og store opgave, som slet ikke var i samklang med noget i hans inderste, med det han altid havde troet på og kæmpet for. Det kan vi ikke bebrejde ham, det er forståeligt. Men det er så dog hans grænse, en grænse, som han desværre ikke formåede at overskride.
Efter på denne måde og efter hans egen metode at have forsøgt at tegne skikkelsen Georg Brandes ved omfang og grænse, efter at have forsøgt at forstå, hvad der drev ham til værket, og hvordan han kom til sit emne, holder jeg her inde med dette skriftlige portræt af manden – med respekt og glæde over det, han bragte ikke bare det danske folk, men menneskeheden. Hos Brandes kommer det venlige ord altid forud for det kritiske, og begge dele er i hans streg værdifuldt til forståelse og oplysning. Jeg har personligt lyst til at læse alle de digtere og tænkere, som han tager til sagkyndig behandling tilsat sin varme og menneskekærlighed. Men det der måske tiltrækker mig mest ved hans værk, er hans ånd, som er dér overalt, og derfor vil jeg fortsætte med at læse og prøve at forstå ham. Hans ånd får jeg ikke hos andre digtere. Den er udelukkende hans og hans alene. I ham har jeg fundet en bror i ånden.
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 