Gud er stor

Rejseoptegnelser fra Marokko

Af Carsten Ploug Olsen

Højtryk

Det er let at gå ad nedtrampede veje og stier, svært at bane sin egen

(Dette arbejde er oprindeligt – bortset fra epilogen og rejsebrev 19. og rejsebrev 20. Ramadan samt teksten Khemisset – offentliggjort på Facebook som enkelttekster. Her let redigeret)

I. Rejsebreve

Om en uges tid rejser min kone og jeg til Marokko, hvor vi skal være i knap et par måneder. Vi flyver til Marrakesh, hvor vi skal møde Khalid i lufthavnen, og så sammen tage toget nordpå til den gamle kongeby, Meknes, hvor vi skal bo hos Hassan.

Jeg har kendt Hassan omtrent lige så længe, som jeg har kendt min kone, hvilket er næsten 25 år. Jeg er tryg ved at skulle bo hos ham. Hassan er berber af fødsel, og der findes et udtryk for dette folks natur; ‘Gæstfri som en berber’, siger man. Sådan er han.

Berberne er gæstfrie, humoristiske, charmerende, men man skal ikke krydse den røde linje. Gør man det, er de nådesløse krigere; mennesker ingen vil ønske sig at have som fjender. Selv kalder dette folk sig amazigh, men det vil jeg skrive om senere.

Min kone og jeg rejser, fordi vi gerne vil besøge Hassan igen, som vi har gjort det før, men først og fremmest fordi vores bolig lige nu er under en omfattende renovering. Vi har i den forbindelse fået stillet en skurvogn til rådighed af den almennyttige boligforening, vi lejer os ind i.

Vi kan ikke holde ud at leve under de ret primitive forhold. Vi er stressede, pressede, fysisk som psykisk. Dét oveni hver vores psykiske sårbarhed og skrøbelighed.

Situationen er lidt som at springe ud fra en klippe og håbe, at der er vand under. Eller at springe ud på Kierkegaards 40 000 favne. Kierkegaard skriver dog om ånd og tro. For os er det vores sind og krop. Kroppen kan dø. Sindet fortvivle. Ånden kan ikke. Den lever og tror og håber og ved.

Om en uge springer vi. Og finder ud af om Gud har fyldt vand i bassinet.

‘Life is what happens to you while you’re busy making other plans’ (John Lennon)

At skrive er som at gå et stadigt afbødet fald. Eller som Henrik Ibsen udtrykte det: At skrive er at holde dommedag over sig selv.

At skrive kræver, at man krydser en indre grænse fra normalitet til kunst. Det er – igen – at springe ud fra klippen og håbe, at der er vand under. Kierkegaards 40 000 favne. Det er mod – og en vis følsom hensynsløshed.

Har jeg dét mod? Er jeg forfatter?

Livet er ikke sjovt. Det er ikke behageligt. Det er ikke underholdende. Det er det at skrive heller ikke.

Hvis man mener, at livet er sjovt, drukner alt i dræbende lede. Humor udspringer af en grundlæggende fælles følelse af livets alvor.

Hvis man altid søger underholdning, adspredelse, samler ånden sig aldrig i det kraftpunkt, som er livet. Den stille susen af sekunder, der går, punktet fra øjeblik til øjeblik, lige nu og altid.

Min kone og jeg er så småt ved at pakke og gøre os klar til rejsen. Det er begrænset, hvad vi kan og må have med i flyet. Kun lidt tøj. De mest nødvendige ting. Tandbørste, tandpasta, medicin, den slags ting. Vi kan vaske hos Hassan og købe, hvad vi har brug for i byen, når vi når frem.

Vi må også huske at have vores sjæl med, men da sjælen ifølge videnskaben kun vejer nogle få gram, er vi ikke så bekymrede for på grund af den at skulle betale for overvægt i flyet.

Rejsen vil efter planen tage ca et døgn, inden vi er i Meknes. Der bliver formentlig ikke megen tid og lejlighed til søvn og hvile. Det bliver stensikkert hårdt, og jeg tænker på, om vi er ved at være for gamle til dette. Min kone er lige fyldt 61, jeg er 58.

Men vi har i mange år sørget for at holde os i form fysisk. Vi er begge stadig stærke og slanke.

Det skal nok gå?

Vi lægger planer, er klar, livet lægger planer og er klar. Er de to overensstemmende, kan de forenes? Krydser de hinanden, eller løber de parallelt?

Dét finder vi snart ud af.

Mens min kone og jeg langsomt gør os klar til at rejse, mærker jeg en uforklarlig sorg bryde frem i mit sind. Er det fordi vi rejser, og ikke burde?

Er det fordi jeg nu prøver at krydse grænsen til kunsten; tilbage til livet fra dødens og vanviddets mudrede, tunge vande? Men dét skulle jo være glædeligt?

Hvorfor denne sorg?

Er det ved afskeden med de sidste godt fire årtiers lidelser at sorgen bryder frem, lidelser jeg nu strammer lærredet omkring, binder snor om, og påklistrer ordet ‘vanvid’ for at kassere det hele, smide det ud?

Er det sorgen over den tabte tid eller over det, der skal komme?

Jeg har i langt over 30 år søgt at flygte fra min tanke. Hvor flygter man da hen? Er sorgen udtryk for, at vi rejser, og derved kommer hjem, et udtryk for, at jeg endelig standser flugten, vender mig om og gør front, sorgen over det jeg ser?

Af TV2 Vejrets app kan vi se, at vejret lige nu er mildt og behageligt i Meknes. Omkring 20 grader og sol. Det er dårligt nyt for Hassan, der som så mange andre marokkanere længes efter regn til deres marker og afgrøder. Klimaforandringerne er også kommet til Marokko.

Hassan har en stor grund med appelsin- og citrontræer, granatæbler, figner og mange andre lækkerier. Han længes efter regn.

Jeg længes efter fred og efter en forklaring på og afklaring af regnen i mit indre. Men måske er det også denne regn, sorgen, lidelserne, der har gødet jorden for de sidste mange årtiers åndelige og eksistentielle bestræbelser og sejre (og få nederlag)?

Som kontrast til sorgen mærker jeg noget andet. En ny livsvilje, måske ligefrem livsevne, et nyt livsmod, der spirer spædt fra min kerne.

Måske er livet af en sådan natur, at når det presses, så springer og rinder dets kilde ren og klar; troen, håbet, visheden, kærligheden?

Citrontræerne blomstrer og synger i Marokko – måske nu til foråret?

’Vi længes efter en jord, der kan bære os’ (Hassan Ouchrif)

Ordene blev sagt på et tidspunkt, hvor Hassan var i Danmark. De lyder nu igen for mit indre øre. Hvordan overhovedet nærme sig sådanne ord? Har jeg ret til at forsøge? Pligt?

Når jeg går i skrivemode som nu, hører jeg kun din skygge i mit hjerte; om du bliver eller går. Du bliver, så jeg skriver – videre om Hassan. Måske det bliver digt. Måske kan det ikke være andet.

Om racisme og modracisme. Om vold og modvold. Om afpresning, udpresning, chikane, stigmatisering. Om gensidig ringeagt, nedladenhed, manglende respekt. Om en politisk korrekthed, som man engang kaldte det, en tilgang, som er den anden side af racismen, dens andet hæslige ansigt.

Om mennesker, der er ved at falde over deres egne ben af frygt for at træde forkert, og derfor står stille. Om mennesker, der bevidst og med fuldt overlæg spænder ben.

Om ord, der drejes og fordrejes sammen med deres motiv og hensigt, hæslige sandheder og smukke løgne, som en ung, talentfuld forfatter i min familie har udtrykt det i anden sammenhæng.

Er Hassans længsel menneskets; vi mennesker, der lever på en kold og uvenlig Jord, som det hedder i en sang fremført af Sissel Kyrkjebø med ren og klar stemme, løftende ord, der også trykker ned, men alligevel bærer med håbets vinger og dets sandhed.

Længsel, tro, håb og længsel igen.

Er det ikke dét, der i sidste ende har båret os på vejen fra de oprindelige uordentlige flokke af urmennesker, der levede liv fulde af vold, drab, smerte, lidelse, kulde, sult til nu, hvor vi i det mindste taler om kærlighed som kendte vi den.

Kan Jorden bære os uden?

En læser skrev som reaktion på et af de første rejsebreve, at det vigtige ikke er, hvad vi vil med rejsen, men hvad rejsen vil med os. At (livs-)rejsen er bestemt til liv.

Hvad vil rejsen os? Måske lære os at give slip uden at lade stå til? Jeg, vi, hænger med det yderste af neglene på klippen og håber, der er vand under.

Men hvad er det, vi hænger i? Livet? Døden? Det trygge vanvid?

Er det livet eller døden, vi prøver at skubbe væk, er det det ene eller det andet vi kæmper mod eller for?

Måske er det Gud, der blidt løsner vores fingre, en efter en, Gud, der længes efter, at vi giver slip – for at kunne gribe os?

Vi vil gerne være i kontrol, min kone og jeg, men hvad hvis livet er overgivelse; en kildes rislen og strømmen, ikke opdæmmet frost og hård, udyrkbar jord? Livet prøver at fjerne forhindringerne for dets frie strømmen i os? Livet skyller ikke os, men frosten og stenene væk?

Vi er i daglig kontakt med Hassan via WhatsApp. Vi skal have de sidste ting på plads, inden vi rejser. Hassan siger, at vi skal tage det roligt, ikke bekymre os.

Hvordan tjekker vi ind i CPH Lufthavn? Hvordan får vi vores telefoner til at virke dernede? Hvordan finder vi Khalid i lufthavnen i Marrakesh? Husker vi at stå af toget i Meknes?

Min kone lider, udover af depression og sjældne manier med psykotiske sammenbrud, også af angst. Hun sover dårligt, og det er blevet værre nu op til rejsen. Hun er som glas, der kan splintres ved let berøring.

Må vi opgive rejsen? Må vi i forbindelse med renoveringen – sagt med galgenhumor – i stedet for at rejse til Marokko genhuses på psykiatrisk hospital?

Eller bare give slip, overgive os til strømmen, hvad enten den bærer os til Marokko og Hassan og de snart blomstrende appelsin- og citrontræer, eller dybere ind i vanviddet?

Er der kærlige hænder, der griber os, hvis vi falder, venter de kun på dét?

Mindekrop. Ar min krop husker, inden snittet er lagt. Blodstorm fra gamle sår synger mørke i mit sind. Kroppen husker det hele. Den ved ikke, at jeg har det godt, og elsker livet.

Parallelt med nyere psykologisk teori og psykoterapi (Neuro Emotional Integration (NEI)) meddeler Vandrer mod Lyset nogle vigtige forhold omkring kroppens, nærmere bestemt den astrale genparts, lagring af oplevelser, erfaringer, følelser, sansninger, traumer.

Disse oplevelser og traumer er ikke nødvendigvis forløsbare gennem samtale. De lidelser der er forbundet med dem, må vi mennesker langsomt, gradvist udleve og gennemleve, idet – i et billede – dampene fra det underbevidste (den astrale hjerne og krop) som gæring fra en søbund stiger til dagsbevidstheden op og ud i fri luft for dér at opløses og forsvinde.

Startskuddet til en sådan udrensningsproces i forbindelse med et traume kan være åndens udpegning og lokalisering af et mentalt problemområde i den enkelte, et traume, et minde, en oplevelse; tanken sender ved viljen en stråle af lys i underbevidsthedens dyb, og da må man huske, at når man kaster lys i mørket, så vågner dæmonerne.

Mørket reagerer proportionalt på Lysets vækst.

Resultatet kan være at traumet og det mørke, der er indeholdt, indkapslet heri begynder at vokse, folde sig ud måske over måneder – og da gælder det om at holde fast, holde ud, bevare roen, ikke miste fodfæstet.

Livet kan i sådanne perioder opleves som en eksplosion, der langsomt folder sig ud – som min kones og mit liv lige nu hvor vi står midt i en omfattende renovering af vores bolig, og planlægger ‘at flygte’ til Marokko.

Vi må stå fast, stå sammen, stå det igennem. Så venter nok roligere vande på den anden side, når uvejret har raset ud – og livet blidt igen lægger os sammen på sit leje.

En læser af disse rejsebreve skrev om det at leve i tillid, idet vi overgiver os til livet og dets strømmen; at der nogle gange bare ikke er andre muligheder.

Jeg tænker, at det handler om at give slip uden at lade stå til, som jeg skrev, og samtidig bevare blikket åbent, ikke lukke øjnene idet vi springer. Derved kan (livs-)rejsen blive til liv som en anden læser skrev.

Jeg vil gerne sige, at jeg er meget taknemmelig for alle de varme, positive og støttende reaktioner og kommentarer, jeg har fået på disse skriverier indtil nu. Det varmer og styrker på et tidspunkt, hvor jeg og vi – min kone og jeg – virkelig har brug for det.

Jeg føler jeres kærlighed, det der vel i sidste ende bærer igennem.

Vi springer, giver slip med åbne øjne, idet vi føler jeres hænder under os og omkring os. Derved drejer livets og kærlighedens hjul endnu en tak, tandhjulene griber fat i hinanden, og driver livet videre skridt for skridt.

Tak❤

Livet arbejder i mig. Velsignet, velkomment og smertefuldt som en fødsel. Prisen er høj, fordi det er så værdifuldt. Det oversætter drømme om kærlighed til virkelighed.

Vi rejser i morgen. Jeg har færre og færre ord. Der er stille omkring livets kerne, det uudgrundelige, uudsigelige.

Det er det bedste og det værste, der er sket i mit liv. Jeg tror cirka det er sådan.

Vi ankom til Marokko i går lørdag. Vi fandt hurtigt Khalid i lufthavnen i Marrakesh, tog en taxi til togstationen, og fulgtes ad nord på ad ruten til Fes med endestation for os i Meknes efter ca 6 timer.

Her hentede Hassan os i bil, og kørte os til sit hus, der ligger lidt udenfor byen. Vi er meget taknemmelige for Khalids hjælp, og Hassans gæstfrihed. Vi har det godt.

Når sindet får mange nye indtryk, og alt er nyt og uvant, oplever jeg, at man let kommer i forsvarsposition og krop og sind går i alarmberedsskab.

Sindet og kroppen forbereder sig til flugt eller kamp efter de spor, der genetisk og astralt (jf Vandrer mod Lyset) er nedlagt i os fra vores forfædre gennem deres kamp for overlevelse og for livet.

Adrenalinet suser i kroppen, livet flyder og arbejder i os, vi er parate, og mærker måske livet så intenst som aldrig før. Eller vi bliver anspændte og fåmælte, klar til kamp. Som nu.

En simpel renovering. En rejse. Hvorfor disse skriverier? Hvorfor al dette postyr? En forbedring af vores bolig, en længere ferie sydpå med kvinden i mit liv. Hvad er problemet?

Men livet væver sin gyldne klædning af virkelighedens enkle, almindelige, uanselige tråde, selv om alting er nyt, og ting fuldbyrdes. Verden ligner sig selv, eller er helt ny, og det indre menneske forandres for evigt.

Ved det inderste punkt og kernen forsvinder de sidste ord, og der bliver stille. Det næste øjeblik er til livet, og ordene vender tilbage.

Nu – ved passagen gennem et vist nøglepunkt eller mentalt nåleøje – erkender jeg på den måde livets dybe stilhed og inderste, uudgrundelige væsen. Alt er godt.

10.

Forfatteren eller kunstneren åbner ved sin modtagelighed og følsomhed verden og sit sind, og søger derefter at koncentrere helheden i et enkelt udtryk, der kan opfattes af andre.

Det kunstneriske udtryk er derfor kun en lille brøkdel af det opfattede, men i koncentrat.

Gitte har ikke sovet så meget i nat trods udmattelsen fra rejsen, men jeg har sovet som en sten, og vågnede til morgen frisk og udhvilet.

Miriam serverede et lækkert og nærende morgenmåltid blandt andet med saft af friskpressede citroner og appelsiner samt brød og ost, og i Hassans og hendes gode selskab finder Gitte og jeg langsomt ro.

Fuglene synger som vi sidder her på terrassen, og de indrammer stedets stilhed som musik, hvis noder markerer grænsen til det uhørlige, det aldrig hørte og dog så velkendte, eller måske skyggen af dét.

Sekunder og timer drypper dyrebar væske dybt i vores sind, og verden ligner en verden i fred, den drømte eller den virkelige.

Senere i dag kører vi til indkøscentret Marjane for at købe nye Sim-kort til vores telefoner, og indtil da bruger vi Hassans WiFi.

Videnskaben siger, at vi mennesker kun bruger ca 5% af vores hjernes kapacitet. Måske er kunstnerens udtryk netop disse 5% af en samlet virkelighed, vi aldrig kan nå eller give videre.

Deraf kunstnerens længsel og fortvivlelse og fremdrift. Men jo mere konkret og koncentreret udtrykket er, jo mere fanger det på gådefuld vis af totaliteten.

Derfor drømmer jeg om en sætning, der er så præcis og virkelig, at den kan rumme det hele og drive verden i en lykkelig retning fra det inderste punkt;

Fx om det at Hassan forsøger at grave sin brønd lidt dybere for at nå ned til de livgivende vandlag, og at han nu bor kun få stenkast fra, hvor han er født; at han her måske finder en jord, der kan bære ham, og at han præcis her når livets fornødne og krævede dybde.

11.

Den grænseløse person er – som den grænseløse litterære figur – usynlig, uopfattelig, uvirkelig; personen, karakteren, bliver først synlig gennem grænsen som ved stregen i en japansk eller kinesisk akvarel.

Gælder det samme for kærligheden? Er den grænseløse kærlighed også uopfattelig, er det mange længes efter ikke synligt, føleligt, selv om det måske findes, er dét tragedien?

Kærligheden er måske overalt, omkring os, inden i os, også den grænseløse, den uendelige, men vi ser den ikke, vi går gennem den som blindede søvngængere, der rækker ud i luften efter fast stof, fanget i en drøm;

Vi griber efter den, og når den, men den er tilsyneladende af en anden natur end os, eller måske præcis den samme;

Vi svømmer i havet, og kan derfor ikke overskue det, dets dimensioner, og tror højst det er en lille kilde og strøm.

Hvis vi tager udgangspunkt i værket Vandrer mod Lyset, så drives naturen overalt frem af Guds skjulte kraft, dog blindt; i efterligning af Urtankens og Urviljens kamp mod det onde, og af deres sluttelige og altomfattende forening.

Gud er overalt, i hele naturen har Han/Hun skrevet sin historie.

Men også dette er et hav, vi svømmer i uden at kunne overskue det. Derfor mener mange, at Gud ikke findes, og måske er det en anden del af tragedien.

Her i Marokko er naturen, og derfor også Gud, helt tæt på. Livet her er både tragedie og sejr og ukuelighed. Gud har også nedfældet sin historie i marokkanerne.

I går oplevede vi en kort tragedie i en akt. Vaks – en af de halvt vilde, halvt tamme hunde Hassan har taget til sig og passer og giver mad – nedlagde en hareunge efter få sekunders jagt; håb, rædsel, triumf, smerte i få sekunders intense udtryk for livet og døden.

Da dramaet var forbi, og dyrs og menneskers adrenalinniveau atter var faldet, flåede Hassan haren, og vi skal i dag tilberede den til et lækkert og nærende måltid.

Så hvad er tragedien, og hvad er triumfen? Hvem bærer naturens byrde?

Jeg mærker stadig efterskælv af den ekstreme stress og det jeg oplevede som passage gennem et åndeligt og mentalt nøglepunkt og nåleøje; i øjeblikke begynder benene igen at ryste under mig – i overført og konkret betydning.

Men jeg står endnu, rystet og helet i mit inderste; og måske er dét – en del af triumfen?

12.

Som hjernen der dannes sender nervetråde ud i vævet, således sender tanken ved viljen prøvende følere ud i verden i form af handlinger.

Nogle ender blindt, og dér standser væksten, andre er frugtbare og farbar vej, og vi vokser og forandres og forædles åndeligt og menneskeligt.

Gennem disse livets konstante korrektioner ved verdens svar på vores tanker og adfærd finder vi veje mod Lyset, som et træs vækst i stamme, grene, kviste, blade, blomster og frugt, der kan nære og nydes.

Vi finder vej i livet med træets styrke og langsomhed og under dets byrde. Træet bærer sin krone.

Der er med J. D. Salingers ord ting, man er nødt til at sige og gøre, hvis man vil leve (fra romanen Catcher in the rye).

En af de ting er helhjertet at tage del i den dødsensalvorlige leg, når hakkeordenen etableres blandt mennesker, noget der ikke adskiller os fra dyrene.

Gennem denne leg med livet som indsats bliver vi synlige for andre og os selv ved at markere grænser, hinsides hvilke ingen har adgang.

Lugter andre svaghed og manglende grænser, er det lugten af blod, og rovdyret i os vågner, og konsekvensen er vold eller foragt; folk vader da ind i én med beskidte støvler, og mudrer sindene til, både deres eget og vores.

Kun i sjældne øjeblikke af sårbarhed falder alle grænser og al modstand, og kun i disse øjeblikke er det i orden; i favnen på den man elsker, eller med armene omkring hende;

Ord der hviskes fortroligt på hemmelige sprog og ved ukendte tegn, som alle er fortrolige med eller længes efter.

Ømhed, nærhed uden angst og uden modstand og uden vold. Da er det ok at vise sig nøgen, forsvarsløs, den man er; intet andet fungerer.

Dyrene i Marokko kender deres plads i hierarkiet. På en tur i bil gennem Meknes by så vi et hold kommunalarbejdere indfange vilde byhunde med skræmmende effektivitet.

De indfangne dyr, voksne individer og hvalpe, blev brutalt og ufølsomt kastet ind bag i en lille ladvogn, og Hassan siger, at de bliver hakket i stykker og brugt som foder til løver og hyæner i Zoo.

Jeg kan stadig høre skrigene. Dyrene kender og forstår deres skæbne. De kender deres plads.

13.

Jeg tror på, at Gud har skabt Paradis for alle, og at helvede kun findes som noget, vi skaber for os selv og hinanden (jf Vandrer mod Lyset).

Under den lange og udmattende togrejse fra Marrakesh til Meknes følte jeg til en begyndelse en sælsom ro i mit sind og min krop ved en tanke, jeg ikke ved om er rigtig eller ej:

At livets byrde efterhånden som vi vokser og forædles åndeligt ikke bliver lettere at bære, men tungere.

Det er – i et billede jeg har brugt før – som med atleten, der må træne stadigt hårdere fysisk for at blive stærkere og dermed præstere bedre. Dette er indsigten og roen formuleret ved analogi.

Men ét er indsigt og forståelse, noget andet at leve den, acceptere den.

Og så kom vreden, raseriet mod Gud ved det jeg opfattede eller stadig opfatter som helt uacceptable livsvilkår og livsbetingelser.

Hvordan rumme og leve denne indsigt, hvis den er rigtig? Det er dét, jeg må søge at afklare med mit hjerte og mit sind.

‘Som vi sår, høster vi’. Dette er karmaloven, og i hvert fald denne lov gælder for os mennesker, og den er retfærdig og logisk. Det må være sådan, og det kan ikke være anderledes.

I dag plantede vi druer, og forberedte plantning af figentræer, og jeg håber, at Hassan og Miriam, og måske også Gitte og jeg engang kan høste frugterne af vores fælles arbejde og indsats.

Måske vi i en større sammenhæng sår kollektivt og i fællesskab som menneskehed, og sammen høster – på godt og ondt – de søde eller bitre frugter af venskab eller fjendskab?

Hvorfor så ikke så noget vi kan leve med, næres ved og opbygges af?

Selv om sandhed kan være barsk, og der er indsigter, som jeg personligt har svært ved at acceptere, og som kan fremkalde raseri og frustration i mig, så er det vel sådan, som jeg ofte har tænkt og skrevet:

Ting af værdi koster.

Det må vi leve med. Det er et vilkår. Og så må vi ellers hver især håbe, at prisen i længden er til at betale, og håbe at den ikke bliver for høj:

Den evige salighed for den endelige lidelses pris.

14.

Intet sted i verden er stjernehimlen smukkere end stjernehimlen over Marokko. Det må være marokkanernes hjerter, der i den dybe nat stiger til himlen, hvor de standses og holdes fast af Guds Hånd for at kunne beskytte og lyse vej for mennesker i mørket.

Mørket bringer lidelse, undergang og død, men her til morgen vågnede jeg med denne sætning indpræget i min tanke: ‘Gud holder liv i alt’. Gud er stor.

I går da vi havde arbejdet i Hassans have eller på hans mark, sad han og jeg bagefter og talte lidt sammen på terrassen. Han, der selv kender til psykisk lidelse, gav da udtryk for en tanke, jeg finder interessant, og som jeg vil prøve at gengive her med et islæt af egne tanker:

Vi mennesker bevæger os i livet hele tiden mellem det bevidste og det underbevidste i en dynamisk proces, der kendetegner den menneskelige ånd.

Ved at tænke for meget og handle for lidt kan vi tænke os ned i det underbevidste og ulykkeligt blive fanget dér uden – i et billede – at kunne se dagens lys.

Vi kan tænke os ned i et mørke, en undergrund – fx af depression – som vi har svært ved igen at undslippe.

Derfor gælder det om at finde en balance mellem det at tænke og det at handle; ved viljen at danne bro mellem det indre og det ydre.

Er vi opmærksomme på den psykiske, åndelige dynamik mellem det bevidste og det underbevidste, kan vi holde os selv fast i virkeligheden og få et bedre liv, simpelthen.

Jeg tænker, at det er det, der virker så godt ved fysisk arbejde og træning som supplement til tænkning. Ånden får et pusterum, et åndehul, og tanken bliver klarere, skarpere, når den får hvile.

Har vi tænkt os ned i det underbevidstes mørke, og sidder fast, har stedet vi fysisk opholder os også betydning. Vores omgivelser vil da mentalt for os være ladet med negative oplevelser og minder, hvilket yderligere fastholder os i vores låste, mentale position.

Dette forhold er parallelt til det, Vandrer mod Lyset beskriver med de diskarnerede menneskeånders ulovlige jordbesøg mellem inkarnationerne som følge af slægts og venners kaldende tanker og egenkærlige sorg over de afdøde.

Når ånderne – mod Guds love – gæster Jorden, vil de jordiske omgivelser med det samme vække minder, tanker og følelser fra deres inkarnationer på Jorden og holde dem fast et sted, de ikke må være, og menneskeånden står da i fare for at blive det, Vandrer mod Lyset kalder jordbunden.

Med stedets betydning for vores åndelige frihed og velbefindende in mente er en anden af Hassans tanker relevant og vigtig, en tanke min far også engang har udtrykt:

Det kan være helsebringende af og til at skifte omgivelser, fx ved for en tid at rejse til et andet land eller en anden landsdel – få luftforandring – for igen mentalt og åndeligt at kunne ånde frit.

Det er dét Gitte og jeg nu gør ved at røre den røde afrikanske jord med hånd og hjerte.

Hvis vi i det underbevidste finder og oplever noget smukt eller behageligt – fx ved en drøm, i et LSD-trip, en heroinrus eller lignende – så er faren, at vi ønsker at blive dér eller gentage oplevelsen i det underbevidste – og vi kan tabes for verden og for os selv.

Så det vigtige er balance mellem tanke og handling; mellem tanke og vilje, mellem indre og ydre.

Jeg finder Hassans tanke om den psykiske, åndelige dynamik vigtig for vores menneskelige udvikling og forædling og for vores forsøg på at finde, genfinde eller bevare en sund mental balance og glæden ved livet.

15.

Det at skrive er for mig lige så meget at skære sætninger fra som at skabe dem. Jeg søger at bortskære det stortalende, det sentimentale, det effektsøgende, det klynkende, det pralende; alt det, der ikke har indre dækning.

Jeg søger en imødekommende og nøgtern stil med poetisk islæt; at skabe ånd, ikke meddelelse og ikke reklame.

I disse dage er Hassans yngre søster Latifa på besøg. Vi har sammen besøgt familiens fælles gravsted, hvor blandt andre Hassans og Latifas mor ligger begravet.

Gravene er formet som små murede stensætninger med et hovedgærde, og den dødes hoved vender mod det hellige, mod Mekka og mod Atlasbjergene (Mellem-Atlas; al Atlas al-Motawasit).

Mit første indtryk af Latifa er et menneske, som udstråler ren og udelt, tilkæmpet godhed og mildhed. Humor. Et sejrende menneske.

Dette udtryk har hun i et øjeblik. Lidt efter ligger hun på knæ fordybet i bøn. Så er hun igen helt almindelig; optaget af en telefonsamtale eller TikTok.

Jeg har trænet lidt i dag på motionscyklen ude i det fri med udsigt over Atlasbjergene. Det er med til at klare hovedet efter dagens mange indtryk. Sind og tanke nulstilles, affald brændes væk og jeg er frisk igen.

Gitte og jeg forsøger at lære lidt af det marokkanske sprog, og dertil bruger vi blandt andet diktafonen på min telefon. Ellers spørger vi Hassan.

I Marokko har man mindst fire levende sprog: Marokkansk, arabisk, amazigh og fransk, og den marokkanske sprogvirkelighed bærer præg af skiftende koloniherrers aktiviteter og af invasioner af fremmede folk.

Det oprindelige folk, Amazigh (‘en fri mand’), tog på et tidspunkt islam og det arabiske sprog til sig i forbindelse med arabisk invasion. De er selv engang indvandret til området formentlig fra et sted omkring det nuværende Egypten.

Hvis det er rigtigt, så kan amazigh være rester af den højkultur, som de inkarnerede yngste ifølge Vandrer mod Lyset skabte dér.

Den egyptiske højkultur skabtes igen af flygtninge fra Atlantis og fra Khuum-riget, da disse rige kulturlande gik under, og…

Det er som Will Durant skriver i sin ‘Verdens kulturhistorie’: I historien er vi altid midt i det hele, og begyndelsen kan ikke spores med den nu kendte historiske videnskab, med dens kilder og metoder.

Amazigh kaldes ofte berbere i Vesten, men det svarer til at kalde inuiter ‘eskimoer’ og spaniere ‘spaniolere’, altså en nedsættende betegnelse.

’Berber’ opfattes også nedsættende fordi ordet har sproglige konnotationer til ordet ‘barbar’; altså et negativt udtryk, som man forbinder med en primitiv, tilbagestående og voldelig kultur.

Det er amazigh ikke. Dette folk er – så vidt jeg kender det – et stolt, intelligent, livskraftigt, venligt, humoristisk, tolerant, åbent, gæstfrit folk med en kultur, der har patina fra ældgammel tid og givet videre og udviklet ned gennem generationerne til i dag. Et levende folk med en levende kultur.

Gitte og jeg har talt om senere, når hendes hofte er helt i orden efter den operation, hun gennemgik, hvor hun fik indopereret en ny og kunstig hofte, da at rejse til forskellige områder af Marokko og tage på vandreture med professionelle vandreguides og ved samme lejlighed igen besøge Hassan og Miriam.

Jeg tænker, at vi her kan vandre og leve, være i bevægelse, og lidt efter lidt opløses og forsvinde i den marokkanske jord, blive ét med landskabet, og måske derved for første gang i livet blive virkelige, få et ansigt vi kan leve med og en krop at elske.

16.

At give slip uden at lade stå til og gå til bunds er at springe med åbne øjne i tillid. Det vigtige er at se.

Det forfærdelige jeg følte komme inden vi rejste til Marokko – uafvendeligt, ubønhørligt, ikke til at standse – mødte vi i Marrakesh, da vi – fortumlede, forvirrede, forstenede, udmattede, i opløsning – gik i gåsegang efter Khalid på jagt efter en taxi, der skulle køre os til togstationen, da vi forsøgte at finde et sted, hvor vi kunne købe noget at spise, og endelig da vi kom til stationen.

Da vi sad i toget, var min ånd en tåge, der langsomt som et vandmolekyle om et støvgran, fortættedes til dråbe og dråber, der dannede en kilde; sorg eller livets og kærlighedens strøm – min nye kerne og ånd og inderste.

Det var et nøglepunkt, et mentalt nåleøje eller et nulpunkt; men dermed også et vendepunkt i virkelighedens enkle, banale klædning: At tage en taxi, at søge føde, at springe på et tog. Helt almindeligt. Ikke noget at tale om.

Før vi rejste, blussede min ånd op i hektisk, intens tanke-, følelse- og skriveaktivitet; alle bekymringerne med renoveringen og rejsen, angsten, beklemmelsen, presset, vanviddet;

Men den blussede op som en gammeldags glødepære, der lyser kraftigt op, øjeblikket før den sprænger. Jeg følte det komme. Det måtte ske.

Er det sådan en sommerfuglelarve har det i puppen, når puppen bliver for trang til larvens vækst, og den føler trangen og behovet for at bryde ud, komme ud under åben himmel, flyve, flakse, være – endelig – fri?

Er det sådan ånden vokser?

Måske dannes sejr og nederlag først i tanke og hjerte, og føres ved viljens bro med tiden ud i verden, i virkeligheden til realitet, og måske er det blot et andet udtryk for, at tro kan flytte bjerge.

Professionelle atleter bruger – tror jeg – samme princip og lovmæssighed, når de visualiserer sejr og hvordan den vindes; de tror, og derfor lykkes de.

Jeg tager selv aldrig hverken sejr eller nederlag for givet på forhånd. Jeg tager kampen skridt for skridt i et stadigt afbødet fald. Og dermed søger jeg at vandre mod Lyset, Gud og kærligheden.

Hjertet lukker sig om sin virkelighed og sandhed, det åbner sig mod verden. Det danner som muslingen perle om Jordens støv, der smerter dets bløde væsen og natur og inderste.

Sådan tænker jeg at skønhed og værdi fødes gennem lidelse.

17.

Miriam er som Hassan og Latifa amazigh, det vil sige tilhørende det oprindelige marokkanske folk. Som næsten alle unge kvinder fra Nordafrika og Mellemøsten kan hun af ydre kun beskrives som smuk.

Øjnene er gnistrende sorte og dybe, og de røber både styrke, temperament, karakter og en samlet, koncentreret intelligens og vilje; ild dæmpet til ydmyghed eller undselighed gennem mandlig dominans og en fattig opvækst.

Dertil den unge kvindes humor og målrettethed. Hun ved hvad hun vil.

Miriam bærer også i sit udtryk en taknemmelighed som den, man føler, når man er vendt tilbage til livet fra de næsten-døde. For det er ikke længe siden, hun var alvorligt syg. Man havde fra lægelig side problemer med at diagnosticere tilfældet, og på et tidspunkt talte man om, at det måske var kræft. Miriam var meget tynd.

Heldigvis viste det sig at være mindre alvorligt. Det var blodmangel. Efter en blodtransfusion og kraftig kost er hun blomstret op igen, har genvundet kræfterne, og har det godt.

Miriam er en fantastisk kok, og hun og Latifa tilbereder og serverer det ene lækre måltid efter det andet, blandt andet nogle lækre tagines med kylling og forskellige grøntsager.

Tagine er en almindelig ret i Marokko, og den tilberedes over lang tid over ilden i de specielle taginegryder, der består af et fad med en kegleformet, aftagelig top.

Ingredienserne koges sammen, og kødsaften giver ekstra smag til grøntsagerne; det hele er mørt, lækkert og velsmagende.

Tagine tilberedes med forskelligt fyld, fx også gedekød eller lam, og serveres med stolthed.

Cous-cous er dog nationalretten, og den serveres og nydes også med forskelligt fyld efter fredagsbønnen. Cous-cous består af fint eller groft malet hvede, og er også yderst velsmagende sammen med fisk, får eller kylling.

Dét har vi dog endnu til gode i denne omgang.

Jeg tror, at man i Vesten tager – i hvert fald delvis – fejl, når man her hævder, at de muslimske kvinder generelt er undertrykte. De ved absolut, hvad de vil, og de er stærke, intelligente, temperamentsfulde, karakterfaste og stolte, og – altså – ofte meget smukke både af ydre og af indre.

De kan gøre enhver mand lykkelig eller ulykkelig på få øjeblikke og for livet. Det gælder også for Miriam – tænker jeg – nu hvor hun igen langsomt folder sig ud – i et billede – til forår efter en lang og regnfuld vinter.

Nu, altså: Til foråret springer Miriam i blomst! Inshallah (om Gud vil).

18.

’Alt godt er svært’; Hassan Ouchrif

Af og til må ånden omplantes til ny og påny nærende jord. Roden må under smerte slippe sit greb i den grund, den hidtil har vokset i. Og Gud tager da varsomt om det inderste, hellige, og nyplanter kernen i mulden til ny vækst og visdom.

Da Gitte og jeg rejste til Marokko, forlod vi en tilværelse i opbrud. Før renoveringen og vores rejseplaner havde vi levet en struktureret og kontrolleret hverdag.

Vi spiste til bestemte tider, sov på bestemte tidspunkter, røg cigaretter til bestemte tider. Vi gik i skole på Lilleskole for Voksne i Odense, lavede mad, købte ind; altsammen efter plan og under kontrol.

Alt dét ændrede sig med ét.

Vi havde før alt dette kaos i det indre og orden i det ydre. Nu synes det ombyttet. Her i Marokko virker livet i det ydre for os kaotisk. Fremmed sprog, fremmed kultur, fremmede mennesker.

På en måde suser livet hen over hovedet på os, der i et billede står uforstående, uden ord, forundrede på perronen og venter på det næste tog.

Men i mig er der en form for ny ro. Det er aldrig let, og hver mand sin kamp og byrde. Og den åndelige udvikling og forædling tøver ikke.

Livet går videre, også efter et opbrud og nybrud. Der er altid nyt at lære, ny mulig erfaring og åndelig fylde, der vindes gennem kamp.

Sidst i februar går vi ind i muslimernes hellige fastemåned, Ramadanen. Det er ikke vores, Gittes og min, plan at deltage aktivt i den.

Hassan har foreslået os, at vi skal prøve at gå med til en fredagsbøn i Moskeen, men også hér melder vi pas. Vi er ikke muslimer, og bliver det heller ikke.

Men vi iagttager det, der sker omkring os, og jeg forundres og betragter den islamiske kultur her i Marokko med ydmyghed og respekt.

Det siges, at der under Ramadanen er en helt særlig stemning i de muslimske lande. Når millioner af mennesker deler og er fælles om det hellige, og mærker det på deres egen krop.

Måske lidt det jeg kan føle julenat ved tanken om Jesus af Nazareth. Det hellige sænker sig blidt og stille og magisk over hjerte og sind. Og et øjeblik har jeg fred.

Indtil livet igen viser vej videre mod nye kampe, og ja, nye lidelser og byrder. Men også mod nye glæder og en dyb indre tilfredshed med det, jeg trods alt har nået.

Dét er mit liv.

Noget fuldbyrdes og noget er fuldbyrdet. Vi er midt i det. En ukendt marokkansk kvinde lyser op i et smil i sukhen, markedet, i Meknes, drømmer jeg.

Pludselig er den der. Skønheden.

19.

Vi er på besøg hos nogle af Hassans mors slægtninge, og her møder vi blandt andre Mina, en lidt ældre kvinde, der har den sejrendes humor og ro.

Hun laver og serverer en del af maden, en lækker tagine med kylling, pommes frites og brød.

Hendes udstråling er ren og hendes hilsen og smil da vi kommer og da vi bryder op, når øjnene og kommer fra hjertet.

Tilstede er også nogle yngre kvinder, der drømmer om at rejse til Europa, og slå sig ned der. Det er en almindelig drøm blandt unge i Marokko.

Det er her, jeg ved oversanselig inspiration i Vandrer mod Lysets forstand (en mindre direkte og mindre indgribende inspiration end den, der blev benyttet, da Vandrer mod Lyset blev skabt) modtager ideen til artiklen Tilgivelsen af Satan (Ardor) – Vandrer mod Lysets kernepunkt – i forhold til næstekærlighedsbuddet, en artikel jeg har fulgt op med andre artikler med næstekærlighedsbuddet som udgangspunkt og inspiration til og mulig forening med andre universelle tanker fra andre traditioner end den jødiske og den kristne religion.

Men fra turen husker jeg nu især Mina, og hvor smukke mennesker kan være.

20. Ramadan

Jeg vågner kort før daggry. Skal på toilettet. Det er første nat i Ramadanen. I stuen sidder Hassan og spiser. Og det slår mig. Det hellige. Den alvor og uskyld i hans udtryk.

Skal jeg skrive dette? Forstyrrer ordene det hellige? Ydre og indre renselse gennem faste og bøn. Jeg ønsker at fastholde øjeblikket, folde det i ordene til bevarelse som et tørret blad eller blomst i pres i en bog.

Men har jeg lov? Er det tilladt?

Jeg ønsker at udtrykke respekt og ærefrygt for det menneskeliges og det guddommeliges møde og harmoni.

Men jeg standser ordene her. Intet andet end stilhed går an.

II. Under en lysende halvmåne

Den røde jord, den gule måne, den klare stjerne

Med hænder og hjerte dybt i den fede, frugtbare, marokkanske jord, giver vi til jorden, som jorden giver til os; jorden giver, og jorden tager.

Jorden nærer og giver visdom, og den tager os engang igen, for at vi ved spiring og vækst kan give kernen videre til vores børn.

Således lægger også tanken i æteren under den gule måne sit frø, og giver det trygt igen til dig. Lad mine tanker være gode og rene til god høst, lad viljen beherske dem, at de ikke løber og farer vild ad mørkets usalige bane til ondskab og skade.

Vi planter druer, og høster druer, vi sår figen, og høster figen, vi sår Lys, og høster Lys. Engang.

Den røde jord er fugtig og fed og frugtbar som dit skød, og giver som dét. Jeg planter kærligheds sæd i jord og i dig, og jeg høster under den klare stjerne, når Gud vil.

Lad tanken fortættes om Lysets sædkerne til dråbe, kilde, ord og mening, lad dette være min visdom, min skæbne og mit liv. Inshallah.

Det bedste til tiden

Vi går i jorden, og tiden standser, bliver til evighed. Eller evighed knuses til sekunders glas.

Med tiden tænker jeg, at det bedste ikke kan ejes, og ikke er til salg; som kærlighed.

Jeg tænker kærlighedens flygtige stof, der kan forsvinde, blive til intet, ved ord i det åbne. At den vokser så meget stærkere ved hjertets skjulte rod.

Vi finder hinandens hånd ved en af byportene til Meknes. Vi træder ind i – hvad?

Nej, her standser tanken, begynder livet.

Tagine

Lidt arbejde i marken om formiddagen og sol på terrassen. Dagen drypper langsom evighed. Så står Miriams dampende tagine på bordet og det er allerede lidt ud på eftermiddagen:

Ikke et mirakel, indenfor virkelighedens grænse.

Krydrede kødboller, ris, sorte oliven, finthakket tomat- og agurkesalat; fuld af saft, lethed og velsmag.

Dertil godt brød og hjemmelavede pommes frites. Måltidet afsluttes med frisk frugt; clementin og banan.

Dagen brænder sorg og ulykke til aske og til intet. Bismillah (i Guds, den nådige og barmhjertiges navn).

Den marokkanske rose

Jeg digter, drømmer, fremlyver den røde marokkanske rose med den grønne stjerne i håret;

Frem af drømmen, havet, stiger hun, skumfødt, ombølger min længsel;

Ved nat stiger hendes billede til himlen, ler ad den tunge jord; der er ingen chance for at nå hende; så meget mere længsel og fortvivlelse;

Skønheden i en fattig, marokkansk landsby, hun slår blikket ned, folder sit hjerte om en drøm;

Det er ren skønhed, lyser for ingen, lyser for mig, der går i den fede, tunge jord, jeg planter drue, figen, citron, appelsin;

Jeg høster roser og grønne stjerner; tyngden i mine skridt, min krop, min drøm;

Min natur og inderste: Kun et menneske.

(Det marokkanske flag er rødt med en grøn stjerne i midten)

Bjergfolk

Hvor der er træer, er der mennesker, hvor der er mennesker, er der sten.

Jeg drømmer, at manden på Atlasbjerget i det fjerne er mig;

Om natten er mine drømme sten, ved aften går jeg med flokken hjem, kuet af bjerget, kuer vores kvinder og vores dyr, vi graver os ned i bjerget, forsvinder.

Men under bjerget løber Lysets flod, den fjerner langsomt stenene én for én, time for time, tanke for tanke;

Jeg drømmer den umulige drøm om, at det er mig, der går der højt på bjerget, drømmer den umulige drøm om frihed.

Rastløshed

Mørket i mit indre arbejder, det vil ud; derfor – tænker jeg – denne rastløshed.

Så tænder jeg en smøg, rejser til Aarhus, rejser til et andet land, lige meget hvor, bare ikke lige her.

Men jeg er altid lige her, lige meget hvor.

Hvorfor ikke tegne livet med lysere streg: Vi spiser en sandwich og drikker stærk the på Café Andros i Meknes by, vi kører ud på landet, finder en bjergkilde, og drikker af dens vand.

Andet er det ikke. Nogle gange er det så enkelt. Der skal kun en ren kilde til for at slukke tørsten.

Lige nu er jeg her. Andet vil jeg ikke. Det er bare det.

Skønheden ved Ait Yaazem, Meknes

Vi kører ud på landet til Ait Yaazem, der ligger en 15-20 km fra Meknes for at finde en planteskole, hvor vi vil købe en speciel type kaktus med lækker og velsmagende frugt.

Vi passerer gennem enestående smukke landskaber; høje bjerge, dybe dale, felter i landskabet med grønt, med træer og okker jord; med dyr og de sjældne mennesker.

Jeg stiller mig selv spørgsmålene: Hvad driver et menneske, hvad driver mig, hvad driver Jorden frem, hvad bærer denne skønhed?

Jeg tænker: Kærligheden driver og bærer det hele. Når vi tager vores første skridt i denne verden i vores første inkarnationer, er kærligheden ukendt; lidt senere en ubestemmelig længsel, så måske en byrde og tragedie og undergang.

Senere og sidst er kærligheden det ene, der bærer og løfter ånden; den er navnet på vores skridt og vej og virkelighed.

Mellem de to yderpunkter ved begyndelsen og ved enden drives vi af alt muligt andet; ofte af noget, der ødelægger kærligheden: Magtbegær, begær efter rigdom og sex; alt på andre menneskers bekostning.

Men dét bliver en bitter høst af elendig sæd. Og af dén lærer vi det simple, at kærligheden er alt der virkelig har værdi.

Vi lærer, at den altid er nær, at den er i os selv; vi rejser måske Jorden tynd for at finde den, den rejser med. Vi rejser til Månen, til Mars, til universets yderste, den følger os.

Den er her hele tiden, overalt. Den er vores inderste.

Vi fandt planteskolen, men ikke bonden, der kunne sælge os den kaktus, vi søgte. Da vi kom hjem, serverede Miriam en kop dampende varm kaffe på terrassen. Stille falder mørket på.

Det er i orden. Snart lyser stjernerne over Meknes. Det er som det skal være. Jeg er en dag ældre, en dag rigere, en indsigt nærmere Gud.

Sukhen. Kylling. The.

Vi var igen i dag med Hassan og Miriam en tur gennem en del af sukhen, markedet, i den gamle bydel i Meknes.

Overalt den samme menneskelige skønhed og det samme forfald, overdådighed og længsel.

Det virker på mig, som om menneskene her blomstrer indeni, mens det ydre forfalder. Her er intet tungsind, men masser af ruiner.

Er der en omvendt proportionalitet her, eller er dét en misforstået romantisering af fattigdom? Hvad er fattigdom?

Er fattigdom som nogle siger, når det eneste man har er penge?

Efter turen til sukhen fik vi en lækker grillkylling med ris og pommes frites og brød et andet sted i byen. Restauranten var stuvende fuld, og det hele virkede kaotisk. Måske fordi Gitte og jeg næsten intet forstår af sproget og mentaliteten her.

Er det kaos eller bare det, man kalder liv?

Vi sluttede turen med stærk the med mynte på Café Rayhane lidt udenfor byen. Pulsen faldt en smule, endelig lidt ro.

Men nu hvor vi er hjemme igen, har jeg det som efter fem ture i en lynhurtig karrusel, fire flade og en mavepuster.

Jeg prøver ved at skrive dette at finde lidt ro i sætningernes rolige, overskuelige, trygge rum. Ting arbejder sig ud af det indre, ned på papiret og væk.

Anderledes er det med visdommen, som kommer udefra, trænger dybt ind, og bliver der. Er visdom tavs, lidelse og kaos et skrig?

Er det det, vi hører af fortiden, er det derfor historien larmer?

På falderebet en vision: Jeg ser i en trang og mørk gyde i sukhen hende, der engang for længe siden i en anden verden i en anden tid knuste mig; nu en gammel, forhutlet, sindssyg tigger.

Hun rækker en kroget hånd frem, tigger lidt småmønter, smiler med intetseende, intetforstående, ikke genkendende øjne, det ene stærkt præget af grå stær, blind.

Er hun virkelig? Er hun sådan nu, eller er det den, hun blev i mit sind og hjerte i årtierne, der gik?

Er hun den, jeg ser i spejlet nu hver morgen, når jeg prøver mit blik? Holder det?

Khemisset

For et par uger siden foretog vi en heldagstur til Rabat. Vi holdt pause undervejs i byen Khemisset, hvor vi fik en perfekt brunch i et perfekt øjeblik; malawi, som er en særlig slags sprødt og lækkert fladbrød, og en stærk espresso.

Sådan kan små øer af fred undertiden materialisere sig i urolige vande.

Hver dør vi går ind ad under Solen, er vi før eller siden nødt til at gå ud ad igen. Det er en af de kendsgerninger, jeg har svært ved at rumme. Men sådan er det at leve.

Under en lysende halvmåne

Gitte og jeg lærer langsomt de mest almindelige marokkanske udtryk og vendinger.

Sabakher (godmorgen), leila saida (godnat), bismillah (velbekomme (priset være Skaberen)), al shokro li Allah (vi takker Skaberen), sjmal (undskyld), la bas? (hvordan går det?).

Vi mangler blot at kunne forbinde brokkerne til sætninger og dermed skabe mening. (Jeg er ikke sikker på, at den latinske transkription her er helt korrekt; oversættelsen til dansk er muligvis heller ikke nøjagtig).

En af de første ting jeg fik af Hassan, da vi ankom til Marokko, var en jlaba; en traditionel arabisk klædning, som amazigh folket har taget til sig.

Det er en slags lang kjortel, og min er vævet af blød uld. Den beskytter – som skind – både mod varme og kulde, og skaber under de fleste vejrlig en behagelig kropstemperatur.

Også ånden balanceres her til et tempereret – eller i hvert fald udholdeligt – indre klima. Vi falder langsomt til ro. Det er som det skal være.

Vi er overalt omgivet af det arabiske sprog, amazigh og lidt fransk. Tankerne føres ifølge Vandrer mod Lyset videre med æterbølgerne fra menneske til menneske, og derfor – tænker jeg – påvirkes vi både bevidst og ubevidst af stedets sprog, kultur og dets stærke religiøse forestillinger og følelser.

Det er en livskraftig og rig kultur, skabt af venlige og gæstfrie, men også seje, hårdføre og nøjsomme mennesker, og det marokkanske køkken og madkultur er enestående.

I dag hjælper Gitte Miriam med at tilberede en tagine med kylling, kartofler, frisk broccoli, ærter, løg, tomater, persille og bambus i bunden (for at den ikke skal brænde på). Vi er ved at falde til.

Hvis det er rigtigt, at man har et valg med hensyn til det sted, man fødes – og det mener jeg vi har – så ville jeg ikke have noget imod i mit næste liv at fødes som marokkaner.

Så kunne jeg ånde deres luft, spise deres mad og af deres jord, tale og forstå deres sprog, elske en af de smukke marokkanske kvinder; måske slippe tungsindet og blive lykkelig?

Elsker hverandre!

Jeg har nogle dage tænkt over tankers og teksters holdbarhed. Hvad holder og overlever ned gennem tiderne, og hvad holder ikke?

Mit svar er, at Lyset, sandheden og kærligheden overlever alt og kan ikke dø. Tiden frarister al mørkets slagger, og lader kun guldet tilbage.

Af den ædle visdom som er nedarvet fra vores forfædre finder jeg, at næstekærlighedsbudet som jødedom og kristendom deler er juvelen. Og det gentages i en variant som overskriften på Kristi Tale i Vandrer mod Lyset:

Elsker hverandre!

Lige så enkelt buddet er, lige så mægtigt er det til at bære og danne retning for et liv. Når livets, tidens og historiens skarpe syre har bortætset alt overflødigt, finder jeg dét stå tilbage. Fra den rod gror al anden sandhed.

Så lad da det være mit liv og min retning om så alt andet falder. Inshallah (om Gud vil)!

III. Til hin enkelte

I dag d. 10. februar 2025 er det præcis 35 år siden mørket knuste mig. Det forekommer mig at være sket i en anden tid, i en anden verden.

Det forekommer mig at være meget længere tid siden end de tre et halvt årti, der faktisk er gået siden da.

I den tid der er gået, har jeg forsøgt at rejse mig igen. Det er delvist lykkedes, men jeg er ikke i mål. Der er endnu arbejde at gøre.

Mit liv er meget anderledes i dag end dengang. Jeg sidder lige nu på terrassen ved Hassans hus ved Meknes, Marokko og skriver disse ord.

Min elskede kone, Gitte, går rundt på grunden omkring huset. Hun søger kontakt med en af de små hundehvalpe, som er født af en tæve, Hassan har taget til sig.

Så går hun ind i huset for at hente sin telefon. Hassan og Miriam er taget til byen for at få resultaterne af de blodprøver, Miriam fik taget i sidste uge.

Miriam har lidt af blodmangel, og var for ikke længe siden ved at dø. Hassan var meget bekymret. Men under hans omsorg er hun blomstret op igen, har vundet nyt liv.

De er begge gode værter, og vi sætter pris på deres gæstfrihed og gode selskab.

Det er varmt i dag. 20 grader og Solen har magt. Dengang jeg mødte det frygtelige for 35 år siden, var det en kold nat i februar i Aarhus.

Da det var sket, tog jeg varmt tøj på – det var stadig nat – og gik ud i mørket.

I dagene efter mærkede jeg til min fortvivlelse, at dette frygtelige var noget, der skete i mit inderste. Der var ingen flugt mulig. Jeg havde ingen indre afstand til det.

Det var virkeligt og mærkværdigt på samme tid, insisterende som det værste mareridt. Skete dette virkelig for mig?

Kan kærlighed både løfte og knuse et menneske, eller er der en anden sandhed i det?

Det var kundalini, der rejste sig. Jeg blev knust ved den tanke, at jeg havde mistet min dual (for dualer; se Vandrer mod Lyset). Det føltes som at blive knust åndeligt, tilintetgjort af mørket.

Men på en måde var det også som en genfødsel. Som om mørket i mig rejste sig i sin fulde størrelse og omfang; som om jeg ved udslaget målte mit indre mørke.

Nu kendte jeg fjenden i al dens gru, og den var i mig selv. Den var og er en del af mig.

Idet jeg den nat for så lang tid siden gik ud i mørket i den ydre verden, begyndte jeg samtidig en indre vandring mod Lyset:

I starten som blødende og på knuste ben gennem helvede. Men time for time, tanke for tanke, heledes mit sind, mine ben blev gradvist stærkere, jeg lærte i åndelig forstand at gå igen. Eller gjorde jeg?

Jeg har stadig eftervirkninger af det, der skete dengang. Måske vil min indre følelse af udslettelse ikke forlade mig helt i dette liv. Uroen i mit sind vil måske ledsage mig så længe, jeg lever.

Jeg er på en måde stadig som en flygtning i mit eget liv, i mit eget sind. De mentale og følelsesmæssige dønninger fra katastrofen slår stadig stærkt mod min indre kyst, dagsbevidstheden.

Jeg har lært, og lærer fortsat – til en høj pris – noget om sindets og livets vældige kræfter. Jeg længes efter fred.

Men jeg tænker, at den fred jeg søger, findes i livet, ikke i døden.

Derfor må jeg vandre vejen videre, vandre mod Lyset, vandre mod livet. Og så ellers lægge mit liv og min død i den Almægtiges barmhjertige Hånd.

Kærlighed er for mig som en ædel sten, jeg holder op mod lyset; lyset afbøjes i stenen og åbenbarer alle veje;

Så kan juvelen synke gennem blikket, ind i det indre; idet den lægger sig til hvile ved hjertet, skjult for alle, bliver kærligheden virkelig og vejene mine.

Jeg husker en mørk efterårsaften på den tid – sidst i 80’erne – hvor jeg boede på Rundhøjkollegiet i Holme ved Aarhus.

Jeg var efter at have læst Vandrer mod Lyset første gang gået i gang med at læse teologi ved Aarhus Universitet. For første gang i mit dengang endnu unge liv følte jeg, at jeg havde fundet noget, som virkelig interesserede mig: Gud.

Men efter den første tid på universitetet hvor vi blandt andet læste Mosebøgerne, følte jeg interessen for Bibel og kristendom vige.

Det var ikke oprindeligt min plan med studiet at blive præst; nej, jeg ville gennem studierne vinde en grundlæggende viden om kristendom ved kildestudier og bruge den viden til at medvirke til en tilbundsgående reformation af den kristne kirke – med baggrund i Vandrer mod Lyset.

Men Bibelen forekom mig uinteressant og uden ånd. Inderst inde var jeg klar over, at heller ikke dette studie var noget for mig. Og så – denne efterårsaften – for tanken gennem mit hoved: Hvad skal der blive af mig?

Fremtiden virkede som en mur, jeg ikke kunne trænge igennem og se bagom; alle veje syntes lukkede.

Jeg tegnede lidt, skrev lidt. Skulle jeg blive digter? Jeg havde sendt nogle få af mine digte til tidsskriftet Hvedekorn, men de blev ikke optaget. Digter? Nej.

Hvad skal der blive af mig, tænkte jeg med gru.

Nu – så mange år efter – kender jeg så omtrent svaret: Jeg skulle knuses af mørke og vanvid og eksistentiel ensomhed, jeg skulle komme til at leve det meste af mit liv udenfor arbejdsmarkedet, livet skulle i en vis forstand slutte for mig, da jeg var først i 20’erne med en fremtid som et massivt, ubestigeligt bjerg, jeg knap kunne løfte: Døden.

Men er det hele sandheden?

Nej. Jeg tænker, at det er sådan tiden og livet nogle gange oversætter vores drømme til virkelighed.

På en vis måde er det gået langt bedre, end jeg frygtede det. For jeg har – gennem mine åndelige lidelser og kampe – vundet en indsigt, en erfaring, som jeg ikke kunne opnå på anden måde.

Set i bakspejlet var alle mine drømme dengang kun den unge, ærgerrige mands forfængelige, umulige drømme og fata morgana, luftspejlinger i ørkenen.

Jeg har vundet eller genvundet kærligheden gennem mit lange forhold til og ægteskab med Gitte.

Findes der en større drøm og en større virkelighed, findes der en mere barmhjertig og mild og trods alt nænsom og gavmild og tilgivende oversættelse af drømme om berømmelse, penge, sex og magt?

I et billede: Nogle vildskud måtte skæres væk for at træet med tiden kunne blomstre så meget mere.

Jeg drømte døden, og vandt livet gennem kærligheden. Er det nu så slemt endda?

Mit liv er stadig fuldt af lidelser og kampe. Men måske kærligheden bare er helt anderledes end jeg drømte den. Måske er kærligheden den egentlige kamp?

Den er ikke vægtløs og uden byrde og lidelse, den er den største åndelige tyngde og fylde og vægt, der findes.

Den vindes gennem kamp og engagement og indsats og somme tider gennem lidelser: Til den højeste pris fordi den er det mest værdifulde af alt.

Den er rugbrød, ikke candyfloss. Den er sand næring, ikke et hurtigt og hurtigt overstået og glemt sukkerkick.

Det er min erfaring. Sådan må det være.

’Tale er sølv, tavshed er guld’.

For mig er tavshed det frygtelige, der somme tider er mellem mig og andre mennesker. Jeg frygter den. Jeg søger at jage den på flugt ved at lade som om jeg er sund og almindelig.

Som om vejret i morgen er interessant, som om aktiekurser interesserer mig, som om julen er glædelig, som om livet og andre mennesker interesserer mig, som var jeg ikke totalt blank og fremmed for det hele.

Hvad gør jeg med den?

Tavsheden har været i mig og mellem andre og mig det meste af mit liv. Kan den skrives og tænkes og leves væk? Eller må jeg fortsætte flugten fra det frygtelige?

Den er her også nu under vores rejse til Marokko; mellem Hassan, Miriam og jeg. Ikke mellem Gitte og jeg. Dét er undtagelsen. Også på den måde er Gitte noget særligt for mig. Vi kender hinanden til bunds; og alligevel slet ikke.

Tavsheden er for mig knugende, virkelig, lidelse, flugt, rædsel.

Men somme tider er den også en jord, jeg danner rod i. I sjældne øjeblikke hvor jeg accepterer den dæmpes det indre skrig, og noget fødes eller fuldbyrdes i mig; eller den skaber en begyndelse på noget frugtbart, noget bedre; men også på en ny kamp?

Som nu forleden på terrassen alene med Hassan. Tavshed. Jeg havde lyst til at løbe væk, skrige, kradse mig i ansigtet, løbe ind i huset, sætte mig ved en væg og hamre panden ind i den.

Men pludselig svandt angsten, det indre skrig, uroen, den indre pine; og stilheden var i orden. Noget begyndte. Jeg ved ikke hvad. Måske var den fred jeg efter nogle minutter følte uden at jeg var løbet væk et bud om noget godt, der skal komme?

Tavsheden, pinen, freden. Var det mig, der igen målte mit indre mørke, dets vægt, og var det mig, der følte vægten af en ny og fremtidig sejr?

Jeg ved det ikke. Måske er det rigtigt, hvad jeg tidligere har skrevet: Sejr og nederlag tegnes først i tanken og følelsen, og de føres siden ud i verden og virkeligheden ved viljen.

Måske fødes jeg igen og igen, smertefuldt, gennem tavshed. Måske fødes vi igen og igen i det samme liv, altid med smerte? Guds og livets veje er uransagelige.

Her til morgen vågnede jeg med Kristi ord tydeligt præntet i min tanke: Elsker hverandre! Måske er vejen så enkel som det. Vi kender vejen til bunds, og kender den slet ikke. Vi kender retningen, men ikke indholdet; fordi kærlighedens bog ikke er skrevet endnu; fordi vi hver især skriver den i skikkelse af vore liv efterhånden som tiden går; fordi alting begynder med kærlighed –

I stilhed som på denne blanke side i den notesbog hvori jeg skriver disse ord, idet bogstaverne langsomt og smerteligt ét for ét vokser frem af intet og det hele?

Skælvet.

Mandag aften sent var der jordskælv i Marokko. Vi mærkede rystelserne, da vi lå i vores senge, og var gået til ro.

Epicentret for skælvet skal have ligget mellem Tanger og Meknes, altså lidt nord på i forhold til der hvor vi er.

Tirsdag morgen fandt Hassan sten fra murværket i huset, som ved jordskælvet havde revet sig løs. Der skete ikke de store skader her.

Styrken på skælvet målte 5.2 på Richter-skalaen, hvilket er relativt lavt. Sådanne jordskælv forekommer regelmæssigt i Marokko.

I mange år har jeg haft en følelse af, at mit indre Lys og mørke i styrke stod nogenlunde lige i mig. Jeg har lige akkurat kunnet holde mørket stangen.

Mørket giver sig udslag i aggression, vrede, uro, rastløshed, anspændthed; altsammen noget jeg må forsøge at kontrollere og ikke handle på.

Men under vores rejse til Marokko har det ændret sig. Jeg har – føler jeg – fået et lille overtag i forhold til det – formentlig astrale – mørke.

Det er en udvikling, som har været undervejs meget længe, og det giver mig lidt større indre ro.

Samtidig synes en del af mine tvangstanker og tvangsforestillinger at være om ikke væk, så svagere og på retur.

Ordet krise kommer af græsk krisis, som betyder vendepunkt, og i forbindelse med vores rejse til Marokko er dette ord rimeligt og dækkende.

Men det er altså – efter at krisen kulminerede – også et vendepunkt, og dermed – måske – fra et nulpunkt et udtryk for en livskurve, min, som igen begynder at stige opad mod Lys, liv og kærlighed.

Den mur jeg så at sige har levet op imod så længe, og som jeg har forsøgt at forcere, er jævnet til farbart terræn, eller den ligger efter en overstigning bag mig?

Den vej og livsmasse hvis vægt jeg følte så stærkt, da vi rejste, har jeg løftet, og løftet har afsat sig som ny styrke i min ånd.

Sådan er det med ånd og krop. Vi bærer og løfter ikke vores byrder forgæves. De åndelige byrder vi løfter, sætter sig spor som ny visdom, indsigt, erfaring.

Hvis ikke vi knækker under deres vægt. Jeg knækkede ikke. Takket være Gud.

(Jeg bruger her ordene Lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand; altså som udtryk for det gode og det onde).

1001 nat. Koran. Elegi.

Sherezade, fortæl mig din hemmelighed, og gør det nu inden jeg lukker mine øjne for sidste gang, og først åbner dem igen i Paradis.

Sherezade, du er mig så nær, at jeg ikke kan se dig, du er mig så nær som min egen halspulsåre, ser jeg på min højre hånd, ser jeg på dig, ser jeg gennem mit venstre øje, ser jeg hvad du ser.

Sherezade, du danner med mig mit hjertes fulde og hele form, du er den tusindøjede luende Simurgh i natten, over mig gløder dit blik med mildhed til velsignelse, hvisk mig i øret din hemmelighed, før det hele er forbi.

Når jeg ligger i graven, og englen spørger mig, hvad jeg har bedrevet, og hvordan jeg har troet, hvisker jeg, skælver jeg frem dit navn; din hemmelighed må jeg kende, den fuglevinge, der bærer til Gud.

Sherezade, stilhed og skygge synker ved nat i mit hjerte, nu siger du det, jeg hører, jeg forstår; vi må være forenede i hjertet, adskilte gennem verdner og tider.

Grædende går jeg gennem sukhen, køber ingenting, har ikke brug for noget, min sjæl er splittet ved lynet fra din hemmelighed, min sjæl er spaltet i to, den forkullede stub af det træ, der var mig, skriger sin sidste smerte ud i natten og mørket, hvor jeg endnu vandrer et øjeblik, syg til døden, tung som døden:

Paradis og helvede er hinanden så nær som to sider af samme mønt.

Sherezade, du skænkede mig din hemmelighed, det inderste, jeg lægger perlen i skrinet ved mit bryst, og vogter den som min sjæl, til døden tager mig for alvor;

Jeg gnider lampen med mine sidste kræfter, tæller til tre – og ønsker.

Havet.

Jeg tænker med sorg på saligheden, der var, og med glæde på saligheden, som skal komme.

Hvad er vel lidelsen andet end en pause, en stilhed mellem noder i den kærlighedens musik vi sammen skaber.

Hvad er kampen? Er den ikke at søge hjertepunktet bag selv den største tyran, genskabe en forbindelse, der blev brudt, nærme sig også den formørkede med respekt og medfølelse i ligeværdighed?

Jeg tænker på det, der var, og på det, der skal komme.

Og imens skyller havet tiderne mod stranden, kun for igen blidt at trække dem tilbage og gøre dem til fortid.

Lidelsen tænker jeg som en dråbe i det vældige ocean, vi kalder livet. Det er tungt, men så heller ikke værre. Hvad er det endelige mod det uendelige:

En skygge der slår hul i dagen, dyb eller dybere; i morgen er den væk.

Der er altid en chance til. Sår vil heles, synd vil sones og udlignes. Den der har magt til at ødelægge sig selv, har også magt til at genopbygge sig selv:

Sværdet mod os selv kan kun svinges med vores egen kraft og styrke.

Mere siger jeg ikke. Kun, nu da: Guds Vilje ske!

Epilog

Måske er hjem et sted inde i os selv. Ånd og tanke og hjerte søger ved viljen at skabe sammenhæng, mening, en ramme.

Men dén ramme vi skaber, kan både være hjem og et fængsel. Derfor kræver den stadig korrektion og transcendens, både når vi søger hjem, og når vi søger at bryde fri og ud. Nye veje. Nyt liv.

Allerede en måneds tid før hjemrejsen begynder tankerne at rumstere. Bekymringerne for turen. Det uvisse.

Men det lader til, at vi får en lettere rejse hjem end rejsen ud. Hassan er ved at få en aftale i stand, så vi kan få en overnatning i Marrakesh. Hvis det lykkes, kan vi sætte os friske og udhvilede til rette i flyet og bare nyde turen.

Han vil følge os på togrejsen fra Meknes til Marrakesh. Det er trygt.

Hvordan siger man farvel?

På kanten af en afsked kan kærlighed og lidenskab blusse kraftigt op som lyset fra en gammeldags glødepære øjeblikket før den sprænger for nu igen at bruge det billede.

Men dette er ikke et gravskrift, snarere en bøn fra endnu ufødte, utænkte, uhørte sange, der beder om at blive digtet og sunget.

Digtet med livets hastighed og tyngde og klarhed og stringens. Er det muligt? Det vil tiden vise.

Tiden vil vise alt, der kan ses af menneskeøjne. Resten er op til Gud. Inshallah.

_________

De rene ved Ayt Walal Bitit

Det første der slår mig ved mødet med Miriams far, Ahmad, i landsbyen er, at her er et sejrende menneske. Et mildt indre smil. Et lys stille som livet.

Hvor bliver skønheden af, efterhånden som tiden går, og vi bliver ældre? Lykkeligt arbejder den sig indad, og idet den når hjertet, er mennesket fuldendt.

Indtrykket synker ind ved mødet med den øvrige familie. Og stedet. Det er rent. Jorden er ren, vandet der løber i en rende ved markskellet er rent. Menneskene er rene. Al shokro li Allah (takket være Gud).

Jeg har lyst til at sige det til menneskene her, men undlader det af undseelse og fordi jeg er bange for at forstyrre det hellige.

I stedet skriver jeg det ned, selv om ordenes sort på hvidt kun er den skygge, tankens lys kaster, idet det rammer verden.

Disse mennesker løfter jordens byrde; jorden der gør modstand, når man forstyrrer dens ligevægt, tyngde, træghed og hellighed, men som modtager de renes berøring som blide kærtegn, og giver tilbage i overflod af frugt, grøntsager, korn, dyr, sol, regn, velsignelse.

Men nu må jeg standse ordene, der let løber vild som bissende kvæg. Dog; tanke og hjerte arbejder videre; det sidste ord jeg vover at skrive her er:

Gud bevare dette stille og hellige lys, dette hellige land, denne jord, disse mennesker.

(Ayt Walal Bitit er en landsby og et område, der ligger omtrent midtvejs mellem Meknes og Ifrane op mod bjergene)

_______________

Under månens bro. Selvportræt.

På marken går en fattig bonde med et sind, hvis mørke i glimt oplyses af tanker tænkt i Guds Rige, vanviddet aldrig langt væk.

Han binder tankerne i neg, sælger dem for en slik på markedet blandt gøglere, lommetyve og andet godtfolk.

Han søger at bortluge nælde og tjørn, ud i natten synger han blide sange fra hjemmets fjerne verden og dets evighed.

Af og til hjemsøges han af hovmod og drømme om egen storhed; dog den vældige skikkelse på jorden han aner, er kun hans skygge.

Ved aften når dagens arbejde er til ende, istemmer han en broders sang fra for længe siden:

Stille, stille hjerte, Sol går ned.

Stille og blidt lægger Gud sit hjerte i hans hånd, stille og blidt viger vanvid, længsel og smerte fra hans forpinte tanke og sind.

Stille, stille hjerte, Gud er her.

(‘Stille, stille hjerte, Sol går ned’ er en sang eller salme digtet af Jeppe Aakjær i 1912)

Højtryk, 2025

Gud er stor

Del dette: