Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte.

Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, ‘som du sår skal du høste’, eller som moderne sprogbrug vil have det: ´Det vi sender ud, kommer tilbage´; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi – smerteligt – kan forstå – i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os – præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre. Dette er den dybe mening med gengældelsesloven.

Men det må også siges, at loven gælder både godt og ondt (i denne bredere forstand kan vi kalde den karmaloven): Det er jo ikke kun den onde sæd vi høster frugterne af, også den gode. Og dermed virker hele loven, karmaloven, opdragende og forædlende på vores ånd, idet vi ved den langsomt opdager – eller genopdager – at det er Lyset – når vi sår den gode sæd, kærligheden – der giver os glæde og fred, mens mørket giver os uro og lidelse; hvorfor vi langsomt, næsten umærkeligt, selvstændigt og af fri vilje og mere og mere drages mod Lyset.

Det må også straks siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven, hvis vi igen vender blikket mod den onde sæd, vi af og til sår; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger over det og angrer, så viser vores sorg og anger at vi har forstået det vi har gjort, hvorfor det ikke er nødvendigt at vi udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Hvis vi sørger og angrer oprigtigt og beder om tilgivelse fra vores offer eller ofre – og får den – så er den onde gerning slettet for evigt.

Gud er et åndeligt Væsen af en uendelig Magt; men Han er også et uendelig mildt Væsen, hvis billede hviler i vores hjerter.

Gud er en uendelig kærlighedens Magt. Ud fra sit fuldstændige kendskab til godt og ondt, lys og mørke, kan Han komme enhver i møde med den dybeste forståelse for alt det onde, der frister os i denne verden, alt det onde der bringer os lidelse, og ud fra sin forståelse hjælpe alle der søger og har brug for Hans hjælp.

Han er altid parat til at tilgive os og hjælpe os når vi fejler eller vakler; et råb om hjælp på mørkets bratte skrænter når det onde truer os eller frister os høres og bønhøres.

Et flammende Væsen er Gud! Et uendeligt Væsen og en uendeligt kærlig, mild men også myndig personlighed er Han!

Fra Gud Herren modtager alle åndelig livskraft ved de stærke lysranker som udstråles fra Ham til al Skabningen.

Den der vandrer med Ham, kan intet ondt ramme; for Hans stærke Hånd skærmer den, der nærer ubetinget tillid til Ham.

Uendeligt nær er Han enhver; for Han bor i vores hjerter og er altid kun en bøn væk.

Gud åbenbarer sig ikke under torden og lyn, ikke i Jesus af Nazareth (Kristus; hvor ren og ophøjet et menneske han end var; den uendelige Gud var og er han ikke), ikke med rædsel og tvang eller under ekstase. Han straffer ikke; men Han er den fred og kærlighed – stille velsignet – vi alle søger.

Ingen – heller ikke Satan (Ardor) – skal fortabes og ingen kan være i mørket evigt; for Guds uendelige kærlighed har sine forgreninger i alle og en mulig genvej til Lyset og Gud ligger åben for os gennem en tilgivelse af den dybest faldne (hvad han – Ardor – har gjort mod os og hvad vi derfor må søge at tilgive ham findes der en udførlig beretning om i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning)).

Guds veje er lysets veje og lysets veje er kærlighedens veje. Vi kan alle være med til at udbrede lyset, kærligheden, i verden, ikke ved indviklede filosofiske indsigter og viden, men simpelthen ved at elske vores medmennesker.

Og vores åndelige vækst – eller bedre: højnelse og forædling – kan vi nå – ikke ved mystiske indsigter som først kan nås gennem års meditation eller lignende – men igen helt enkelt: Gennem kærligheden, ved at elske vores medmennesker og os selv.

En naturlig måde at vise denne menneskekærlighed på ville være at behandle mennesker i nød – for eksempel flygtninge – på samme måde som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation; “Elsk din næste som dig selv”.

Vi kan også alle være med til at bryde en del af mørkets, det ondes, magt i denne verden gennem kærlighed i stedet for at søge hævn og øve vold: Ved at tilgive vores fjender.

Gud er ikke sværdet i hånden men velsignelsen i hjertet.

Sådan er Gud og Hans veje og Hans forhold til os mennesker, og dette billede af den Almægtige kan bruges til at filtrere enhver helligtekst, religion, religiøst ritual og tradition gennem, hvorved man kan opsamle og gemme de ægte, ædle korn (der er få i de etablerede religioner, fx i jødedom, kristendom og islam), og bortluge ondskabens og vildfarelsens løgne, slagger og mørke.

Sluttelig: Før eller senere vil Guds uendelige kærlighed nedbryde al modstand – selv blandt de dybest faldne – og bringe alle sikkert hjem til Guds Riges – Paradis´ – evige salighed.

Hjertet lyse vej til Gud, kun det finder vej gennem mørke!

Cpo 2018-2022