De, der arbejder med på Huset, som Herren bygger, arbejder ikke forgæves (parafrase over salme 127, 1, det bibelsted, som bruges som motto for Vandrer mod Lyset)
Med sin tale i Vandrer mod Lyset løfter Kristus en lysende fakkel højt over Jorden og menneskeheden, at strålerne fra den kan oplyse de veje, der fører til Gud og Paradis, det sted hvor alle mennesker dybest set hører hjemme.
Nogle af Kristi ord er disse: …intet er så ondt og syndigt som mord og drab; intet er så ødelæggende for jeres fremgang som de hærgende og vanærende krige, der udfægtes imellem jer indbyrdes…Og lidt tidligere: …Myrd og ihjelslå ikke hverandre! Thi gør I det, da standser I for lange tider jeres fremgang mod lyset og hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; for I kunne ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden. (Ordene er her let tilpasset til moderne udtryk og stavemåde).
At det forholder sådan skyldes en af de meget vigtige af Guds love, som alle mennesker på Jorden er underkastet, nemlig karma- og gengældelsesloven, en lov, som der er gjort nøje rede for iVandrer mod Lyset, en lov som kortest og klarest kan udtrykkes ved den gamle sætning: Som vi sår, skal vi høste, eller: Det vi gør for eller mod andre, gør vi samtidig for eller mod os selv.
Denne lov har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi kan forstå, i de tilfælde hvor vi ikke af os selv indser det forkerte i fx mord og drab og krig – og derfor undlader at udføre disse gerninger – hvad disse ting reelt betyder for andre, for dem der er ofre for vores forbrydelser og ugerninger. Ved karma- og gengældelsesloven mærker vi i de tilfælde det ondes tilbageslag meget smertefuldt og konkret, idet vi da i kommende jordeliv, inkarnationer, selv vil udsættes for de samme lidelser, som vi har påført andre, og den erkendelse der kan vokse ud af sådanne oplevelser – at mord, drab og krig altid er forkert, og hvilke lidelser de indebærer for andre – vil på grund af selvoplevelsen i de fleste tilfælde fremover få os til at vogte bedre på os selv, så vi ikke gentager forbrydelserne.
Derfor virker mord, drab (herunder provokeret abort (se udover Kristi tale også tillægget til Supplement I til Vandrer mod Lyset)) og krig som forbandelser, vi retter mod os selv, og derfor har alle dem, der ved ord eller gerning deltager i, støtter eller på anden vis er medansvarlige for disse ugerninger et mægtigt ansvar, og deres fremtidige lidelser – under karma- og gengældelsesloven – vil være og blive meget store. Dette gælder også de mennesker, der er med til at udvikle, producere og sælge våben. Og netop derfor, da intet med Kristi ord er så ødelæggende for vores vandring mod lyset som mord, drab og krig, gælder det om, hvis vi ønsker bedre vilkår for mennesker at leve under, bedre vilkår hvorunder vi kan højne og forædle vores ånd, vores personlighed, først og fremmest at standse de mange tragiske krige og borgerkrige, der stadig udkæmpes her på Jorden blandt levende væsner, der dybest set er brødre og søstre – fordi vi alle i åndelig forstand er børn af den samme Gud, Skaber og Fader. Dette bør vi gøre for ofrenes skyld, men de ansvarlige bør også gøre det om ikke andet så for deres egen skyld.
Kan det punkt nås i den menneskelige udvikling, hvor vi med afsky vender os bort fra al krig, strid og ufred, så vil samtidig en stor del af problemerne med de mægtige flygtningestrømme kunne løses, både i forhold til den tragedie det er at være nødt til at flygte fra sit hjemland for at redde sit liv, og i forhold til de lande som nu i stort tal vægrer sig ved at modtage de mange nødstedte mennesker og give dem asyl.
En almindelig udbredelse af kendskabet til karma- og gengældelsesloven kan hjælpe i denne proces frem mod en mere fredelig verden. For hvilken politisk leder og hvilket menneske vil starte eller deltage i en krig, hvis vedkommende ved, at den krig vi fører mod andre, fører vi samtidig mod os selv, hvis vedkommende ved, at det vi i dag kan vinde ved krig, uvægerligt må betales tilbage ”i morgen” – med renter og renters rente – og hvis de ansvarlige ved, at de lidelser vi ser på slagmarken, er et billede på deres egen fremtid?
Før den almindelige og globale fred er nået, er det muligt at angive en vej til sikkerhed for det enkelte menneske og for den enkelte nation gennem ikke-voldelige, ikke-militære midler, nemlig gennem det enkelte menneskes og den enkelte nations bevidsthed om og tillid til Guds Almagt, til Guds beskyttelse. For intet ondt kan ramme det menneske og den nation, der samlet ved sig i Guds Hånd og under Hans beskyttelse og Værn. Er troen og tilliden fuldstændig, vil selv det ondeste anslag prelle af på et sådant menneske og en sådan samlet nation.
Et andet muligt bidrag til en samlet og mere fredelig verden kan være dannelsen af en Verdensstat eller en Verdensregering. Som det er nu, hvor menneskers adfærd og interesser er globale, virker fraværet af en sådan Verdensstat, som kan håndhæve international lov og ret, som et magtvakuum, som især stormagterne ved en art politisk naturlov hver for sig og i konkurrence med hinanden søger at fylde. Følgen er international krig og konflikt – økonomisk eller militær – og risiko for en ny verdenskrig.
Den overordnede betingelse for at en varig global fred kan nås er dog, når alt dette er sagt, at ønsket om og viljen til fred er stærk nok, og at tilgivelsen af den dybest faldne, Ardor (Satan) – Vandrer mod Lysets kernepunkt – er skænket af tilstrækkeligt mange mennesker. Hvis især dette sidste mangler, vil alle forsøg på at nå verdensfred formentlig være forgæves. Det skyldes, at hvis ikke vi som menneskehed tilgiver den dybest faldne, så vil de æteroptegnelser, han skabte, før han vendte tilbage til lyset og Gud, fortsat indebære risiko for nye krige og konflikter og katastrofer. Hvad æteroptegnelser er, er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset. Her kan jeg kort sige, at æteroptegnelser er som negative mørkespor i Jordens aura eller psyke, og de fungerer ved, at de inspirerer til de og de onde tanker, der fører til de og de onde handlinger og dermed til de og de onde konsekvenser – i en slags kædereaktion som ved atomers spaltning ved sprængning af kernevåben. Med en udbredt tilgivelse af Ardor vil risikoen for æteroptegnelsernes virkeliggørelse – indtræden på jordplanet som realiteter – mindskes betydeligt.
Hvis ikke vi som menneskehed tilgiver den dybest faldne, så vil formentlig heller ikke kendskabet til karma- og gengældelsesloven kunne vinde tilstrækkelig udbredelse, hvorved risikoen for nye krige fortsat vil være høj. Det vil da formentlig heller ikke nytte at skabe en Verdensstat, især ikke hvis en sådan gennemtvinges med magt af nogle få og mod flertallets ønsker og vilje. En Verdensstat skabt på de betingelser vil sikkert kun virke til skade for freden og føre til nye konflikter, stridigheder og krige.
Nøglen til fred er altså tilgivelse af Ardor. I sin beretning i Vandrer mod Lyset slutter Ardor med en bøn om netop tilgivelse. I sorg og anger bøjer han sig dybt for ethvert menneske, og beder os tilgive sine mange forsyndelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er så op til enhver af os at afgøre, om vi ønsker og formår at skænke ham denne tilgivelse, om vi formår at lide med hans lidelser og med vores tilgivelse bringe hans hjerte til fred. Kan vi det som menneskehed, kan også vi vinde fred og med tilgivelsen betræde genvejen til Gud og Paradis.
Forfatterskabet Højtryk 