Det er sandt til trivialitet, at der i disse år foregår en dehumanisering og dæmonisering af muslimer i mange vestlige samfund. Mindre påagtet er det, at der blandt muslimer og de forskellige landes venstrefløje pågår en tilsvarende dehumanisering og dæmonisering af jøder/israelere, og af de samfund, som har modtaget flygtninge og migranter fra muslimske lande.
Tilsvarende foregår der en dehumanisering eller ringeagt for de fattige fra de riges side, men mindre påagtet er det, at der også pågår en dehumanisering og dæmonisering af de rige blandt de fattige og marginaliserede og fra venstrefløjen.
Billedet er det samme, når vi fx ser på forholdet mellem NATO og Rusland. Dehumaniseringen og dæmoniseringen pågår fra begge sider. Og der kunne nævnes andre fronter, hvor dehumaniseringen og dæmoniseringen er gensidig, og fører til den polarisering på mange fronter, som splitter vores lande internt og eksternt, og som er så tydelig nu, og har været det længe.
Gensidig dehumanisering og dæmonisering er opskriften på krig og konflikt, og hvis vi nogensinde skal kunne leve i en mere fredelig verden, er vi nødt til som mennesker at hæve os over de gensidige fjendebilleder, der nu martrer vores verden og gør fred næsten utænkelig.
For en af dehumaniseringens og dæmoniseringens funktioner er at gøre det “lettere” for os hver især at handle inhumant og måske med krig og vold mod hinanden. For ikke-mennesker har ingen rettigheder, og “vi kan gøre med dem som vi har lyst til i den gode og retfærdige sags tjeneste”.
Kort sagt: Dehumanisering og dæmonisering er krigens og voldens sprog, og med dem søger man i historien og samtiden efter argumenter for krig, ikke for fred. Det er en destruktiv dem-og-os tankegang, som lever langs flere fronter end vi måske er tilbøjelige til at erkende og indrømme.
Hvordan kommer vi ud over disse destruktive brudflader? Det gør vi vel først og fremmest ved at tale sammen, gennem dialog, bygge bro, og anerkende også modpartens måske legitime politiske krav og adfærd, anerkende modparten som ligeværdig politisk aktør, som bør behandles med respekt.
Hvis ikke vi gør det, eller i det mindste forsøger, så er der kun én vej: At bombe fjenden til hjælpeløshed eller udslette fjenden totalt. Men kan vi have det på samvittigheden, hver for sig, gruppe for gruppe, menneske for menneske?
Måske er krigen indskrevet i vores dna gennem evolutionen og overlevelsen af de bedst tilpassede og stærkeste, og måske er den indskrevet i nationalstatens idé, nationalstaten, der skiller folk ved grænser og i mange tilfælde undlader at samle dem, eller gør det umuligt at leve i fredelig sameksistens.
Men vi har også en ånd, der ikke ønsker denne krig, og med dén må vi hæve os over vores biologi og den nuværende politiske organisation i folk og grupper, racer og nationer og alliancer, hvis vi virkelig ønsker fred.
Alternativet er, at katastroferne fortsætter. Se på den nuværende situation i Gaza, Ukraine, Rusland, i mange afrikanske lande, overalt hvor krigen hærger og skaber så mange ofre. Er det dét, vi vil?
(Læs hele Guernica-serien her)
Højtryk 2024
Forfatterskabet Højtryk 