Georg Wilhelm Friedrich Hegels (1770-1831), Åndens fænomenologi, (Phänomenologie des Geistes) (1807) var oprindelig tænkt som første del af et omfattende videnskabens system. Anden del blev dog aldrig skrevet, og måske heller ikke tænkt. I sin form er værket ejendommeligt; det har både karakter af filosofi og skønlitteratur: I sit indre afhandling, i det ydre roman.

Hegels syn på selve sproget afviger fra den noget ældre Immanuel Kants (1724-1804), for hvem sproget var et neutralt og potentielt glasklart medie til formidling af indsigt og tanke. For Hegel er sprog medskabende af mening og teori og ikke neutralt. Hegels sprog er i anslaget og udførelsen knudret, sammenfiltret, uklart som det synes, svært tilgængeligt, en mur bag hvilken man måske kan ane en dybsindig tanke. Den vil jeg prøve at finde og formidle og vurdere her.

Et forsøg på en bestemmelse og vurdering af Hegels metafysik og dialektik som de fremtræder i hans Åndens fænomenologi med særlig vægt på spørgsmålet om Verdensåndens (Weltgeist)  udvikling og natur, og Hegels fænomenologi vurderet i forhold til Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset

Hovedærindet for Hegel i fænomenologiens metafysik og dialektik er at gøre rede for Verdensåndens udvikling fra begyndelsen i intet til kulminationen ved alvidenhed eller den absolutte viden efter at have gennemløbet en lang proces og dialektisk bevægelse, som illustreres i teksten.  

Bevægelsen dannes ved den dialektiske trekant, tese-antitese-syntese, hvor syntesen i en given bevægelse danner en ny tese, der så følges af en ny antitese osv, og den sker konkret ved negation og negationens negation på den måde, at en given tese eller stadie i bevægelsen negeres, og denne negation negeres igen og danner syntesen, der negeres osv.

Problemet med Hegels skema er, at han beskriver en dialektisk proces, der sker med nødvendighed og ikke i frihed: Sådan og sådan er det, og det kan ikke være anderledes. Verdensånden starter nødvendigvis ved intet, og ender nødvendigvis ved alvidenhed.

Der levnes således ikke plads for åndens karakter og frihed, som er en del af det egentlige livs nerve og kerne. Der er ikke plads til den indre forsinkelse, som gør, at ånden ikke nødvendigvis tænker de og de tanker og omsætter dem i de og de handlinger og har de og de følelser derved, idet tanker, handlinger, følelser og virkelighed sættes i relation til åndens karakter og indre ejendommelighed. Der er ikke plads til tankens og viljens og følelsernes frihed, der danner og skaber åndens karakter.

Et andet problem er selve dialektikken og tanken om, at åndelig udvikling nødvendigvis sker ved modsætningers brydning, ved negation og negationers negation. Der kan tænkes andre motorer i spil, fx: Ånden kan positivt inspireres af udtrykte tanker og dele af virkeligheden, og ikke nødvendigvis negere, men bekræfte dem og tænke videre ud fra dem og bygge på dem.

Hegels dialektik har medklange i moderne videnskabelighed, hvor videnskabelige resultater og ”ny viden” ofte skabes i modsætning (”negation”) til bestemte andre resultater og teorier, en proces, der danner en udbredt vilkårlighed og tilfældighed og som virker planløs. Som før sagt: Det, der er videnskabelig evidens for i dag, er modsat i morgen. Moderne videnskabelighed er udbredt volatil, og man kan derfor stille spørgsmål ved dens grundlæggende troværdighed og autoritet, og stille spørgsmål ved selve dens metodes anvendelighed til skabelse af viden.

Et tredje problem ved Hegels idé og tankeverden er, hvordan vi egentlig skal forstå udtrykket Verdensånden. Er der tale om Guds tilblivelse, eller er der tale om en arketypisk menneskelig erkendelsesproces, hvor Verdensånden er en metafor for en begrebslogisk udvikling? Er Verdensånden den fælles menneskelige viden, der langsomt bliver til? Er Verdensånden en åndelig gestalt, et subjekt, der langsomt dannes ved negationens verdensimpuls? Eller er den et udtryk for det kollektivt ubevidste, der langsomt gennem den dialektiske proces bliver det kollektivt bevidste? Dette er ikke klart i hans tanke og tekst. Hvem eller hvad er Verdensånden?

Men hvad Verdensånden i Hegels forståelse end er, så fødes den, udvikles og kompletteres under jordiske bestemmelser og under jordiske forhold. Ånden fødes i en slags intet, ved den umiddelbare, sanselige vished; som Ånden, der svæver over urdybets vande; det er på en måde en tomhed og en fyldthed – den har alt at opdage, alt at vinde, alt i vente.

Processen skrider frem i den ejendommelige tekst. Den umiddelbare bevidsthed vinder selvbevidsthed, fornuft, ånd, tro og til sidst viden, den absolutte viden; alt drevet frem gennem de forskellige gestalter ved negation og negationers negation. Slutpunktet – hvis vi kan kalde det det – ligner en guds salige hvilen i sig selv og bevidsthed om sig selv, sin indsigt og sin magt: ”fra dette ånderiges kalk/skummer for ham hans uendelighed” lyder de sidste sætninger med en let omskrivning af Schillers digt, Venskabet.

Hvis det er en gud eller en guds fødsel, vi her bevidner, måske en menneskegud, eller det kollektivt ubevidste, der er blevet bevidst og guddommeliggjort, eller måske en Faust, der har fået sin så hedt eftertragtede viden ved pagten med Mephisto (jf Goethes Faust), en Faust, der dog ikke bliver straffet med fortabelsen af sin sjæl, men vinder sejr, en Faust, der gennem en djævlepagt bliver gud lig; Slangens ord fra myten, der bliver sandhed (”vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den (frugten fra Træet til kundskab om godt og ondt), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt”); hvis det er sådan, så er det en afgud, en falsk gud. Dette bliver klart, hvis vi holder fænomenologien op mod Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset:

Gud er af en anden verden. Han er ganske vist fremstået efter en langvarig, kosmisk kamp mellem godt og ondt, men det er sket i for os mennesker ukendte dimensioner – ikke under jordiske forhold og i jordiske dimensioner og slet ikke på den måde med de begreber og gestalter som Hegel lader Ånden gennemgå og inkarnere. At nedtransformere den guddommelige kamp til jordiske forhold er blasfemi.

Derfor: Hvis Åndens fænomenologi betragtes som et af hovedværkerne i den europæiske litteratur og filosofi, så må vi revidere dette syn, og i stedet klassificere den som et mislykket åndsprodukt, skrevet i et knudret og mange steder uforståeligt sprog, som en tungetale i en fanatisk ophidset menighed, hvor tilhørere  med ærefrygt hæver det meningsløse til mening. Vi må – som barnet i eventyret – pege på kejseren og sige: Jamen, han har jo ikke noget  på, med fare for at flokken hovedrystende og med foragt kalder os idiot. Men det er jo virkeligt: Han har intet på!

Højtryk, cpo 2022