Tyven

Hun var af den slags, der som Ekmans skovtrold Skord synes umærkeligt at fremdampe af ingenting, eller måske af en skovbund med gærende blade et efterår, og når hun engang skulle dø ville hun genforenes med ingenting eller den sorte, udeltagende muld ville langsomt og uden dramatik og fortrydelse og helt uden jamren og skrigen nedbryde hende, opløse hende i hendes bestanddele, og hun ville som et lys der blæses ud uden en lyd blot efterlade – et øjeblik – en smule røg, og hun ville ikke være der mere.

Men havde det altid været sådan? Engang – huskede hun – forsøgte hun, efter sin umærkelige kommen til verden, som en pludselig fortætning af ilt og brint og jord eller som en atmosfærisk forstyrrelse, måske en sitren i Jordens magnetfelt, at tale til mennesker, at blive til, forsøgte at få et omrids, en grænse, en virkelig krop, med hænder der kunne længes og række ud og nogle gange fyldes, en krop, der kunne opfyldes, gøres hel og salig, men mennesker havde vist hende tilbage, som hørte de ikke hendes stemme, som var hun usynlig, en genganger, de frygtede hende ikke engang, de mærkede hende bare ikke, og hun mærkede ikke dem. Så trak hendes hjerte sig tilbage, trak sig sammen, som en spæd gren eller blomst i skoven, der rækker mod lyset og varmen, men rammes af pludselig og uventet frost i et forår, der begynder med løfter og ender i ingenting næsten i samme øjeblik. Som nu.

Et menneske bygges med hjertets hastighed.

Hun husker den aften, skolen sluttede, og de var samlet til fest hos Barbara. Den første rus. Luften begyndte at sitre og blinke og få hænder. Små hænder, følsomme hænder, hænder og fingre med følsomme spidser, der kendte hendes hemmelige steder, steder hun ikke vovede at fortælle andre om, steder hun for længst havde opdaget, men altid ignoreret og fortrængt. Og Jesper – var han ikke en prins, ikke på en hvid hest, heller ikke omtryllet til en frø – så dumt – men hendes, og kun hendes? Var det ikke sådan? Var det ikke lige præcis sådan? Det var sådan. Det kunne have været sådan. Det skulle have været sådan. Det burde.

Men hun endte festen ude på toilettet, med kjolen fuld af bræk, Jesper i favnen på Randi og fanden tage ham i øvrigt. Og hende især. Sådan lærte hun om hænders natur. Usynlige hænder, der lokker, drager, blinker, de peger mod himlen, og når hun når den, falder hun. Falder, falder. Nogle kalder det helvede, men det var for stort et ord. Kun en flov opvågning til livets realitet. Bræk på tøjet og en dundrende hovedpine og en længsel efter salt og ro. At det ville gå væk. Som livet. Livet er kun en overgang. Det går over. Livet er en hovedpine, men heldigvis kan det helbredes. Bitter?

Hun tænkte, at måske en stor glæde – eller sorg – kunne vække hende, binde hende til Jorden, gøre hende til menneske, gøre hende virkelig. At hun omsider – i en alder af 36 – kunne fødes. Hun ønskede det sådan. Virkelig. Men dagene dryppede bare forbi, dryppede af sted, som regn der ikke gøder jord, men skyller den væk, dagene kom og gik uden at der skete noget. Noget virkeligt. Noget der kom hende ved. Noget der kunne røre hende. Noget hun kunne røre ved. Findes jeg?

Hun fulgte kun lidt med i nyhederne. Hun misundte de sultne i Afrika, misundte de kvæstede og dræbte i krigene rundt omkring i verden, misundte ofrene for terror, misundte de efterladte deres fortvivlelse og gråd og bøn og forbandelser, deres følelser, hun tog gerne deres sted, åh, gerne, gud send mig krig og pest og ellers ikke flere dage!

Har jeg en depression? spurgte hun sig selv. Hun gik til lægen. Nej, ingen depression, hun opfyldte ikke kriterierne, konstaterede lægen, efter at hun havde svaret på en række enkle spørgsmål. Ikke engang dét kan jeg finde ud af, ikke engang skør! Hvis jeg nu lægger mig ud foran et tog, eller springer ud fra Storebæltsbroen i rasende fortvivlelse og trods, hvis jeg blot kunne føle fortvivlelsen, føle et had, en vrede, føle noget, et eller andet, bare et eller andet, så måske…

Hvis hun nu stillede sig ned foran blokken, hvor hun boede, og begyndte at råbe?

Måtte man overhovedet dét? Hvad skulle hun råbe? Et eller andet uforståeligt og farligt som spritterne på bænkene somme tider gjorde det. Hvad? Danmark ud af EU? Velfærd for grisene? Bevar Kongehuset? Var dét nok? Hun turde knap nok hviske det. Hun var for fej til for alvor at være skør og stå ved det. Hvad så? Hun måtte finde en vej. En eller anden vej. Bare noget. Ét skridt ad gangen. Den ene fod foran den anden.

Hvad nu hvis hun – fik sig en hobby?

Hvad skulle det være? Skulle hun lære at sy? Strikke? Hun købte et par strikkepinde og noget garn i en lyserød pangfarve, fandt nogle instruktionsvideoer på YouTube, og fik møjsommeligt slået 24 masker op på pinden. Men det gik dårligt. Hun så og genså videoerne, ubegribeligt så fingerfærdige instruktørerne var, hendes halstørklæde udviklede sig hurtigt til uformelige bylter af knuder og løse ender. Hun tabte maskerne. Og tålmodigheden. Hun opgav det.

Så var det, at hun opdagede, at der var noget hun faktisk kunne lide. Noget der tiltalte hende. Noget hun – først tøvende og forsigtigt, så fuldtud og med hele sin sjæl – brændte for. Hun kunne lide at gå i fødevarebutikker og smage på varerne. Uden at betale. Smage bare lidt, ikke det hele. Og så lægge resten pænt tilbage, hvor hun tog det. Smagen af blød og varm smeltende chokolade, den lette gysen, en prikken under armhulerne og i skridtet, stærk lakrids der rev i svælget og åbnede luftvejene så hun kunne ånde i hurtige gisp, vingummi der opløstes og gled vådt og glat og hurtigt ned i maven, hvor den lagde sig smilende og beskyttende om vitale organer, om hende og hemmeligheden. Så prøvede hun med sodavand. Ja! Det lille skjviiijs når hun åbnede flasken, den næsten smertelige prikken i halsen, når hun smagte og sank på samme tid, den salige smag af sukker og hurtig energi som fik hende til at føle sig uovervindelig, det hemmelige gys når hun tænkte det er mig, der gør det, det er mig, det er sådan jeg er. Og så var der isen. Den kolde, fede masse, der langsomt, langsomt tøede inden i hende, ned gennem hende, dybt inde. Den fik hende til at føle sig som en lille bjørneunge, der træt lægger sig til at sove i favnen på sin mor. Så kunne hun endelig hvile. Finde fred.

Pludselig stod han der. Bag hende. Han tog hende – næsten blidt – om venstre albue.

Kom med mig! sagde han.

Fisketuren

De skulle hygge. Det skulle være – nå ja, for nu at sige det lige ud – en ren hyggetur. Dem og børnene. Kun dem. De havde pakket bilen i højt humør, børnene var glade og plagede kun lidt, det sædvanlige, du ved. Så var de taget afsted. De havde fundet stranden via GPS. Ingen problemer. Han var for en gangs skyld rolig. Hun slappede af. De var sammen. Det var det, der betød noget. Og så alligevel…

Hun: Alt var klar og det tegnede lovende som vi sad der i bilen og lo. Så viser det sig kraftedeme, at idioten har husket alt, undtagen den lille ting, uden hvilken det hele bliver uspiseligt. Gær. Vi skulle fange fisk, bage vores eget brød, og spise til vi revnede. Men…

Han: Jeg har styr på det. Alt er klappet og klart. Da vi når frem, stolprer kællingen som en fucking giraf på is i sine højhælede sko ud på sandet og synker selvfølgelig i og er ved at falde. Jeg når lige at gribe hende inden hun brækker anklen eller benet. Børnene ser på os. Måske er de bange. Fjolser. Hvorfor kan man bytte alt, kun ikke dem? Dyrene ved bedre. Nogle af hannerne spiser uden fortrydelse deres eget afkom. Hvorfor ikke?

Hun: Derhjemme sad han der i sofaen og kæftede op om alt det gode han ville gøre for mig og børnene. Uden nogensinde at røre en finger. Selvfølgelig. Han siger: Hvorfor tager vi ikke på fisketur. Jeg køber stænger og mobil ovn. Vi tømmer Kattegat og bager brød. Så spiser vi. Alle er glade. Selvfølgelig mente han ikke en skid af det hele. Men for en gangs skyld tager jeg ham på ordet. Godt. Vi tager på fisketur. Du kan nå at købe ind til turen i dag. Og så snerper hans ansigt og mund sig sammen som om han har spist en rådden citron. Selvfølgelig. Jeg holder ham fast. Han rejser sig fra sofaen i et ryk, og går uden at sige et ord.

Han: Der opstår visse problemer. Jeg aner ærlig talt ikke, hvordan man binder krogen på linen. Men jeg har styr på det. Jeg binder sgu da bare en kællingeknude. Det må gøre tricket. En mand kan vel sit kram, og improvisere hvis ikke. Løsninger, handling, mål. Alle er glade. Jeg kaster snøren ud. Venter. Der sker ikke rigtig noget. Linen hænger slapt mod vandet. Hvad sker der? Jeg prøver at trække lidt ind. Snøren virker slap og uden forankring. Der er klart ingen fisk, der har bidt på. Jeg trækker lidt mere ind. Så fejer jeg linen hen over vandoverfladen med rolige bevægelser, som jeg har set dem gøre det på TV. Nå ja, lidt showoff. Hun ser halvt skeptisk, halvt respektfuldt på mig. Jeg smiler til hende. Jeg har styr på det.

Hun: Hold kæft, hvor han blærer sig. Og så, og så, nej, Berit, jeg kan næsten ikke sige det, næsten ikke tænke det. Det er uudholdeligt. Han trækker snøren helt ind, en fisk, en fisk, råber han, men han ved ikke en skid. Skal bare vise sig. Selvfølgelig. Det viser sig…at der ingen krog er mere på snøren. Den er faldet af i vandet. Selvfølgelig. Han ved ikke en skid om knuder. Klart. Hans ansigtsudtryk. Forbløffelse og fortrydelse og koncentreret dumhed. Jeg griner. Så mørkner hans blik. Han knytter hænderne. Jeg bliver næsten bange for ham. Børnene græder. Vi har ingen fisk og intet brød. Det er koldt. Det er blæst op. Det regner. Ren hygge.

Han: I stedet for at hjælpe sætter hun sig selvfølgelig ind i bilen og begynder at lægge en ny makeup eller opfriske den gamle, hvad fanden ved jeg. Hun ser demonstrativt væk, da jeg søger hendes blik. Skal du i byen og lufte fissen? Nogle gange kunne jeg slå hende ihjel. Fuck af, svarer hun flabet. Jeg prøver at falde til ro. Jeg har styr på det. Jeg har styr på det? Jeg vil gerne have et stykke laks og en lun skive brød med smør. Og en mand, siger hun, og det er som om mit hoved eksploderer. Jeg er lige ved at slå hende. Rive hende ud af bilen og kaste hende hen ad stranden. Hvis børnene ikke var der…

Regnormen (finale): Heldigvis glemte han også mig. Jeg kunne ellers næsten mærke smerten fra krogen, idet han gennemborede mig, og druknefornemmelsen når han kastede mig ud på det dybe. Gid alle var som han! (Foredrages med patos): Verden bygges og består ved lige dele grusomhed og dumhed og dum grusomhed. Sådan er det. Det er som det plejer at være. Intet er forandret. På det jævne, på det jævne, mine herrer og damer!

Helligånd

Guiden tog smilende en tidskapsel fra montren, der lå badet i blåt lys. Så dobbeltblinkede han med øjnene, gelen dampede let, og fortættedes så lidt hævet over glasset til en plasmakugle alle kunne se og se ind i.

Dette optrin stammer fra år 2021 efter gammel tidsregning, altså 109 efter vores, og det er et af de ældste minder vi har i dag, som er bevaret nogenlunde intakt. Hvis ikke det var for tragedien i det, ville vi kunne tro, at det var en episode af den før så elskede serie, Gøg og Gokke.

Dæmpet latter. For de fleste af os var dette helt nyt. Vi havde aldrig set det før. Vi rettede opmærksomheden mod guiden, der tilrettede kuglen let for at bevare svævet.

Naturligvis er det let for os at datere de her ting, når vi bruger vores dimensioner. De gamle ville have været lost og forblive i uvidenhed.

Igen latter. Men respektfuld.

De gamle var besatte af maskiner, som I ved. De forbandt sig med hinanden via maskiner, de producerede deres nødvendige føde – dengang var man nødt til at spise og drikke for at leve – med dem, de transporterede sig rundt i dem, og deres fornøjelser blev også produceret og distribueret af maskiner. Det kan virke ufatteligt i dag, men sådan var det. Måske var det blandt andet denne besættelse, der forhindrede dem i at rejse, forbinde sig med hinanden og leve ved tanken, som vi gør det nu. At udnytte tankens dimensioner fuldt ud.

Der mærkedes en let uro blandt os tilhørere. En spurgte:

Men hvad stoppede dem? Hvad var deres problem? Det ligger jo lige for!

Guiden gned sig let over kinden. Tænkte sig om.

Måske var deres største udfordring, at de ikke vidste, ikke havde erkendt, at enhver ond tanke standser processen, og for eksempel standser ethvert tilløb til ved tanken at rejse i tiden og rummet. For dem var tanken som en mose, der dampede og gærede af godt og ondt blandet sammen. De mente, at tanken var processer i hjernen, dette den gamle videnskabs kæledægge og største gåde.

Spredt latter. Vi ser på hinanden. Forstår.

Men se nu her. Se dem falde om til det de kaldte et religiøst stævne, eller gudstjeneste; en såkaldt prædikant ´helbreder´ dem ved bøn og håndspålæggelse, og de falder om som fluer, bagover, på hovedet, fremover, i bunker og oven i hinanden. De kalder den virkende kraft ´helligånden´, men som I ser, er det Slangen, der tager dem. Det er ingen spøg. Vi bør ikke le ad det. Se deres rullende øjne, deres fråde om munden, deres ekstase, deres rus, deres vanvid. Alt sammen umiskendelige træk ved den virkeligt virkende kraft. Vi bør ikke fordømme dem, men ynke dem for deres uvidenhed.

Vi ser. Ser på det groteske optrin. Vi hører deres såkaldte musik, deres ekstatiske sang. Ser dem falde. En sorg griber os. Guiden klapper to gange i hænderne, og plasmaen fortættes og stivner igen til gel, der lægger sig tilbage i montren. Så ser han på os og siger:

Vi var med dengang. Det kunne være os, selv om det jo ikke er så sandsynligt, alt taget i betragtning. I hvert fald er de vores brødre og søstre, og selv deres vildskab og ondskab, danner – nu vi har overvundet det og har fundet sammen igen – sammen med kærligheden fundamentet for de bånd, der i dag binder os sammen. Som bassen i en strygerkvartet af deres Johann Sebastian Bach eller Ludwig van Beethoven. Lad os være stille lidt, og rette hjertet mod en tid, der var, hvor vi var, og hvor vi aldrig mere skal komme. Gud være lovet. Lad os tie nu, og se resten, det der er at se, i morgen. Som I ved er Museet stort, det rummer mange minder, som vi deler. Altså; i morgen. Nu, blot: Stille.

Cpo 2021