Tro på alting, selv på lykken; Ebba Munk Pedersen/Pia Raug (Regnvejrsdag i november)

Mit sind er som nattehimlen, når den er klar og dyb: Et grænseløst mørke med små prikker af lys, som jeg ved ligger i rummet med lysår imellem, men som på afstand – i erindringen – ligner et tæppe eller en vej med forbundne punkter, Mælkevejen eller min.

Jeg blev syg i 80´ erne. For mig var firserne Michael Strunges digte, Lars Hugs musikalske fortolkning af Søren Ulrik Thomsens City Slang, Depeche Mode, The Cure, neon, byer, spejle. Jeg så i spejlet, og fik øje på en mand, som skulle forestille et menneske, mig. Firserne var også Kold Krig, og menneskers grusomme, kolde øjne, ensomhed, ambitioner, yuppies, tidlig syntetisk musik og begyndende vanvid, mit. De siger, at også i 80´ erne var der somre, jeg husker en vinter som blev ved, som en verden efter atomragnarok.

80´ erne var årtiet, hvor det ondes kæber greb om min hals og trykkede til, årtiet hvor jeg faldt, blev knust. Da årtiet randt ud, og et nyt begyndte, 1990, ramte jeg bunden. Derefter begyndte det at gå fremad, opad. Efterhånden som min krop langsomt ældedes, blev mit sind yngre. Jeg begyndte at forbinde himlens punkter. Og jeg tænkte: Måske er der dog en vej?

1990´ erne var årtiet, hvor jeg søgte opad mod lyset, det jeg skimtede så svagt et sted derude eller deroppe på himlen eller inde i mig selv. Men det var også årtiet, hvor jeg faldt for vanviddets fristelse, vanviddet der lokker med lindring, men som kun bringer ekstrem lidelse, værre lidelse. 1990´ erne var årtiet, hvor det onde trykkede mod min ånd, mit sind, men hvor jeg stod og blev stående, årtiet, hvor jeg som råkul trykkedes i form og til diamant af det ondes uendelige smertepres. Men det var også årtiet, hvor jeg endeligt mistede forstanden. 1990´ erne var det permanente indre skrigs årti, og årtiet hvor det igen forstummede.

00´ erne var kærlighedens årti, årtiet hvor jeg mødte min kone. Det var årtiet, hvor jeg forstod, at kærlighed ikke er gratis, men koster, og koster alt, fordi den er det mest værdifulde. 00´ erne var årtiet, hvor min kone tog min ensomhed og gav mig smerten i stedet, angsten for at miste hende. Og derfor mistede jeg hende – og hun mig – på en måde hver dag.

10´ erne og 20´ erne er fortid, nutid og fremtid. Livet i tidens dimensioner. Hvad har de bragt, og hvad vil de bringe? Det er tiden, hvor jeg forstår, at døden og tilintetgørelsen er meningsløse, hvis man ved dem søger smertes ophør. Jeg længes efter freden, ikke døden. Fred kan vel kun livet bringe. Fred kan kun den levende føle. Jeg længes efter livet.

Og imens bliver jeg yngre – ikke ung – efterhånden som tiden skrider og bøjer min krop, men ikke mit sind, min vilje og mit hjerte. Hvem ved – når jeg en dag skal dø, vil jeg måske være klar til at fødes og igen leve; og det forstår jeg uden bitterhed og ironi og uden selvmedlidenhed – som mit livs virkelighed og vilkår, som en forbindelse – en ret linje jeg er ved at tegne – mellem to punkter på himlen: Livet og jeg.

Cpo 2021