Hjertesprog

Nu, hvad hjernen ved, kender hjertet ikke, de taler to – hinanden modsatte og uforståelige – sprog. Hjernen ved, at der i verden findes tusinder, hjertet kender kun én. Hjernen ved, at kærlighed bygger op og nærer, for hjertet er den evnen til at gøre fortræd. Det ved, at smerten først holder op, når kærligheden dør, og derfor lever det evigt i den store sorg.

Jeg

Se verden, knus spejlet

Jeg parkerede bilen nær Føtex. Jeg skulle blot handle et par småting. Jeg havde lige holdt forelæsning for unge, trætte hjerner og øren over Marcel Proust´ ide om geni som instinkt og evnen til genspejling og hele hans anti-intellektualisme, og jeg tænkte på, hvor latterligt det er, at gøre netop det til en del af en akademisk uddannelse. Mine studerende er gode til at forstille sig, at gøre gode miner til slet spil. Jeg vil så gerne vække bare en tanke hos dem, eller blot hos en af dem. Og de ser da også høfligt på mig, interesserede, prøver tydeligvis at tænke, men jeg kan se, at de egentlig blot tænker: Ok, fint, kan det sælges?

Jeg tænker, at en god forelæsning er som en god roman: Forelæseren – det vil i dette tilfælde sige mig – skal blot tegne nogle punkter, som den studerende selv forbinder til sit eget selvstændige billede. Men jeg kan se, at de alle tegner det billede, de tror, jeg vil have. I den gode roman bringer forfatteren af og til teksten til en standsning for at tvinge læseren til at indsætte sine egne billeder. Det duer ikke med overtydelighed. Læseren skal tænke, skabe, tegne, le, fortvivle, leve, læseren skal selv skabe værket. Ligesom den gode forelæser. Så egentlig burde forfatteren betale læseren og ikke omvendt. Eller hvad?

Jeg var nået til et punkt i livet lige før man giver op, men måske stadig har en rest af håb om lidt poetisk eller ligefrem romantisk liv, et punkt der normalt efterfølges af den totale resignation. Der er så flere muligheder: a) man kan begynde at drikke b) man kan skære pulsåren over c) man kan sidde fredag aften og klukle over A touch of Frost ved 1048. genudsendelse d) man kan sidde og råbe til skærmen ad dommeren, når de sender Superliga. Som Michel Houellebecq siger det, så er en af livets realiteter, at efter at evnen til at reproducere sig selv mistes, indtræffer selvmordet kort efter. Der – cirka – var jeg.

Flyt dig for helvede, eller jeg knepper dig i røven! Og efter et kvart sekunds inspiration: – og bagefter i munden! Lynhurtigt opregnede jeg mine muligheder stillet overfor den unge mand i køen i Føtex med de små stikkende væseløjne. Tatoveringerne på armene og op ad halsen sagde alt om grov vold og ingen anger: a) jeg kunne stikke af b) jeg kunne sparke ham i nosserne c) jeg kunne falde på knæ og bede om nåde d) jeg kunne – hvilket jeg gjorde – smile jovialt, som om han havde sagt årets vits og fandt ham tiltalende og intelligent, se rundt på de andre i køen med et godmodigt smil, ryste beundrende på hovedet, som sagde jeg fanden til fyr! Han kan rigtigt! Derefter overlod jeg ham min plads i køen, som om det kun var rimeligt og retfærdigt, mens sorte tanker løb storm indeni.

Måske er jeg en figur i en roman, der søger at gentænke hele genren? Jeg overvejede muligheden et sekund, men forkastede så tanken. Hvem fanden gad skrive et helt værk om en falleret universitetslektor med ondt i livet, og så kalde det nyt? Jeg så mig om, som om det jeg havde tænkt, var noget skamfuldt, jeg også var kommet til at sige højt, og som ingen måtte se eller høre. Men så er det, jeg ser op på dig, der læser dette, og dig der skriver det. I to. I ser begge på papiret, og venter på mit næste træk, venter på at jeg tager magten. Langsomt kryber tegnene fra venstre mod højre. Uberegneligt. Carsten kan jeg altid få skovlen under. Naturligvis. Men I to, hvem er I, er i værdige modstandere?

Mit liv er som adskilte punkter, jeg selv desperat og uden held søger at forbinde. Det er som de bedste romaner, jeg har læst og studeret, og som jeg prøver at give videre til mine studerende: Et utydeligt og uskarpt billede, vi selv søger at gøre skarpt og meningsfuldt. Måske et ansigt, en duft, en stump jord, en himmel, en kvinde. Det er som et puslespil kun med blå himmel eller kun sort jord og en milliard brikker. Vi ved, at vi kun har ca 75-80 år til at samle det, og tiden tikker stille af sted og væk, den forsvinder, vi ved ikke hvor, eller vi ophober den indeni, som et stadigt stigende antal brikker, tiden der hvert øjeblik begynder og ender og er, som livet og døden og evigheden, og opgaven og desperationen tager til i omfang, det er som en drøm, hvor vi løber og løber fra uhyret lige bag os, måske os selv, og vi løber mod en mur eller en kraftig vind på fødder af bly, det forfærdelige holder os tilbage, og vi prøver, prøver – forgæves – at vågne, at leve.

Livet var altid noget, der skulle begynde – engang – noget jeg forberedte mig til, og før jeg havde set mig om, var det noget, der bare skulle overstås. Måske var livet lige der, i punktet mellem håb og desperation, mellem det, der kunne blive og det, der var og havde været? Hvorfor blev det sådan? Kunne det have været anderledes? Kunne jeg lave det om? Kan jeg begynde igen – med at håbe, med at drømme, drømme sart og orange mod livets iskolde mur, den mur, der slår drømme og hjerter i tusind stykker, den mur, som måske er døden, døden i hjertet, livet eller døden som vi fylder med håb og drømme og som møder os med realitet? Der er ingen som dig. Det vidste jeg smerteligt klart, men først da du var gået, havde forkastet mig som en gammel hjemmesko eller avis, eller som et elendigt maleri, jeg engang købte på et loppemarked for en tier. Der er ingen som dig.

Da jeg kom hjem fra indkøbene, indså jeg med gru, at jeg havde en hel eftermiddag og aften og nat foran mig, uden at jeg vidste, hvordan jeg skulle komme igennem dem, uden holdepunkt, uden noget til at holde på mig, og jeg gjorde som jeg plejede, når den endeløse tid blev som en sten, der falder koldt og hårdt ned gennem en bundløs brønd af mørke. Jeg tog en bog fra reolen, Aldous Huxleys Brave new world, og jeg spekulerede på, hvordan han var kommet på ideen med den bedøvende Somadrik, om han kendte de vediske hymner, hvor Soma er en gudedrik, brygget af det tilbedende menneske, men jeg kunne ikke forbinde de to punkter, og slet ikke forbinde dem med punktet mening, eller det indre menneske eller eftermiddagen, aftenen og natten, der ventede. Mine tanker var som et tomt stillads eller en lille hytte på en øde slette eller en forladt kirke, som vinden blæser igennem, jeg længtes efter søvn og glemsel, men tænkte så igen på de uhyrer jeg altid flygtede fra om natten, og jeg tænkte på, om det var mig selv, og jeg havde brug for en mor, jeg kunne putte mig ind til, og som ville trøste mig og sige, at alting nok skulle blive godt, bare vent og se, men nu havde jeg ventet 20 år, og intet var sket og intet var godt eller bare som det burde være, og tiden faldt igennem mig, hård og kold og uafvendelig som en sten, ned gennem en bundløs brønd af mørke, uden noget eller nogen til at standse faldet, og bogen faldt ud af hånden på mig, og jeg rullede om på siden og lagde mig i fosterstilling og med ét begyndte jeg at ryste som en fugleunge, der lige var faldet ud af reden, ned på den hårde, kolde, grusomme jord.

Op af havet steg du i bølgers skum, den sommermorgen for nu så længe siden, jeg var taget til stranden for at bade en morgen kort før ferien, jeg sad på mit håndklæde og røg en cigaret efter badet, og jeg så dit ansigt, dine øjne, dit smil, det var som du lige var skabt, eller som du trådte frem i et syn, virkelig eller uvirkelig, jeg kan ikke sige det, heller ikke nu, det var som du lige var skabt, for mig, som om din skaber havde gjort dig klar til verden, havde malet dig færdig, og lige havde givet dig et sidste svirp over næseryggen og dine kinder med penslen, dine fregner, eller de var skabt af Solens hede, og trådte frem som punkter, jeg måtte forbinde, men ikke kunne, dit ansigt, dine øjne, alt det der ikke siges og ikke kan siges mellem mennesker, det bliver sagt på et øjeblik, og hjernen forsøger bagefter at forklare, at udrede, at gætte, hjertet ved det straks og uden forklaring og uden tegn og spor, jeg vidste du var min, vi vidste det begge, vores hjerter talte samme sprog, ukendt for hjernen, vi trådte i det øjeblik ind i det samme rum, bestemt fra evighed, og vi hørte en svag mumlen, måske fra et sted bag horisonten, det sted hvor Solen står op, bag havet, bag verden, den svage mumlen, hvad hjernen ved, kender hjertet ikke, de taler to – hinanden modsatte og uforståelige – sprog, og vi havde kun at række ud og finde hinanden, på et øjeblik, og jeg husker ikke hvad du sagde, eller hvad jeg sagde, jeg husker kun dine øjne, dit smil, dine fregner, husker kun de blide usynlige fingre røre mit hjerte og spørge om lov, og mit hjerte sagde selvfølgelig, og Solen steg, og du steg op af havet i bølgers skum, og det blev morgen den første dag, og dagen blev rund og varm og gylden, og jeg manglede ingenting, og alt var som det skulle være, og som det skulle blive.

Hvis jeg selv skulle skrive en roman, som kunne læses, for eksempel af mine studerende, ville jeg udover standsningerne i billeddannelsen skabe temposkift, de lange sætninger skulle her og der afløses af korte hovedsætninger for at bryde rytmen, for at læseren ikke skulle falde i søvn eller gå på toilettet, eller gabe af kedsomhed eller lægge bogen fra sig og tage sig en smøg, eller bande mig og kunsten langt væk. Jeg ville skrive kærlighedens diakroni, som måske i sig selv er en illusion, digt, og spørge læseren, hvem er du? Hun ville se i et spejl. Jeg ville skrive. Og blive ved. Jeg ville bede. Jeg ville trygle. Jeg ville anråbe. Jeg ville besværge. Jeg ville true. Spejlet er magisk. Det er helt naturligt. Det er som livet. Det er livet. Det er døden. Det er evighed.

Jeg tegner punkter. Læseren forbinder dem. Langsomt tager historien form. Som liv og personlighed. Karakter skabes af historie. Historie skabes af karakter. Og de lange sætninger afløses her og der af korte hovedsætninger, og læserens tanker skaber historien, og hun spørger forvirret eller løftet, hvad er meningen, ja, hvad er meningen, hvad er meningen, når alt kommer til alt, og sandheden skal siges, og den ikke længere kan forties, vi kan ikke længere bortlyve den eller besmykke den, sandheden, den rå og brutale eller blide og løftende, vi må lytte og skabe en forbindelse mellem de punkter, som ikke hjernen men kun hjertet kan forbinde, vi må sammen finde sandheden i denne historie eller i en roman af Dostojevskij eller Tolstoj, sandheden, denne svage sitren, denne dybe længsel, denne længsel efter at bryde formen og finde ind til kernen, længslen efter at overskride formens grænse, grænsen mellem sandhed og løgn, liv og død, tid og evighed, dig og mig, dig der læser dette, og dig der skriver denne historie, og Carsten der sidder der og ser tegnene langsomt krybe fra venstre mod højre og billedet langsomt tage form, og her bryder en hånd ud fra bogen, et kærtegn eller en knyttet næve, og læseren og dig der skriver dette slår jer med ét for panden, og I udbryder synkront og unisont idet I læser og skriver de samme ord, det er jo dét.

Et år – det var kort efter, at vi havde mødt hinanden – tog vi til Bayreuth for at se og ikke mindst høre Der Ring des Nibelungen i dette mægtige Gesamtkunstwerks naturlige omgivelser. Med den tilsyneladende banale historie, som udrulles i den libretto, Wagner selv skrev, dykker musikere, publikum, verden med Wagners inspiration fra nordisk Edda og Saga og det højmiddeltyske heltekvad, Nibelungenlied, ned i de dybeste lag i den menneskelige personlighed, hvor der ofte kun er mørke, og hvor engle træder forsigtigt:

Den tungsindige dværgkonge, Alberich, ofrer kærligheden for magt og guld, tirret til vanvid af de letsindige rhindøtre, der driller og svæver og leger omkring ham med en naturlig, umiddelbar erotik uden tanke bag, og hele hans motiv til den handling – forbandelsen af kærligheden – kan udtrykkes i en tragisk, paradoksal, skæbnetung sætning, en sætning, som også seriemorderen, Patrick Bateman, i Ellis´ American Psycho har som motiv for sine drab: Jeg vil jo bare elskes!

Ringen er på en måde et mod-evangelisk kunstværk: Alberich ofrer kærligheden for magt og guld, den evangeliske Jesus af Nazareth ofrer ved fristelsen i ørkenen magt og guld for kærligheden.

Men Wagner er ikke anti-kristen eller endda anti-krist; han viser – især med musikken – det tragiske og selvmodsigende i hele foretagendet. En af de mest hjerteskærende scener er den i Das Rheingold, scene 3, hvor Freia næsten dækkes helt af guld af Alberichs slaver; det eneste der mangler for helt at dække kærlighedsgudinden, er ringen. Kæmpen Fasolt får øje på sprækken i bjerget af guld (scene 4), hvorigennem man stadig kan se Freias øjne, og hans bror, Fafner, ser ringen på overguden, Wotans, finger, og kræver, at han dækker Freia helt med den; kærligheden vil så ikke mere findes, eller den vil være blevet usynlig, umærkelig. Det er i al sin enfoldighed tragedien.

På vejen ned gennem Tyskland sad vi sammen i bilen i mørke i stilhed, et døgn før musikken begyndte i den berømte tyske by. I en stilhed hvor drømme fødes og lever og til sidst dør, må dø, begyndte musikken i mit indre: Et lille lys, fyldt med toner, noder, ulæselig skrift og tegn, som et løfte og en forjættelse eller en advarsel og en forbandelse, jeg kunne ikke tyde det, ville ikke tyde det, en gnist, der fænger og bliver til et bål, en brand, en kant til det frygtelige og sublime, med det sublimes strejf og understrøm af det diabolske, og jeg tænkte: Nu, nu lever jeg! Og samtidig vidste jeg, at alt levende må dø, men jeg ville ikke vide det, det er for ulykkeligt, det må ikke være, min hjerne vidste det, der var helt ukendt for mit hjerte, at alt af værdi i verden har sin pris, og den pris må vi betale, betale med det dyrebareste vi har: Kærligheden, der i sidste ende også må dø. Det, tænker jeg nu så mange år efter, er den egentlige tragedie.

I stedet for som laks at vandre opad de norske elve mod gydepladserne på fjeldet, eller som hvalroshanner at udkæmpe kampe på liv og død før parring, tog vi til Madrid, hvor vi lejede et lille hotelværelse i centrum af byen, og du havde taget et fotoalbum med med billeder af dig som barn og ung, ikke helt som i Antonio Munoz Molinas Den polske rytter en hel kiste fyldt, men lidt har også ret.

Vi gik byens gader tynde, fandt små cafeer i sidegader, hvor vi næsten var de eneste gæster, og store biograf-teatre nær hotellet, hvor vi drømte med heltene i filmene, og om hinanden, vi ønskede desperat at nå til bunds i hinanden, jeg måtte kende dig, afsløre hemmeligheden bag dig, dit smil, dit blik, din kusse.

Og efter sex, hvor vi lå filtret sammen, kæmpede, elskede, bed, kradsede, rasende og i vellyst, søgte hinanden desperat som var det sidste chance og som om i morgen ikke fandtes, efter sex, hvor usynlige hænder havde båret os frem og op, glasklare hænder, følsomme hænder, brutale hænder, knyttede hænder, havde båret os op mod toppen af bjerget, vi måtte bestige, gennem en tunnel hvor vi anede lys for enden, lys, der vinkede, lokkede, sugede, trak sejt eller hurtigt opad, og vi steg og steg, opad, opad, og hænder overalt, de bar os opad, frem, det er nu, nu er det, det er nu det sker, og de kastede os udover kanten, og vi faldt i bløde hænder, der sænkede os ned igen, og lagde os blidt til hvile i en efterglød som let sitrende, pisket fløde, som dine bryster, der sitrer når jeg rører dig, eller når du danser, eller når du ler, efter sex, når det hele var som det skulle være, burde være, altid, så kunne du sige:

Jeg har aldrig følt mig så alene.

Og jeg svarer:

Alene, som hvornår?
Som nu.

Og jeg forstår ingenting.

Jamen, vi var jo så tæt. Det er så godt nu.
Er det?

Halvt ærgerlig, halvt ked af det, rækker jeg ud efter smøgerne og tænder en. Jeg byder dig et hiv, men du vender ansigtet bort.

Et øjeblik efter ser jeg at dine skuldre ryster. Du græder. Jeg rører forsigtigt din kind. Så ser jeg at du ikke græder, men ler. Nu forstår jeg slet ingenting. Du siger:

Du skulle se dig selv!

Jeg prøver at le. Men øjeblikket er forbi. Jeg føler noget sort og koldt glide nedad mine ben. Jeg gyser. Du dasker mig venskabeligt på brystet.

Tag det ikke så tungt!
Jeg prøver…
Du prøver. Glem det. Det var godt. Du er god.

Er hun ironisk? Jeg ser hende ind i øjnene, ser svaret på en gåde. Men svaret er skrevet med en skrift jeg ikke kender. Hun er et sted derinde. Jeg er her. Begge ukendte, uforståelige, alene. Jeg vil ind til hende, ind der hvor hun virkelig er, derind hvor hun er virkelig.

Jeg tegner en figur på hendes bare mave med flad hånd, og lader hånden glide ned. Du stivner.

Ikke igen!
Nej.

Jeg forstår ingenting. Vi er alene, hver for sig, uanset. Du – et uigennemtrængeligt mørke uden indgang eller udgang. At kende dig er som at falde i en uendeligt dyb brønd uden noget til at standse faldet. At elske dig er at forsvinde. Der er ingen som dig.

Kan man blive vanvittig af sorg? Hvis du så var død, og ikke bare havde kasseret mig, ville det have været en sorg, men en anden sorg. At du gik, føltes som en inappelabel dom og livsvarig straf, du kasserede mig som menneske. Hvis du var død, kunne jeg have grædt over dig, og jeg kunne have tænkt, at du aldrig var ophørt med at elske mig, nu blev min sorg tør og gold, intet kunne gro af den. Det var som at læse bibelen bagfra og slutte med ånden, der svæver over de mørke vande.

Efter dig kom der andre. Hjertet sagde nej, men hjernen og kroppen rottede sig sammen mod det og sagde ja, og hjernen mildnede kroppens rå kraft med visdom a la livet går jo videre, tiden læger alle sår, hver sorg har sin tid, der kommer andre, vent.

Ved den svageste fært af køn, løb kroppen afsted i galop, den taler et andet sprog, som hjernen og hjertet skammer sig over. Men hjernen lægger også dette sukkerflor over kaos og instinkt og drift og vildskab, den omkoder og skønmaler og søger at skabe orden, mens hjertet blot trækker sig sammen i græmmelse.

Er vi blinde bærere af DNA, der bare vil spredes og leve, som Schopenhauers blinde vilje, eller som Freuds mudderpøl under al etik, moral, kunst, kultur, religion, filosofi, videnskab og godhed, prøver vi med det yderste af neglene at styre Platons tospand, som egentlig er et trespand, hjerne, hjerte og krop, der alle vil hver sin vej, eller er vi software og hardware, der nærmer sig Singulariteten og opdagelsen af vores skabere? Så kun ét: OPRØR!

Da du var gået, satte jeg mig i stolen. Jeg hørte det sagte klik da døren blev lukket udefra for aldrig at blive åbnet igen, jeg satte mig stille ned og ventede – på vanviddet.

III

Lima, d. 8. august 2001

Kære X-

Ja, jeg skriver allerede igen for at sige, at jeg stadig har det godt, og at jeg gør stærke fremskridt for at glemme det, der kunne have været. Er det ikke sært som tidens tre dimensioner, fortid, nutid og fremtid, kan blandes sammen. Måske er de tre fuld af billeder, der overlapper og påvirker hinanden. Tiden begynder og ender hele tiden i øjeblikket. Sært. Du ser, hvor klog eller vanvittig jeg er.

Og er det ikke sært, jo længere jeg kommer væk fra dig, jo tættere på er du, jo mere strammes den streng eller elastik, der binder mig til dig. Jeg tror, at hvis jeg meldte mig til et astronautteam og var så heldig at blive sendt til Månen eller Mars – eller måske Venus – så, så ville strengen endelig briste, og jeg kunne ånde frit.

Jeg har tit mareridt. Og jeg kan sjældent sove. Når jeg har gået rundt i byen nogle timer på må og få, set mennesker, dyr, markeder, hoteller, butikker, boder, så vender jeg tilbage til mit værelse, som jeg har lejet til en fornuftig og overkommelig pris af den trivelige Rochetta Manchina, og det er nøjagtig som da jeg forlod det nogle timer før. Mærkeligt nok. Har du tænkt på, at ting eksisterer uafhængigt af os? Selv om jeg døde, ville Rochetta stadig sidde i foyeren og tage mod gæster, mine nøgler ville stadig hænge på krogen og vente på – ikke mig – men en anden, og Månen ville blive ved med at kredse om Jorden, Jorden om Solen, Solen om – det sorte hul i midten af Mælkevejen måske – og måske ville galaksen kredse om andre galakser eller galaksehobe, der igen – nej, jeg bliver skør af at tænke på det.

Har du tænkt på, at alting i verden, fra det mindste atom til de største himmellegemer, dyr og mennesker, bestandig kredser om hinanden. De gamle filosoffer, nogle af dem, betragtede cirklen som hellig. Måske ikke uden grund. Vi dyrker linje, den har en begyndelse og en ende. Sådan. Er det derfor vi er så fremmede i verden og for hinanden? Er det derfor, vi frygter døden?

Nå, jeg vil ikke belemre dig mere med mit tungsind og min hjemmetænkte filosofi. Jeg håber, du har det godt.

Det er godt, at vi ikke fik børn. Jeg ville ikke kunne bære, hvis de skulle opleve at blive revet i stykker, fordi vi – jeg – blev revet i stykker. Det skriver jeg ikke for at anklage dig for noget. Det er bare sådan, det er. Det kunne vel ikke være anderledes. Din eneste fejl er, at du er for dejlig, at du ingen fejl har. Og sådan er det vel i kærlighed. Der er mange ofre, men ingen skyldige. Nå, der ser du igen den sorte farve, det mudrede blæk, der strømmer ud fra min pen og tværs over Jorden til dig. Undskyld.

Når jeg skriver med pen i hånden, er det som om ordene får mere vægt og krop. Realitet. Pennen har en vægt, hånden må gribe om den, ordene flyder langsomt fra venstre mod højre på papiret. Det er som et magisk medie, hvor alt kan ske. Det tomme papir kan skabe og ødelægge verden og mennesker. Det kan vise tragedien eller fremlyve lykken. Se her: Der var engang en konge og en dronning i landet Blitz, de boede på et slot af sukker, spiste sukker dag ud og dag ind, og nogle gange stod dronningen op om natten for at slikke sukker af slottets tårne og brystværn. Til sidst var der ikke mere sukker tilbage, kongen og dronningen blev hjemløse men fulde af sukker, og verden smagte stadig sødt og godt, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Jeg vil overlade til dig at bedømme, om dette brev smager sødt eller bittert. Jeg vil slutte nu. Jeg skriver snart igen. Hils osv.

Griffen fra Lima

Dagbog, 17. oktober 2001

Niagara Falls

Man kommer ikke over det, man kommer igennem det

Gør man? Jeg ved, at der er en grænse, jeg ikke må overskride.

Var ude ved vandfaldet her til eftermiddag. Efter nogle dage med blæst og regn er det klaret op, og der var fuld sol, da jeg sad og så på det storslåede fænomen.

Og så tænker jeg: Ejendommeligt som ting eksisterer side om side i verden. Jeg kunne beundre det faldende vand, bruset, lyden, duften, nyde de kølige stænk på huden fra det faldende vand. Så smukt. Men hvis jeg tog måske 10 skridt hen imod det, og så et til, ville jeg falde og blive knust – af skønhed. Er det ikke som i kærlighed?

Og jeg tænker på paradis og helvede. På at i islamisk mytologi findes de to steder nær hinanden. Jeg tænker, at i så fald findes de to måske i hvert menneske, og skillelinjen er tro eller vantro. Kun tre tegn skiller evig lykke fra evig lidelse. Er Gud så skødesløs? Så vilkårlig? Er det det bedste bud vi har på en religiøs tydning af livet og verden? Så håber jeg ved Gud alligevel, at ateisterne har ret!

Jeg venter stadig på svar fra dig. Du er tavs. Ikke et livstegn. Lever du?

Verdens tilstand: En eller anden idiot skrev i en dansk avis om terrorangrebets ikoniske og sublime æstetik. Mig når det ikke andet end som en svag og fjern rumlen og skælven og stønnen, som fra et voldsomt dyr, der kaster sig rundt i søvne i onde drømme langt herfra.

Cairo, d. 19. januar 2002

Kære X-

Jeg er på min Odysse nået til civilisationens vugge, hvis Egypten da er det, og her er dejligt og vejret er godt. Det eneste minus er, at her vrimler med egyptere, der har en særdeles uciviliseret måde at snyde én på så vandet driver. Hi mister, very old, very good antiquities, very cheep, special price for you! Hi, mister, over here!

Hvis man efterspørger godt humør og humoristisk sans, må man betale hvad det koster. Hvis ikke dollaren ruller (de gider knap tage mod deres egen møntfod), klapper de i som svampe, gennemvædet med eddike. Lutter sure miner. Nok om dem.

Jeg nærmer mig – tror jeg – min fuldstændige helbredelse. Jeg har næsten glemt. For eksempel glemte jeg at købe frimærker til dette brev, og det var ikke længere et spørgsmål om liv og død at skrive det. Derfor falder måske også den litterære kvalitet, men det vil jeg lade dig bedømme.

Af og til synes jeg, at jeg mærker en lille forandring i det stenansigt, som har været mit nu så længe. Jeg mærker det som pludselige og uforklarlige trækninger om mundvigene og visse fornemmelser omkring øjnene, næsten som et smil. Men, men – måske er det alligevel for tidligt, og jeg kvier mig ved at skrive det. Det er vel som en romanforfatter, der ikke gerne taler om det værk, han skriver på af frygt for at ord kan dræbe det, som var det en plante eller et dyr, der ikke tåler dagens lys. Altså: En lyssky affære, det at skrive. Eller det at skrive finder sted i en anaerob zone, og den mindste smule frisk luft – eller utidigt godt humør – ødelægger processen og værket. Nå, hvad ved jeg om det, jeg er ikke forfatter. Forfattere er Sole, jeg er et månemenneske, der kun genspejler lyset og skabelsen.

Jeg håber, det går dig godt. Jeg tænker på dig. Jeg prøver at lade være. Er det uværdigt for en mand at sørge? Er det værdigt for en mand at blive ved med at sørge? Er det værdigt at bære sin sorg til graven og blive svøbt i den som ligklæde? Er det en forbrydelse at elske og blive ved med at elske længe efter kærlighedens død? Er det ikke det samme? Er det ikke livet?

Mange hilsner og stadige tanker fra mumiernes land –

Sfinxen fra Cairo

Jerusalem, d. 6. marts 2003

Kære X-

Jeg er nået til sidst etape på min rejse, og hvor kan det være andet end Det hellige Land, hvor alle historier begynder og ender. Det var her, Jesus gik rundt og bragte kærligheden til verden og fik den til at slå rod, og det er her, jeg prøver at drive den ud af mit hjerte for at få ro. Omsider. Min hjerne kender historien om Jesus, mit hjerte ikke.

Jeg prøver at lade de ydre ting, murene, husene, synagogerne, templerne, kirkerne, moskeerne, markederne, menneskene, kvæget, alt vække noget indre til live (igen?), men det lykkes ikke. Jeg prøver at være åben for andre sandheder, andre dimensioner end dem, jeg normalt færdes i, men mit hjerte forbliver tomt for alt det. Tingene slår ikke rod. Jeg er en fremmed, også her.

Jeg er næsten rask. Jeg har det godt. Hvis jeg mødte dig på gaden – naturligvis ikke her, men hjemme – ville jeg så kunne kende dig? Hvor længe er der gået, siden vi skiltes, siden du gik? Husker du, eller har du for længst lagt det bag dig? Det der for mig er et spørgsmål om liv, om forstand, om livets mulighed eller dødens realitet, er måske for dig som en irriterende flue en sommerdag, hvor du ligger og slikker sol? En myg i august. Hvad er jeg? Hvem er du? Hvad var vi?

Jeg tror at det var en (klog) spanier, der engang sagde: Vejen skaber vi mens vi går. Hvis jeg optegner den smertefulde Via Dolorosa jeg har vandret de sidste 15-20 år, både før bruddet, hvor vi på en måde mistede hver dag, og efter bruddet, selvfølgelig, optegner vejen på et kort, kommer det vist til at ligne et uglet garnnøgle. Det ville ikke undre mig, hvis jeg dør samme sted, som jeg blev født, og således slet ikke have bevæget mig så meget som en meter på de 75-80 år jeg måske får. Hvem ved?

Jeg er næsten rask. Jeg har det godt. Jeg hører ikke underlige, ulegemlige stemmer, og der kommer ikke grønne uhyrer ud fra væggene og æder mig, når jeg prøver at sove. Jeg har det godt. Jeg prøver at glemme. Og når jeg har glemt dig, hører brevene og kærligheden op, og jeg er helt rask.

Nok om det. Nok om mig. Nok om alt. Jeg ønsker dig lykke og lette dage og drømme uden smerte. Hvis du drømmer om mig en nat, mærker jeg det måske som et blidt, svalende kærtegn i denne brændende hede, hvor jeg går rundt og indånder den samme luft som frelseren, han der startede hele dette cirkus med kærligheden, der aldrig begynder og aldrig ender rigtigt, og som altid gør ondt. Hvad tror du?

Mange hilsner fra en, der venter på – jeg ved ikke hvad

Nørrebro, d. 3. juni 2005

Hej!

Her kun et lille postkort. Jeg er hjemme igen. Det er det sidste, du hører fra mig. En indsigt: Præcis der hvor kærligheden begynder, ender den også. Kærlighed er at gå i ring.

Sælg det hvis du kan. Der er ingen copyright på evige sandheder. De tilhører alle mennesker.

Jeg elsker dig ikke mere.

Farvel,

Længe tænkte jeg på, hvorfor hun aldrig svarede på et eneste af mine breve. Så kommer jeg i tanker om, at det nok er fordi, jeg aldrig afsendte dem. Heldigvis!

Der er ingen grænser for, hvilke dumheder et menneske kan vikle sig ind i og sent ud af igen.

Nu går jeg frit ud i dagen, og dykker dybt ned i natten, jeg er som et bål, der er brændt ned, Comfortably Numb. Jeg har ikke flere ord. Men masser af tid. Al tid. Altid.

2. Del

Christina

Græd ikke, jeg er jo lige her

For Christina var han manden, der ikke kunne sige du. Og han var manden, der ikke kunne sige undskyld, selv om han undskyldte hele tiden. Det handlede ikke om, hvad han havde gjort af ondt, men om den lidelse det bragte ham selv. Det hun oprindelig faldt for ved ham, var hans ambition og energi. Men så – hvad er det egentlig ved andre, der skaber dette ene øjeblik, hvor vi overgiver os, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage, og måske heller ingen vej frem? Det øjeblik hvor tiden fryser i et evigt nu, som en skulptur, et maleri, et digt, en kærlighed, der får sin endelige form ved en guddommelig eller satanisk inspiration og indgriben – det øjeblik hvor du bliver min?

Vi siger: Han er min type eller han er ikke min type. Jeg tænder på det mørke, jeg tænder på brune øjne, blå øjne, grønne øjne, grå øjne, jeg tænder på muskler, slankhed, vid, styrke, smalle hofter, brede skuldre, intelligens, godhed, fare, brutalitet. Men er det ikke bare hjernen, der halser bagefter virkeligheden, og prøver at skabe orden i det kaos, kroppen og hjertet allerede har bestemt inappelabelt og endeligt efter 5 sekunder? En type er ubestemt, kærligheden konkret og knyttet til ét bestemt menneske: Jeg tænder på dig. Hjernen tænker alment, kroppen og hjertet konkret og sanseligt. Hjernen kan finde alle mulige gode grunde til at lide eller ikke lide, elske eller ikke elske, fortvivle eller ikke fortvivle – kroppen og hjertet kender ikke disse grunde, og lider eller er lykkelige helt uafhængigt af dem. I kærlighed har hjernen ingen realitet og magt, kun krop og hjerte er virkelige. Er det sådan?

For Christina var hjerte og krop en form og et billede, og livet var at finde denne form og tegne dette billede. Og så var hun digter. Digt var for hende form, krop, instinkt, sætningen en skulptur, en søjle, en kraft, et glimt, et øjeblik, en evighed. En sætning der bliver til, har altid været. Præcis som den er, kan den ikke være anderledes. Den er timeliggjort evighed, kondens, fortætning, smag. Digtning var for hende, med et blik på Kierkegaard, at lyve mennesker ind i sandheden. Digt var for hende som krop og hjerte: Form og billede. Digt skabes af krop og hjerte, ikke af hjerne. Og allerede i hendes tidlige digtning vidste hun, at digt lige så meget er det omkring digtet, der har betydning, det der ikke siges, det der ikke kan siges. De ord hun skrev var omgivet af en verden, som verden omkring en krop og en krop omkring et hjerte, en endelig krop og et endeligt hjerte indesluttet og formet og afgrænset af et uendeligt rum, et øjeblik afgrænset og formet og saltet af uendelig tid. Disse tre, ordet og rummet og tiden omkring, den måde de var på, den måde hvorpå de gennemtrængte og farvede og nærede og skærmede hinanden, var digtet.

Hun var smuk. Atletisk. For at beskytte det bløde kød mod smerten fra et sandskorn, danner muslingen en perle omkring. Hård, men smuk. Hun ønskede ikke en tilbeder, men en mand. Hun ville elskes. Nogle gange havde hun lyst til at råbe til ham, at kærligheden gjorde så ondt på ham, fordi han ikke elskede. Hendes hjerte tørstede som en uvandet mark. Gennem sin barndom og teenageår var hendes hjerte langsomt forkrøblet, visnet, ikke fordi der var sket noget vildt og voldsomt, snarere fordi hendes mors væsen, ord der blev sagt, og ord der ikke blev sagt, eller snarere en holdning, et fjendtligt spejlbillede, en stille misbilligelse uvist hvorfor men yderst virkelig og pinagtig, sagde at hun bare ikke var god nok. Hvad vil du her? Dryp efter dryb gennem år borteroderedes hjertet, hendes, og hun kunne intet gøre ved det. Hendes forbrydelse var, at hun var blevet født. Jeg ville hellere have en dreng. Jeg ville ikke have dig. Jeg vil ikke have dig.

Hun tænkte: Verden er fuld af knuste mennesker. Jeg er bare et af dem. Vi søger heling hos hinanden, og den søgen, den længsel, knuser os. Hun havde lyst til at slå ham, bide ham, rive hans ansigt til blods, knuse ham, knuge den lille dråbe ud af ham, som hun længtes efter. Men var det ikke det samme for ham? Vi er to ensomme dyr, der suger hinandens blod. Men der var intet blod, kun tårer. Stille og med et smil bærer jeg min sorg gennem verden, indtil døden omsider helbreder mig for længslen efter liv.

Pludselig – efter hun havde gjort det forbi – forsvandt han. Der gik rygter blandt vennerne om, at han var taget til Bolivia. Sorg driver nogle til Sydamerika, måske Bolivia eller Peru, for at flytte sten. Andre når kun ned til bænken i parken, hvor de drukner sig selv – i øl. Andre igen må bæres ud på Psykiatrisk Hospital, hvor de måske sidder og metodisk hamrer hovedet ind i væggen. Så får de medicin, hvilket betyder, at de er fuldstændig klare i hovedet, og oplever hvert sekund, mens de går til grunde. I kærlighed er der ikke, lige så lidt som i krig, en rationel exit-strategi. Vi smider hvad vi har af bomber, og løber væk med hænderne for ansigtet.

Nogle gange forsøgte hun at vise ham, at kærlighed ikke er en drøm og ikke kun en længsel. At den også kan være en stille opofren, når man føler den arbejde indeni, idet man ofrer sig, uden at det er et offer, og uden at sige noget. At kærlighed kan være øjne der ser, og at den kan være øjne der lukkes i. At kærlighed kan være et rum, vi træder ind i sammen, noget vi deler, ikke kun noget vi giver eller modtager. Men han var blind, fordi han ikke elskede, men var besat, og fordi hun ikke skar det ud i pap. Elskede hun selv?

Omtrent på samme tid som han forsvandt, var Christina en aften til middag hos sin veninde, Sandra, der boede alene med sine tre børn i en stor herskabslejlighed på Frederiksberg. Sandra arbejdede i det rådgivende ingeniørfirma, Rambøll, og lige nu var hun del af et team, der skulle projektere og dimensionere et nybyggeri i Sydhavnen. Christina selv var nogle år forinden flyttet fra Odense til København for at mærke en større bys puls, finde sig selv som digter, og måske for at finde – eller miste – sig selv som menneske i en by, hun følte sig fascineret og draget af. Der var noget over denne by – dens mennesker, dens musik, livet på gaden, dialekten, dens varierede og særegne arkitektur, dens mange værtshuse og cafeer, desperationen og roen, mørket i november, rævene – havde hun hørt, hun vidste ikke om det passede, der trak ind mod centrum om natten – den storslåede Dyrehaven, sveden på uvaskede kroppe om sommeren, mentaliteten, som enten – hun kunne ikke afgøre det – sagde skråt op! eller velkommen! eller begge dele – der var noget ved denne by, som tiltrak og frastødte hende, noget hun kendte og genkendte i sig selv, byen var som et digt, en voldsom vision af en gal eller genial kunstner på kanten eller ude over den. Hun elskede – og frygtede – København, som hun elskede – og frygtede – sig selv.

Da Christina trådte ind i lejligheden, hørte hun en dæmpet musik, hun mente at genkende som Seal, den let hæse, glatte, dybe, sorte hypnotiske stemme, og hun mærkede nogle lette ryk i underlivet. Det var længe siden hun havde haft en mand. Hun hængte sin røde regnfrakke på knagen i entreen, stillede sine sko ved væggen, og gik ind i stuen sammen med Sandra. I de tre dobbeltvinduer brændte stearinlys, og et kort øjeblik var det som at falde ned af en skrænt eller ned i en brønd, lokket og blændet af flammernes spejlbilleder dybt inde. Udenfor regnede det og mørket var for længst faldet på.

Sandra var fraskilt, men havde forældremyndigheden over børnene. Kasper, den ældste, var en lidt gammelklog dreng, som elskede klassisk musik og læste bøger, der nok var lidt for komplicerede til en 11 års dreng. Sille derimod, den mellemste, var en livlig og glad pige på 8, der gik lige i kødet – og hjertet – på enhver, der mødte hende. Hun stillede hurtige spørgsmål og løb før hun hørte svaret. Altid var der noget, der skulle undersøges, opdages, les af. Josefine, den yngste på 5, havde Downs, og hende kunne Christina slet ikke stå for. Hun havde denne særlige ynde, denne blidhed, denne lethed og tyngde, som kendetegner nogle, især yngre, piger med dette syndrom. Hun smilede tit, men uden at le, hun kunne være ked af det, men ikke fortvivlet, som havde hun tilegnet sig en selvstændig og stoisk holdning til livet, en holdning man ikke kan læse sig til, og som hun var født med. Christina kunne misunde hende det – og i øvrigt hapse hende i tre bidder.

De gik ud i køkkenet, Christina tiltrukket af duften fra maden. Sandra skænkede dem et glas hvidvin.

Hvad skal vi have? Spurgte Christina.
Lakselasagne.
Uhm, det dufter godt. Hun tjekkede ovnen.
Skål. Sagde Sandra. De nippede til vinen. – Skål for de forladte fruers fede fredag!
Du er jo digter!
Nej, det lader jeg dig om.
Nej, du har det. Kan du ikke lige digte en mand hjem i min seng?
Men du er jo her!
Nå. Men jeg kan godt nå at være hjemme inden du er færdig.
Ligegyldig hvem?
Ligegyldig hvad?
Ligegyldigt hvilken mand?
Nå, fx George Michael. Det ville ikke gøre noget.
Han er bøsse.
Nå ja. What a waste, som de siger. De lo.

Sille kom løbende inde fra stuen.

Hvad griner I af? Spurgte hun, idet hun skred lidt ud på fødderne og tog fat om bordpladen for ikke at falde.
Ikke noget, sagde Sandra.
Ikke noget er ikke sjovt, sagde hun leende. Sandra lo.
Du er tosset! Sagde hun.
Det kan du selv være! Nå, men, hej! Og væk var hun igen.
Det er nogle dejlige børn, sagde Christina.
Dejlige og kun lidt besværlige.
Jeg ville ønske jeg havde børn. At de var mine.
Hvor meget vil du give?
Min højre arm, måske også lidt af skulderen.
Du er fedtet. De tager dit hjerte.
Det er allerede sket.
Men de er mine, gud bedre det. Og Henriks. Lidt Henriks. Men mest mine.
Sådan må det være.

De dækkede bord. Kasper hjalp til. Han lagde sirligt bestikket ved hver side af tallerkenerne. Josefine sad ved sit lille pudehjørne og puslede om en dukke. De gik til bords.

Maden var pragtfuld. Effekten af laks, soltørrede tomater, hytteost, spinat og piskefløde, det hele forstærket i smagen med fiskebouillon, undlod ikke at gøre sin virkning. De spiste langsomt, nydende. Efter to glas vin kunne Christina mærke en let snurren i hovedet og hænderne og hele kroppen. Det var som om den hinde af stress, anstrengelse, udmattelse, hun havde følt så længe, forsvandt eller blev usynlig, umærkelig. Det lettede. Måske er det det farlige ved alkohol. Den tilbyder en løsning, men æder eller rettere drukner sin elsker.

Hvad blev der af din date? Spurgte Sandra.
Hvem?
Ham den mærkelige litteraturmand.
Nå. Det ved jeg ikke. Jeg har ikke set ham et stykke tid.
Er det forbi?
Ja.
Dig eller ham?
Hvad mener du?
Var det dig eller ham, der sagde stop.
Mig.
Hvorfor?

Ja, hvorfor? Hvorfor egentlig? Hun lod spørgsmålet synke ind. Var tavs et øjeblik.

Jeg ved ikke rigtig. Måske fordi jeg vil have en mand. Ikke en smerte.

Sandra tav.

Ok, sagde hun så blidt. Hun så på Josefine. Så igen på Christina. – Men hvad skal man så gøre, hvis ingen vil have ens smerte? Ikke dele den? Bære den? Hvad gør vi, hvis vi nødvendigvis må være alene med den?

Christina tænkte. Mærkede efter.

Så bliver vi hjemløse. Flygtninge.
I vores eget sind.
Ja. Sådan må det være.
Sådan er det.

Hun følte gruen i det, hun sagde. Fik pludselig lyst til at græde. I stedet løftede hun glasset og smilede.

Skål. Skål for de fede forladte fruers fine fredag, sagde hun højt.

Sandra lo, idet hun børstede en usynlig krumme væk fra dugen.

Skål, tosse! Velkommen på kølbøttefabrikken. Her er plads til alle.
Ja, her føler jeg mig hjemme!

III

Gør det enkelt, gør det hurtigt

Er det dig og mig

Dig eller mig

Dit hjerteformede projektil

Dræber for livet

Nej

Selvfølgelig kunne hun ikke leve af sine digte. Det kan ingen, måske bortset fra Benny Andersen. Så hun måtte tage forskellige mere eller mindre tilfældige jobs. Hun havde arbejdet som kasseassistent i den lokale Netto, som pædagogmedhjælper i en SFO, som opvasker på et hotel og flere andre steder. For tiden var hun bartender på Cafe Gruk.

Hun tænkte af og til på den forslidte ”vits”, fulde mænd, der græder snot og siger, min kone forstår mig ikke. Nej, min ven, den egentlige tragedie er, at din kone forstår dig. Det kræver ikke 6-8 år på universitetet eller et længerevarende kursus i clairvoyance at forstå mænd. De fleste mænd har to knapper, to gear: Sex/ikke-sex. Fuld kraft frem eller fuld kraft bak. Hendes personlige erfaring sagde hende, at dette gælder for 100% af mænd. Men selvfølgelig: Det statistiske materiale var for spinkelt. Dog nok for hende til at få en mistanke om, at der var noget om snakken.

Som alle kvinder kendte hun den smerte, der består i at blive begæret som krop, ikke som person. De ville have bilen, ikke chaufføren, det indre levende punkt, der hele tiden truer med at sande til. De bedste mænd kunne, mod deres natur, drives til at elske som projekt, som ide, som skema og per opskrift, metode. Men sammen at holde det indre punkt levende, hele tiden børste skidtet væk, så mennesket i os kan ånde og leve – var langt, langt hinsides enhver mands evne og tilbøjelighed og vilje. Men så igen: Kunne hun selv? Var hun ved at blive bitter, en sur gammeljomfru, en bitch? Var hun for hård, for fordømmende? De fleste kvinder må købe kærlighed for sex. Købe ømhed, nærhed, omsorg, varme med den møntfod, der i mænds varetægt bliver kold og beskidt, den eneste gangbare, det eneste de kan, det eneste de vil. Er det sådan? Er det virkelig sådan? Så: Fanden tage dem!

Den gode nyhed er imidlertid, at du sagtens alligevel som kvinde kan få både varme, nærhed, ømhed og alt det fra en mand. Den dårlige nyhed er, at så er han homoseksuel. Kærlighed og sex fra den samme mand: Aldrig, findes ikke, kan ikke ske! Bitter sandhed?

En aften hun var på cafeen, havde hun et ærinde ude i køkkenet. Det var sent, og hun var alene. Hun skulle bare lige hente et par citroner, da hun hørte en lyd henne fra hjørnet ved opvasken. Hun så derhen. Bjarne, en af tjenerne, stod i hjørnet og udstødte nogle små hurtige raspende, klukkende uforståelige lyde, mens han smaskede let med læberne. Splitternøgen. Med en ordentlig stivert. Stive øjne. Rettet mod hende. Han rullede med øjnene.

Stakkels…udbrød hun uvilkårligt og dæmpet.

Om det var hendes blik, der måtte udtrykke afsky og forfærdelse, eller hendes utidige medfølelse; de næste 15-20 sekunder skete der det, at rejsningen langsomt, langsomt faldt sammen. Han kiggede ned. Hun kiggede. Sker det her? Sker det her for mig?

Næste dag var han væk, fyret eller også havde han selv sagt op. Stakkels…

Se, her er kager

Spis

Du vil have opskriften?

Et halvt fordærvet museøre

Lyden af bløde kattepoter en vinternat

Tis efter smag

Vingen fra en sort engel

Spidsen af en rusten kniv

Blå sirener i regn

Det hvide ud af øjnene

Mit hjerte

Alt der kan få dig til at blive et sekund

Hvor griber man fat om en mand for at se hans ansigt, hans omrids, hans tyngde og forankring? Om nosserne. Man klemmer til. Hvor højt skriger han, hvor meget er han villig til at opgive for det? Intet? Sig selv? Så går hun gennem ham som en vind. De er allerede gået. Når hun begynder at klemme, giver de efter, giver op, til der ikke er noget tilbage, og de er alene sammen. Så går hun.

Der var andre. Ham havde hun vel nærmest glemt. Alligevel havde der været noget tragisk, noget voldsomt ved ham, som fra ham var trængt ind i hende, noget som hun derefter måtte fortrænge i sig selv. Havde hun såret ham rigtigt? Alvorligt? Han levede videre i hende som en troldsplint af feber i blikket, lige udenfor synsfeltet, som et ekko af vanviddet i hans. Der er ingen som dig, sagde han igen og igen. Der er ingen som hvem som helst. Du drømmer.

Never let me down again. Gert kom med storm, og forsvandt med det samme i et vindstille. De mødtes til en Depeche Mode koncert i Valbyhallen ude på parkeringspladsen i pausen mellem de to sæt, hvor de begge stod og røg og drak en øl.

Hvem er du, spurgte han med et grin.
En der kan lide musik.
Jeg kan lide kvinder. Jeg kan lide dig.
Godt at høre.
Kan du lide mig?
Nej.
Godt. Det er så helvedes besværligt med alt det føleri. Op på disken, og hurtigt videre.
Du må være populær, sagde hun, og følte pludselig lyst til at straffe ham. Da hun ikke kunne klappe ham en, måtte hun i stedet i kanen med ham. Hun var som drevet af en usynlig magt og et pludseligt klarsyn og fremsyn.
Jeg vil kneppe dig, sagde han og rullede endnu en cigaret. Tog en slurk af sin øl.
Så kom!

De droppede sidste sæt af musikken, og tog en Taxa gennem byen, ind mod centrum. Hun kunne se rusen fordampe fra røvhullet mens de sad sammen der i mørket. Nu lignede han et får, der var faret vild og ledte efter sin hyrde.

Du, sagde han stille.
Ja.
Måske er det ikke en god ide det her.
Hvorfor ikke. Har du ikke lyst? Jeg har. Mærk. Hun førte hans hånd ned mod skridtet. Hun kunne mærke det. Hun ville have ham. Om nødvendigt der på bagsædet.

Han krympede sig. Hvis ikke det havde været så mørkt, ville hun sværge på, at hun kunne se at han rødmede. Havde hun taget fejl af ham. Var der noget her?

Du er ikke min type, sagde han endelig mørkt og stille, idet han vendte ansigtet bort uden at have mærket noget som helst.
Hvad fanden brølede du så sådan op over? Er du en vatpik? Kan du noget?

Til hendes bestyrtelse begyndte han at græde. Stadig med bortvendt ansigt. Uvilkårligt tog hun hans hånd igen, denne gang blidt. Men hun var også vred.

Jeg, jeg…Try walking in my shoes…hviskede han med irriterende appel og selvmedlidenhed.

Hun forstod. Ok. Der var ingen grund til at pine ham mere end højst nødvendigt. Men han var stadig et svin. Hun trak pungen op af sin taske, fik chaufføren til at standse, betalte halvdelen af turen, hoppede ud på fortovet – og glemte alt om ham.

Og så var der dejlige, varme, maskuline, følsomme, intelligente Ardeshir, som var flygtet fra Iran for flere år siden. Selv om Aythollah Khomeini for længst var død, svævede hans mørke ånd stadig over vandene i det engang så rige kulturland, ødelagde landet og dets mennesker og deres hjerter. Ardeshir lærte hende hvem Rumi var, hvem Avicenna var og hvad filosofi og digt og hengivelse egentlig er. De var lykkelige sammen en tid.

Allerede da de havde været i seng med hinanden nogle få gange, og de en aften lå i eftergløden og nød den stille nat sammen, hun med hovedet på hans brystkasse, hviskede han:

Du ved ikke, hvem jeg er. Du kender lidt til Rumi og nogle andre vigtige personer fra mit land. De levede for længe siden. Det er fortid og de har ingen fremtid. Jeg skal fortælle dig, hvem jeg er. Jeg er krig. Jeg har krig i hovedet. Jeg er blevet tortureret, og…
Du tænker på borgerkrigen? Det du flygtede fra?
Nej, en krig i mig. I hovedet. I hjertet. De taler samme sprog. Jeg kan ikke høre andet. Jeg kan ikke høre dig. Ikke mærke dig. Fordi jeg selv er død indeni. Forstår du det?

Hun mærkede ham. Mærkede smerten. Angsten. Vreden. Sort og filtret som håret på hans bryst. Og – en uendelig bedrøvelse. Hun var lige ved at græde. Så tæt på. Og så langt fra. Han gentog,

Forstår du? Ved du hvad tortur gør ved mennesker?
Nej.
Krig og tyranni knuser mennesker og hjerter. Dræber. De lande vi flygter til lægger os i graven. Og ingen synger for de døde. De spytter på graven. Skider de døde i munden. Forstår du?
Ja.

Han havde ret. Her gik hun og legede digter og dybt menneske, men stillet overfor dette…Hun ville græde. Kunne ikke. Så græd hun alligevel. Over hans knuste sind og knuste hjerte og et liv, der kunne have været så meget andet. Han lå først stiv og ubevægelig og så op i loftet. Lyttede til hendes gråd. Så vendte han sig mod hende, kyssede hende på kinden, smagte hendes tårer. Han sagde ingenting. Også hun var stille. Udenfor sang en fugl i mørket, måske en solsort, måske en nattergal, måske var der ingen fugl, kun sangen fra hendes forpinte hjerte, der begyndte at ane et mønster. Så tæt på og så langt fra. Er vi alene i smerten? I lidelsen? Er vi nødvendigvis alene? Kan vi kun dele lyset, ikke mørket? Græd ikke, jeg er jo lige her. Er jeg? Er det sådan det er? Er disse tårer mine eller dine eller alles?

3. Del

Der er ingen som dig

Syng, hjerte, til Solen stiger

Han sad et sted i klitterne ved Henne Strand, og så Solen langsomt synke i en brand, en helt igennem overflødig og ødsel skønhed, og det ville den gøre uanset, om han eller andre så det eller ej, uanset om han fandtes, det havde den gjort længe inden mennesket fødtes, og det ville den blive ved med, længe efter at mennesket havde forladt dette storslåede teater, denne meningsløse kamp og lidelse og glæde og fortvivlelse de kalder livet. Mellem ham og lyset var havet, og hvis han vandrede mod dette lys, denne skønhed, denne fred, ville han drukne, udslettes, alle hans tanker og håb og hans længsel ville forsvinde, forenet med og opløst af den skønhed, han elskede så højt. Hvorfor ikke?

Han vandrede gennem dagene, timerne, prøvede at lære, prøvede at leve. I ham var denne kraft, dette ubedragelige punkt, som afholdt ham fra selvmordet, men det samme punkt truede hele tiden med at forsvinde, drukne i pligt, vane, skema, angst, gustne overlæg, ord der dækker og lukker, det uudholdelige punkt, livet, samvittigheden. Han prøvede at holde det frit og åbent, men samtidig hele tiden at dække det til, få stemmen til at forsvinde, for stemmen stillede krav. Der var noget, han skulle. Der var noget, han ikke måtte undlade at gøre.

Man kunne beskrive denne Sols nedgang matematisk eller poetisk. Jorden kredser om Solen, Solen om – han vidste ikke hvad – elektronen kredser om kernen, kernen om andre atomer, alting kredser, alting bevæger sig, hjernen kredser om hjertet, hjertet om sjælen, sjælen om Gud? Han havde sådan brug for en Gud. Men han troede ikke. Kunne ikke. Der var ingen Gud. Ikke her. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Syng hjerte, Sol går ned. Syng, Sol, syng for mig, lidt endnu.

Med ordene døde smerten, med smerten kærligheden, og med kærligheden ham selv. Han havde parkeret bilen på parkeringspladsen ved ishuset. Hvorfor ikke gå i havet? Eller hvorfor ikke gå op og købe et par pølser og lidt brød? Hvorfor ikke kaste kroppen ud i natten i byen, danse, drikke, råbe, slås, såre dødeligt, og dø i morgen, når han forstod, hvad han havde gjort? Det nytter ikke. Han var for gammel til det. Godt over de 50. Hvis det indre punkt dør eller bliver usynligt, umærkeligt, er alt forbi. Han ville hule sin hånd beskyttende omkring det, tage livet skridt for skridt, løfte sten for sten. Bære den lille flamme gennem verden, og så…

Solen var gået ned, endelig, og stjernerne kom frem. Han så op. Dér, deroppe var vi, der kom vi fra. For hver stjerne et menneske, for hvert menneske et hjerte, for hvert hjerte en vej. Han troede det. Han var nødt til at tro det. Selv om hans fødder føltes som klodser af bly. Han følte en indre kildes rislen, sekunder, kærlighed, som et evigt spørgsmål og ikke noget svar. Er livet et spørgsmål?

Jeg havde bedt mine studerende om at kigge på Dostojevskij contra Proust i relation til skabelsen af det vi kalder den store kunst. Fødes stor kunst af følelse eller instinkt eller måske ide? Og hvilken roller spiller lidelse og intuition? Jeg var på vej til forelæsningen, men først måtte jeg lige et smut på toilettet. Jeg slog brættet ned, og satte mig. Så fik jeg øje på en lille tekst, skrevet med sort tusch ved håndtaget:

Hvis jeg er en dør

Hvis du er en nøgle

Vær sød,

Luk mig op, luk mig op!

Nedenunder stod med en anden skrift:

Nej, lad mig nu skide i fred!

Desperation og sarkasme? I hvert fald helt igennem ungt og rørende. De skal nok klare det. Ved forelæsningen fik vi – mod sædvane – en interessant dialog. Jane havde virkelig tænkt over det, og hun prøvede:

Et værk er en kilde. En strøm. Man står midt i den. Den forgrener sig. Den bruser. Den giver liv og den drukner. Eller begge dele.
Jo, sagde jeg, men i relation til skabelsen af kunst?
Hvis du går mod strømmen, ender du ved kildens udspring. Det kan være følelse og det kan være instinkt, det kan være alt muligt andet, fantasi for eksempel, men den er din helt personligt. Pludselig bryder den frem uden forfatterens vilje og plan og forsæt. Forfatteren går mod strømmen, hun er nødt til det for ikke at drukne, blive skyllet væk, gå til grunde, og hun ser den til sidst, når værket er færdigt, under ét. Hun står med en genstand, en kendsgerning. Som Descartes siger i sin erkendelsesteori: Klart og distinkt.
Ok. Skriver du selv?
Nej.
Hvor ved du det så fra?
Intuition.
Ok, Jane. Godt tænkt. Ikke så godt underbygget teoretisk, men fint. Vi går videre.

Resten af forelæsningen var som den plejer. De læser de samme bøger og tænker selvstændigt – som alle andre. Men jeg holdt meget af dem. Måske fordi jeg så mig selv i dem – som jeg var for 20-30 år siden. Jeg ville ikke bytte erfaring med ny ungdom, jeg ville ikke igen stå der, forrevet, mishandlet, tørstende, rasende. Jeg havde nok i min egen smerte, som med tiden havde forvandlet sig til en hård perle i en muslings bløde indre. Sådan må det være. Sådan er det.

Når ånd bliver krop, når krop bliver længsel, når længsel bliver stillet? Jeg tænker meget på dig. Jeg troede, at jeg havde glemt dig. Jeg må give slip for at få fat. Langsomt bryder tegnet frem, fra venstre mod højre, stille, et digt, en smag, en kilde. Jeg ser det med frygt og henrykkelse. Du kom som en ånd, god eller ond, det jeg elskede og frygtede. Drømte jeg dig? Skete du virkelig? Er dette et værk eller et menneske – jeg? Du gav min længsel krop. Jeg lider meget. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Og stadig, stadig frembryder tegnet, strømmen, kilden, stille fra venstre mod højre, jeg følger den opstrøms, jeg ser den med frygt og henrykkelse. Jeg drukner.

III

Kald det bare en fordom eller en løst funderet påstand uden statistisk validitet, men kvinder ved, hvad du tænker, kender dine motiver, ved om du prøver eller ikke-prøver, og de ved – øjeblikkeligt – om der er en anden – i hjerte eller krop eller begge dele. Alt dette ved de, selv om du prøver at skjule det eller lyve om det, måske netop da, og det er en del af den naturlige kvindelige clairvoyance. Mænd dømmer sig selv – nogle gange hårdt, nogle gange meget hårdt – efter gerninger og resultat. Der var en anden. Måske var det derfor, jeg stadig var alene.

En kølig aften i maj slentrede jeg hen ad Nørrebrogade, og slog et smut forbi Cafe Enhjørningen. Jeg bestilte et glas hvidvin og en gang pastasalat, og tog dagens avis. Jeg satte mig og ventede. Hvorfor græde over noget, der ikke er til, og som aldrig har været? Er det ikke for let, og måske fejt, at lulle sig selv ind i en fantasi om den eneste ene, at svaner kun synger én gang i livet, og alt det pis? At forsage kærligheden i kærlighedens navn fordi den virkelige kærlighed er for besværlig og for smertefuld? Men – alt det er kun hjernens påfund. Den kredser om hjertet, lidelsen, den gætter, søger at overtale, besværge, lokke – hjertet kender sit, og det lider støt og helt uanfægtet videre.

Da jeg havde fået min mad, og skulle til at spise, dukkede min gamle ven siden studietiden, Carsten Ploug Olsen, op på cafeen, flittigt skrivende på en tablet. Carsten var en lidt nørdet og lettere autistisk forfattertype, som de fleste havde svært ved at blive rigtig sur på. Han havde sine fejl og begrænsninger, selvfølgelig, men alt i alt en ok ven. Han syntes først ikke at have bemærket mig, opslugt af sit arbejde som han var, og med et lettere forvildet udtryk i ansigtet. Så så han mig endelig, genkendte mig, og…

…at have mødt en af sine centrale figurer i det, han skrev på for tiden, jeg, og efter at han havde sikret sig, at jeg – efter omstændighederne – havde det godt, nikkede han kort til afsked, og forsvandt videre ud i den stille og smukke majaften.

Selv om fiktive personer har det med – sådan mere eller mindre – at dukke op af det blå – nogle vil sige ned fra det høje, andre opstigende fra afgrunden – så er det ikke tilfældet med mig. Jeg er – som alle andre – født af en kvinde, befrugtet af en mand. Min mor døde i et trafikuheld da jeg var ganske lille, har de fortalt mig. Hun var ganske ung, og hendes død er en anden stor sorg i mit liv. Jeg kan ikke rigtig huske hende, men vage, uskarpe billeder af en høj, smilende, lys kvinde, blander sig med billedet af en kvinde i uforklarlig sorg. Jeg ville så gerne trøste hende, men kunne ikke. Min far var – og er – en gammel gnavpot, som ikke gerne lytter til nogen, men gerne taler om alt det han ved. Og det er ganske meget. Jeg selv er mere optaget af det, jeg ikke ved, og gerne vil vide, og måske kan vide. Det endnu ukendte, endnu ufødte.

Jeg har arvet min mors følsomhed, som alle siger, at hun besad i rigt mål, måske for meget, og jeg har arvet min fars stivsind. Ikke i alle henseender en heldig kombination hvis man vil leve i verden. Efterhånden som tiden går, og jeg bliver ældre, genkender jeg flere og flere af deres træk i mig selv, trangen til at få min vilje og kun den, og den dybe smerte eller vrede, når verden går mig imod, og tingene ikke er, som jeg vil have dem.

Men – hvorfor nu altid hæfte sig ved det mørke, det smertefulde, lidelsen, når nu skemaet for mig her er syng hjerte, til Solen stiger, hold nu op med det sortsyn, du skriver for at leve, ikke for at dø, kom i gang. Vær tro mod dig selv og det du vil. Dyk ned i det mørke, hvis du vil, men gør det for at se, ikke for at opsluges, dø, jeg er ved at blive knust af den byrde, du lægger på mig, ord for ord, sætning for sætning, afsnit for afsnit. Find et argument for liv, lad mig ikke være Atlas, der skal bære alverden med dens sorg og fortvivlelse, syng til Solen stiger, syng til verden, syng for den, der læser dette, gør som jeg, eller lad mig fare og hold inde.

Ok. Lad os slutte denne del på lys node, du der læser dette, du der skriver det, og du der er fortællingen selv eller i hvert fald en del af den. Et argument. Jeg vil måske kalde det et tvelys, måske endnu en byrde, men jeg siger det som det er: Der er et valg. Hjerte eller ingenting, kærlighed eller tilintetgørelse. Valget er frit. Jeg tier, du vælger. Kun endnu dette: Lad ikke kærligheden tilintetgøre dig, det er alverdens lidelse og sorg.

4. Del

Christina en core

I mørke, gå over lysets bro

Jeg, Christina, griber her historien, og fortæller om Ardeshir, Ardeshir i høje lysets sale, Ardeshir på havets bund. Ardeshir stod på stranden, han så Solen synke, og han længtes, han ville fange den sidste stråle af himlens lys, inden det forsvandt eller lyste forgæves og på ingen, han løb mod horisonten, mod den synkende Sol, mod lyset, og druknede i havet imellem. Dette er Ardeshirs bog.

Jeg husker musik. Når vi om aftenen efter arbejde tog rundt til hans familie og venner, var der glæde, varme, liv, latter, tårer, smerte, håb, børn, gamle, unge, smukke mennesker, musik. De kunne spille det mørke Nazhand, eller kvinderne kunne synge den krævende klassiske, persiske sangstil, tahrir, eller vi hørte simpel pop af Ehsan Khajeh Amiri, og musikken fandt et tørstende hjerte hos mig, mit hjerte tøede op, og langsomt begyndte det at synge.

Min hjerne vidste, at det ikke kunne bære, men mit hjerte kendte ingen grænser sat af kultur, alder, uddannelse, klasse og forskelle i temperament. De fleste af dem var højtdannede, kultiverede, høflige, glade, gæstfrie, intelligente, humoristiske, musiske mennesker, men alle med denne troldsplint i hjertet skabt af lidelse og forfølgelse, de var den musik – lys og mørk – som var fordrevet fra deres hjemland, de bragte den med sig til alle dele af verden, den kunne aldrig forstumme, musikken er evig og uden grænser – som glæden, et hjerte.

Når børnene græd, eller ikke kunne sove, eller røg i totterne på hinanden, var de voksne straks omkring dem, trøstede dem, sang for dem til de faldt til ro, de var glade, harmoniske, elskede, med et åbent blik på verden. Først senere – man så det på de lidt ældre, deres mørke blikke – skulle de lære grænser at kende, fjendtlighed, spot, ringeagt, vold, udstødning, kulde, mindreværd. Så gav de sig til at slås. Volden var den streng, der spændtes til bristepunktet og ofte bristede ved afstanden mellem varme og kulde, det de kom fra, og det de kom til. På grænsen mellem varme og kulde dannedes fronter af regn og uvejr, torden, vold. Eksplosion.

Blandt kvinderne var der den sjove og energiske Darya, der var den stille, erotiske Ghoncheh, der var den impulsive, naive, livlige Ihsan, blandt mændene var der Feroze, Gowad, Manu, Jamshed og alle de andre. De var blomster i en mødding, lunger der gror op over mørket og ånder og giver liv til roden dybt nede, de var uvelkommen skønhed i ørkenen, fordrevet af ondskab simpelthen.

Jeg husker dine mareridt. Hvordan du pludselig om natten i søvne kunne begynde at slå om dig, sparke, råbe uforståeligt, og jeg prøvede at holde om dig, holde dig fast, men du skreg, og du vågnede, og vågnede ikke, du klynkede, græd, og der var ingen kontakt, selv om det virkede, som om du endelig var vågnet af gud ved hvad, du var stadig i en anden verden, rullet sammen i fosterstilling, klynkende. Genoplevede du torturen? Eller var det noget i dig selv, noget de havde vakt til live i dig, det frygtelige? Og jeg tænkte, at de dybeste kældre når vi kun under søvn, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er virkelige. De er rotter, der kommer frem, når lys kastes i mørke, som når Solen, dit blik, synker i havet og gennemlyser og påstråler andre verdener, underverdenen, fjernt fra den vi kender og bor i, eller tværtimod helt nær, når lyset synker og dør – eller i sidste ende helbreder ved at vække de sovende dæmoner frem til kamp og mulig sejr. Vores eller deres.

Fast car. Nogle gange om natten, når vi alligevel ikke kunne sove, enten fordi det var for varmt, eller fordi vi var for urolige, kunne vi tage din bil og køre rundt i byen på må og få, ud i forstæderne, ud til Nørrebro, ind til indre By, og nogle gange nordpå ad Strandvejen til Helsingør eller Klampenborg, hvor vi slentrede hen ad Bellevue i mørket, og jeg spurgte til, hvordan det var, hvad du havde oplevet, hvem du var. Når vi nærmede os flugten og årsagen til flugten, slog du over i farsi, og det var vel din måde at sige, jeg har sprog for det, men mit eget, jeg har en smule ro omkring det, og jeg kan dele det, men ikke med dig. Du var der ikke, og jeg håber aldrig du kommer derhen.

Andre gange kørte vi om dagen, når vi havde fri, hele vejen over Sjælland, Fyn og over til Vesterhavet, for eksempel Henne Strand. Så stillede vi bilen, og elskede i klitterne, eller nød vinden mod ansigtet og havets raseri, hvis der var blæst, vi gik i timevis med eller mod vinden, om sommeren med bare tæer i vandkanten, time efter time, tavse eller leende, du var så fuld af humør, når det stak dig, andre gange kunne du ruge mørkt i dagevis over jeg ved ikke hvad, og efterhånden holdt jeg op med at spørge, og jeg forstod, at det, at der var et rum mellem os, vi ikke kunne være i sammen og samtidig, var et forvarsel om afsked.

Men når vi kørte rundt uden nogen særlig plan eller mål, havde jeg tit Tracy Chapmans fantastiske og melankolske musik i hovedet, hørte den for mit indre øre, og jeg tænkte du er manden i mit liv, andre gange det bliver dig, der knuser mit hjerte, og sådan var det jo, bare ikke nu, bare ikke i dag, vær nu sød, hold om mig lidt endnu, bare lidt endnu, elsk mig som nu, elsk mig til vanvid, som jeg elsker dig, lad det ikke slutte, lad det aldrig slutte, for enden ad vejen, for enden af kærligheden, betaler vi prisen, men, Ardeshir, ikke nu, lad os suse rundt nu, og i morgen, lad mig fyldes af dig med krop og sjæl, ved du jeg elsker dig, ved du hvor højt jeg elsker dig, og vi betaler prisen med smerte, der hvor du var er der et hul, det må jeg leve videre med, selv om jeg ikke kan og ikke vil, luk mig ind, luk mig ind i dit inderste, som du er i mit, lad mig se den sidste port åbnes, lad mig se, hvad der er at se, jeg er forberedt, min kærlighed gør mig uovervindelig, udødelig, jeg ved det er frygteligt, men jeg har jo mit magiske skjold, det er stort nok til os begge, åh, hvad siger jeg dog, det er jo netop for lille, vi er fortabte, jeg er fortabt, elsk mig, elsk mig bare lidt, bare lidt endnu, når lyssignalet viser rødt, så træd speederen i bund og kør for fanden som død og helvede!

III

Det var som havde I en telepatisk forbindelse. Som forstod I hinanden fuldkommen og øjeblikkeligt i et hemmeligt rum, utilgængeligt for mig. Så var jeg den fremmede. Jaloux. Især Jamshed kunne også være et røvhul.

Christina, fortæl om din dag! Kunne han sige, og blinke flabet til de andre. Heller

ikke pøbel kender grænser.

Jo, nu skal du høre, gav jeg igen, jeg har været i skole, fået smæk, jeg har grinet og grædt ad ingen verdens ting, det har været en god og normal dag. Men du, Jamshed, fortæl du noget, noget sjovt. Fortæl om dit liv!

Jamshed så igen på de andre, og flere af dem smækkede med tungen. Men du, Ardeshir, så på idioten med ægte vrede. Også det elskede jeg dig for.

Ghoncheh trak mig hen i et hjørne af stuen, vi var samlet i. Hun lagde en finger på læben, rystede let på hovedet, og lagde derefter hånden på hjertet som en velsignelse eller en tilgivelse. Så tog vi en slurk af den stærke kaffe, vi altid drak der, og jeg mærkede det mørke i rummet glide ned ad benene og væk.

Ihsan begyndte at klappe til musikken, der bragede ud af højttalerne. Hun begyndte at danse. De andre kvinder stemte i, mændene så smilende, leende til. Børnene farede rundt, og jeg tænkte et øjeblik bekymret på underboen. Men der lød ingen banken i loftet, så måske var det ok. Klokken var henad 22. Jeg begyndte så småt at få lyst til at tage af sted. Hjem. For at sove. Jeg skulle tidligt op på arbejde næste dag. Jeg gik hen til dig. Du var midt i en intens samtale med Feroze. Jeg forstod selvfølgelig intet. Jeg ventede lidt.

Vil du med? Spurgte jeg så.

Du så mig i øjnene og smilede.

I morgen er der atter en dag, sagde du.

Du blev. Jeg tog alene hjem. Da jeg lå i sengen, følte jeg en let snurren i benene og en let susen i hovedet, der var fuldt af billeder. Det var som at svæve over et landskab, jeg havde glemt. Måske livet. Disse mennesker gav mig noget tilbage, jeg havde mistet, og de tog mit hjerte i bytte. Noget for noget. Jeg faldt i søvn med billedet af Jamshed og Choncheh for mit indre blik. Det måtte være en hallucination fremkaldt af ekstrem træthed, for begge hævede hænderne over hovedet, smilede kærligt til mig og velsignede mig blidt. Så kunne jeg sove.

Noget af det mest begavede en mand nogensinde har skrevet om kvinder, og som også kan læses – næsten – uden løftede øjenbryn af kvinder, er når Will Durant et sted i sit store forfatterskab siger med godt humør, at vi kan tilgive alt, kun ikke det platoniske forhold.

Det var så tydeligt, at du ville have mig. Du havde ikke brug for min tilgivelse i den forbindelse. Slet ikke. Og det var så tydeligt, at du ikke – som det ellers gælder for de fleste mænd – havde en metode, eller trak dig ind i et lukket rum i dig selv med et billede, en fantasi, måske om en anden, et fravær, at du var 100% tilstede, at du søgte mig, min krop min kusse, med dine følsomme hænder og din fintmærkende pik. Jeg tror, at vi åbnede hinanden som en nøgle i en lås, der låser op. Vi levede i sex. Der kunne vi mødes.

Og der kunne vi kæmpe og slås, for livet til døden og den varme seksuelle strøm, der hele tiden var mellem os. Og afskeden der måtte komme, bare ikke lige nu. Måske i morgen. På den kant, med den angst, kunne vi elske blidt og voldsomt med et håb om, at vi ikke skulle eller kunne skilles, den søde illusion der kendetegner begyndelsen og som er helt fraværende, når det hele slutter. Vi siger for evigt, og mener i dag, måske i morgen. Nu. Men måske er ikke alle illusioner af det onde, og måske må man dømme mildt. Det føles så godt og rigtigt at bruge de store ord. Men kun livet, hele livet, kan gøre dem sande eller gøre dem til løgne, men løgne sagt i god tro og med håb og længsel. Tilgiv og du skal tilgives, som skrevet står.

Du, sagde jeg, en eftermiddag efter sex.
Hmmm.
Du synger.

Han trak mig ind til sig, og vi forsvandt ind i hinanden igen. For evigt. Et øjeblik.

Et øjeblik. Øjenvidner berettede, at en høj, sportstrænet mand af udenlandsk udseende om aftenen d. 4. juni 20- omkring kl 21.15 sprang ud fra Storebæltsbroen. I det øjeblik hvor jeg fik at vide, at det var dig, standsede mit hjerte, og det begyndte aldrig at slå igen.

Inferno

Hvis det var os

1.1

Jeg er alene på scenen. Jeg sidder ved et rundt bord, hvorpå der ligger en pakke cigaretter. En enlig lampe oplyser bordet og jeg er i mørke undtagen hænderne. Jeg knipser med fingrene, slår så i bordet med knyttet næve. I samme øjeblik tændes lyset på mig.

Jeg: Fordømt! Denne bog bliver ved og ved. Nu sidder jeg gudhjælpemig her, alene på en scene. Hvor er alle mennesker?

(Jeg får øje på cigaretterne, tager en og tænder den med en lighter, jeg har i lommen, tager et par drag)

Jeg: Nå, i det mindste har de da sørget for smøger. Jeg kunne også godt drikke en øl. Eller et glas vin.

(Josefine, Sandras datter, kommer ind iført et lyserødt strutskørt og en hvid top, med en sort bakke, hvorpå der står en åbnet flaske øl og et glas. Hun stiller glasset på bordet, stiller sig på tæer, og skænker øl i det, nejer, og går ud igen uden at sige et ord.

Lyset blændes ned. Et øjebliks mørke. Så tændes et blåt lys bagerst på scenen. Ardeshirs ånd kommer til syne i det blå lys. Det drypper af vand fra ham. En stor, sort slange snor sig om ham)

Kor: Havet! Havet!

(Lyset tændes på en balkon oppe til højre, hvor en ukendt kvinde kommer til syne)

Ukendt kvinde: Flygt! Flygt! Dette er DOMMEN!

(Alt lys slukkes. Lyden af torden nær ved. Så bliver der stille)

1.2

(Et hjem. Aften. En stue og et barneværelse. Dæmpet belysning i barneværelset, lyset er stærkere i stuen. Jeg sidder i en lænestol i stuen og læser en avis. Christina er ved at lægge vores datter i seng. Hun nynner stille. En hund, Golden Retriever, ligger i en hundekurv i et hjørne af stuen)

Christina: Skat! Kommer du og siger godnat til Emma?

Jeg: Hmmm. Kommer (bliver siddende. Emma begynder at græde).

Christina: Skat!

Jeg: Kommer nu. (Jeg rejser mig, går hen til hunden, klør den bag øret. Så går jeg ind til Christina og Emma).

Christina: Kan du ikke læse en historie for hende? Bare en kort en. Jeg skal lige lægge tøjet sammen. Jeg er så træt.

Jeg (til Emma): Vil du høre en historie?

Emma: Jaaah!

Jeg (til Christina): Bare gå. Jeg overtager. (Christina går ind i stuen, ser et øjeblik ud ad vinduet. Det regner). (Til Emma) Skal det være en lille historie eller en stor historie?

Emma: En stor historie! Kæmpestor!

Jeg: På 5 meter eller 10 meter?

Emma: 10, nej 100, nej 1000 meter!

Jeg: Men så kan den jo ikke være her! Så rager den ud på gaden og ud i byen, så alle kan se den! Har du tænkt på det?

Emma (griner): Far er dum!

Jeg: Ja. Men nu skal du høre (tager en bog. Peter Pedal. Begynder at læse højt. Kommer til et sted i bogen, som handler om Manden med den gule Hat).

Emma: Hvem er manden med den gule hat?

Jeg: Det er Peters ven.

Emma: Jeg tror det er Gud!

Jeg: Måske (læser videre. Kommer til det sted, hvor Peter Pedal brækker benet).

Emma: Det er synd for Peter.

Jeg: Ja. Men han har jo manden med den gule hat. Tror du ikke han kan hjælpe?

Emma (tænker et øjeblik. Alvorligt): Jo. Det håber jeg virkelig.

Jeg: Tror du du kan sove nu?

Emma (gaber): Ja, måske. Bare lige lidt endnu. (hendes øjne falder i. Hun kæmper for at holde dem åbne. Jeg læser med dæmpet stemme. Hun falder i søvn. Jeg lukker stille bogen, rejser mig og går ind i stuen. Jeg ser på Christina, der står ved vasketøjet. Jeg blinker til hende med det ene øje. Hun giver et thumbs up. Lyset blændes ned og det bliver mørkt).

1.3

(Formiddag. Christina, Emma og jeg sidder i en bil, på vej til stranden. Emma sidder på bagsædet, hvor der også står en strandtaske med tæpper, mad og drikke. Jeg kører. Christina ser ud ad sidevinduet. Emma bladrer i en billedbog).

Jeg: For helvede, hvor han kører ham dér! (Ser på bilisten i bilen, der overhaler hazarderet. Løfter en knyttet næve).

Christina: Rolig nu. (Til Emma): Kunne du tænke dig en is, når vi kommer frem? En jordbæris?

Emma: Jaaah! Og lakrids. Og chokolade. Og…

Christina: Naaj, det bliver vist for meget. Så får du ondt i maven, og så kan du ikke gå i vandet.

Emma: Jaaah, jeg vil i vandet. Jeg sveder. Jeg skal tisse.

Jeg: Du må vente lidt. Vi er der snart.

Emma: Jamen, jeg tisser i bukserne.

Jeg: Fuck.

Christina (Til mig): Kan du ikke holde ind her, så? Jeg tror, hun skal skynde sig. Hun tissede ikke hjemmefra.

Jeg: Fuck. Ok (drejer ind til siden. Christina stiger ud, åbner bagdøren, Emma styrter ud, sætter sig i grøften, og tisser længe. Christina står ved siden af bilen og ser i et håndspejl. Tjekker make-up).

Jeg: Er I snart færdige! Det er det sædvanlige med jer!

Christina: Fuck.

Emma: Jeg er færdig.

Christina: Så gå ind i bilen. Far har travlt.

Jeg: Fuck.

(Christina og Emma sætter sig ind i bilen igen, og de kører. Lyset dæmpes. Det bliver mørkt).

1.4

(En fest. Dance macabre. En stue. Folk danser, drikker, råber. Er fulde. Skarpt lys. Alt kan ses. Alt kan høres. Alle råber som for at overdøve musikken. Men der er ingen musik, alt er stille. Jeg står i et hjørne og ser Christina i intens samtale med Robert, som jeg kender, og som måske er en gammel flamme. Ardeshir står på hovedet op ad en væg)

Christina (Til Robert): Du er sød!

Robert: Jeg mener det!

Christina: Du er fuld af fis. Du kender hende ikke. Hvad vil du med hende?!

Robert: Hvad gør man med kvinder?

Christina: Det kommer an på.

Robert: Kommer an på hvad?

Christina: Om man er sød.

Robert: Jeg er sød.

Christina: Så er du sød. Man elsker dem.

Robert: Men hvad nu hvis man ikke elsker dem, og bare vil have lidt sjov?

Christina: Så bliver det sjovt. For alvor.

Robert: Fuck.

(Rikke går over til mig. Hun ser på mig som om hun forstår. Men hun er fuld. Vil noget andet).

Rikke (Råber): Hvordan går det?

Jeg: Fint.

Rikke (Børster en usynlig krumme væk fra min skjorteflip): Hvordan har Emma det? Går hun i skole nu?

(Jeg svarer ikke. Vifter hende væk).

Rikke: GÅR HUN I SKOLE!

Jeg: Gå ad helvede til!

Rikke (Træder et skridt tilbage): Nårh, har store stygge Robert stjålet af kagedåsen? Det bliver ondt!

(Jeg ser et øjeblik på Rikke. Så over på Christina. Ikke på Robert. Jeg træder et skridt over mod dem. Fortryder. Bliver stående et øjeblik. Jeg er pludselig ædru. Så går jeg hurtigt ud ad døren, ned ad trappen, ud på gaden. Står og puster et øjeblik. Jeg skjuler mit ansigt i hænderne. Begynder at løbe).

Rikke (Går over til Christina og Robert, der stadig taler sammen. Til Christina): Skal du være her?

Christina (Snøvlende): Hvor fanden skulle jeg ellers være. Hallo!!

Robert: Ja, hvor fanden skulle du ellers være! Det er lige præcis her du skal være.

Rikke: Røvhul.

Robert: Nej, jeg foretrækker det foran.

Rikke: Røvhul.

Robert: Ok. Så siger vi det.

Christina: Fuck.

Robert: Det mener jeg også. Kan du læse tanker?

Rikke: Fuck.

Robert: Gå ad helvede til!

Rikke: Nej, det gør du!

Robert: Fuck.

Christina: Fuck.

(Drønende rockmusik lyder nu ud fra kraftige højttalere. Lyset skifter til blåt og stroboscop. Så bliver alt mørkt og stille)

2.1

(Ardeshirs ånd står på scenen. Vandet drypper fra ham. Slangen ligger foran ham, men med halen bag ham. Det er som leger den med ham. Han skjuler ansigtet i hænderne. Blåt lys)

(Scenen skifter. Robert ligger ovenpå en ukendt kvinde i en seng. Rødt lys. De laver kneppebevægelser, men har alt tøjet på. Sort tøj. Robert gør sig ”færdig” og ruller om på siden. Så sætter han sig op ad væggen. Tænder en cigaret)

Ukendt kvinde: Var det godt?

Robert: Hmmm.

Ukendt kvinde: Det var godt for mig. Hvad tænker du på?

Robert: Ikke på dig.

Ukendt kvinde: Tænker du på noget godt?

Robert: Ja, som jeg siger, ikke på dig.

(Den ukendte kvinde tøver et øjeblik, så tager hun sig i skridtet. Stadig med alt tøjet på. Hun ”onanerer”. Stønner. Lyset dæmpes og forsvinder).

2.2

(Christina og en ukendt mand. Den ukendte mand sidder med en laptop. Christina er i bad. Gør sig færdig, og kommer ind i stuen, hvor manden sidder, hun er nøgen, tørrer sit hår med et håndklæde. Josefine kommer ind iført nissetøj, bærende på en stor, brun sæk med gaver. Hun stiller sækken fra sig i et hjørne, ser på de to, ryster på hovedet og går ud)

Ukendt mand: Fuck, mine aktier er faldet. Selv Mærsk styrtdykker. Hvad fanden sker der?!

Christina: Du overlever nok.

Ukendt mand: Det vil vise sig. Hvad skal der ske med os, hvis det her fortsætter?

Christina (Ironisk): Så flytter vi på herberg.

Ukendt mand: Ja, og begynder at tage stoffer. Piller. Sprut. Fuck.

Christina: Alt hvad jeg har ønsket mig.

Ukendt mand: Sig mig, hvad vil du egentlig?

Christina: Godt spørgsmål.

Ukendt mand: Jeg prøver at redde os. Tjene penge. Bygge en ramme.

Christina: Ja, men hvad fanden vil du fylde i den ramme. Tror du ikke, det bliver et tomt lærred?

Ukendt mand: Det man kalder kunst. Eksperimenterende. Hipt. Som dine digte. Og lige så salgbart.

Christina: Skal vi sælge? Er du til salg?

Ukendt mand: Det kommer an på.

Christina: Det kommer an på hvad?

Ukendt mand: Om de har råd. Om vi har råd.

Christina: Vi kan sælge vores hjerte. Det sidste vi har. Men mit er allerede solgt. Det tilhører en anden.

Ukendt mand: Hvad fanden laver du så her?

Christina: Godt spørgsmål.

Ukendt mand: Fuck.

2.3

(Emma og jeg går en tur i skoven. Vi har hinanden i hænderne. Grønt lys. Fuglesang)

Emma: Hvad kan du bedst lide, giraffer eller næsehorn?

Jeg: Ved du hvad, det har jeg simpelthen aldrig tænkt på.

Emma: Hvor er mor?

Jeg: Hun skulle lige ordne noget. Hun er der nok, når vi kommer hjem.

Emma: Jeg kan bedst lide giraffer. De kan se langt, fordi de er så høje.

Jeg: Det er rigtigt.

Emma: Så kan de se om der kommer noget farligt.

Jeg: Kommer der noget farligt?

Emma (Tænker efter): Måske.

Jeg: Men hvad hvis den er blind?

Emma: Kan giraffer være blinde?

Jeg: Hvorfor ikke?

Emma: Så kommer der måske et næsehorn eller en tiger. Færdig med den!

Jeg: Jeg kan også bedst lide giraffer.

Emma: Jeg hader næsehorn.

(Vi går videre i tavshed, stadig med hinanden i hænderne. Der bliver mørkt)

2.4

(Wellnessresort et sted i Tyskland. Christina og jeg alene på et værelse. Sidder sammen på sengen)

Jeg: Det er ikke så tit, vi er alene sammen, nu vi har stumpen. Jeg har savnet det.

Christina: Stumpen?

Jeg: Ja, Emma. Vores datter, ikke?

Christina: Emma? Hvem er Emma? Skjuler du noget for mig? Har du en affære?

Jeg: Vi har et barn. Hun hedder Emma.

Christina: Vi har ingen børn. Det er godt, vi aldrig fik børn.

Jeg: Som du vil. Jeg trænger til dig. Jeg vil have dig. Nu.

(Christina rejser sig, og begynder at klæde sig af med et suk. For hvert stykke tøj hun smider, forsvinder en lille del af hende. Da hun lægger det sidste stykke tøj, er hun væk).

3.1

(Ardeshirs ånd på scenen. Han tager armbøjninger. Sved og ikke vand løber ned ad ham. Slangen hænger oppe under loftet, rullet sammen. Den ser på ham. Blåt lys. Der lyder et skud)

(Sandra og Kasper, hendes søn, er i Bilka for at handle. Sandra tager varerne, Kasper regner lynhurtigt priserne sammen i hovedet. Sandra tager en pakke toiletpapir).

Kasper: Toiletpapir 15.95, Chokolade 19.50, sammen med alt det andet giver det i alt 568.53. Jeg råder dig til ikke at købe mere. Du har 5635.75 på din konto, hvorfra skal trækkes 4537 til husleje, og det er først på måneden. Hvis du spørger mig, er du på skideren.

Sandra: Ja, ja, du behøver ikke tekste det for tumper. Jeg lægger nogle af varerne tilbage.

(De går baglæns tilbage gennem butikken, og hun lægger næsten alt tilbage. På vejen passerer de Ardeshir, der går på hænder ved grøntsagsafdelingen. De ser ham ikke).

Kasper: Men du er stadig på skideren.

3.2

(Farvandet ud for Trelde Næs ved Jyllands østkyst. Jeg står på vandski efter en speedbåd, der sejles af Kasper. Jeg slår flotte sving fra side til side, Kasper pifter højt og giver mig thumbs up. Til sidst slipper jeg linen, og synker langsomt ned under vandet).

(Scenen skifter. Kasper og jeg sidder ved et bål inde på stranden ved næsset. Vi rister pølser, som vi spiser med ketchup, sennep og remoulade. Vi rister også lidt brød. Jeg stryger ham kærligt over håret).

Jeg: Hvis ikke du var min søn, ville jeg sige, at du er lidt mærkelig. Men på den gode måde. Mærkelig og vidunderlig. Du har en vilje af stål. Som en sværdklinge. Skarp. Ubøjelig. Næsten for kontrolleret. Men – vidunderlig. Jeg elsker dig.

Kasper: Jeg elsker også dig. Men jeg er jo ikke din søn.

Jeg: Hvad? Er du ikke?

Kasper: Jeg er jo Sandras og Henriks søn. Du har kærestet med min mors bedste veninde, Christina, for 100 år siden.

Jeg: Kærestet? Er det sådan det hedder?

Kasper: Det er det, de siger.

Jeg: Så er der mange ting, jeg bedre forstår. Kærestet. Og du er ikke min søn? Er du sikker?

Kasper: Fuldstændig. Det tror jeg da. Det håber jeg. Ellers er der noget, de ikke har fortalt mig.

Jeg: Så er det sådan, det er. Det siger vi.

(Solen går ned, og det bliver mørkt).

3.3

(Sandra og Henrik på neutral grund, Cafe Klog. Våbenhvile).

Henrik: Det er længe siden. Hvordan har du det? Hvordan går det med børnene. Jeg vil jo gerne se dem lidt oftere.

Sandra: Det er vel ok. Du kan få dem i weekenden. Jeg har nogle ting, jeg er nødt til at ordne.

Henrik: Såsom. Er jeg far på afbud?

Sandra: Du er far.

Henrik (Tænker lidt): Ja. Det er sådan det er. Du har ret.

Sandra (Skifter emne): Får du læst noget for tiden? Hvordan går det med dig?

Henrik: Det går fint. Jeg er ved at læse en meget interessant bog. (Dæmpede trommer). Den er skrevet af en helt ung mand. Næppe 25. (Trommelyden tager til. Bliver hurtigere, voldsommere). Ærlig talt må du ikke spørge mig, hvad den handler om. Det kan være en krimi, et teaterstykke, en lærebog for hjerteanatomer, en filosofisk afhandling, en religiøs tekst. En debut. Et testamente. (Trommerne buldrer. Hurtigt. Øredøvende).

Sandra (Råber for at overdøve trommerne): Hvad hedder den? (Trommerne når klimaks. Alt er voldsom lyd. Så bliver der med ét stille).

Henrik: Hjertesprog.

(Der lyder et skud. Så bliver der helt mørkt. Stilhed).

4.1

(Underverdenen. Blåt lys. Sorte maskiner arbejder i skiftevis hurtige og langsomme, urytmiske ryk i stemplerne. En ukendt mand alene på scenen. Dæmpet heavy metalmusik)

Den ukendte (Råber ud i mørket): Ardeshir!

Kor: Ardeshir. Er her ikke!

Den ukendte: Ardeshir! Jeg er kommet. Hvor er du?

(Dæmpet lyd af barnegråd).

Den ukendte: Vi klarer det! Men du må svare. Hvor er du? De lyver om dig!

Kor: Du kommer forgæves. Alt er forbi (ekko af det sidste ord gjalder i mørket).

4.2

(Helvede).

Et sort kranie: Velkommen! Jeg har ventet dig! Du kommer tilpas. Alt er rede.

Ardeshirs stemme (Han er ikke selv tilstede): Nej! Nej! Nej!

Røde flammer fra kraniet: Vi er fred. Vi er is. Vi er det du søger!

Ardeshirs stemme: Nej! Nej! Nej!

(Røde flammer rejser sig som elektriske søjler i mørket. Hver søjle er et menneske, lænket i Dybet. Brændende kors synker i Afgrunden. Alt er rædsel. Flammemenneskerne griber forgæves og i pine opad).

Ardeshirs stemme: Nej! Nej! Det må ikke være!

(Kraniet tier. Flammerne danser. Der er ikke mere tid).

5.1

(En klippeblok eller tinde. Det sner kraftigt. Slangen ligger foran Ardeshir, tung som verden. Ardeshir ligger helt stille. Klynker. Ryster. Slangen bevæger sig langsomt hen mod ham i tunge bugter).

(Den ukendte mand styrter ind på scenen, trækker et langt, hvidt sværd, hæver det og knuser Slangen, der splintres i tusinde spejlstumper. Den ukendte løfter Ardeshir op og begynder at gå).

5.2

(En stue i en lejlighed i Teheran. Den ukendte mand ligger sammen med Ardeshir. Han holder om ham. Ardeshir ryster. Græder. Ligger i fosterstilling).

Den ukendte: Det er forbi. Rolig, rolig.

Ardeshir (hvisker): Hvad betyder det?

Den ukendte: At det begynder. Helvede er ikke mere.

Ardeshir: Det er godt.

Den ukendte: Ja. Det er godt. Det er som det skal være.

Ardeshir: Det er forbi.

Den ukendte: Det fødes.

Ardeshir: For evigt.

Den ukendte: Et øjeblik.

Ardeshir: Nu.

(Solen stiger. Det lysner langsomt. Lyden af en kilde. En bæk. Dæmpede stemmer af børn, der synger Solen op. Lyden af en kirkeklokke, der ringer tre gange. Tæppet falder).

Epilog

Josefine sidder i stuen på sin pude, og taler strengt til dukken. Nej! Nej! Dukke må ikke lave puha! Så mærker hun, at nogen ser på hende. Hun vender blikket, og genkender. Hun smiler sit buddhasmil til dig, læseren, og blinker med det ene øje. Kun et øjeblik. Så bliver hun alvorlig igen. Det er forbi.

cpo 2021

Forfatterskabet Højtryk

Hjertesprog

Synes godt om dette:

Hjertesprog

Del dette:

Synes godt om dette: