I sin bog Gud er kærlighed peger Lau Sander Esbensen blandt andet på et klassisk religionsfilosofisk problem, og behandler det ud fra en række kirkefædre og filosoffer, deriblandt Augustin og G. W. Leibniz. Problemet er dette:
Hvis Gud har skabt alt, har Han da også skabt det onde? Hvis Gud er fuldkommen – alvidende, alkærlig og almægtig – hvordan så med det onde? Kan en sådan fuldkommen Gud også have skabt det onde, hvis Han selv er indbegrebet eller identisk med alt godt?
Esbensen behandler som sagt problemet ud fra en række klassiske tænkere med stor indflydelse og virkningshistorie, men den rette løsning gives først med Vandrer mod Lyset, der er sandheden åbenbaret i Guds Navn. Jeg skal her søge at formulere den løsning, der findes og kan udledes af dette værk.
Den korte formulering af løsningen ud fra Vandrer mod Lyset er, at Gud hverken har skabt det gode eller det onde, lyset eller mørket, i deres urformer, men at begge kræfter var fra evighed, fra før tiden begyndte, og de var uskabte. Sammen med Urtanken og Urviljen udgjorde lyset og mørket det såkaldte Urkosmos, der altså ikke var skabt, men var fra evighed uden begyndelse.
Men det er her nødvendigt med en uddybning. Ifølge Vandrer mod Lyset var Urkosmos altså fra evighed og det bestod af lyset og mørket, samt af Urtanken og Urviljen. Lyset rummede alt det godes mulighed, mens mørket rummede alt det ondes mulighed (Ardors beretning, Vandrer mod Lyset, s. 3; uddybet i Kommentaren til Ardors beretning, kap. 1). Der var altså her tale om muligheder, endnu ikke om virkeligheder. Denne sondring er væsentlig at fremhæve.
Jeg slutter af denne oplysning om det godes og det ondes muligheder, altså ikke virkeligheder, samt af det Ardor siger i sin fortale til sin beretning – at Tanken er altings ophav – at Tanken, Urtanken, rummede i sig alle muligheder, rummede alle muligheder for ved Viljen at gøre muligheden af alt godt eller alt ondt til virkelighed.
Derefter siges det i Ardors beretning, at Urtanken og Urviljen langsomt, gennem ukendte evigheder, kæmpede sig ud af mørket, det onde, og frem mod lyset, det gode, en bevægelse, der til sidst medførte, at Urtanken og Urviljen smeltede sammen, forenedes, og Gud fremstod som Personlighed, som lysets behersker og mørkets besejrer.
Det vil efter ovenstående tankerække sige, at Gud – eller rettere Urtanken og Urviljen – ved sin eller deres kamp ud af mørket langsomt gjorde alt det godes mulighed til virkelighed, mens mørket forblev kun en mulighed, og som sådan stadig en aktiv kraft; dog til sidst besejret af den guddommelige Tanke og Vilje ved Guds fremståen af lyset. Derefter drog Gud lyset og mørket ind i et altomfattende kosmisk kredsløb og gennem sit eget Væsen for med tiden derved at gennemlutre kosmos og tilintetgøre det ondes urkraft.
Rum og tid som vi kender dem, eksisterede også kun i Urkosmos som muligheder og blev først til virkelighed, realiteter, i deres færdige skikkelser eller former ved Guds fremståen af lyset, Guds emanation.
Hvis disse tanker og slutninger er rigtige, så må vi sige, at Gud hverken har skabt det godes eller det ondes muligheder i deres urformer, men at Han har gjort alt det godes mulighed til realiteter, og i den forstand har Gud skabt alt godt – som virkeligheder – men ikke alt ondt, det ondes muligheder.
Hvordan vi skal forstå Urkosmos´ væren fra evighed uden at være skabt – gåden om det uskabte – er et filosofisk problem, som Vandrer mod Lyset udskyder løsningen af til det tidspunkt i fremtiden, hvor værket – forhåbentlig – vinder sin almindelige udbredelse og anerkendelse.
Indtil den tid må vi udover Vandrer mod Lysets egne redegørelser og meddelelser nøjes med den tanke, jeg søger at formulere her, og som jeg mener er rigtig: At Tanken fra evighed rummede mulighed for ved Viljen at kalde enten alt godt, lyset, eller alt ondt, mørket, frem til evig virkelighed, og at Tanken i den forstand er altings ophav.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 